Kend kjoverne

Feltornitologen og forfatteren Klaus Malling Olsen tager os i denne artikel med ud til kysterne for at sætte artsnavne og aldre på de fire arter af kjover, der for de fleste ornitologer er krydderier i kystnaturen.

I september 1981 blev en storkjove meldt fra Skanörs Revler ved Falsterbo. Da vi nåede frem til fuglen, ombestemte vi den til mellem­kjove, da næbbet var tofarvet, men fuglen i øvrigt virkede stor med de for storkjove typiske hvide vingefelter, også på overvingen. Den så lidt småhovedet ud, men dens tunge flugt og tykke mave lugtede langt væk af mellemkjove. Efter lang tids diskussioner og en stærkt udvidet viden indsamlet på Zoologisk Museums skindsamling, blev fuglen senere ombestemt til en juvenil almindelig kjove. Siden fulgte års studier af fotos, skindlagte fugle og usædvanlige mængder i felten, da flere efterår bød på ødsle invasioner af især mellemkjover som for eksempel den legendariske masseforekomst i november 1985. Resten er historie.

En fuldkommen dækkende gennemgang af emnet ”feltbestemmelse af kjover” kræver en hel bog. Denne artikel er tænkt som en appetit­vækker til nærmere kjovestudier, en af de virkeligt morsomme ud­fordringer når lavtrykkene blæser ind over landet, og kysterne bliver levende af bølgeskum og havfugle. 

Der kigges efter kjover på Skagen. Foto: Knud Pedersen.

Kjovernes forekomst i Danmark

Almindelig kjove er den mest udbredte kjove herhjemme. Om foråret ses de fleste i Nordjylland, hvor et par dage ved Skagen plejer at være garanti for god felterfaring med de elegante havfugle.
Foråret og sommeren igennem er arten fåtallig, men i august tiltager trækket, der kulminerer i september og aftager i oktober, mens kun enkelte ses i november. Langt de fleste bliver set i hård pålandsvind langs de nord-og vestjyske kyster, hvor dage med op til et par hundrede har optrådt i september, i Nordsjælland samt i Østersøen.

Lille kjove, der er den sjældneste og mest uregelmæssige af kjoverne, er nærmest et hit om foråret, men noget hyppigere om efteråret i samme periode som almindelig kjove. Andelen af ungfugle er langt højere end hos almindelig kjove, og artens optræden fra år til år varierer meget.

Mellemkjove ses på samme lokaliteter og under samme vejrforhold, men optræder senere om efteråret. Der ses normalt kun enkelte fugle frem til sidst i september, og antallet fra år til år varierer. I visse år optræder ungfugle næsten i invasioner efter gode lemmingår på den russiske tundra. Da kan arten optræde i tocifrede dagsantal i oktober og frem til midten af november. Enkelte overvintrer. Hvis man ser en af de tre mindre kjovearter om vinteren, er det normalt en mellemkjove.

Storkjove ses året igennem med langt de fleste i Nordjylland om efteråret. Pålandsvinde giver flest kjover. Gode dage med kjover plejer at byde på fine observationer af flere dragttyper. En dag med alle fire arter er ikke utopi, især i september og først i oktober.

Kjover på Skagen. Foto: Knud Pedersen.

Førstehåndsindtyk

Flyvende kjover kan ligne måger og terner, men de gør et mere adræt, samt mørkt indtryk. Oversiden er ret ensartet mørk og undervingerne enten mørke eller tæt tværbåndede. Men tit reagerer man på den anderledes fremtoning end måger, da kjoverne flyver langt mere sikkert, næsten atletisk. For almindelig og lille kjoves vedkommende er flugten hurtig og kvik med falkeagtige vingeslag og hyppige, bueformede glid over bølgetoppene på W-stillede vinger med spidsere hånd end måger. De tre mindre kjovearter har længere, spidsere hale end måger, forstærket af eventuelt lange mellemste halefjer. De lyse felter i hånden (håndfladen på undersiden, lyse skafter på oversiden) samt hoved- og underkroppens tegninger ses tættere på - ofte fint i godt lys.

