Sjældne ugler på flugt

Weekendens snekaos forårsagede fangeflugt i Skåne.

Skånes Ornitologiske Forening (SkOF) skrev igår på deres hjemmeside, at weekendens store snefald betød at uglernes bure i Skånes Dyrepark brast sammen under tøsneens tunge vægt. Det betød at 1 stor hornugle, 1 natugle, 3 (!) slagugler, 1 laplandsugle og 1 slørugle stak af, og fløj væk...

Ingen af uglerne er ringmærket, men er i stedet forsynet med en chip i brystmuskulaturen. Dermed er der ingen åbenlyse tegn, der påviser, at de stammer fra fangenskab.

Særligt laplandsugle er kommet på de danske læber som en mulighed på Danmarkslisten, efter at arten er truffet flere gange de senere år i det sydlige Sverige, bl.a. i Halland og i Skåne.

Jubel kan, denne vinter, derfor skifte til hurtig skuffelse, hvis man skulle falde over en laplandsugle, eller for den sags skyld en slagugle, i den danske natur, da tvivlen nok ikke vil komme fundet til gode, medmindre de undslupne ugler bliver fundet og indfanget snart.

Meget apropos blev der i morges fundet en stor hornugle i en have i Jyllinge (17 kilometer nord for Roskilde). Maiyanne Olsen blev temmeligt overrasket, da hun stod og kiggede ud af vinduet, og tjekkede foderbrættets småfugle. I hendes blommetræ sad der nemlig en stor hornugle! Nogle råger mobbede den, men den så meget ligeglad ud. Da hun gik ud for at fotografere den, var den slet ikke sky. Således kom hun helt ind på to-tre meters afstand. Det var selvfølgelig en meget stor oplevelse, og hun kontaktede derfor Fuglenes Hus, og sendte en række billeder. Jørgen Hulbæk Christiansen, Tim Andersen og lokale John Andersen har været forbi i eftermiddag for at se fuglen, og kan berette, at der er tale om en anden type stor hornugle, end den vi har ynglende herhjemme. Denne fugl var nemlig lysere i grundfarven og muligvis er der tale om en ørkenhornugle, men det er ikke helt sikkert, hvilken race eller type det drejer sig om. Desuden bar den en type lædermanchet og en ring om det ene ben. Derfor er der med sikkerhed ikke tale om fuglen fra Skånes Dyrepark. Måske er et bur hos en sjællandsk falkoner også kollapset under tøsneens vægt?

Maiyanne Olsen fik sig en stor overraskelse, da hun i morges opdagede en stor hornugle i sit blommetræ i haven. Der er imidlertid tale om en undsluppen burfugl. Foto: Maiyanne Olsen.

Kommentarer

Skarpt set, at den undslupne ugle ikke er en af de hjemlige Stor Hornugler. Men lige en bemærkning til oplysningen om, at de indiske ugler (igen) skulle opfattes som en race af Stor Hornugle. Genetiske undersøgelser af de kryptisk farvede store hornugler i Bubo-slægten har afsløret en række uventede forhold, bl.a. at de store hornugler i Indien er en selvstændig art B. bengalensis, der ikke er nært beslægtet med vores hjemlige Stor Hornugle B. bubo. Den Bengalske Hornugle har vist sig, at ligge i en anden udviklingsline, hvor den er søsterart til den afrikanske B. africanus (som i øvrigt nok også skal splittes til ikke mindre end tre arter).

Et detektivarbejde i dag har afsløret, at hornuglen fra Jyllinge er en Bengalhornugle (Bubo bubo bengalensis, der p.t. igen regnes for en indisk underart af Stor Hornugle). Blandt andet ansigtsmasken på ovenstående foto ser ud til at bekræfte denne bestemmelse.

Bengaluglen undslap fangenskab i Hvedstrup natten til søndag den 22. november 2015 knap 10 km fra Jyllinge. Ejeren vil nu forsøge at genindfange uglen, der ifølge DOFbasen dog tilsyneladende ikke er set i området i dag (26/11).