Danish Birder Awards

HAANING TIL FESTEN I lørdags blev danske birdere budt op til gallafest. Det var blevet tid til Danish Birder Awards igen. Festen hvor danske birdere hylder hinandens indsatser i felten og bag skrivebordet, og hvor der uddeles priser for enden af den røde løber…

For anden gang nogensinde blev der i lørdags afholdt Danish Birder Awards. Festen for folk i felten. Festen for folk der dyrker kratlusk, trækobservationer, rejseaktiviteter, optællinger, fund af sjældne fugle, ædelarter, feltstof og bestemmelsesartikler. Festen for birderne.

Alle der mødte op var folk fra den gren af feltornitologien, der egentlig mødes ofte i forvejen. Man ses til de store fuglebegivenheder, der udspiller sig på trækstederne, når vejrudsigten ser lovende ud, på felttræffene, på fuglestationerne, til hitsene, på rejserne, til samkørslen i bilerne, på ungdomslejrene og så videre. Fællesskaber bliver skabt gennem fugleoplevelserne, og vi inspirerer, udfordrer og hjælper hinanden. Faktisk mødes vi ofte på dage, der føles rigtigt gode, og som huskes resten af livet. Vi står tit og ser på fantastiske fugle eller på fantastiske antal sammen.

Danish Birder Awards er en ny mulighed, vi har fået, hvor vi kan mødes. Endnu en god dag i vores fællesskab. I vores subkultur. Her bliver oplevelserne og vores indsatser hyldet. I festtøj og med spytkrøller, højt hår, pailletter, klapsalver og dans. Danish birder Awards er en fest.

Ikke noget med at jeg er bedre end dig. Det er nemlig ikke selvfedme, der hyldes. Det er i stedet mange skulderklap, der gives videre. Det er en festlig måde at sige til alle, såvel nominerede som prisvindere, at det var godt gået.  

Festen var i år rykket ud til Refshaleøen i mere intime lokaler end sidst. En rød løber centralt i festlokalet ledte op til scenen, og på begge sider var der rækker af borde, flot pyntet op med gyldne servietter, levende lys og en rød løber midt op gennem de lange borde, præcist som temaet ved sidste DBA i 2018. Scenen var flot pyntet med små farvede lyspærer, og på bagvæggen kørte et slideshow med fede fugle og gamle såvel som nye billeder af birdere.

Som gæst mærkede man straks, at årets arrangører var en solidt sammentømret gruppe, hvor samarbejdet imellem dem forløb struktureret og præcist, og hvor hver især havde tydelige arbejdsopgaver. Det gav en ro, og man mærkede, at alle var klare til at tage over eller hjælpe, hvis det var nødvendigt.

Gruppen bestod i år af Søren Haaning Nielsen (idémand og hovedansvarlig), Vicky Knudsen, Jan Lindgaard Rasmussen og Sune Riis Sørensen. Desuden blev Andreas Bruun Kristensen fremhævet som en aktiv part, der mere og mere var blevet en del af arbejdsgruppen i løbet af processen.

Det var tydeligt, at arrangørerne var blevet grebet af en entusiasme og iver efter at få lavet et godt arrangement. Og det blev det.

Søren Haaning Nielsens familie var en aktiv part i forhold til alle praktiske opgaver. Sørens kone Lone og hans svigerinde Dorthe tog imod i døren, bød os varmt velkommen, krydsede os af, ledte os til garderobe mm. I baren stod sønnen Victor og hans kæreste Melissa og styrede udskænkning af alle drikkevarer, inklusiv sponsoreret whisky fra Thy Whisky, rom fra A. H. Riise, gin fra Copenhagen Distillery og vin fra Skjold Burne samt kaffe og the fra Mulles Thehus. En anden af sønnerne, Lucas, tog sig af at tage billeder fra hele aftenen. Fire unge birdere fra det stærke DOFung, Jonas Pedersen, Jonathan Hemmer-Hansen, Rasmus Momme og Sebastian Thorup Hansen, havde fået gratis billetter, men deltog så i borddækning og andre praktiske opgaver.