De to mindste arter – almindelig og lille kjove - ligner under glid over bølgetoppe næsten  mekanisk styrede modelfly, i lighed med den ligeledes mørke sodfarvet skråpe, der er kortere bagtil, men har relativt længere vinger, der ofte holdes vinkelret ud fra kroppen. Skråpen ligner da et kors, og kun i hård modvind vinkles vingerne på kjovevis. Sodfarvet skråpe er mørk med ret svage lysegrå felter midt gennem undervingen; ser man dette på en kjove, bør også overgumpen være lystegnet og halen være længere.

Almindelig kjove, adult lys morf. Adult i sommerdragt har kalotten mørkere end gråt og ensartet brystbånd. Juni, Færøerne. Foto: Silas Olofson.

Almindelig kjove er næsten stormmågestor. Den er slank med ret lille, trekantet hoved og tyndt næb; hoved og næb danner tit en trekant fortil, imod dybere bryst og undertiden bug. De lange vinger holdes ofte i et åbent W, hvor man ser, at arm og hånd er nogenlunde lige brede. Halen er ret lang med spidse, forlængede halefjer, kortest og rundest hos juvenil, men sylespidse hos ældre fugle og længst hos adulte. Man bør indprente sig form og flugt hos almindelig kjove, der er den hyppigste art herhjemme. Da bliver forskellene åbenlyse til de øvrige arter.

Husk at almindelig kjove yngler ret tæt på landets grænser, og derfor ser man om efteråret tit ungfugle, der ikke har udviklet deres flyveevne til perfektion, og som er tungere med mindre adræt flugt end typiske fugle. Mange af disse juvenile er på grund af form og flugt blevet fejlbestemt til unge mellemkjover i august og frem til midt i september. De første ”ægte” mellemkjover dukker dog først op tidligst sidst i september.

Kjoven med den legende flugt

Lille kjove er lidt mindre, blot hættemågestor, og har kortere, rundere hoved med lille, kort næb (”stormmågehoved”), slankere vinger med smallere arm og relativt længere hånd. Fremtoningen er mere atletisk med dybt bryst, men slank bug samt smal og tynd hale, hvor man selv på ungfugle ser udstikkende mellemste halefjer, der forlænger halen bagtil og ofte gør den påfaldende længere end hos almindelig kjove. Kropsformen bliver set fra siden trekantet, dybest over brystet. Langs håndens forkant ses en lys linie, dannet af hvide 2-3 yderste håndsvingfjers skafter. Almindelig kjove og mellemkjove har normalt 3-7 lyse håndsvingfjerskafter, der gradvis mørkner mod spidsen. Typisk ser man da et diffust lyst felt i hånden. Ganske få har dog kun 1-2 lyse skafter. Lille kjoves aktive flugt er typisk mindre målrettet, mere legende end almindelig kjoves. Flugten er let og terneagtig, og den bliver tit afbrudt af kort ”musen” lavt over vandet eller trippen på vandoverfladen på stormsvalemaner med spredte vinger.

Lille kjove, adult i sommerdragt uden forlængede halefjer. "Haleløse" eksemplarer af lille kjove er ikke ualmindelige på efterårstrækket, men opgiv ikke. De bestemmes let på helt mørk undervinge og hvidt bryst, der glider over i grå bug. Mangler desuden brystbånd og har sort hætte, der flyder sammen med kort, sort næb. Biscayen, august 2011. Foto: Daniel Lopez Velasco.

Maskulin brutalitet og ølmave

Mellemkjove er næsten sølvmågestor, langt kraftigere bygget end almindelig kjove, og fuglen virker typisk voldsom med en aura af maskulin brutalitet. Den aktive flugt er langsommere, mere magtfuld a la en stor måge og over længere afstande retlinet med lange serier af stive, konstante vingeslag og blot korte passive glid over bølgetoppe – mest i medvind. Kraftig krop og stabil flugt kan give mindelser til såvel knortegås som stor falk, og det er normalt netop forskelle i flugtmåden, man reagerer på i forhold til de mindre arter. Mellemkjove er macho-udgaven af almindelig kjove, og har i forhold til denne større hoved, kraftigere næb a la stor måges og bredere krop, ofte med tendens til tydeligt tyngdepunkt bagtil (”ølmave”). Også armen er bredere. Halen er bredere, men kortere, og virker hos ungfugle tit trekantet, da de mellemste halefjer kun stikker meget lidt ud i halen.

