Ørnevågen i Skagen

HAANING I FELTEN Jeg har gennem hele foråret planlagt adskillige ture til Skagen, men hver gang er de gået i vasken. Enten syntes jeg ikke, at vindretningerne har været helt optimale alligevel, når dagen oprandt, eller også er der alligevel dukket andre prioriteter op. Nu skriver vi juni, og jeg var godt klar over, at det var ved at være sidste chance. I mandags så vejrudsigten lovende ud. Sydøstenvind først på dagen og opfriskende søndenvind senere. Det måtte da bringe noget derop? Det gjorde det også. Der kom nemlig en ørnevåge og jeg fandt den! Jeg fandt hit! Fedest!

Rolf Christensen og jeg var de eneste på morgenobs på Grenen mandag. Vi kunne se at andre i stedet havde valgt Nordstrand, men på Grenen var det bare os to.

Desværre var morgenobsen en stille affære. Der kom ikke meget ud på træk, og mine forventninger til lavtgående hvepsevåger i klitterne blev gjort til skamme. Blot 5 blev det til. Ellers blev det, som sagt, ikke til meget. Forhåbningerne om piroler, karmindompapper og lærkefalke blev ved forhåbningerne. Skagen Fuglestations ringmærker Morten Jenrich Hansen meldte over walkien, at han havde fanget én fugl, men det var dog en sjov en af slagsen, idet der var tale om en bjergvipstjert.

Oppe ad dagen var det ikke meget bedre. Jeg luskede lidt omkring farmerstien, uden at det gav noget. Så prøvede jeg Hulsig Hede, hvor der rastede 3 røde- og en sort glente, men trækkende rovfugle så jeg ikke meget af.

Jeg overvejede at køre hjem. Hjem til Vejlerne. Det gjorde jeg heldigvis ikke.

I stedet opsøgte jeg Batterivej, nærmere bestemt bunkeren ved det sorte sommerhus om eftermiddagen, hvor jeg efterhånden fik selskab af Morten Jenrich Hansen, Erik Kramshøj og Lars Paaby. Her viser det sig efterhånden, at der endelig er kommet lidt gang i trækket med spredte hvepsevåger, tårnfalke, røde- og sorte glenter, rørhøge samt enkelte lærkefalke og en enkelt fiskeørn. Klokken 17.20 overrasker en kongeørn ved at trække målrettet nordøst sammen med 4 hvepsevåger. Det plejer de, efter sigende, ”aldrig” at gøre i Skagen, men Erik følger den til dørs, indtil den forsvinder som en lille prik derude.

Klokken ca. 18.15 er det blot Erik og jeg, der er tilbage, og vi bliver enige om, at trækket er aftaget så meget, at man roligt kan tage hjem. Erik tager af sted først, og jeg følger hurtigt efter. Imidlertid når jeg ikke mere end et par hundrede meter, da en rovfugl passerer mod øst over vejen. Lige til venstre for mig ser jeg, ud af sideruden, uden kikkert, en vanvittig overside på fuglen. To kæmpe lysende hvide felter i hånden og en hale der lyser op – umiddelbart helt hvid. Hovedet ser også hvidt ud!

Ørnevåge, 2K, Skagen den 6. juni 2016. 2K ørnevåge har en vanvittig flot og kontrastrig overside. De store hvide vingefelter i hånden virker større og hvidere i forhold til, hvad man oplever hos 2K fjeldvåge. Halen er overordnet set helt lys uden tydeligt halebånd. Om morgenen den 7. juni bemærkede jeg en tynd mørk streg yderst i halespidsen, men det fremgår ikke af dette billede. Bemærk i stedet den let ræverøde toning i yderhalen. Foto: Henrik Haaning Nielsen. 

Jeg tænker straks ørnevåge, og at jeg skal have taget billeder. Det er min første prioritet. Hurtigt får jeg billeder af både over- og underside, hvorefter jeg ringer til Rolf. Han videreformidler til hele Skagen i løb og senere på cykel, mens jeg holder på fuglen.

Han når frem og får også set den, men den går efterhånden så lavt, og forsvinder, hvorfor vi opsøger bunkeren for at få bedre overblik. I mellemtiden er jeg blevet en smule usikker, især på grund af den lyse underside, som kun har få tegninger, således ingen egentlige knopletter, kun en kommalignende streg. Desuden løber der et smalt lyst bånd gennem hele undervingen. Ellers er den hvid.

Ørnevåge, 2K, Skagen den 6. juni 2016. Bemærk den ekstremt lyse underside. Halen syner således helt hvid fra denne vinkel. Der er heller ikke tale om en egentlig knoplet, men i stedet en kommategning der fortsætter ud i et smalt mørkt bånd gennem hele undervingen. Bemærk også det store hoved samt at der er antydning af mørke "bukser" dannet af rustbrune fjer på den nedre flanke. Dragten virker ufældet, bortset fra de inderste håndsvingfjer der vidner om, at der er en bred sort vingebagkant på vej... Foto: Henrik Haaning Nielsen.

