Grønbrystet pitta - en slags finderberetning

Et projektbesøg i Uganda inkluderede møder med både pygmæer, gorillaer og træskonæb. Men den mest fascinerende oplevelse var alligevel et uventet møde med en grønbrystet pitta dybt inde i Kibale Forest National Park.

I slutningen af juni 2012 var jeg på projektbesøg i Uganda, hvor DOF kører et Danida-finansieret projekt i og omkring Echuya-skoven, som ligger i landets sydvestlige hjørne.

Turen til Uganda startede med et projektbesøg i Echuya-skoven, hvor DOF kører et naturbeskyttelsesprojekt sammen med Nature Uganda. Uden om skoven bliver selv stejle skråninger opdyrket, hvilket giver store problemer med jorderosion. DOF hjælper blandt andet de lokale med at udvikle en mere bæredygtig landbrugsproduktion. Foto: Chris Magin, RSPB.

Efter projektbesøget tog DOF’s økonomichef, Lars Engmark, og jeg til Kibale Forest National Park. Parken omfatter 800 kvadratkilometer tropisk skov og har en bestand på cirka 1200 chimpanser, og det var selvfølgelig vores fælles mål at se aberne. Jeg havde nu også en anden dagsorden, nemlig at gå efter en anden af skovens berømtheder, nemlig grønbrystet pitta (Green-breasted Pitta).

Vi kørte af sted fra en nærliggende by halv seks om morgenen og landede inde midt i skoven en time senere. Med os havde vi den lokale naturguide Gerald og to ungarske ornitologer. De havde været ude morgenen før og havde kun fået et kort glimt af en pitta, så de ville give det en sidste chance.

Uganda rummer et væld af fuglearter, så bestemmelsen kan være hårdt arbejde. Thomas Lehmberg, DOF’s internationale medarbejder (til venstre), sammen med artiklens forfatter. Foto: Chris Magin, RSPB.

Vi gik gennem den tætte skov i buldermørke og kom til sidst frem til et sted, hvor pittaen var blevet hørt flere gange på det sidste. Da pittaernes yngletid netop var begyndt, var dette meget lovende. Der stod vi så og lyttede. Og der skete ikke så meget. Altså bortset fra, at det var en fin oplevelse at høre skoven vågne, mens lyset tog til. Først én fugl, så flere, og fuglearterne var til sidst akkompagneret af chimpansernes gjaldende kald gennem skoven. Fedt nok, men absolut ingen pitta.

Vi tog afsked med ungarerne, der lidt slukørede drog videre til nye eventyr i en anden nationalpark. Nu var det chimpansetid, og der gik såmænd ikke mange minutter med at vandre gennem skoven, før vi havde kontakt med en gruppe. De sad højt oppe i træerne og fik deres morgenmad, som bestod af friske bladskud og figner. Vi fik øje på en stor krabat, som var alfahannen i en stor familiegruppe på omkring 120 individer i alle aldre.

Lidt efter kravlede hannen ned fra bladhanget og satte sig tilrette. Det viste sig, at han skulle tisse. Og der var da en særlig poesi over lyden af pis, der rislede ned gennem regnskoven lige ved siden af, hvor vi stod. Et øjeblik efter kom han helt ned på skovbunden og vandrede resolut hen til et stort træ, som han begyndte at buldre på, mens han hylede og skreg. Ganske imponerende, men ikke et budskab til os. Blot en meddelelse til gruppen om, at ”nu er vi altså på vej videre”.

I Bwindi Impenetrable Forest fandt vi blåbrystet brednæb (Grauer's Broadbill), som er en af Ugandas mest eftertragtede trofæ-arter. Foto: Achilles Byaruhanga, Nature Uganda.

Lars ville godt have mere, men her måtte jeg smide direktør-kortet: ”Vi skal også videre. Jeg vil have pitta!”.

Gerald kendte et andet sted, hvor der var mulighed for pitta, og vi vandrede en halv times tid, inden der skete noget. Pludselig hørte han en lyd. Og efter et par forsøg kunne Lars og jeg også høre noget: Prrrt! Det lød overhovedet ikke som en fugl, men måske mere som en overdimensioneret guldsmed, der flappede med vingerne. Lyden var stadig langt væk. Vi sneg os langsomt nærmere, men det var ikke nemt. Der kunne godt gå et par minutter mellem hver lyd, og det var ikke let at høre, hvorfra den kom.

Endelig var der bid. Vi sneg os ind på nær afstand, og guiden fik langt om længe øje på kræet. Den sad fem-seks meter oppe i et træ. Der var bare et problem: Jeg kunne dæleme ikke få øje på den. Regnskoven var simpelthen så kompakt, at jeg ikke kunne fange de holdepunkter, som guiden gav mig. Pulsen steg, og tiden gik, mens vi jævnligt hørte dette prrrt, men lige meget hjalp det. Og pludselig var det for sent. Jeg fik et lynglimt af fuglen, da den lettede og forsvandt lydløst i vildnisset.