Hos ældre fugle er de brede og forlængede halefjer dog synlige på længere hold end andre kjovers på grund af deres bredde og i spidsen runde form. Om efteråret ses tit kjover uden mellemste halefjer. Mellemkjove uden haleforlængelse (blandt andet ungfugle) kan i formen ligne den endnu større og kraftigere storkjove, der har kraftigere tøndeformet krop med tyk mave, længere hoved med kraftigere mørkt næb, men kortere hale uden tydelig haleforlængelse, ligesom gumpen altid er mørk uden yngre mellemkjovers lyse tværbånd. Desuden har de fleste storkjover tydeligere hvide felter på begge vingesider.

Mellemkjove, 2k+. Bemærk tyk mave, ret stort hoved med næb a la måges, bred arm samt kort bagparti. Callao, Peru, november. Foto: Klaus Malling Olsen.

Blandt gentlemen og barske bisser

Kjoverne afbryder tit deres aktive flugt for at stjæle føde fra andre havfugle, eller ligefrem for at angribe fuglen. Almindelig kjove jager især terner og mindre måger, og dens jagtflugt er den mest ihærdige og forfinede. I lange, elegante angreb med uventede kast angriber kjoven den værgeløse fugl, der i ren forskrækkelse afleverer bytte eller gylper føde op, så jagten kan nå en afslutning. Almindelig kjove er dog en ren gentleman, der ”går efter bolden, ikke manden” i næsten laudrupske undvigemanøvrer. Den angriber ikke selve fødebæreren.

En etisk indstilling, der ikke plager den større og mere brutale mellemkjove, hvis angreb er kortere og mindre adrætte, men så meget mere direkte og kan omfatte angreb på fødebæreren, der hæmningsløst bides i vinger, hale eller i endnu mere følsomme kropsdele og undertiden tvinges ned på havet for at blive druknet. Mellemkjove jager fugle af størrelse op til store måger, og den kan selv dræbe fugle op til mindre mågers størrelse. Den søger ofte til ådsler for at æde i modsætning til almindelig kjove. En lignende jagtmetode ses hos storkjoven, hvor suler og store måger tit bliver angrebet, og måger op til sølvmågestørrelse kan dræbes.  

Lille kjove virker som en sorgløs, adspredt udgave af almindelig kjove, når den angriber terner og mindre måger. Angrebene ser næsten ud som leg og afbrydes ofte efter kort tid. Måske er der en sammenhæng mellem fødesøgningen de enkelte arter imellem på trækket. Almindelig kjove får næsten al sin føde ved at snylte på andre søfugle, mens lille kjove oftere søger ind i landet til marker, hvor den tager mindre dyr som orme. Den er altså ikke i så høj grad som almindelig kjove afhængig af, at føden skal stjæles.

Lille kjove, juvenil, jagter ride. Sammenlign størrelsen med ridens og bemærk lys forkant på hånden, mørk kalot og kold brun fremtoning uden varme farver. Hvide felter omkring knoen er mindre end hos almindelig kjove. Gilleleje, september. Foto: Klaus Malling Olsen.

Aldersbestemmelse hos de mindste

Adult mellemkjove og almindelig kjove optræder i lys og mørk morf med mellemformer. Adult lille kjove kun i lys morf. Juvenile optræder i alle tænkelige overgange mellem meget lyse og meget mørke fugle, og her er tale om individuel variation, der ikke muliggør inddeling i morf´er. I løbet af de næste leveår bliver forskellene mørke og lyse fugle imellem større. Juvenile (1k) er brune med lysskællet overside, inklusive overvingedækfjer, tværbåndede undervingedækfjer, lys næbrod og kort forlængelse af mellemste halefjer. Dragten er frisk og varmt bruntonet om efteråret og kan have rustbrunt anstrøg (gælder dog ikke den gråtonede lille kjove). Benene er lyse med sorte fødder. De mørkeste typer kan være ret ensartet mørkebrune og derved ligne mørk morf adult, hvilket også gælder i de følgende aldre.

