Bliv klogere på de små sibiriske sangere

De kan redde en dag i felten, når man ser dem. Sibiriske sangere forsøder vores efterårsture derude. Men hvordan bestemmer du dem, og hvor i landet finder du dem bedst? Det kan du læse om i denne guide.

En af efterårets store begivenheder for feltornitologerne er, når ”vingebåndene” - de små grønne sibiriske sangere med lyse øjenbryn og vingebånd - dukker op. Med deres klejne størrelse, næsten geometrisk perfekt anbragte tegninger, livlige adfærd og uimodståelige væsen kan de redde enhver dag i felten.

De små asiatiske sangere er ikke svære at kende – problemet ligger i at finde og fastholde dem, da de er meget livlige og oftest kun ses i korte glimt.

Ser man hovedets tydelige øjenbryn først, er man heldig. Tit ses kun en del af fuglen, eller den færdes højt til vejrs sammen med fuglekonger.

Gode kendetegn er her den hvidlige underside og det reelt lange og tydelige bagerste vingebånd. Fuglekonge har oliventonet underside, og dens vingebånd er en 90 graders vinkel. 

Artikel fortsætter efter billedet.

Fuglekonge. Læg mærke til sørgmodigt ansigtsudtryk og den vinklede tegning på vingen – ikke et langt vingebånd. Den smalle sorte og gule issetegning er karakteristisk. Gedser, Falster, Danmark, okt. 2010. Foto: Klaus Malling Olsen

I forhold til de små asiatiske sangere er fuglekonges ansigtsudtryk helt anderledes: Stort mørkt øje omgivet af lyst, og sørgmodigt dryppende mundvig giver den et melankolsk udseende, der oplives af gule og sorte issestriber, der kan misfortolkes som øjenbryn, hvis fuglen drejer hovedet. Den sjældnere, men langt mere farveglade rødtoppet fuglekonge har hvidt øjenbryn, men det er reelt hvidt samt kortere og bredere end hos sangere.

Læs om hvidbrynet løvsanger efter billedet.

Rødtoppet fuglekonge. En meget farveglad udgave af fuglekonge med meget bredt og kort, afklippet hvidt øjenbryn af en længde og farve helt anderledes end hos de små sangere. Fanø, Vestjylland, Danmark, oktober 2008.
Foto: Klaus Malling Olsen

Hvidbrynet løvsanger – en lille gransanger med vingebånd

Hvidbrynet løvsanger er i størrelse mellem gransanger og fuglekonge. Den ligner i formen en lille, korthalet gransanger og har et langt hvidligt øjenbryn, der står ud imod olivengrøn overside og let mørkplettet kind.

Tit bemærker man det store øje og det tofarvede næb med lysere undernæb. Den har to hvidlige vingebånd, der er så kraftige som øjenbrynet, anbragt i en ca. 45 graders vinkel i forhold til dette og fremhævet af mørke omgivelser.

Bagtil ser man meget tydelige hvide tertiærkanter. Undersiden er hvidlig – ofte let oliven- eller gråtonet, og benene mellemlyse.

Artikel fortsætter efter billedet.

Hvidbrynet løvsanger ligner en lille gransanger, men med meget tydeligt hvidligt øjenbryn og to hvidlige vingebånd. Tøjen er svagere tegnet end fuglekongesangerens, hvorfor øjet står tydeligere frem. Skallingen, Vestjylland, oktober 2008.
Foto: Klaus Malling Olsen

Hvidbrynet løvsanger opdages ofte på kaldet - et skarpt, gennemtrængende og opadgående ”TouEEET.”Det kan indledes med en kort første tone. Kaldet minder om sortmejsens hyppigste kald, men er højere og skarpere i tonen, og aldrig ledsaget af sortmejsens ”småpludren”. Fuglen kan være tavs i lang tid, men pludseligt blive stemmeaktiv og udstøde kaldet næsten provokerende hyppigt.

Artikel fortsætter efter billedet.

Hvidbrynet løvsanger Foto: Klaus Malling Olsen

Fuglekongesanger – charmetrold i grønt, sort, hvidt og gult

Fuglekongesanger er kun på størrelse med fuglekonge. Ser man den godt, gør den et uimodståeligt indtryk via sin kombination af de fineste tegninger i grønt, gult og sort og sin akrobatiske adfærd.

Den søger føde i dobbelt hastighed af fuglekonger, foretager vandrette kast ud fra et siddested for lynhurtigt at snappe et insekt, kan slå saltomortaler og svirre som en kolibri i korte intervaller foran blade.

Det kræver hurtig reaktionsevne at følge sådan en!

Artikel fortsætter efter billedet.