Klokken 17 blev dørene åbnet, og i løbet af den næste time ankom 125 gæster klar til fest. Stemningen var med det samme god, og med fadøl i hånden gik snakken livligt, hvor rejser, fede fugle og livet som helhed blev vendt og drejet.

Så snart dørene gik op, strømmede folk ind, og der var straks gang i snakken. Foto: Lucas Haaning Olsen

Foto: Lucas Haaning Olsen

Foto: Lucas Haaning Olsen

Foto: Lucas Haaning Olsen

Søren Haaning Nielsen, idémanden og tovholderen bag Danish Birder Awards 2020, byder velkommen. Foto: Lucas Haaning Olsen

Klokken 18 gik selve festen og showet i gang. Søren gik på scenen og bød os alle officielt velkommen og derefter blev aftenens foredragsholder Richard Bonser præsenteret. Han holdt et meget underholdende foredrag om livet som hard-core twitcher i England og Irland, og om alle de omstændigheder de er underlagt. Bl.a. de meget store afstande, flyveture, autonome piloter, landingsstel der ikke folder sig ud, afbrudte rejser på Corvo (Acorerne) på grund af fugle hjemme i England, der blev forsøgt twitchet – forgæves – to gange!, hjælpsomme koner og så videre. Det var en fin præsentation, hvor billeder af ualmindeligt heftige fugle gav længsler og håb til både foråret og efteråret, og man fik meget lyst til at opleve stemningerne og flere af de engelske lokaliteter.

Den britiske birder Richard Bonser underholder med røverhistorier fra det engelske twitchermiljø. Foto: Lucas Haaning Olsen

Foto: Lucas Haaning Olsen

Foto: Lucas Haaning Olsen

Således ophøjede af gode fugle, røverhistorier og god mad var vi klar til selve awardshowet. Lars Grøn var igen aftenens konferencier, hvor han med vanlig stand-up stil, og hvor man flere gange tænkte ”sagde han virkelig det?”, kørte små jokes som indledningerne til de enkelte priser. Ligesom sidste gang gjorde han det godt, og var velforberedt.

Vicky Knudsen og Lars Grøn var aktive med humor og præsentationer hele aftenen. Foto: Lucas Haaning Olsen

Awardshowet var aftenens højdepunkt. Roen og spændingen indfandt sig, og hver gang en vinder skulle afsløres, sørgede vi alle for trommehvirvler ved at slå i bordene. Især Vicky Knudsen var på scenen mange gange for at afsløre vinderne, men også de enkelte repræsentanter fra nogle af sponsoraterne var oppe og give gavekort og gaver f.eks. Sigrid Andersen fra Dansk Ornitologisk Forening, Frank Ishøj fra Naturbutikken, Michael Westerbjerg Andersen fra MIKSTURE, Søren Brinch fra Fanø Fuglestation og Jan Lindgaard Rasmussen fra Club 300.

Michael Westerbjerg Andersen: "Tillykke med prisen, du skal ned på en otte-dages rejse i Kirgisistan, og her i kuverten er er der flybilletter". Jens Gregersen: "Hwa, neej, hwa - fantastisk - tusind tak". Overraskelsen var stor hos Jens Gregersen da han modtog Lynx-prisen af idémanden bag prisen og ejer af rejsebureauet MIKSTURE, Michael Westerbjerg Andersen. Foto: Lucas Haaning Olsen

Alle sponsorer stod for imponerende flotte gaver, med alt lige fra store pengebeløb på gavekort, rejser, kikkerter, ophold, brændstof, billetter, plejeprodukter mm. Sponsorerne til de enkelte priser var følgende:

Bedste Birder Ambassadør – DOF,  Årets Internationale Birder - DOF Travel, Kipling Travel og Naturbutikken, Årets Øbo - Christiansø gæstgiveri, Christiansø Farten og Bornholmslinjen, Årets nye navn – Leica, Årets Ungfugl – Friluftsland, Årets Ringmærker - Fanø Fuglestation, Årets Guldfugl – Swarovski, Årets Birderwife - Gvibes.dk, Menu og Max factor, Lynx prisen – MIKSTURE, Årets twitcher - Club300.dk, Årets Hitfotograf – Imagefoto, Årets microbirder - Stormsvalen.com, Årets Starbirder - Stormsvalen.com, Årets Kliktæller – Naturbutikken, Årets Innovative Birder – Naturbutikken, Årets Lifetime Achievement - DOF København.