Stor skuffelse, og nu var vi under tidspres, for Lars og jeg skulle køre hundredvis af kilometer for at nå lufthavnen og natflyet tilbage til Europa. Så jeg sagde: ”Det var godt nok ærgerligt, men vi må se at komme ud herfra”. Men Gerald mente, at vi lige skulle give det en sidste chance.

Som sagt, så gjort. Jagten startede forfra, og jeg aner ikke, hvordan Gerald kunne vide, hvor vi skulle lede. Men fremad gik det, væk fra vej og sti, og pludselig var lyden der igen. Vi sneg os ind, og denne gang var der bid. 10 meter fra os sad en nærmest ubeskrivelig skønhed, og jeg fik selv øje på den. Siddende i fire meters højde i en lian af form som en gynge: Smukke hovedtegninger i hvid, sort og creme, grøn på brystet og rød på bugen. Og pludselig lød der igen denne lyd: Prrrt – og fuglen hoppede 20 cm i vejret og landede igen. Denne gang med ryggen til, så vi kunne se den lysende blå overgump og smukke blå pletter i den sorte vinge. Sceneriet blev ved. Den dansede i vejret med jævne mellemrum, mens vingerne frembragte den besynderlige lyd. Og det gik op for mig, at jeg var i gang med at overvære noget ganske unikt, nemlig en han i display (parringsspil).

I disse minutter var jeg nærmest lykkelig.

Grønbrystet pitta er en sky og fåtallig art, som kun de færreste får at se. Men den smukke fugl er værd at vente på. Foto: Foto: Achilles Byaruhanga, Nature Uganda.

Selvfølgelig forsvandt fuglen igen lydløst. Jeg fik lyst til at kramme Gerald, men nøjedes dog med at give ham et klap på skulderen: Godt gået!

Vi trak os tilbage, fandt vores bil, racede til Kampala og nåede heldigvis flyveren. Sådan sluttede vores eventyr. Men lad mig citere Handbook of the Birds of The World’s tekst om grønbrystet pitta: ”Very shy species, rarely seen. Most reports concern individuals trapped by local people”. Nøj, hvor var det en oplevelse. Selv om jeg må indrømme, at det altså ikke var Lars og mig, der fandt pittaen, men vores lokale guide.

Træskonæb er forholdsvis let at finde i Mabamba Swamp lige uden for Ugandas hovedstad Kampala. Foto: Chris Magin, RSPB.

I øvrigt er der en forhistorie, som jeg fik af Harriet Kemigisha, der var vores guide på rundturen i Uganda. I 2005 var Harriet, der er født og opvokset i Kibale, netop blevet uddannet som naturguide, og hun var blevet ansat til at tage turister med ud til skovens chimpanser.

Da hun skulle på sin første tur, fór de vild i skoven. Mens Harriet prøvede at finde vej tilbage, så hun pludselig en fugl hoppe op fra skovbunden og flyve ind i skoven. De vildfarne gik længere frem, og det samme skete igen. Fuglen hoppede op fra skovbunden og forsvandt. Nu måtte hun sørge for, at hendes gæster kom uskadt tilbage, og det lykkedes da også ved hjælp af walkie-talkies og pejlinger på, hvor chimpanserne gav lyd fra skoven.

Hun måtte selvfølgelig give en længere forklaring, da hun kom tilbage til lejren, men nåede da også at få sagt, at hun havde set denne fugl, som hun mente måtte være en afrikansk pitta. Men det kunne ikke passe, sagde de andre, for det var en forkert årstid.

Så snart hun fik tid, gik hun på eftersøgning og havde selvfølgelig heldet med sig. Og det gik op for hende, at hun ikke havde set afrikansk pitta, men at hun var den første, der havde set den endnu sjældnere grønbrystet pitta i Uganda i en menneskealder, og at den i øvrigt aldrig var set i Kibale før. Nu mener man, at der er cirka 20 ynglepar i Kibale-skoven. Denne oplevelse var medvirkende til, at hun startede som fugleguide i 2006. I dag er hun Ugandas mest efterspurgte fugleguide, og der er naturligvis mange af hendes kunder, der spørger efter ”hendes” grønbrystet pitta. Harriet kan kontaktes på email: kemharriet@yahoo.com.

Og vær advaret: Du finder den aldrig uden ekspertbistand.

Jan Ejlsted er direktør i DOF.

DOF-holdet fandt denne bjerggorilla i Bwindi Impenetrable Forest under en fugletur. En prægtig voksen han, der var blevet smidt ud af sin flok, fordi han tabte konkurrencen med en rival. Foto: Chris Magin, RSPB.