Ørne om dagen – ugler om natten

Nu har DOF den store glæde at præsentere jer for endnu et webkamera, der sender live fra en fuglerede. Også denne gang er der tale om en imponerede art med et stort vingefang. Et ynglepar af stor hornugle kan nu følges på Pandion.

I lighed med kameraet ved havørnereden er det nye kamera sat op i forbindelse med Projekt Fokuseret Fugleforvaltning, som er finansieret af Villum Fonden. Stor hornugle er ikke en af de oprindelige otte projektarter, men da formidling via webkameraer er en vigtig del af projektet, har denne ugle alligevel fået lov til at komme med.

Stor hornugle er en af verdens største uglearter, og det er den største ugleart i Danmark. Den er forholdsvis sjælden i Danmark, og dens udbredelse er begrænset til Jylland, hvor der yngler omkring 40 par.

Her ses et screen shot fra uglekameraet i 2013. Hunnen tilbringer dagen på reden, og i lange perioder sover hun. Men hun er meget opmærksom, og den mindste bevægelse får hende - som her - til at spærre øjnene op.

Denne rede har været anvendt i mere end 15 år, og hunnen er en velundersøgt dame. I 2010 blev hun udstyret med en datalogger, som i et halvt års tid gav forskerne et fantastisk billede af uglens færden. Loggeren sidder stadig på hende, og den kan ses som en tynd antenne på hendes ryg.

Den første unge i reden er allerede klækket, og der er to mere på vej. Der venter nogle meget spændende uger, hvor vi får et unikt indblik i denne smukke ugles yngleadfærd.

Det er primært hunnen, der opholder sig i reden med de små unger, og det er også hende, der alene har stået for udrugningen af æggene. Hannen bringer føde til reden.

De mest almindelige fødeemner for stor hornugle er brun rotte, pindsvin, ringdue, hættemåge, råge og mosegris, men det varierer meget fra par til par. Det bliver selvfølgelig spændende at følge med i, præcist hvad dette kuld fodres med.

Mere om stor hornugle

Stor hornugle høres oftere end den ses, og dens kraftige tuden kan høres på op til fire kilometers afstand. Det bedste tidspunkt at lytte efter den er om vinteren og i det tidlige forår (januar-marts), hvor hannen er mest aktiv.

Arten er en udpræget standfugl, men kan dog strejfe op til cirka hundrede kilometer. Ungeproduktionen er generelt lav, men til gengæld kan de voksne fugle blive meget gamle. Den ældste registrerede store hornugle i naturen var således 19 år, mens arten i fangenskab kan blive helt op til 60 år gammel.

I dag sker der desværre en del trafikdrab, og en anden almindelig dødsårsag er kollision med el-ledninger.

Læs mere om stor hornugle her.

Lidt om teknikken

Fordi vi synes, at det er så spændende at følge med i uglens liv, så synes vi også, at I skal have lov at opleve det. Vi har derfor valgt at prioritere oplevelsen højere end teknikken, og vi håber, at I kan leve med de tekniske problemer.

Lige nu er kameraet påsat en zoomlinse, som bringer os meget tæt på reden. Vi håber at skifte linsen ud, når ungerne bliver større, da vi ellers vil gå glip af en del af de aktiviteter, der foregår ved reden. Lige nu kan vi dog ikke nærme os kameraet, da det vil forstyrre uglen for meget.

En anden ting er, at kameraet somme tider har svært ved at fokusere om natten, når kameraet kører med infrarødt lys. Dette lys giver os mulighed for at følge med i, hvad uglerne laver om natten, men til tider kan billedet være sløret, hvilket vi selvfølgelig beklager. Desuden sidder kameraet lidt skævt, hvilket skyldes, at der var meget begrænsede muligheder for opsætning af kameraet.

Rigtig god fornøjelse - trods alt.

Kommentarer

Det har virkelig været en smuk og spændende tid med ugleungerne. Jeg har været forbi deres scene flere gange daglig, og i de sidste par uger har de ofte været bag scenen og uden for synsvidde. Skønt syn når de kom ind på scenen igen. Har de sidste par dage bemærket at der ofte kun var to ugler og tænkt at den tredie kunne være svag eller ude på egen boldgade. De var dog tre i reden lørdag aften. Jeg så ikke dramaet igår.
Tak for en uforglemmelig tid med uglerne.
.

Men de fodres ikke så tit ved reden længere, da hunnen forsøger at lokke dem væk. Det er normal adfærd for ugleunger, at de vandrer væk fra reden på nuværende tidspunkt, og de tre ugleunger har ofte været væk om natten (og i perioder også i dagstimerne). Faktisk har de tre unger allerede opholdt sig i reden i længere tid, end vi havde regnet med, så det er held i uheld, at vi fik gårsdagens drama med.

Senere i dag afbrydes forbindelsen til kameraet; dette har været planlagt længe, da vi havde regnet med, at reden på nuværende tidspunkt var helt tom. Af hensyn til lodsejeren bliver vi nødt til at overholde denne aftale.

