Sæt alder på droslerne

HAANING I FELTEN En hyggelig og lærerig vintersyssel er at prøve at aldersbestemme en række af foderbrættets fugle. Flere af droslerne er ret nemme at sætte alder på. Læs med her og se hvordan man gør.

Fodring af fugle er noget, de fleste haveejere holder af. Det er en god måde at lære en lang række af vores almindeligste vintersmåfugle at kende. Alene det er en god udfordring, men hvorfor ikke udfordre sig selv noget mere og dykke ned i nogle af fjergrupperne, og lære, hvor vidt der er tale om en ungfugl eller en gammel fugl? Drosler er markante, sidder frit fremme, og er store. Fjerdetaljerne i vingerne er derfor nemme at få øje på, og det gør dem til at arbejde med, når der skal sættes alder på fuglene.

At gå i detaljer på denne måde gør dig til en bedre birder! Du får øje for detaljer, og det giver ballast til at bygge på ens kunnen, og oftere og oftere at kunne angribe andre typer detaljeret feltbestemmelse. Feltbestemmelse af fugle er en spændende disciplin, som gør det sjovt, og giver dig yderligere tilfredsstillelse ved at se på fugle. Glæden og tilfredsstillelsen bliver større, i takt med at du kan mærke, at du bliver bedre til det.

Allerførst skal man lære, hvor de relevante fjergrupper sidder. Alle felthåndbøger har en oversigtstegning forrest i bogen, hvor samtlige fjergrupper og begreber er indtegnet med pile. Hav en sådan liggende ved siden af når du læser forklaringerne i billedteksterne i denne artikel og hav opslaget liggende fremme i vindueskarmen, når du skal prøve kendetegnene af med kikkerten for øjnene...

Sjagger, adult. Nordsjælland, april. Fokuser på de store dækfjer. Når alle er ensartede og mørkebrune, er der tale om en adult fugl. Foto: Helge Sørensen.

Sjagger, 2K (ungfugl). Nordsjælland, februar. Fokuser på de store dækfjer. De inderste er nye og tegnet som hos adulte (dvs. mørkt brune - se billedet ovenfor). De yderste er juvenile og mere grå. Forskellen mellem adult-tegnede og juvenile fjer kalder man for en fældningsgrænse. Foto: Helge Sørensen.

Solsort, adult han. Nordsjælland, januar. Fokuser på hele vingen. Hos adulte fugle er hele vingen sort som resten af fuglens krop. Foto: Helge Sørensen.

Solsort, 2K (ung) han. Nordsjælland, februar. Fokuser på vingen som overvejende er brun i kontrast til resten af fuglens sorte farve. Når man går i detaljer ses det at der er fældningsgrænse mellem adulte (nye) inderste store dækfjer og juvenile (brune og gamle) yderste. Foto: Helge Sørensen.

Vindrossel, 2K (ungfugl). Nordsjælland, januar. Fokuser på tertialerne (bemærk at fuglen mangler de øverste tertialer i højre vinge). Ungfugle har markante hvide "hakker" i spidsen af de øverste tertialer. Desuden ses lyse spidser på de yderste store dækfjer, hvilket også er et ungfuglekendetegn. Foto: Helge Sørensen.

Vindrossel, adult. Nordsjælland, januar. Fokuser på tertialerne. Bemærk at adulte fugle kun har lyse kanter (uden hvide "hakker") på de øverste tertialer. Desuden er de store dækfjer ensartet tegnet og farvet, uden at nogle har lyse spidser. Foto: Helge Sørensen.