Fuglekongesanger. Set forfra er hovedstriberne så påfaldende, at fans har døbt fuglen ”tigerdyret”. Selv om hvidbrynet løvsanger undertiden har tendens til lysere midt af issen, er den aldrig så skarpt afsat som her. Foto: Klaus Malling Olsen

Fuglekongesanger har som hvidbrynet løvsanger tydeligt øjenbryn og vingebånd, men de er gultonede – tydeligst foran øjet - og det forreste vingebånd kortere.

Det store hoved er kraftigt stribet i gult og mørkt: Øjenbrynet afgrænses opadtil af mørke issesider, der står ud mod en gul issestribe. Øjet dækkes af en gennemgående sort stribe fra næbbasis, der følger øjenbrynet. Hovedtegningerne er skarpt afsat fra den frisk grønne overside.

Artikel fortsætter efter billedet.

Fuglekongesanger er kun fuglekongestor med grøn overside, kraftigt gultonet øjenbryn samt vingebånd og distinkt gul overgump. Blåvand, Vestjylland, oktober 2013. Foto: Klaus Malling Olsen

Ser man fuglekongesangeren flyve bort eller svirre foran løv er den lysegule overgump tydelig, men hvis fuglen bevæger sig gennem bevoksningen ser man den ikke.

Kaldet er ret svagt: Et opadgående huit med en hæs undertone. I forhold til hvidbrynet løvsanger er fuglekongesanger mere tavs, og det svage, næsten hviskende kald overhøres let i koret af fuglekonger. Undertiden kalder fuglen dog mere regelmæssigt, til og med i korte serier. Et kort tse-lee, der ligner kaldet fra hvid vipstjert, høres sjældent.

Artikel fortsætter efter billedet.

Fuglekongesanger. Storhovedet og flyvsk – her i et roligt moment. Øjenbrynet er typisk mest gult foran øjet, og den sorte øjenstribe gennemgående så øjet gerne skjules. Ho Plantage, Vestjylland, Danmark, oktober 2010.
Foto: Klaus Malling Olsen

Himalayasangeren – den sjældneste og tristeste

Himalayasanger ligner hvidbrynet løvsanger, men er mattere gråtonet med kun ét langt og tydeligt vingebånd, lysere kind og svagere lyse tertiærkanter. Ben og næb er mørke. De svagere tegninger gør, at den opfattes som en hvidbrynet løvsanger med dæmpede kontraster.

Den er rundere i formen end hvidbrynet løvsangers, med kortere næb og smallere ben. Helhedsindtrykket er altså hvidbrynet løvsanger med et touch af fuglekonge.

Det hyppigste kald er et to-tonet tse-lee, der ligner kaldet fra hvid vipstjert, lundsanger og nogle gransangere. Det er helt anderledes end hvidbrynet løvsangers kald, men også andre varianter forekommer, bl.a et kald, der ligner hvidbrynet løvsangers, men er svagere og mere opdelt.

Her finder du dem bedst - læs efter billedet.

Himalayasanger. En grålig og farveløs udgave af hvidbrynet løvsanger med kun ét langt vingebånd og mørkt næb og ben. Uttarakhnand, Indien, marts 2011. Foto: Klaus Malling Olsen

Her finder du dem bedst om efteråret

Hvidbrynet løvsanger og fuglekongesanger ankommer østfra i forbindelse med kolde østlige vinde.

Møder de en varmfront med nedbør og tåge, tvinges de til rast sammen med skarer af nattrækkende småfugle. Flest ses ved kystlokaliteter, hvor fuglene bremser op over for havet eller trækker til det beskyttende land tidligt på morgenen.

Ved den jyske vestkyst er flest fundet på den første dag med vestenvind efter en østenvindsperiode, og her er de bedste steder fyrhaver og buskadser langs den jyske vestkyst, især ved Hanstholm, Nørre Lyngvig og Blåvandshuk samt på vadehavsøerne.

I resten af landet er flest set langs Nordsjællands kyst nær fyrene Nakkehoved og Spodsbjerg samt på Christiansø, der har sine største antal under nordøstenvind og nedsat sigt.

Men overalt i landet kan de dukke op, og mange har været stationære i flere dage - som ”Husbrynet” - en fugl, der gennem det meste af Felttræf 2007 holdt til ved det feriecenter, hvor aktiviteterne fandt sted.

Så mange ser vi

I normale år registreres 25-35 hvidbrynet løvsanger og 5-10 fuglekongesangere herhjemme. Hvidbrynet løvsanger topper sidste uge af september og første uge af oktober. De største antal er ca. 35 i Blåvandsområdet og Mandø sidst i september 2013.

Fuglekongesanger er udpræget oktober-specialitet, der topper midt på måneden. Det største antal er 17 eks. på Christiansø 19.10 1996 (under et exceptionelt stort influx i Nordeuropa).