Immature kjover tager flere år om at udvikle adult dragt. Dragtkarakterer i disse aldre er ganske ens de enkelte arter imellem, ligesom der forekommer variationer. Bedst er det at bedømme sådanne til ”type 2k”. 2k ligner 1k, men er koldere farvet uden oversidens lyse skæltegning. Dragten kan virke falmet med indslag af slidte, lyse ungfuglefjer og friske mørke. Hoved og krop ligner juvenil, men med lidt tydeligere dragtkontraster og koldere grundfarve. Undervingen er som juveniles. Haleforlængelsen begynder at få artstypisk form, men er fortsat kun på få centimeter.

Almindelig kjove, immatur (2-3k) i vinterdragt. Vinterdragten hos kjoverme ligner yngre fugles dragter. 2k og nogle 3k har lysskællede undervingedækfjer i lighed med juvenile. Haleforlængelsen er kortere end i sommerdragt. Lima, Peru, november. Foto: Klaus Malling Olsen.

3k lys morf ligner ”snavset adult” på hoved og krop, men juvenil på undervingen, der fortsat er tæt tværbåndet. I forhold til adult er brystbånd mørkplettet, flanker og gump vatrede, hætten mattere brun og gumpen er på begge sider tværbåndet i lyst og mørkt. Mørke pletter dukker op på tarsen.

4k lys morf som adult, men med enkelte tværbåndede undervingedækfjer (især store) og lysbåndede indslag på underkrop samt gump. Adult har mørkt næb og ben samt fuldt udviklet form og længde på de mellemste halefjers forlængelse. Dragten er nu rent og smukt farvet, og undervingedækfjer samt gump ensartet mørke. Ben mørke (tarse dog lys hos lille kjove). Lys morf har mørk hætte, lys underside og ofte mørkere brystbånd (gråt hos almindelig kjove og sortbrunt plettet hos mellemkjove). Mørk morf er ret ensartet mørkebrun, mens mellemtyper har tendenser fra lys fase såsom tydeligt lyse halssider og lyse indslag på underkroppen, ofte i form af mørke tværbånd.

Adult vinterdragt er en dragttype, der ikke ses herhjemme. Hoved, krop og eventuel haleforlængelse ligner immatur – især 3k, men undervingedækfjerene er alderstypisk ensartet mørke.

Storkjove

Adult er groft tegnet i brunt og mørkt med antydet mørk hætte og ofte ret lyse, let stribede ryg- og overvingedækfjer. De store hvide vingefelter er brede og påfaldende tydelige på såvel overside som underside. Juvenile er mørkere og mere ensartet brune end adulte med ret ensartet mørkt hoved og overvinge, samt tit kraftigt rustbrunt anstrøg på kroppen a la ung hedehøg. De hvide vingefelter er – især på oversiden – mindre end hos ældre fugle, og kan på oversiden være reduceret til lyse fjerskafter.

Storkjove, adult. Har meget store hvide felter på begge vingesider. Desuden er den koldere brun og kraftigere grovplettet i forhold til juvenile fugle, og den har mørk kalot. Skagen, oktober. Foto: Knud Pedersen.

Almindelig kjove

Adult i sommerdragt, lys morf. En flot fugl. Hætten er gråsort og kontrasterer tydeligt til lyse, ofte gultonede, halssider, mens underkroppen er hvidlig til op i flankerne og undergumpen. Mange har gråt brystbånd, der er ensartet hos adulte, og af farve mellem hætten og kroppen. Normalt er panden lysere som en lys blis i kontrast til det mørke næb. Oversiden er ret ensartet mørkt gråbrun med lyse felter i hånden, dannet af håndsvingfjerenes lyse skafter. Halens forlængelse er spids op til af halens længde og medvirker til et tilspidset og langt, men slankt bagparti.

