Fem årtier som frontkæmper for vandrefalken

Fuglekiggeren og falkemanden Niels Peter Andreasen har fulgt vandrefalkene fra deres store nedtur i 1960’erne til en ny epoke med optur efter årtusindeskiftet. Denne sommer har han udgivet et bogværk om sit halve århundrede med vandrefalkene på Møns Klint.

Næsten hver dag fra marts til juli står han på sin post og holder øje med falkene. Hvilken skøn vagtpost, for vi taler om Møns Klint, der er et af Danmarks mest pompøse naturområder beboet af en af de mest spektakulære repræsentanter for fuglene. 71-årige Niels Peter Andreasen har i et halvt århundrede fulgt vandrefalken i Danmark, og fuglemanden, falkemanden og naturkunstneren har netop udgivet bogværket ”Livet med vandrefalken – i al sin vilde skønhed” på forlaget DesignMark.

Niels Peter Andreasen har fulgt vandrefalkene ved Møns Klint i fem årtier og har netop udgivet en bog om den fascinerende rovfugl. Foto: Jan Skriver.

Niels Peter Andreasen har om nogen i Danmark haft verdens hurtigste dyr, vandrefalken, tæt inde på livet. Og siden 2004, da han blev pensioneret efter et arbejdsliv som lærer, har han stort set dagligt fra marts til juli mandsopdækket de ynglende vandrefalke på Møns Klint. Det har givet en indsigt i rovfuglenes livscyklus, som kun mange timer i felten kan give.

Der kommer den gamle han. Nu varer det ikke længe, før vi kan høre ungerne skrige og tigge. En falk er langtfra en effektiv jæger fra første færd. Der går en tid, inden den får lært jagtens færdigheder. Unge vandrefalke er helt afhængige af deres erfarne forældre og den føde, de gamle slår kløerne i og serverer, siger Niels Peter Andreasen, mens vi står ved foden af Møns Klint med nakkerne godt tilbage.

Niels Peter Andreasen er både kunstner og fuglekigger, og Møns Klint skaber de perfekte rammer for foreningen af de to interesser. Akvarellen her er et eksempel på indholdet af hans netop udgivne bog 'Livet med vandrefalken - i al sin vilde skønhed'.
 

Vi har betrådt 497 trappetrin fra toppen af klinten ned til kysten ved Maglevands Fald, hvor et af Møns Klints fire par vandrefalke har fået trillinger ud at flyve. På en solbeskinnet dag i vestenvind er der varmt ved den 128 meter høje kalkklint. Når man er en vandrende og sveddryppende gæst på Møns Klint synes livet som vandrefalk at være let og ubesværet. En falk er i hvert fald højt hævet over trapper og trampestier.

En ung vandrefalk i solen på Møns Klint. I den første tid efter udflyvning fra reden øver vandrefalkene sig i flyvningens kunst og kan ofte ses siddende på klinten. Foto: Jan Skriver.

Men den frie falkeflugt har haft sine dramatiske nedture og euforiske opture de seneste årtier, og Niels Peter Andreasen har været et af kronvidnerne på klinten.

Jeg har fulgt falkene på Møns Klint, der er de danske vandrefalkes favoritlokalitet, siden 1960’erne. Jeg mindes med vemod, da et kuld unger i 1969 blev røvet fra reden, hvorefter rovfuglene helt forlod området som ynglested få sæsoner senere. Da indfandt det tavse forår sig, fortæller Niels Peter Andreasen.

Møns Klint er de danske vandrefalkes favoritlokalitet, og Niels Peter Andreasen har siden 1960'erne fulgt falkene på lokaliteten. Her ses han i vandkanten neden for klinten. Foto: Jan Skriver.
 

Der skulle gå næsten tre årtier, før verdens hurtigste dyr igen susede gennem himmelrummet over klinten som ynglefugl. I 2001 begyndte vandrefalken på ny at yngle i Danmark, da et par etablerede sig på Møns Klint. Siden er det gået fremad for falkene. Og i 2012 er der hele fire par ynglende vandrefalke på klinten og 10-12 par i alt i Danmark.

I dag er de fleste af de miljøgifte, der i 1960’erne forårsagede krise med tyndskallede æg og golde kuld i stort set alle bestande af rovfugle, blevet forbudt og er faset ud, så de ikke længere kan gøre skade i naturen. Og den faunakriminalitet, som tidligere kunne udrydde et helt lands bestand af en sjælden art, er forsvundet i de fleste lande, selv om vi fortsat skal være på vagt, siger Niels Peter Andreasen.

Mens vi snakker, er de unge vandrefalke begyndt at styrtdykke efter bysvaler, som har deres reder på klinten. Urutinerede svaler, der er ved at prøve, om vingerne bærer, er et fortrinligt begynderbytte for en falk, der som himlens kattekilling leger med de mindste mus.

I løbet af de næste måneder skal de unge vandrefalke lære at jage stære, drosler, hættemåger, vadefugle, alliker og navnligt duer. Det er under en jagt, at rovfuglene når deres tophastigheder. Ofte angriber de bagfra i luften over deres bytte, som de indhenter i et susende styrtdyk. Men de kan angribe og slå kløerne i byttet fra alle vinkler, siger den 71-årige falkeekspert.

Her ses en af de lokale ynglefugle ved Møns Klint med en due i fangerne, mens vandrefalkens unge flyver tiggende efter forældrefuglen. Vandrefalken slår ofte ned på byttet fra oven, og duer er blandt de foretrukne byttearter. Foto: Jan Skriver.

Formidling er et af kodeordene i Niels Peter Andreasens engagement i vandrefalkene. I løbet af en sæson på Møns Klint snakker han med et sted mellem 2.000 og 2.500 mennesker, der kommer forbi den udsigtsplatform, hvorfra man kan se vandrefalkenes redehylde ved Maglevands Fald tæt på GeoCenter Møns Klint, der er det naturlige udgangspunkt for turistbesøgene på lokaliteten. De heldige forbipasserende oplever måske suset fra jægeren over dem alle.

Vandrefalkene på Møns Klint kan observeres fra en platform ved klinten, hvor man kan stå uden at forstyrre den sjældne ynglefugl. Foto: Jan Skriver.

Hvis man én gang har oplevet vandrefalkens jagt, der flænser himlen, er man solgt, siger Niels Peter Andreasen.

Da kan kimen være lagt til en livslang fascination af falke. Det var sådan, det gik for naturmennesket, læreren og kunstneren, der med Møns stejle klinter som spektakulær kulisse fik vandrefalken som en af livets ledetråde.

Jeg har brugt klinten og dens falke i min undervisning i folkeskolen, ungdomsskolen, aftenskolen og højskolen. Og jeg har taget afsæt i skønheden herude, når jeg har lavet mine akvareller og malerier, siger Niels Peter Andreasen. 

Akvarel fra bogen 'Livet med vandrefalken - i al sin vilde skønhed' af Niels Peter Andreasen, som har fulgt vandrefalkene på Møns Klint siden 1960'erne.
 

I en tidsalder, hvor vi mediemæssigt bliver bombarderet med naturødelæggelser fra alle egne af kloden, og hvor vi hører om alverdens ulykker i døgndrift, har Niels Peter valgt at stille skarpt på vandrefalkens vilkår med udgangspunkt på klinten. Det er hans beskedne bidrag i det store perspektiv, og her håber han at kunne gøre en lille forskel.

 

Kommentarer

Flot bog. Fik mig tilbage til Møn, efter flere år. En samlet god oplevelse.

God bog, er købt til min ornitologiske samling.
Kan varmt anbefaldes.