Der er tendens til, at senere ankomne fugle bliver længst på et sted, hvilket kan skyldes, at småinsekterne blive færre, hvorfor fuglene må bruge mere tid på at søge føde end tidligere på året.

Himalayasanger er fundet 27 gange herhjemme, heraf 9 i 2003. Den er truffet mellem 30.9 og 25.11 med en top omkring månedsskiftet.

Hvor kommer de fra, og hvor skal de hen?

Hvidbrynet løvsanger yngler fra Ural og østover, fuglekongesanger fra Østrusland og østover.

Begge overvintrer i Sydøstasien, hvidbrynet løvsanger generelt længst mod syd.

De tidligste hvidbrynet løvsanger dukker op i Nordøsteuropa først i september, og herefter går trækket gradvis gennem Europa, til det klinger ud i oktober.

Fuglekongesanger ankommer sidst i september.

Der er fællestræk i de to arters optræden, men også forskelle.

Hvidbrynet løvsanger har længe været kendt i Europa, da der allerede i 1880´erne blev indfanget en del på Helgoland. Forekomsten af fuglekongesanger er nok af lidt nyere fænomen, men arten er også mere ustabil i sin optræden og dens tyngdepunkt lidt anderledes.

Hvidbrynet løvsanger forekommer over en bred front om efteråret i Europa, og det er velkendt, at ganske mange dukker op på øerne i det vestlige Atlanterhav, som på Færøerne, men også, at en del dukker op i Middelhavsområdet.

Fuglekongesanger er relativt hyppigst i Nordøsteuropa, men som hvidbrynet løvsanger truffet i de fleste europæiske lande.

I de senere år er hvidbrynet løvsanger fundet regelmæssigt om vinteren på de Kanariske Øer, ligesom der er spredte vinterfund fra Iberiske Halvø og Nordafrika af de to arter. På trækket mod nord udgør danske forårsfund af de to arter under 1 procent af det samlede antal.

Hvad skal de små sangere i Vesteuropa?

Hvorfor fugle fra Østasien dukker op i Vesteuropa, har fascineret forskere i årtier. En teori, som især herhjemme har vundet indpas, er, at fuglene er fejlorienterede og begiver sig ud på omvendt træk, de trækker den forkerte vej omkring kloden for at nå deres mål, men må gå til grunde.

Teorien blev tidligt kritiseret, da den mest afspejlede de daværende fuglestationers placering, og er siden blevet udfordret af, at sangernes optræden om efteråret følger et mønster, der helt ligner andre af vore trækfugles - med gradvis forskydning mod sydvest gennem efteråret: Fra de første fugle registreres i nordøst, til de sidste registreres i sydvest på den Iberiske Halvø, går der ca. 6 uger.

Her halter forklaringen ”omvendt træk”, der burde resultere i en mere uensartet optræden uden den konventionelle bevægelse mod sydvest. Det er muligt, at fuglene først trækker omvendt for siden at bøje af ved mødet med større havområder.

Det taler også imod omvendt træk, at især hvidbrynet løvsanger nu har vist sig at være regelmæssig gæst i det meste af Europa og Lilleasien.

En mere logisk forklaring er et spredningstræk om efteråret, hvor årsungerne ”sendes afsted” i alle retninger. De, der finder gunstige vinterkvarterer og overlever (alene det er en kunst hos arter, hvis levealder kun er 1-2 år), bringer erfaringerne med sig, hvorved nye vinterkvarterer gradvis kan etableres.

Især for hvidbrynet løvsanger er forklaringen rimelig: Der er stort set lige langt til Sydvesteuropa som til Sydøstasien fra de vestligste ynglepladser – ikke mindst da de fugle, der trækker mod sydøst, må trække ad en omvej uden om østlige Centralasiens ugæstfrie bjerg- og ørkenområder. De vesttrækkende er begunstiget med langt mere føderige områder gennem den russiske taiga.

Helt umulig bliver forklaringen ”omvendt træk” for himalayasanger. Den yngler i bjergskove på Himalayas nordlige udløbere og trækker væsentligt kortere end hvidbrynet løvsanger og fuglekongesanger: Til vinterkvarterer i Lilleasien og det indiske subkontinents nordlige tredjedel.

Her er den eneste logiske forklaring et spredningstræk, der sender fuglene ud i mange retninger – og i øvrigt tidsmæssigt falder sammen med vesteuropæisk forekomst af andre centralasiatiske arter som isabellatornskade og nonnestenpikker.

Mens denne artikel skrives (10. september) tikker meldingerne allerede ind om de første ”bølger” af hvidbrynet løvsanger, så det er tid til at kigge på DOFbasen eller se på BirdAlarm-kald og begive sig i felten efter de små sangere.

Det er en oplevelse at få set dem og maner til filosoferen over deres meget lange rejse og om deres videre fremfærd og skæbne.

Kommentarer

Tak for en glimrende artikel