Ny formand for DOF UNG

Rutineret ringmærker og ivrig feltbisse. DOF UNG har fået ny formand, som allerede er en rutineret herre i både birding og feltarbejdet. Og tænk at have opdaget en ny art for landet som 20-årig.

Anders Odd Wulff Nielsen på Christiansø. Foto: Privat

Anders Odd Wulff Nielsen er ny formand for DOF UNG.

Trods sine kun 23 år er det en rutineret herre, som nu har sat sig i formands-stolen hos DOF UNG.

Han afløser Vicky Knudsen, som var en meget aktiv og synlig formand i syv år til og med 2017.

- Som nyvalgt formand i DOF UNG er mit mål, at videreføre udvalgets ambition om at facilitere ture og arrangementer for unge danske fuglekiggere. I de kommende år vil udvalget forsøge at skabe et bindeled mellem de respektive ungdomsudvalg hos vores BirdLife-partnere i vores nabolande med henblik på at kunne afholde ture på kryds og tværs af landene. Vores tur til Polen i sommeren 2017 var desuden den første af flere udlandsture, som udvalget har i støbeskeen, siger den nye formand.

Anders fik for alvor interessen som 15-årig, hvor et par fiskende rovterner i Nørreballe Nor på Langeland gjorde særligt indtryk.

- Jeg husker, hvor vildt det var at se på dem. Det fik mig til at tænke, at jeg ville gå glip af en helt masse, hvis ikke jeg begyndte at kigge mere på fugle, fortæller Anders.

Men ringmærkning fik for alvor gjort interesse til passion for fugle.

I gymnasiet brugte han det meste af sin fritid på at ringmærke fugle, blandt andet på Keldsnor- og Gedser Fuglestation.

Efter tre år havde han en licens, som gav lov til at ringmærke fugle på egen hånd og til at lære andre op.

I 2014 blev han student og arbejdede derefter et helt efterår som ringmærker på Gedser Fuglestation.

- Det efterår var fantastisk. Vi satte adskillige rekorder, bl.a. med den næstbedste årstotal for antal ringmærkede fugle. Foruden de mange fugle væltede vi os i sjældne og fåtallige ringmærkningsarter som høgesanger, natravn, lundsanger, ringdrossel, hvidbrynet løvsanger, rødtoppet fuglekonge, lille fluesnapper, vendehals, tårnfalk og dværgfalk, siger Anders.

Og så er det jo de færreste, der som 20-årig kan slå sig på brystet over at opdage en helt ny art for landet.

- En drøm gik i opfyldelse da jeg den 18. oktober 2014 kunne pille en gråstrubet drossel ud af nettet, som en ny art for Danmark.

Læs også: Ny art for landet: Gråstrubet drossel i Gedser

Og han har såmænd også lige lavet en ny art for Ghana, da han fandt tyndnæbbet måge der.

Ny art for landet: Gråstrubet drossel fanget og ringmærket på Gedser Fuglestation lørdag den 18. oktober 2014. Foto: Anders O.W. Nielsen.

Kort om den nye formand:

Artsliste for Danmark: 331 arter
Birder mest i Københavnsområdet og på favoritlokaliteten, Gedser
Har arbejdet som observatør og ringmærker på fuglestationer i Skagen, Gedser, Israel og Sverige
Har været tre uger i Ghana som frivillig i DOF’s trækfugleprojekt.
Blev medlem af DOF UNG som 14-årig
Blev medlem af DOF UNG’s bestyrelse siden 2012
Turleder på mange DOF UNG-ture
Læser Natur- og kulturformidling på Skovskolen i Nødebo
Bor i København med sin fugleinteresserede kæreste
Opvokset i Svendborg
Studentermedhjælper i Fuglenes Hus