Mørk morf har mørkt gråbrun til gråligt sortbrun hoved, krop og overside. Mange har antydet lysere gulbrune halssider. Intermediære fugle varierer en del; mange ligner mørk morf, men er lysere og koldere gråbrune med tydeligere lyse halssider imod mørkere hætte, og en del ligner lys morf med jævne mørke tværbånd på underkroppen.

Juvenil varierer meget med en trinløs overgang fra fugle med meget lyst, orangetonet hoved til brunsorte fugle. De fleste har varmt brun hoved, krop og overvinger. De lyseste fugle har lyst orangetonet hoved (a la flødetomatsovs), mørkere fugle er ræverøde på hoved, underkrop og i oversidens skæltegning. Disse orangetonede til rusttonede typer forekommer ikke hos mellemkjove og lille kjove. Mere konventionelle typer er mellembrune til mørkebrune som mellemkjove med et par vigtige dragtkarakterer. Således er hovedet ofte en ”skyggeversion” af adult sommer lys morf med antydet mørkere hætte mod lyst (orange- til rusttonet) nakkebånd og lysere pande. Det lyse nakkebånd ses ofte fint mod mørk baggrund på flyvende fugle. Overgumpen kan hos lyshovede fugle være lys med mørk tværbånding, men oftere varmere bruntonet med uregelmæssigt mønster, kun sjældnere hvidlig til beigetonet som hos mellemkjove og lille kjove.

Mørkhovede fugle har oftest antydet lyst nakkebåndt, men ensartet mørk overgump. Meget lyse fugle med næsten renhvid overgump er dog kendte. Undersiden varierer. Normalt er lyse tværbånd i armhuler og undervingedækfjer rusttonede, hvorfor undervingen ikke i samme omfang som hos lille kjove og mellemkjove står ud som lys imod mørk krop – hos almindelig kjove følges farvetonerne bedre ad. De mellemste halefjer er smallere og tydeligere forlængede end hos mellemkjove, og ses normalt på den spredte hale som to spidser midt i halen, selvom de har mere blødt afrundet spids end hos ældre fugle. På den spredte hale ses også tendens til lysere fjerbaser end hos andre kjover, hvorved halen virker tofarvet med lys inderdel og mørk yderdel.

Almindelig kjove, adult mørk morf. Mørke faser er uden tydelige lyse indslag på hoved og krop. Bemærk typisk form med lille, trekantet hoved, ret slankt og langt næb samt spidse mellemste halefjer. Færøerne, juni. Foto: Silas Olofson.

En del juvenile har brede hvide baser af håndsvingfjerene på både over-og undervinge. Herved skabes et massivt hvidt felt på overvingen a la storkjove.  

Stående juvenil virker småhovedet med ret flad pande, rund nakke og tyndt, tofarvet næb med yderste 30 procent mørkspidset (ligesom mellem­kjove). Nyligt udfløjne ungfugle kan virke tykmavede, og forekommer da særligt småhovedede. Oversidens skælmønster er gul- til rusttonet, og håndsvingfjerene har tydelige hvidlige spidser. Ofte virker stående juvenile mere kontrastrige og ”farveglade” end mellemkjover. Meget mørke juvenile virker dog sortbrune – knapt så mørke som mellemkjover med manglende eller meget mørkt rustbrune fjerrande på oversiden.

Mellemkjove

Adult i sommerdragt, lys morf har større dragtkontraster end almindelig kjove. Den dybere sorte kalot går længere ned mod næbbets basis og er uden almindelig kjoves tendens til lys blis. Derimod er næbbets inderdel lyst grårød. Halssidernes gule farve er varmere gulbrune og brystbåndet mørkere sammensat af grove mørke pletter, der i mørkhed næsten kan tangere hættens farve. Oversiden er mørkere sortbrun end almindelig kjoves med lignende lyse skafter på håndsvingfjerene. De forlængede midterhalefjer er bredere og ender normalt i en klump, da fjerene er snoet om hinanden i spidsen. En flyvende mellemkjove ser ud til at have stukket en golfkølle op bagi, og silhuetten med tyk mave og langt bagparti, der ender i en klump, kan sammenlignes med islommernes agterparti. Selv hvis ”klumpen” bagtil ikke ses, virker halen bredere og tydeligere end hos almindelig kjove. Den hvide bug virker reduceret i forhold til almindelig kjoves, da flanker og undergump har langt mere mørkt.