Ørnevåge, 2K, Skagen den 6. juni 2016. Bemærk det langvingede - men også bredvingede indtryk. Foto: Henrik Haaning Nielsen.

Mine tanker går på, om ørnevåger ”behøver” knopletter – og hvad med mørkere bukser. Der var også noget med en fjeldvåge i Blåvand engang, som havde en drilsk dragt. Kunne min fugl også være en fjeldvåge? Tankerne løber gennem hovedet, men billederne viser at der er rødlige toner i halen, at der er rødbrune pletter ved bukserne og alt i alt føler jeg mig nu overbevist om at det er en ørnevåge.

Ørnevåge, 2K, Skagen den 6. juni 2016. Når ørnevågen musede, kunne man se de lange ben, som ikke var befjerede, som man ser det hos fjeldvåge. Foto: Henrik Haaning Nielsen.

Alle de fremmødte har imidlertid ikke set fuglen. Vi ved at den er fløjet i retning af Grenen, og gætter på at den sidder i reservatet. Det får folk til at køre til andre steder med udsigt over området. Det bliver Jørgen Kabel, der finder den, idet han til stor overraskelse, for både ham og fuglen, kører den op langs Sandormesporet nær Skagens Gren.

Den letter, og flyver tilbage mod reservatet, hvor den hurtigt lander et sted ude af syne. Langt de fleste får den at se, og jeg melder den desuden ud som sikkert bestemt.

Næste morgen var der lagt op til narrestreger i Skagen. Vinden var i syd, og udsigten var at den skulle gå i sydvest. Forventningerne til et god rovfugletræk var derfor store, og en del folk var dukket op for at twitche ørnevågen, som alle regnede med ville vise sig i løbet af morgenen.

Ved ankomsten til Grenen stod det klart, at der var ankommet fugle i løbet af natten. Flere kærsangere sang fra krattene, og fra rørskoven sang en savisanger. Savisanger er en meget sjælden art i Skagen.

Rolf Christensen lytter efter savisanger på Verdens Ende, Skagen, med sit diskrete høreapparat den 7. juni 2016. Foto: Henrik Haaning Nielsen.

Allerede klokken 04:47 dukkede ørnevågen op. Lavt, men den kom helt ud på Grenen, hvor den bl.a. stoppede op og musede over strandengen. Den slår sig imidlertid hurtigt ned i nogle af de yderste klitter, og nogle gange sidder den frit fremme, hvor man fint kan studere den i scopet.

Denne morgen er der flere ting, der falder på plads, karakter – og jizzmæssigt, og det var interessant at erfare. Allerede aftenen før havde Erik Christophersen sat nogle ord på i forhold til forskellene på ørne- og fjeldvåge. Det kunne jeg godt se nu. Den er mere bredvinget end fjeldvåge. Fjeldvåge kan godt give påmindelser om en rørhøg i jizz, når den ses som silhouet på træk med let hævede vinger. Associationen til rørhøg skyldes, at fjeldvåge er langvinget men også relativt smalvinget. Ørnevågen virkede i stedet bredvinget, men har også hævet vingestilling, når den glider, men den virkede alt i alt mere voldsom og stor. Desuden havde den en meget bred og udbulende bug, som på en mellem- eller en storkjove, og så var både hovedet og næbbet stort.

Fuglens markante tegninger kunne man også studere bedre (og med mere ro i sindet) om morgenen, og samtlige karakterer, man så aftenen før, kunne bekræftes, men jeg så desuden et smalt mørkt halebånd alleryderst i halen. Det bemærkede jeg ikke om aftenen.

Fuglens lyse helhedsindtryk, eller rettere hvide helhedsindtryk, var slående. Den var skideflot.

Hvad der kun er få, som havde regnet med, skete klokken ca. 08:00. Da lettede den. Jeg regnede med at den skulle ud at fouragere igen, men i stedet flyver den målrettet ud over Grenens spids, retning stik øst, og bare afsted. Den kredser et par gange ude over åbent hav, men fortsætter derefter sin målrettede færd mod øst, indtil den forsvinder som en prik. Det var vildt at se, og det blev en overraskende afslutning på ørnevågens ophold i Skagen.

På resten af morgenobsen viser Skagen fra sin bedste side. I luften hører man regelmæssigt karmindompapper, hvepsevågerne kryber lavt i klithøjde, en pirol viser sig, og på himlen ses skruer på op til 140 musvåger, 21 røde glenter og en sort glente, ligesom tre forskellige havørne blander sig i løbet af formiddagen.

Det var fedt at jeg nåede til Skagen i år. Det var fedt at opleve noget godt træk. Det var fedt at finde hit…. 

To af ikonerne på Verdens Ende, Skagen, den 7. juni 2016. Rolf Christensen (t.v.) og Mogens Henriksen. Foto: Henrik Haaning Nielsen.