Der er dog forfærdeligt sørgeligt. Jeg har også undret mig over at man ikke så så meget føde ved reden som i begyndelsen. Men da jeg selvsagt ikke kigger hele tiden, regnede jeg med, at leveret mad hurtigt var blevet spist.

Kære uglevenner

Det ser desværre ud til, at I har ret. Den ene ugleunge er tilsyneladende blevet spist af de andre, men jeg ved ikke præcis, hvordan det gik til. Vi tjekker optagelserne i løbet af dagen. Det er ikke helt unormalt, at den/de mindste i et kuld rovfugle eller ugler går til og bliver spist, men det er selvfølgelig en barsk og uventet oplevelse, når først ungerne er blevet så store som disse ugleunger. Naturen er fascinerende på godt og ondt.

Mange hilsner Iben

Jeg har vist fået bekræftet mine bange anelser her til morgen... Jeg så også igår at en unge var ved at æde noget som ligenede mistænkeligt meget den selv... Håber ikke at den lille stakkel ligefrem er blevet dræbt af sine søskende?

Undskyld min forvirring!!

Det er da helt uhyggelig læsning at starte en ny uge på, jeg håber da vi hurtigt får en forklaring, jeg har da svært ved at forstå dette!!

En veninde af mig så de 2 ugleunger æde den anden, mens de holdt den fast. Uhyggeligt og sørgeligt, synes jeg, men det kan vist ikke nytte at tænke i de baner, når det er natur, det drejer sig om. Jeg har ikke i mange dage set føde bragt til reden, kan uglerne have været meget sultne, eller hvordan forholder det sig mon? Er der nogen, der ved noget mere vedrørende dette?

I formiddag så det ud, som om den ene unge var ved at æde den anden ... og siden har jeg kun set to unger. Er der nogen, der har set noget mere? Ville det i givet fald være normal adfærd for en hornugle at æde sine søskende?

Hvornår blev ungerne i øvrigt ringmærket? Det kunne være spændende med en video af ringmærkningen, selv om den sikkert ikke er helt så underholdende som rullefaldet. Tak for den :-)

Lige nu er der desværre sort skærm ved uglerne. Vi arbejder på sagen, og imens kan I eventuelt nyde dette klip endnu en gang: http://www.youtube.com/watch?v=tG7Wr9L6Rgg&feature=youtu.be.

Desværre virker kameraet p.t. ikke. Siden i går eftermiddag kan man alene se et "stilleben", dog med lyd fra grusgraven. Jeg håber meget det snart bliver repareret, det er ikke sjovt at undvære kigget til de tre små, efterhånden store, unger.

Hej Knud og Else

Vi er ved at se videoklippene fra i aftes igennem for at finde det klip, hvor ugleungen vendte tilbage til reden - forhåbentlig lykkes det at finde det, så vi kan lægge en lille video online. Det er klart mest sandsynligt, at ungen bare er klatret tilbage i reden på egen hånd (sikkert helt uden problemer). Men vi får se.

Mange hilsner Iben

Jeg så også til min store rædsel, da ungen faldt ud af reden og ned i "afgrunden" på grund af moderens (?) ankomst. Hun sad nogen tid og så ned på den. Jeg var ærlig talt rædsomt til mode ved tanken om, hvad der kunne ske den; var derefter væk fra skærmen nogle minutter, vendte så tilbage til billedet, OG SÅ VAR DER 3 UNGER IGEN!!!!! Fuldstændig syret!!!! Gad vide, hvordan den er kommet tilbage? Er det moderen, der har hentet den op, eller er det lykkedes den at kratte sig op ved egen hjælp? Hvis nogen fra DOF ved det, vil I så ikke være rare at skrive det?

Jeg ser her kl. 21.30 til min glæde at ungen er tilbage i reden puha var lidt urolig for den men nu er alt godt

ser her kl. 20.38 til min skræk at den ene ugleunge falder ud over kanten og ned da en af forældrene kommer flyvende til reden hvad mon der sker med den?

Ugleungerne har fået serveret pindsvin ved flere lejligheder - senest i aftes, hvor de sammen med hunnen fortærede et pindsvin, der havde ligget i reden i et stykke tid. Man kan se rester af mindst to pindsvin ligge ved reden.

Og ja, Knud - der ser helt klart ud til at være sjovest i uglereden ;)

Jeg har nu i længere tid siddet og nyt hvordan der fodres i begge reder og nyder at se hvordan ungerne vokser der ser ud til at være sjovest/hyggeligst i uglereden men de jo også 3 der skal dele medens en forkælet ørneunge får al føden

Jeg troede også, at der var tale om et pindsvin, men senere så jeg en voksen ugle fodre ungerne med byttet, og da lignede det mere en harekilling!
Det er fantastisk at følge såvel ugler som ørne, stor tak til Dof for det glimrende initiativ.
Det inspirerede mig til at melde mig ind for at støtte lidt (og studere de interessante artikler).

Ved 1430 tiden skal jeg lige kigge forbi. Der er vist en byge. Det så ud som om at der lå et pindsvin!? og hyggede sig med ungerne. Det har det nok ikke været.
Kl 1745 spankulerer 2 unger rundt på redepladsen mens den tredie pudser sin dragt .
Deres fjerdragt er ved at udvikle sig. Kl1810 luner de sig sammen og det regner vist.
Det var svært for uglemor i det barske vejr igår at beskytte de tre imod regn og blæst.
Hvor er det da skønt at opleve deres udvikling.

