Operation Overshooter 2017: Lørdag – søndag den 20-21. maj

Det er nu fjerde gang Operation Overshooter holdes på Lolland, Falster og Møn. Igen i år vil basen være Gedser Fuglestation, men som noget nyt vil der være mulighed for at overnatte på stationens nyindrettede 1. sal og være i første parket til ringmærkernes arbejde, og Gedser Oddes førsteklasses træk og returtræk. Sidste år var der således nordtrækkende hvepsevåger og sydtrækkende piroler på én og samme dag. Andre gode fugle var bl.a. rastende markpiber, turteldue og hele fire biædere, der kort rastede i fyrhaven, inden de returnerede mod syd. Men alle gode lokaliteter bør tjekkes, både nat og dag!

Biædere i Gedser Fyrhave 2016. Foto: Michael Køie Poulsen

Fredag aften kl. 20.00 vil der være hygge og et kort introoplæg til området. Det afholdes på Gedser Fuglestation, for enden af Fyrvej øst for Gedser. Parkér ved den offentlige parkering ved klinten, for enden af Fyrvej.

Efter nogle tidlige timer i felten vil der både lørdag og søndag kl. 8.00 være morgenmad for tilmeldte ved fuglestationen. Lørdag aften vil der være mulighed for at mødes med andre deltagere i skolestuen på Gedser Fuglestation. Arrangementet slutter kl. 16.00 søndag.

Deltagere skal selv sørge for indkvartering. Prisen er 100 kr. pr. overnatning for DOF-medlemmer, for ungdomsmedlemmer 50 kr. Ikke-medlemmer kan i følge med medlemmer overnatte for 200 kr. Man kan kontakte Gedser Fuglestationen ved henvendelse til Hans Lind på tlf. 6167 1843 eller pr. mail til gfu@gedserfuglestation.dk.

Østmøn og Saksfjed-området er to andre hitzoner. Ved Fugleværnsfondens område ved Saksfjed kan man overnatte billigt på naturcentret Lyttesholm. Se mere på www.lyttesholm.dk.

Hvis du har en walkie talkie er det en god idé at tage den med og tune ind på kanal 2.10. Guidning via walkie kan være en stor hjælp når Biæderen eller den Rødryggede Svale skal findes. Deltagelse i træffet er gratis. Bedste fugl fundet af en deltager præmieres, hvis man er tilmeldt og medlem af DOF.

På facebookgruppen ”Feltud” og på Pandion kan der læses om Feltuds arrangementer, og om spontane aktiviteter som fælleslusk og guidning ift. stationære hits under selve arrangementerne.

Du kan tilmelde dig Operation Overshooter på: ” feltudarrangerer@dof.dk” eller til Anders Wiig Nielsen på sms eller telefonisk på 21 68 66 81.

Vi ses i felten!

Feltud

Markpiber, Gedser Odde. Foto: Andreas Bennetsen Boe

Kommentarer

Hej Frank - Det er åbenbart faldet ud. Det er: Lørdag – søndag, den 20.-21. maj. Jeg får lige Henrik til at tilføje det.

Hvornår forløber arrangementet ???