Video: Høgeuglen i Store Hareskov

En høgeugle fra det nordlige Skandinavien eller Rusland holder til lige ved Hareskoven S-station i disse dage. Her har den formodentlig opholdt sig siden den 3. november 2013. Det har givet mange ornitologer og andre (f)ugleinteresserede en tæt oplevelse med den høgelignende ugle, som du kan se i denne korte video.

Det er ret taknemmeligt at være fuglekigger, når den sjældne gæst fra nord er så tæt på både S-tog og bilparkeringsplads, som tilfældet har været siden den 22. december 2013.

Faktisk blev høgeuglen første gang observeret ved Hareskoven S-station allerede den 3. november, men den følgende dag var uglen væk. Derefter blev den først set igen den 22. december.

Det har givet både fuglekiggere og ikke-fuglekiggere gode oplevelser med den fine fugl.

”Årh, nice,” hørte denne skribent en dreng i en skoleklasse udbryde spontant, da drengen så uglen sidde på en gren fire meter over jorden.

Og høgeuglen er tilsyneladende ligeglad med mennesker, som står tæt med kamera og kikkert. Flere observatører beretter, hvordan uglen slår ned efter mus helt tæt på. Ikke usædvanligt for høgeuglen, som normalt er meget lidt sky.

En dejligt tilgængelig fugl at optage med levende billeder, som du kan se her.

Det kan være den samme ugle, der holdt til på præcis samme lokalitet i oktober 2012, som du kan læse her. Men det kan selvfølgelig også være et andet individ. Ligeledes er det også muligt - om end usandsynligt - at der har været to forskellige individer på lokaliteten i år.

Ifølge DOFbasen har der kun været observationer i Store Hareskov, ved Agerskov/Gedhus Plantager i Vestjylland og ved Korshage på Nordvestsjælland dette efterår og vinter.

Høgeuglen i Store Hareskov har også ramt danskerne i DR’s TV-Avisen og i radioen.

Kommentarer

På godt dansk vil det så sige når det hele er afsluttet ?

Hilsen Hans Henrik.

Det er helt OK, at du har skrevet her - og der kommer snart nyt.

Mange hilsner Iben

Og ja jeg ved godt at det her ikke har noget med Høgeuglen i Hareskoven at gøre, men det var lige den mulighed jeg lige kunne finde ud af her på Pandion.

VI FOLK FRA FELTEN MANGLER DE LØBENDE INFORMATIONER :-(

Hilsen Hans Henrik.

Egon Østergaard skriver torsdag 19. december 2013 kl. 10.53

Kære Netfugl-brugere

Det er godt at se den store interesse, der er for et forum som Netfugl. I DOF deler vi, som jeg tidligere har skrevet, ønsket om at skabe de bedste forhold for feltornitologerne. DOF’s feltornitologiske task-force har indkaldt til møde mellem task-forcen, DOF’s kommunikationschef og Netfugls redaktion i januar. Her vil gruppen drøfte behovet og mulighederne i de funktioner, som Netfugl indtil nu har faciliteret. Herefter skal DOF’s hovedbestyrelse tage stilling til kommende initiativer i slutningen af januar.
Vi vil løbende informere om resultaterne af disse møder på DOF’s digitale medier Pandion (i åbne artikler) og på FaceBook-gruppen Fugle i felten, som bliver administreret af medlemmer af den feltornitologiske task-force. Her er der også mulighed for at fortsætte diskussionerne, når Netfugl-forummet lukker.
Jeg er sikker på, at der findes en god løsning på udfordringen, når alle bidrager konstruktivt.

Glædelig jul til alle.

Egon Østergaard

Hej Allan
Godt, du kan få detaljerne på plads - og tillykke med fundet. Det har jo glædet rigtigt mange mennesker, både ornitologer og ikke-ornitologer. Jeg var ikke klar over, at uglen var blevet sikkert aldersbestemt, og jeg havde heller ikke set din kommentar til billedet på Netfugl. Min hensigt med videoen var primært at formidle den gode oplevelse og glæden ved at se uglen. Vi prøver selvfølgelig til stadighed at fortælle sandheden i alt, hvad vi skriver. Af og til kikser det, men så er det jo godt, at andre kan komme med de rigtige detaljer.
Mvh Uffe

Så vrøvles der: "Det kan være samme ugle, der holdt til på præcis samme lokalitet i oktober 2012..."
Nej, Det kan ikke være samme ugle. Uglen 2012 var en fugl i sit første kalenderår, og Uglen 2013 var i sit første kalenderår, og er naturligvis i 2014 i sit andet kalenderår. Derfor er det ikke samme fugl.
Mere vrøvl: "Ligeledes er det også muligt - om end usandsynligt - at der har været to forskellige individer på lokaliteten i år."
Nej, det er samme individ jeg fandt 3/11, som blev genopdaget i december. Jeg har sammenlignet fotos fra 3/11 med fotos fra december. Det er samme individ.

Det er sådanne artikler, der gør Pandion til noget, der afholder mange fra at bruge Pandion inklusiv ego. Det er hamrende uprofessionelt.

Mvh. Allan