Overraskende uglefund i Uganda - ny art for landet

I september 2014 blev Timme Nyegaard, biolog i DOF, udsendt for at evaluere DOF's lokalbaserede overvågningsprogram i Echuya-skoven i det sydvestlige Uganda. Han vendte imponeret hjem - og med en ny art for landet på sin turliste: Akunhornugle, som ikke tidligere er registreret i Østafrika.

Overvågningsprogrammet i Echuya er et rigtig spændende projekt, hvor DOF og Nature Uganda - med økonomisk støtte fra Danida - forsøger at øge beskyttelsen af skoven.

Det gøres blandt andet ved at inddrage de lokale bønder og den nationale skovmyndighed i en fælles overvågning af vigtige ressourcer og dyrelivet i skoven, samt ved en række indkomstskabende aktiviteter i lokalområdet.

Echuya-skoven i Uganda. Til venstre i billedet ses den sump, som ligger midt i skoven. Foto: Timme Nyegaard.

Skoven er en del af Albertine Rift, et system af bjerge og dale, som strækker sig langs grænsen mellem Congo og hhv. Uganda, Rwanda, Burundi og Tanzania. Den udgør et biologisk hotspot, da bjergene er meget gamle, og der findes derfor en stort antal endemiske arter i området.

18 af de 24 endemiske fuglearter i Albertine Rift kan findes i Echuya; alt fra den (lokalt) meget almindelige og farvestrålende gulflanket solfugl (Regal Sunbird), som svirrer rundt i træer og buske de fleste steder i området, til den brune, skulkende og meget sjældne hvidbrynet rørsmutte (Grauer’s Rush-warbler), som gemmer sig i sumpen midt i skoven.

Gulflanket solfugl (Regal Sunbird). Foto: Uffe Rasmussen.

Overvågningsprogrammet blev etableret i 2013, hvor Nature Uganda og DOF faciliterede en workshop for de lokale og skovdistriktet. I fællesskab valgte deltagerne, hvordan de ville holde øje med skoven fremover.

Der blev etableret fire optællingsruter på 2-5 km af 2-4 timers optællingsvarighed, som alle går gennem de væsentligste habitattyper i skoven: Løvskov, bambus og sump. På disse ruter registreres blandt andet forskellige medicinplanter, opvækst og hugst af bambus (en vigtig økonomisk ressource, som er presset i skoven), aber (Blue Monkey), frankoliner, hvidbrynet rørsmutte, høslet og aktuel vandstand.

Blue Monkey. Foto: Uffe Rasmussen.

Imponerende nok har alle fire hold gennemført alle deres månedlige tællinger i et helt år, også på trods af, at forholdene ikke altid er lige nemme.

Nogle skal for eksempel gå ni kilometer for at komme til startstedet for tællingen, og i et ganske kuperet terræn. Mange har ikke gummistøvler, og en enkelt kvinde havde et spædbarn i en bylt på ryggen under hele øvelsen. I regntiden kan det være svært at forcere sumpen, og i tørtiden skal man lige passe lidt på slangerne i bambuszonen…

Et af de fire optællingshold med projektets lokale videnskabelige medarbejder Vallence til venstre. Grænsen for skovreservatet er meget tydelig. Foto: Timme Nyegaard

Semuliki Nationalpark

Efter vel overstået workshop, hvor vi over to dage fik kigget på data og evalueret systemet, så det bliver så bæredygtigt og anvendeligt som muligt, havde jeg mulighed for at tage på et kort besøg i Semuliki Nationalpark.

Her blev jeg holdt i hånden af den ekstremt dygtige fugleguide Saul Ampeire, en lokal guide fra området samt en nationalparkmedarbejder med automatvåben. Officielt medbringes våbenet på grund af skovelefanter og gorillaer, men skovens placering lige op ad grænsen til Congo har måske også noget at sige…

Og netop placeringen tæt på Congo - lige på vestsiden af de ret høje Rwenzoribjerge - gør Semuliki helt speciel, da den biologisk set er en del af Congobassinets enorme lavlandsregnskov, som har en helt anden artssammensætning, end den man finder på den anden side af bjergene.

Kortet viser placeringen af Echuya-skoven, hvor DOF har et igangværende projekt sammen med Nature Uganda, samt Semuliki Nationalpark, hvor Timme Nyegaard fandt en Akunhornugle. 

Da Congo vist ikke ligefrem er et anbefalet rejsemål for turister, så er Semuliki et rigtig godt alternativ, hvis man vil se nogle af Congobassinets mange særlige fuglearter.

Vi ankom om eftermiddagen i kraftig regn, som fortsatte hele aftenen og natten. Jeg havde forberedt mig selv mentalt på, at det skulle fortsætte hele næste dag også, som var min eneste dag i området. Derfor var det naturligvis en stor lettelse, at det var klaret helt op om morgenen, men Saul var stadig pessimistisk, da en våd skov ofte har meget lav fugleaktivitet.