Alle prisvindere var blevet nøje udvalgt af Danish Birder Awards jury bestående af Andreas Bruun Kristensen, Rune Sø Neergaard, Alex Sand Frich, Anders Odd Wulff Nielsen og Esben Eriksen. Deres begrundelser var skarpe og velovervejede, og i flere tilfælde var nogle vindere afgjort fordi de blot var et mulehår foran de andre og ved et enkelt tilfælde, nemlig i kategorien Årets Ungfugl, så de sig nødsaget til at udnævne to vindere. Kun jurymedlemmerne vidste, hvem der blev vinderne helt frem til selve afsløringerne på aftenen, så alle sad med en vis spænding indtil sidste øjeblik.

Selve prisuddelingerne var festlige momenter med guldkuverter, kram, spontan glæde, stolthed, klapsalver og takketaler. Alle prisvindere modtog desuden en pose med lækker chokolade fra Kjærstrup chokolade.

"Tak mor" lød det til Vicky Knudsen fra Frederik Johansen (t.v.) og Jonathan Hemmer-Hansen, da de begge blev kåret til Årets Ungfugl(e). Foto: Lucas Haaning Olsen
 

Undervejs blev der lagt en Kahoot gættequiz ind kreeret af Andreas Bruun Kristensen, med vanlige udfordringer udi kendetegn, stemmer, udbredelse, yngletal mm. Vinderen, Rune Sø Neergaard, modtog en Zeiss kikkert, weekend på Skagen Fuglestation og gavekort på 500 kr til naturbutikken fra det grå fyrs venner. Andenpladsen gik til Kristoffer Hansen der vandt et par feltbukser fra Fjällräven og tredjepladsen gik til Sebastian Klein der vandt en Kånken rygtaske ligeledes fra Fjällräven.

Da alt det formelle var på plads kunne det vilde starte…

Bandet, der var sponsoreret af Dansk Ornitologisk Forening, The Linda Burnettes, gik på med fed festmusik, og ballet blev i den grad åbnet af DOFung medlemmerne, der viste vejen på dansegulvet. Gode drinks, dejligt øl og god livemusik i ørerne. Hvad mere kan man egentlig ønske sig, når natten endnu er ung?

Danish Birder Awards blev igen en storartet og hyggelig fest, og den altid frygtede toer blev gjort til skamme. Jeg håber, at arrangørerne har lyst til at fortsætte også i fremtiden med at lave det store arbejde med at stable et så imponerende arrangement på benene, og jeg ser frem til Danish Birder Awards no. 3.

Tusind tak til alle arrangører. I viser at det er sjovt at være birder i Danmark.

 

Nominerede, vindere og begrundelser DBA 2020:


Årets Life Time Achievement

Nominerede: Stig Kjærgaard Rasmussen, Klaus Malling Olsen, Hans Meltofte, Henning Lykke Larsen

Vinder: Klaus Malling Olsen

Foto: Lucas Haaning Olsen

KMO har siden 1980´erne skrevet feltbestemmelseslitteratur, både til det hjemlige marked og internationalt, og hans værker om måger, terner og kjover har vundet international anerkendelse, ligesom vi herhjemme har nydt godt af f.eks. bearbejdninger af "Fugle i felten" og hans egen "Rovfugle i felten". Han har indsamlet en uvurderlig mængde data, som han også som kursusleder videregiverfor at gøre feltornitologien mere letfattelig - , hvilket ikke mindst mange fra den yngre generation har levet godt af. De fleste har nok mødt ham i felten herhjemme eller i udlandet, hvor han altid deler ud af sin store viden, gerne med en humoristisk indfaldsvinkel til feltbestemmelsen. Klaus er en af de mest bidragende i dansk ornitologi og yderligere ord er overflødige.

