HAVØRNE-TV Alt kan tilsyneladende ske, når landets mest kendte havørne-par udlever familie-livet direkte for åben skærm. Følg med herunder, når du vil, i havørnenes yngletid. Du kan også genopleve den mest dramatiske sæson af dem alle i en kort video om sæsonen 2015, hvor havørnens æg forsvandt en mørk morgen.
I 2013 havde DOF for første gang æren af at invitere danskerne med op i en havørnerede, da vi i marts åbnede for live streaming fra et webkamera. Nu er det endelig blevet tid til at tænde kameraet igen. Ørnene er aktive omkring reden, dagene er blevet lysere, og inden længe vil der forhåbentlig ligge æg i den store ørnerede på Lolland.