Mellemkjove, adult i sommerdragt. Voldsom fremtoning med kraftigt, tofarvet "rovfuglenæb", varmt gulbrune halssider og sortbrun overside samt bred, kulsort kalot uden almindelig kjoves lyse blis. Skagen, oktober. Foto: Søren Kristoffersen.

Mørk morf (5-10 procent af adulte) er næsten sort eller meget mørkt sortbrun a la grundfarve hos juvenil rørhøg, bortset fra lyse felter i hånden og lys næbrod. At se disse ”havets pantere” er en stor, men sjælden oplevelse.

Juvenil varierer langt mindre end hos almindelig og lille kjove, om end både lyshovede og næsten sorte fugle kendes. De kan virke kompakte og ret korte bagtil; de mellemste halefjer er brede og afrundede, og kun lidt længere end øvrige halefjer. Når halen spredes ud, virker den trekantet.

Langt de fleste er gråbrune til mellembrune. De virker på afstand ret ensartet brune med kontrastløst ret mørkt hoved (især pande/tøjle), men tydeligt afstikkende lys/mørkbåndet overgump. Underkroppen er brun, ofte i kontrast til lysere undervinger, da armhuler og dækfjer er hvid/brunbåndede. Hånddækfjerene har normalt lyse baser, der sammen med håndsvingfjerenes lyse baser danner en lys dobbeltplet, der ses på længere afstand end andre karakterer. Almindelig kjove med lignende ”dobbeltplet” har den mindre og svagere, da hånddækfjerene – som andre dækfjer – ofte har brunere anstrøg end mellemkjoves. Næbbet er lyst med sort spids, og ses på flyvende fugle ofte på god afstand. Selvom almindelig kjove har lignende næbtegning virker næbbet aldrig påfaldende afstikkende som hos mellemkjove, hvilket dels skyldes, at det er smallere, dels at det har en tendens til at ”smelte sammen” med lysere pande, der hos mellemkjove er mørk.

Stående fugle har ret stort, kantet hoved med flad isse og svage tegninger med mørkere tøjle, højst svage mørke pletter i nakken. Mangler de to mindste arters tydelige lyse nakkebånd (der dog kan ses i løbet af vinteren, hvor nakkens lyse fjer gradvis blegner). Vingerne virker generelt mørkere med smallere og koldere farvede lyse fjerrande end almindelig kjoves, og håndsvingfjerene mangler almindelig kjoves tydelige lyse fjerspidser. Meget lyshovede juvenile har flødebrunt og ret ensartet hoved, men kroppen er normalt mørkere. De mørkeste er helt mørke –som adult mørk morf, men uden disses forlængede midterste halefjer.

Lille kjove

Adult forekommer kun i en lys morf. Forskelle i form mellem almindelig og lille kjove er nævnt ovenfor, men det skal betones, at adult i sommerdragt har cirka dobbelt så lang haleforlængning som andre kjover. De ekstremt lange halefjer giver en lang ”tråd” bagtil set fra siden, der medvirker til et særegent udtryk a la ”havterne i skygge”. Oversiden er lysere og mere kontrastrig trefarvet end andre kjovers. Ryg- og dækfjer er grå i kontrast til sorte sving-og halefjer og skarpt afsat hvid vingeforkant, dannet af to hvide fjerskafter på yderste håndsvingfjer. Den sorte hætte ligner almindelig kjoves, men går mere direkte over i kort, sort næb, da lille kjove mangler almindelig kjoves lyse pandeblis (bortset fra slidte adulte om efteråret). Halssider er generelt kraftigere gulbrune end almindelig kjoves. Undersiden er selv på lang afstand artstypisk: undervingerne er helt mørke, og kun brystet hvidt, i diffus overgang til gradvis mere grå bug til undergump. Om efteråret ser man tit fugle, der mangler de forlængede halefjer.