 

Årets Hitfotograf

Nominerede: Nis Lundmark Jensen, Henrik Mikkelsen, Michael Mosebo Jensen, Leif Jensen, Hans Ægidius, Karin Gustausen

Vinder: Leif Jensen

15/5 fotograferede Leif Jensen Spansk spurv i en stendynge på Nedre Mosevej, Skagen: NY ART FOR LANDET!! 

Fuglen blev artsbestemt af Leif selv, da han senere på dagen kom hjem og tjekkede sin billeder igennem fra dagens tur. Her opdagede han at det ikke blot var en Gråspurv han havde fotograferet 6 timer tidligere, men en klokkeklar Spansk spurv. Fundet blev derefter straks meldt ud, men fuglen blev desværre aldrig genfundet. Dokumentationen var heldigvis helt i top, og således blev Danmarks første fund af Spansk spurv kun set og fotograferet af en eneste person: Leif Jensen, Skagen.

For de lokale birdere i Skagen kom det ikke som nogen stor overraskelse at Leif pludselig hev en MEGA ud af kameraet - det havde længe ligget i kortene!

For Leif er uden sammenligning Skagens mest aktive fuglefotograf. Dagligt cykler han by og land tyndt med sit kamera i baggagen for at fotografere hvad han nu kan finde af fugle og anden natur. Dværgværling, Hortulan, Fuglekongesanger er blot nogle af de fine arter han før har fundet og fotodokumenteret i Skagen - så alle vidste at han havde "hit-potentiale"

Leif er det fornemste eksempel på at stor aktivitet og tålmodighed lønner sig og at de sjældne fugle kan findes overalt i Skagen, hvis man aktivt opsøger det. 

Det er derfor meget velfortjent at Leif får prisen som årets hitfotograf!

 

Årets Ringmærker

Nominerede: Arne Urvang, Michael Ancher, Morten Jenrich Hansen, Lisa Flam.

Vinder: Morten Jenrich Hansen

Foto: Lucas Haaning Olsen

Har stået for ringmærkningen på Fanø Fuglestation, ihærdigt og tit i ringe vejr. Og ikke nok med det, så fortsætter han efter træksæsonen med at mærke ved Brabrand. Dét fortjener en anerkendelse.

Yderligere nominering:

Han er passioneret ringmærker og dedikerer en stor del af sit liv til ringmærkning. I foråret ringmærkede han i Blåvand og i efteråret på Fanø. Derudover er han en vigtig brik CES ringmærkningen ved Brabrand sø. Det der også kendtegner Morten er, at han altid er villig til at fremvise ringmærkningen og ikke mindst giver sig tid til at oplære nye ringmærkere i faget. Så han fortjener prisen.

 

Årets Ungfugl

Nominerede: Joakim Matthiesen, Andreas Bennetsen Boe, DOF-UNG, Rasmus Momme, Jonathan Hemmer-Hansen, Frederik Johansen.

Vindere: Frederik Johansen og Jonathan Hemmer-Hansen

Foto: Lucas Haaning Olsen

Det var en svær sag for juryen at pege på en vinder i kategorien Årets Ungfugl, da både Jonathan og Frederik har birdet aktivt i løbet af 2019 - og tilmed fundet hits. Derfor blev juryen efter lange diskussioner enige om, at Jonathan og Frederik begge er vindere i kategorien.