Det var desværre helt korrekt, og der skulle kæmpes hårdt for at finde arter, som normalt er meget almindelige. Men det blev selvfølgelig alligevel til masser af nye og specielle arter.

Lige uden for skoven kom en stribe næsehornsfugle hurtigt på listen - skrigehornfugl, broget toko, hvidlåret hornfugl og hjelmet hornfugl (Piping, African Pied, White-thighed og Black-casqued Hornbills) - og et par orangekindet astrild (Orange-cheeked Waxbill) fløj rundt i græsset.

Inde i skoven startede det fint med en flot brunbrystet skovastrild (Chestnut-breasted Negrofinch). Men så gik det langsomt, og der skulle gås langt i mudderet for at finde de næste fugle.

Sidst på dagen - da vi havde opgivet af finde en plettet ibis (Spot-breasted Ibis), som Saul havde hørt, samt en afrikansk skovand (Hartlaub’s Duck), som vagten havde set liste op af en skovsø, og bare var på vej tilbage - hørte Saul en rød dværgtoko (Red-billed Dwarf Hornbill).

Dér landede den! – siger han, men i min kikkert sidder en ugle og kigger på mig.

Akunhornugle fotograferet i Semuliki Nationalpark for (måske) første gang den 27. september 2014. Foto: Timme Nyegaard.

En rigtig fin mellemstor ugle med lange horn og meget lyse øjne. Vi kan ikke lige huske, hvad det er for en art, så jeg fisker min tro følgesvend, ”The Birds of East Africa: Kenya, Tanzania, Uganda, Rwanda, Burundi” af Stevenson & Fanshawe, op af lommen.

Kombinationen af lyse øjne, brunt hoved, asymmetriske pletter på maven, lange horn og stor størrelse giver dog kvaler, og det bliver langsomt klart for os, at fuglen slet ikke er afbilledet i bogen…

Vi har ikke noget kamera! – siger Saul desperat, men jeg kan så heldigvis fiske min iPhone op af en plasticpose i rygsækken, som gennem mit lille og gamle Kowa-teleskop efter lidt øvelse faktisk får taget nogle brugbare dokumentationsbilleder.

Det hele har naturligvis taget en del tid, og truende regnskyer og tiltagende mørke gør, at vi nu må skynde os ud af skoven, kun afbrudt af en sortøret nattergal (Western Forest Robin), som lander pænt foran os.

Tilbage i bilen har Saul “Birds of Africa South of the Sahara” af Sinclair, som vi straks kaster os over. Tegningen af Akunhornugle (Akun Eagle-owl) ligner nogenlunde, men er dog tegnet mere grå i ansigtet og uden lys overside af hornene.

Vi er glade for at se udbredelseskortet, som inkluderer en stor del af Congo, hvilket bestemt er med til at sandsynliggøre bestemmelsen.

Artiklens forfatter fotograferet under et ophold i Tanzania. Timme Nyegaard er videnskabelig medarbejder i DOF og blandt andet ansvarlig for den centrale koordinering af DOFbasen. Foto: Mafalda dos Santos Marques Resende.

Hjemme igen i Danmark når jeg næsten ikke at stille kufferten, før jeg googler billeder af Akun Eagle-owl. Glæden er stor, da de passer rigtig fint med ”vores” fugl. Jeg har også forsøgt at finde indikationer på, om der skulle være andre, der har set arten før i Uganda, men det er endnu ikke lykkedes.

Arten er ikke opført på den officielle fugleartsliste for Uganda, og fundet er naturligvis nu indsendt til det østafrikanske sjældenhedsudvalg.

Meget tyder altså på, at det er første fund af Akun Eagle-owl i Østafrika, og det er jo meget sjovt.

Så skidt være med, at det aldrig lykkedes at få set en rød dværgtoko…

Fakta om Akunhornugle (Bubo leucostictus)

Akunhornuglen er med en længde på 40-46 cm den mindste Bubo-hornugle i Afrika. Arten findes i primær og sekundær regnskov i det vestlige og centrale Afrika. Reden placeres på jorden.

Her ses den kendte udbredelse af Akunhornugle. Kilde: BirdLife International.

Den er den eneste skovlevende bubo-hornugle i Afrika med lyse øjne. Dens relativt lille næb og kløer gør, at den næsten udelukkende lever af insekter såsom biller, cikader og græshopper, der fanges om natten.

Måske var uglen i Uganda aktiv i dagtimerne på grund af det kraftige regnvejr, som formodentlig har forhindret den i at jage natten inden. 

Det lidt spøjse navn ”Akun” stammer formentlig fra Akan-folket, som i dag er bosat i Ghana og Elfenbenskysten, hvor det er den dominerende befolkningsgruppe med ca. 20 mio. mennesker. Bestandsstørrelsen af uglen kendes ikke.

I øvrigt er netop Ghana det land, hvor fuglefolk typisk krydser Akunhornugle på deres liste.