Natur og dyreliv hersker i Guyana - et sydamerikansk paradis

I januar 2012 tilbragte Jeff Skevington, Tau Rasmussen og Niels Poul Dreyer tre uger i Guyana i den nordlige del af Sydamerika. Turen var arrangeret gennem Colin Edwards fra Rock View og var koncentreret omkring den midtvestlige del af landet. Niels Poul Dreyer beskriver her en tur, som han selv placerer blandt sine fem bedste fuglerejser nogensinde.

Guyana er delt op i et nordøstligt område med kontinuerlig regnskov og en mindre savannebiotop med et rigt dyreliv mod syd. At besøge Guyana er som at gå 50 år tilbage i tiden, og landet er - med under én million indbyggere og begrænset infrastruktur - et paradis for dyrelivet. Traditionel jagt med bue og pil er udbredt, så nogle dyrearter er sky, men der er stadig rig mulighed for at komme tæt på landets fauna.

Guyanatukanet (Guianan Toucanet). Foto: Niels Poul Dreyer.

Vi opnåede at se seks ud af syv mulige abearter, og derudover så vi papegøjer, spætter, natravne, flagermus og andet dyreliv i overraskende store antal. Vores turliste på over 400 fuglearter inkluderede et bredt udvalg af rovfugle, varierende i størrelse fra dværgspurvehøg (Tiny Hawk) til harpy (Harpy Eagle). Selv sky hokkoer (Curassows) og trompetérfugle (Trumpeters) blev set i snesevis hver dag i regnskoven. På floderne så vi rokker, elektriske ål, fiskende flagermus, maller og fiskeørne med store fisk i kløerne.

Kamhokkoer (Black Curassow). Foto: Niels Poul Dreyer.

Vores tur startede fra Rock View, som er en dejlig lodge nær landingsbanen ved Annai. Allerede den næste dag tog vi forbi Wowetta på vej til Surama for at vandre i alt otte timer til og fra en spilleplads af orange klippehane (Guianan Cock-of-the-rock). Undervejs var jeg heldig at se en rødvinget jordgøg (Rufous-winged Ground Cuckoo) flyve ind i underbevoksningen.

Orange klippehane (Guianan Cock-of-the-rock) fotograferet på en af de særlige spillepladser, hvor hannerne optræder i fællesskab for at tiltrække hunnerne. Foto: Niels Poul Dreyer.

Besøget ved selve spillepladsen var en speciel oplevelse. Vi så otte hunner ankomme på en gang for at inspicere to spillende hanner, mens de øvrige hanner opholdt sig spredt rundt i det granitfyldte landskab midt i regnskoven. På grund af afstanden til den nærmeste vej kunne vi desværre ikke være ved pladsen en tidlig morgen, hvor der normalt er mere aktivitet. På vores vej fra spillepladsen fandt vores guide en smuk gulbåndet pilegiftfrø (Yellow-banded poison dart frog).

Surama Ecolodge gav et stort udbytte i form af mange af de mere sjældne fuglearter. Tau og Jeff så en hun af den specielle trækronekolibri spatelhalet pragtalf (Racket-tailed Coquette), som i januar kommer ned for at æde melastomablomster i et moseområde, hvor hvidstrubet rørvagtel (Ash-throated Crake) i øvrigt er talrig.

I skoven kunne vi nyde violvinget pionus (Dusky Parrot) og sortkronet korthalepapegøje (Black-headed Parrot), som fouragerede sammen med den sære brune kotingaart kapucinerfugl (Capuchinbird), der vræler som en motorsav. På vej op ad et granitbjerg så vi kolibrier som sortøret alfekolibri (Black-eared Fairy) og forskellige eremitter (Hermits) bade og drikke ved et vandløb.

På en glat sten gled jeg bagud på klipperne, men jeg var meget heldig. Dette uheld kunne nemt have endt min rejse i Guyanas jungle. En kvinde faldt senere på samme klippe og måtte tage til Georgetown for at få sit ben i gips.

Tilbage ved lodgen fandt nogle andre fuglefolk den sjældne flammehalet sylnæb (Fiery-tailed Awlbill), som er en speciel kolibri med et opadbøjet, klydelignende næb. I græsset gemte den lokale perlerørvagtel (Ocellated Crake) sig. Om aftenen var der en gruppe besøgende fra Canada, som indfangede tre forskellige slanger, som vi alle fik forevist.

Brun træsnog (Brown Vine Snake). Foto: Niels Poul Dreyer.

