Om Pandion

DOF's fuglefaglige magasin

Pandion er DOF’s fuglefaglige magasin, som gik i luften for første gang d. 10. april 2012. Artiklerne på Pandion er en del af den pakke, som tilbydes DOF's kernemedlemmer, og derfor kræves der log ind for at tilgå de nye artikler. Efter fire måneder bliver artiklerne dog låst op og er dermed tilgængelige for alle. Har du problemer med at logge på, så send en mail til pandion@dof.dk.

Pandion indeholder artikler om sjældne fugle, feltbestemmelse, rejser, personportrætter, viden fra DOFbasen, nyheder fra DOF’s videnskabelige projekter og et væld af topaktuelle nationale og internationale nyheder. Men Pandion er meget mere end et almindeligt magasin. Fordi magasinet er digitalt, kan der indgå videoindslag i artiklerne, og der er nærmest ubegrænset plads i fotoarkivet. Som noget helt nyt er der også mulighed for live streaming fra webcam.

Du kan også søge i et arkiv af artikler, få information fra DOF Bird Alarm og - hvis du er kernemedlem - kommentere artiklerne. Alt dette bliver præsenteret så snart, det er produceret færdigt. Det hele bliver selvfølgelig præsenteret i en form, der prioriterer de æstetiske oplevelser med fugle meget højt.

Du behøver du ikke kun læse Pandion ved din computer. Pandion kan også læses både på smartphone og på en tablet, som for eksempel iPad. Har du sådan en, kan du læse Pandion i din lænestol, på terrassen, i felten - eller hvor du nu plejer at læse bladet.

Rigtig god fornøjelse!

Om navnet Pandion

Pandion er fiskeørnens videnskabelige slægtsnavn. Den fascinerende og smukke rovfugl har sit navn fra den græske mytologi, og fiskeørnens fulde navn er Pandion haliaetus. Der er dog en smule usikkerhed om, hvor navnet helt præcist stammer fra.

Der fandtes mindst en, men sandsynligvis to, græske konger ved navn Pandion. Historisk set har der været stor forvirring angående de to kongers indbyrdes relation, men der er dog enighed om, at en af kongerne var far til døtrene Procne og Philomela. Disse kvinder blev ifølge mytologien forvandlet til henholdsvis en svale og en nattergal efter et tragisk kærlighedsopgør.

At DOF’s fuglefaglige magasin hedder Pandion, skyldes flere ting. Pandion er et smukt navn, og et af de få videnskabelige fuglenavne, der klinger godt, uanset om man kender betydningen eller ej. Fiskeørnen er desuden en art, der er i fremgang som dansk ynglefugl, og det er en fascinerende og smuk rovfugl. Derudover har vi hentet inspiration i de fuglerelaterede undertoner i myterne om de græske konger og døtrene, der blev forvandlet til fugle.

Vi glæder os til at se, hvad Pandion forvandler sig til i de kommende år.

Har du ideer til artikler eller andet indhold?

Så skriv til redaktør Iben Hove Sørensen på pandion@dof.dk. Husk, at Pandions indhold skal være fuglefagligt og gerne feltorienteret. 

I Pandions redaktionsgruppe sidder Jan Drachmann, Kent Olsen, Kristoffer Hansen, Mark Hammond & Jens Søgaard Hansen.

Læs mere om betingelserne for Pandions bidragydere her.