Video: Albatros på afveje

At se en albatros på vore breddegrader er noget, som enhver, der har set på havfugle i mere end fem minutter, drømmer om en dag at opnå. For mange danske fuglekiggere gik drømmen i opfyldelse i Nordjylland i maj/juni 2014, og her kan du se Rasmus Stracks video af den sjældne gæst.

Det er bestemt ikke hverdagskost, at en albatros havner på den nordlige side af ækvator. Når fuglen først er havnet på den nordlige halvkugle, finder den til gengæld nok aldrig hjem igen. Albatrosser kan blive over et halvt århundrede, og der er derfor gode muligheder for, at en vildfaren albatros på et tidspunkt når de danske farvande. 

Ofte har snakken gået over en dampende kop kaffe på en råkold, blæsende oktobermorgen i ”Sabinebunkeren” i Blåvand, men aldrig er det sket, at en albatros med sikkerhed er blevet set her.

Den 25. maj 2014 var Jimmy Skat Hansen fra København taget til Højen i Skagen hen under aftenen for at se, om der skulle komme en havfugl eller to i den friske vestenvind.

Det var ved at være slutningen af Jimmys besøg på Skagen dette forår, og han ville lige ha' det sidste med, inden turen gik hjem.

Lidt efter klokken 19 opdagede Jimmy en fugl i det fjerne, der fik pulsen til at stige - og tankerne til at drage mod Sydhavet. Fuglen sås i fem minutter, og Jimmy bestemte fuglen til en Sortbrynet albatros (Thalassarche melanophrys); en art, der kun var set to gange tidligere i Danmark.

En sortbrynet albatros gæstede Danmark i maj og juni 2014. Her er den fotograferet i Hirtshals Havn af Rasmus Strack (billedet her er taget fra videoklippet, som du kan se nederst i artiklen).

Næste morgen var glæden stor i Skagen, da fuglen igen sås. Denne prægtige fugl, der normalt kun ses over havet, fløj ind over Grenen ved Skagen og forsvandt i vest.

På Helgoland sås, hvad der må formodes at være samme sortbrynede albatros den 28.-29. maj, hvor fuglen landede i sulekolonien. Da fuglen blev set samme sted den 4.-5. juni og 12.-13. juni var der et mønster, som gav store forhåbninger om at kunne komme til at nyde fuglen i sulernes selskab.

Mønstret blev dog ikke til mere i denne omgang, og da en fugl (samme fugl?) sås i Dorset i England den 5. juli, så det ud til, at løbet var kørt i denne omgang.

Chokket var derfor stort torsdag den 17. juli om aftenen, da telefonerne igen bimlede over landet. Knud Pedersen havde genfundet albatrossen på Grenen, hvor den sås rastende med suler, før den langsomt igen forsvandt mod vest.

Næste morgen sås fuglen igen i Skagen, dog kun i ganske få minutter, før den igen forsvandt mod vest. Godt tre timer senere, klokken 08.42, fandt Kurt Prentow fuglen. Denne gang i Hirtshals Havn, hvor fuglen svømmede i havneindsejlingen.

Et helt utænkeligt scenarium, at en albatros skulle raste som en anden måge i en havn!

Fuglen blev set i havnen i lidt over halvanden time, hvor fuglen blandt andet kunne nydes på molen, men også i flyveopvisning i havneindløbet.

En ikke bare sjælden, men også smuk oplevelse denne fantastiske sommerdag i Hirtshals.

Kommentarer

Åh vi kommer der så tit. Tak . Fabelagtig film. Smukt og en skøn fugl. Og fantastisk,at du kan nå at fange de fine detaljer, Rasmus.