Juvenil varierer i dragten mindst lige så meget som almindelig kjove. Fælles for alle juvenile er at dragten er koldt farvet varierende fra hvidhovedet til grålig, brungrå til grå- og brunsort, og at de mellemste halefjer er længere end hos de øvrige arter. De ses således normalt fint i felten, og på den spredte hale ses de som to ”lillefingre” der stikker ud i halen, af længde som næbbet eller mere. Næbbet er en anden vigtig karakter, da det er kort og kraftigt med yderste 50 procent sort (25-30 procent hos almindelig kjove og mellemkjove).

Lille kjove, juvenil, mørkere type. Bemærk gråtonet dragt, der er mere kontrastrig end almindelig kjoves med hvidere fjerrande på oversiden. Mangler almindelig kjoves lyse spidser på håndsvingfjerene. Sønderjylland, september. Foto: Anni og Peter Nielsen.

Lille kjove, juvenil, lysere type. Smukt farvet fugl med beigegråt hoved i kolde farver. Bemærk relativt større og rundere hoved samt kortere næb end almindelig kjove. Göteborg, Sverige. December. Foto: Thomas Bernhardsson.

Den hyppigste dragt er mere kontrastrig end almindelig kjoves med tydeligere mørk kalot, lysere issesider, rent gråt (ikke tværbåndet) bryst i kontrast til lyst felt nederst på brystet og tætbåndet underkrop samt undervingedækfjer. Håndsvingfjerenes lyse baser er generelt smallere end hos almindelig kjove og antydning til lys ”dobbeltplet” (se mellemkjove) er så sjælden, at den er en ren undtagelse. Oversiden afspejler adultes kontraster: trefarvet med grå, lysskællede ryg- og dækfjer, mørke sving-og halefjer og hvidlig forkant på hånden. Lyst gulbeige til lysegråt nakkebånd står i lighed med hvid/mørkbåndet overgump tydeligt frem.  Mørkere typer har svagere dragtkontraster, men selv de meget mørke sortbrune fugle har normalt tydeligt hvidbåndet overgump samt hvidlige rande på ryg- og dækfjer, om end de allermørkeste næsten er ensartet sortbrune. Omvendt har de mest lyse ofte påfaldende hvidligt hoved og undertiden underkrop. De blev tidligere mistænkt for at være albinistiske.

Stående lille kjove har relativt større, rundere hoved end almindelig kjove med større øjne, men kortere, relativt tykkere næb. Vinklen på undernæbbet går cirka halvvejs ud på undernæbbet (slutter omkring 30 procent inde på næbbet målt fra spidsen hos de to andre arter), og den sorte næbspids er bredere og dækker cirka halvdelen af næbbet. Oversidens lyse fjerrande er generelt både bredere og lysere end på almindelig kjove, og ses tit som hvide til gråhvide tværbånd på ryggen. Derimod mangler handsvingfjerene tydeligt lyse spidser.

Lille kjove, juvenil, kontrastrig type. Denne hyppige type har større farvekontraster end almindelig kjove i lignende alder og kan opfattes som "et år ældre". Bemærk grå kalot imod lyse halssider, gråt og ret svagt tegnet brystbånd og tydeligere tværbåndede undervinger end almindelig kjove, da dækfjerenes bundfarve er hvidere. Oktober, Halland, Sverige. Foto: Jens B. Bruun.

For tilsendte fotos og tilladelse til at anvende dem til artiklen takker jeg varmt Julian Bell, Henning Broe, Jens B. Bruun, Ole Zoltan Göller, Tommy Kaae, Benny Kristensen, Søren Kristoffersen, Hans Henrik Larsen, Ewan Miles, Søren Nygaard, Silas Olofson, Knud Pedersen, Bjarne Bøje Sørensen, Thomas Bernhardsson, Hans Martin Høiby, Anni & Peter Nielsen, Murat Cohadaröglu, Daniel Lopez Velasco og Martin Verdoes.