På vores vej til Atta Lodge, der kun ligger en times kørsel fra Surama, stoppede vi ved The Harpy Eagle Trail, som leder tre-fire kilometer ind til et stort kapoktræ med en rede af den berømte abeørn. Vi fandt relativt hurtigt en udfløjet ungfugl siddende i en trækrone et par hundrede meter fra reden (se billede øverst i artiklen).

Atta Lodge er nok det bedste sted at se de sydamerikanske kotingaer. Her så vi i løbet af fire dage både mørk purpurkvast (Dusky Purpletuft), som næsten er endemisk for Guyana, blodkotinga (Guianan Red Cotinga), karminfrugtkrage (Crimson Fruitcrow), pletkotinga (Spangled Cotinga) og pompadurkotinga (Pompadour Cotinga). Ved trætårnet demonstrerede et tretået dovendyr hvordan man kan skjule sig i et krat på mindre end en meter i diameter.

Brunstrubet aratinga (Brown-throated Parakeet). Foto: Niels Poul Dreyer.

En morgen efterlod Tau sin taske på vejen udenfor lodgen. Da han vendte tilbage, var den væk, og de eneste synlige spor var bremsespor. Det var indlysende, at en lastbilchauffør havde samlet den op. Heldigvis havde Tau efterladt sine papirer og penge på værelset, så han havde kun mistet sit kamera og en regnfrakke. Vi fandt den tomme taske længere nede ad vejen, men selvom vi notificerede politiet ved en vejkontrol, fik Tau aldrig resten af sine ting tilbage.

En anden morgen ved sekstiden befandt vi os ved hovedvejen uden for Atta, da vores guide pludselig prikkede Jeff på skulderen og pegede ned ad vejen. En ung hanjaguar dukkede op kun cirka 40 meter bag os. Det var tydeligt, at den var på vej gennem området, men den blev ved vejen i cirka fem minutter.

To dage senere, da vi var på vej til Iwokrama, fik vores chauffør øje på et par jaguarer, som gik direkte imod bilen, indtil de nåede til et punkt cirka 120 meter fra os. Vi betragtede dem i 20 minutter, mens hunjaguaren testede hannens skyhed ved at nægte at følge med ham ind i skoven. I stedet lagde hun sig ned på vejen. Hannen forsøgte at føre hende væk fra vejen ved flere lejligheder, men uden held. Den utålmodige hanjaguar krydsede frem og tilbage, og hormonerne må have været på et højt niveau, da det generelt generte rovdyr normalt ikke ignorerer mennesker så længe.

Denne hanjaguar krydsede utålmodigt vejen flere gange, mens han forsøgte at lokke en hun væk fra vejen og fotograferne. Heldigvis lod hun ham vente, mens vi nød synet af dem begge. Foto: Niels Poul Dreyer.

Kun meget få steder i verden er det muligt at nyde et sådant syn på en hovedvej, der løber gennem landet fra nord til syd, uden at blive forstyrret. På en typisk dag passerer kun 20 lastbiler eller minibusser! Januar er et godt tidspunkt at se jaguar, idet de parrer sig på dette tidspunkt og tilsyneladende er meget optaget af hinanden. Uanset omstændighederne er det dog langt fra garanteret, at man får denne kat at se. Andre turister, der besøgte området på samme tid som os, fik for eksempel ikke set nogen jaguar.

Et sjældent syn, som man aldrig glemmer. Jaguarerne parrer sig i vintermånederne, og i disse måneder er de sky dyr primært optaget af hinanden og derfor lidt nemmere at få øje på. Foto: Niels Poul Dreyer.

Under vores ophold på Iwokrama fik vi lejlighed til at besøge et eksperimentelt skovningsområde kaldet Tiger Woods, hvor vi ville lyse efter nataktive dyr. Her lykkedes det os at finde to snohalebjørne, en tamandua (en slags myresluger) og en langhalet potu (Long-tailed Potoo).

Næste dag på en skovsti nær Iwokrama løb en sorthovedet tinamu (Variegated Tinamou) over stien, mens en Black Spider Monkey vredt rystede grenene oppe i trækronerne. Flere fugleflokke fløj gennem den våde skov, og vi fik set nye arter af myrefugle, fluesnappere og træløbere.

Efter et par uger i regnskoven drog vi mod savannen syd for Rock View Lodge. På vejen dertil opdagede vi en hærmyresværm, som var ledsaget af rovdyr som hvepse, rovbiller, myrefugle, spætter og andre fuglearter. Alle var i fuld gang med at spise de dyr, som flygtede fra den fremadstormende hærmyreskare.