Tak for alle jeres kommentarer. Det er dejligt, at så mange følger med i ugleungernes hverdag, og jeg beklager, at I først nu får svar på jeres spørgsmål og bekymringer.

Først og fremmest skal I vide, at det er helt normalt, at de voksne ugler er meget væk fra reden, når ungerne er nogle uger gamle. Formodentlig opholder hunnen sig dog ganske tæt på reden, så hun kan holde øje med ungerne, og hun sørger også for at fodre det sultne kuld. Hannen har i hele rugeperioden sørget for at bringe føde til både hun og unger, men han har ikke været involveret i udrugningen.

Umiddelbart ser det ud til, at alle tre unger klarer sig. Æggene er lagt med nogle dages mellemrum, og ungerne er også klækket med nogle dages mellemrum, så det er helt normalt, at ungerne har forskellig størrelse. Hvis der ikke er føde nok til alle unger i et kuld, vil det typisk være den/de største, der overlever. I naturen giver det ikke mening at fordele føden ligeligt - til gengæld skal alle unger nok få mad, hvis der er rigeligt til hele kuldet.

I dag opholder hunnen sig i øvrigt på reden, hvilket sandsynligvis skyldes regnvejret; ungerne kan ikke holde sig tørre, så længe fjerdragten ikke er vokset ud.

Reden er placeret på en skrænt nær en grusgrav.

En flot oplevelse at se de tre uldtotter. De er vældig livlige

Det er da lidt hårdt at se på, at den ene ugleunge har svært ved at få noget at spise, det går da aldrig godt? Moderen forsøger ikke at fordele føden mellem dem, det er åbenbart dem, der maser mest på, der får noget at spise? Barsk natur - hvis altså jeg har set rigtigt.

Jeg følger uglerne (og ørnene) med stor glæde. Jeg har også været bekymret over at de tre små dunbolde tilsyneladende er meget alene, men sådan skal det måske være? For et øjeblik siden så jeg dog en voksen i reden i fuld gang med at fodre.

Følger uglerne daglig. Igår formiddag, meget vagtsom forældreugle ( f ) pga en flok larmende krager ( tror jeg). I aften kl. 2145 gør den største ugleunge fine flyveøvelser og går rundt på redepladsen. Næststørste prøver forsigtigt. Den mindste ser ud til at have svært ved at klare sig, feks når den prøver at nuppe en føderest, så tror jeg den kanøfles. Håber at den klarer sig og gør tvivlen til skamme.

Jeg undrer mig over, at ungerne er så meget alene, er de ikke udsat for fjender? Og er det kun moderen, der skal sørge for føde til dem? Er hannen helt ude af billedet?

Vi undrer os over hvor reden er placeret. Ikke geografisk ;-) men hvad er det de sidder på? En afsats? Der er noget menneskeskabt til højre? Er det på en skrænt? Det ser nærmest ud som om de sidder på en betondel.

Vi følger meget livet i uglereden. Jeg undres bare over at uglemor er så meget væk om dagen. Jeg synes at have læst at den mest er aktiv i skumringen. Hvad skyldes det?

Nu er billedet fint tydeligt igen. Dejligt.

Der er desværre et meget sløret billede ved uglereden nu, man kan næsten ikke se noget; kan der gøres noget ved det? Det er ellers så spændende at følge både havørnen og uglen.

Desværre er der i øjeblikket sort skærm i stedet for fascinerende scener fra uglereden. Forhåbentlig kan problemet løses i løbet af de kommende dage - vi er godt klar over, at mange venter utålmodigt på at få de tre unger at se igen.

Vi følger stor hornuglereden flere gange daglig. Der er imidlertid ofte" koks i kulisserne"på den måde at, når vi be`r om uglereden så er det havørnereden vi ser til trods for at jeres retningslinier følges.Nå, pyt. I går ved 2030 tiden var alt ok og uglereden et kort øjeblik forladt og jeg nød at se 3( tror jeg) små dununger mosle i reden. Lidt senere så jeg den smukke mor fodre ungerne med en brun rotte eller en stor mus. En gnaver i hvertfald. God oplevelse.
Lise Modeweg.

Vi følger stor hornuglereden flere gange daglig. Der er imidlertid ofte" koks i kulisserne"på den måde at, når vi be`r om uglereden så er det havørnereden vi ser til trods for at jeres retningslinier følges.Nå, pyt. I går ved 2030 tiden var alt ok og uglereden et kort øjeblik forladt og jeg nød at se 3( tror jeg) små dununger mosle i reden. Lidt senere så jeg den smukke mor fodre ungerne med en brun rotte eller en stor mus. En gnaver i hvertfald. God oplevelse.
Lise Modeweg.

Her er et link til vandrefalkekassen på toppen af Radisson Blu i København:
http://212.98.78.29/

Hunnen sidder netop nu og fodrer to små unger i uglereden.