Det tog mere end tre timer at køre ti kilometer ad den ujævne vej til Karasabi. Foto: Niels Poul Dreyer.

Vores næste destination i den tørre savanne nord for Rock View var landsbyen Karasabi. Det tog os mere end tre timer at tilbagelægge 10 kilometer ad en håbløs vej, og ved ankomsten skulle vi så møde landsbysamfundets overhoved. Han skulle nemlig hjælpe os med at få arrangeret en bådtur på en flod, der gennemløber en god biotop for den sjældne solparakit (Sun Parakeet).

Solparakit (Sun Parakeet). Foto: Niels Poul Dreyer.

Det viste sig at være håbløst at få hjælp til at organisere turen, da landsbyoverhovedet var i en permanent beruset tilstand. Med lidt held lykkedes det os i stedet at finde en lokal, som var i stand til at bringe os til en dal cirka 45 minutters kørsel fra Karasabi, som papegøjerne havde besøgt på det seneste. Ved vores andet besøg, om morgenen, kom hele seks af de truede solparakitter til et træ for at søge føde i form af træets frugter og orange blomster.

Området sværmede med rovfugle på jagt efter grillede krybdyr eller andet, der var bukket under for de seneste påsatte brande. Vi så båndhalet våge (Zone-tailed Hawk), savannevåge (Savanna Hawk), rustskuldret musvåge (White-tailed Hawk), stor caracara (Northern Crested Caracara) og dværgglente (Pearl Kite), som fyldte himlen sammen med gribbene og mindede os om en god dag på Skagen med masser af trækkende rovfugle.

Savannevågen (Savanna Hawk) er en af de rovfugle, der nyder godt af brande i Guyanas skovområder. Fuglene går på jagt efter krybdyr og andet, som dør i flammerne. Foto: Niels Poul Dreyer. 

Brandene har desværre en alvorlig indvirkning på vegetationen, og der er et behov for at kontrollere dem, hvis de tørre skove skal bevares på længere sigt. Solparakitternes habitat forsvinder med hver eneste ukontrollerede afbrænding, som tilfældigt kryber op ad bakkerne.

Her svæver en af de mange rovfugle - en stor caracara (Northern Crested Caracara) - over en skovbrand, som slår mange mindre dyr ihjel og dermed serverer et grillet måltid for rovfuglene. Foto: Niels Poul Dreyer.

Ved grænsebyen Lethem bragte den lokale ornitolog Jeremy os til en lokalitet, hvor vi kunne finde den specielle brancomyrefugl (Rio Branco Antbird) og den smukke, endemiske gråstrubet trådhale (Hoary-throated Spinetail) i en galleriskov langs Irengfloden. Da vandstanden i floden var for lav til at gennemføre turen med båd, måtte vi tage turen med en firehjulstrækker over land på en våd savanne uden veje; en strækning på 25 kilometer.

Det tog os tre timer inklusive stop, og gebyret for morgenens udflugt var 350 US dollars inklusiv billeje. Vi syntes, at det var for dyrt, og derfor besluttede vi at opgive en ottetimers køretur efter kapucinersisken (Red Siskin) til en pris på 1000 dollars den efterfølgende dag. I stedet fortsatte vi til Karanambu. På vejen dertil fik vi arrangeret, at Manuel Manne skulle vise os et par topdoradito (Crested Doradito) på en lokalitet i nærheden.

Disse små gule tyranfluesnappere holder til i noget tæt, stift og tyndt tagrørsagtigt græs ved en sump cirka 15 kilometer øst for det sted, hvor Manuel bor. Der kendes kun til nogle få kolonier i Guyana, og mærkeligt nok findes disse sjældne fluesnappere ikke på lignende gode biotoper. Deres levevis minder om vores skægmejsers.

Karanumba Lodge og indehaver har samme stil som Karen Blixens farm i Kenya. Indehaveren Dianne har studeret kæmpeodderen i mange år, og hendes ekspertise på området er kendt verden over. Hun en ældre dame, som fortæller gode historier ved måltiderne og bestemt er værd at lære at kende, men hun er dog blevet for gammel til fortsat at studere odderne.

Kæmpeåkander (Victoria amazonica) ved Karanumba Lodge. Foto: Niels Poul Dreyer.

I løbet af en sejltur på Karanambufloden så vi på en formiddag topløs hokko (Crestless Curassow) flere gange! Senere nød vi en sundowner blandt kæmpeåkander, flyvende flagermus og masser af natravne af flere arter ved en af Oxbowsøerne. I søerne findes også den kæmpestore fisk arapaima samt kaimaner.

Samme aften så vi hundredvis af individer fordelt på syv arter af natravne og nathøge, som for eksempel spraglet natravn (Pauraque), rødbrun natravn (Rufous Nightjar), hvidhalet natravn (White-tailed Nightjar), amazonnathøg (Band-tailed Nighthawk), Nacunda nathøg (Nacunda Nighthawk), dværgnathøg (Least Nighthawk) og gråvinget nathøg (Lesser Nighthawk). Lokaliteten er desuden den eneste, jeg har besøgt, hvor man kan se bådnæbshejre (Boat-billed Heron) i pæne tal langs floden!

Hvidhalet trogon (Amazonian White-tailed Trogon). Foto: Niels Poul Dreyer.

En eftermiddag blev brugt på savannen med vores guide Kenneth Manduke til at eftersøge en anden lille og sjælden tyranfluesnapper ved navn skægtachuri (Bearded Tachuri) samt den lokale hvidnakket bekard (White-naped Xenopsaris). I nærheden af landingsbanen så vi fem stående individer af sydamerikansk rørdrum (Pinnated Bittern), mens flere af deres artsfæller fløj rundt i regnen. Det er ellers en fugl, man sjældent ser!

Næste morgen tog vi tilbage til savannen for at søge efter en stor myresluger. Det var sidste chance inden vores tilbagevenden til Georgetown, og netop som vi var at give op i regnvejret, kom en myresluger ud over en højderyg og fortsatte med stor hast i retning af os. I sidste øjeblik fik vi set den drivvåde myresluger fint, inden den i al hast forsvandt ind i tørvejr ved en lille lund. Desværre havde ingen af os kameraet klar.

Omkring Georgetown arrangerede vi med en taxachauffør ved navn Vicki, at vi skulle køres til Abariflodens udmunding for at se den sjældne blodrygget spætte (Blood-coloured Woodpecker). Det er et mudret sted med mange chiggers (en slags røde mider), så nogle af os kom tilbage til hotellet med blodige ben i samme farve som spættens ryg.

Man kan rejse meget billigt i Guyana, men det er vigtigt at forhandle alt på plads. Vi betalte i alt 3600 US dollars hver for 3 uger fra Georgetown. Heldigvis var Colin Edwards på Rock View Lodge i stand til at opnå gode priser på hytter og transport, og ud over nogle få overraskelser var vi i stand til at holde styr på udgifterne. Personalet var alle steder fleksible og gav os morgenmad, madpakker og transport på de ønskede tidspunkter.

En af de mange smukke sommerfugle, man kan se i Sydamerika. Tilhører underfamilien Heliconiinae, som også kaldes longwings - i Europa er de repræsenteret af perlemorssommerfuglene. Foto: Niels Poul Dreyer.

Turen til Guyana er blandt mine fem bedste rejser. Det er et land, hvor man kan se store ting i et langsomt tempo og en fin atmosfære. Derimod er det ikke et specielt godt sted, hvis man ønsker en lang række spurvefugle i store blandede flokke. Det er svært at se småfuglene i den store, mørke skov. Tålmodighed er nøglen til succes i Guyana. Vi overnattede 3-5 nætter på de fleste lokaliteter, hvilket øgede vores chancer for at finde de vigtigste arter i hvert område.

Rødhalset spætte (Red-necked Woodpecker). Foto: Niels Poul Dreyer.

Vejret snød os dog lidt. Januar burde tilhøre den tørre årstid, men det regnede kraftigt de fleste dage, og Guyana viste sig at være lige så blæsende som Danmark. Vær forberedt på, at insekterne bider. Malaria er udbredt, så det er klogt at tage forholdsregler inden afrejse – noget, vi ikke selv var opmærksomme på, men som heldigvis ikke gav os problemer.

Kommentarer

Hej,
Tak for de flotte billeder. Vi besøgte en spilleplads for Cock-of-the-rock i Suriname i januar 2003. Det var en fin oplevelse at se fuglene så tæt på, men det var svært at tage gode billeder på grund af bevoksningen. Iøvrigt faldt jeg på en glat klippe og brækkede armen.
Venlig hilsen Bodil

Kære Niels Poul

Spændende ! Meget fine fotos. Gi´r absolut mod på en tur som jeres.

Mvh Hans