Begge har deltaget på DOF UNGs lejre i Skagen i foråret og Blåvand i efteråret. Med base i Århus har Jonathan været aktiv i Jylland. Han lagde hårdt ud i 2019 ved at finde en Mellemflagspætte ved Kruså i januar, og i efterårsferien - under en DOF-ung lejr i Blåvand - lynede han igen med en hætte/brunhovedet værling, der rastede en eftermiddag på Hukket. Sidstnævnte var i en for Vesteuropa usædvanlig dragt - nemlig en juvenil - og da der ikke umiddelbart kunne sættes navn på arten, gjorde Jonathan det eneste rigtige og smed fotos på facebook på feltornitologen - så fuglen hurtigt kom ud i offentligheden, hvilket betød, at mange kunne nå at se fuglen. 

Frederik har været aktiv i det meste af landet og især på hans hjemstavn, Stevns. Han er en utrættelig slider. Et af medlemmerne af juryen husker en dag på Stevns, hvor alle stod og kiggede efter indtrækkende rovfugle - eller hyggesnakkede - mens Frederik luskede langs klinten, hvor han fandt en hvidbrynet løvsanger. I efteråret producerede han desuden både fuglekongesanger og dværgværling på Mandø.

Fælles for de to er, at de er utrættelige slidere og har øjnene med sig. Hvis alle gjorde som dem, ville der blive fundet mange flere hits i DK. Tillykke til dem begge - DOF-UNG ved, hvordan kortene skal spilles.

 

Årets Nye Navn

Nominerede: Joakim Matthiesen, William Holger Brinch, Jonathan Hemmer-Hansen.

Vinder: Joakim Matthiesen

Foto: Lucas Haaning Olsen

Joakim er en relativ ny birder, men han har været en særdeles aktiv birder i det forgangne år. Dette kan blandt andet ses ved at han i skrivende stund ligger nummer 7 på Netfugls årsartsliste med 276 arter i 2019. Fra ca. midt i marts til midt i juli boede Joakim på Skagen Fuglestation hvor han ringmærkede og observerede dagligt. Joakim fik taget ringmærkningslicens og nåede blandt andet at fange og fremvise 3 eksemplarer af lille fluesnapper samt forårets store ringmærkningshit i Skagen i form af lille rørsanger. Han fik lært utroligt meget på de fire måneder, og er hurtigt blevet en skrap birder. Joakim har i løbet af året ædlet arter som Amerikansk Sortand, 4x Steppehøg, 5x Almindelig Skråpe, Hedehøg, Sort Glente, Krognæb, Islom og 4x Søkonge. Joakim er et aktivt medlem af DOF UNG og tager med på lejre og dagsture med DOF UNG, blandt andet DOF UNG lejrene i Blåvand (2018 og 2019).

 

Årets Internationale Birder

Nominerede: Jesper Sonne, Anton Lieberman, Mads & Tina Elley, Michael Westerbjerg Andersen, Lars Højmark Mortensen

Vinder: Anton Lieberman

Anton har i 2019 haft et travlt rejseår, hvor han har set på fugle i over 10 lande, og året igennem dagligt indtastet sine observationer på eBird. Anton startede året med en tur til Israel og derefter en tur til Gambia i Vestafrika. Hele foråret brugte han på fuglestation i Long Point, Canada. Fra Canada fløj han videre til Brasilien, hvor han birdede i tre uger. Herefter landede han i Danmark, hvor han i sensommeren arbejdede på Gedser Fuglestation. Årets sidste store rejse blev til Mongoliet i slutningen af august og det meste af september. Her var Anton med til at starte en ny ringmærkningsstation op i den vestligste del af landet, hvor der i løbet af efteråret blev gjort mange interessante observationer. Mest interessant var fangsten af cirka en håndfuld små, sandfarvede natravne som til forveksling ligner den sjældne Vaurie's Nightjar, der kun kendes fra et enkelt museumseksemplar. Antons rejseår sluttede med en tur til Spanien i december, og i skrivende stund er han i Ecuador, hvor han skal ringmærke og tælle fugle de næste par måneder. 

 

Årets Birder Ambassadør

Nominerede: Troels M. Krogh, Vicky Knudsen, Daniel Palm Eskildsen, Søren Brinch

Vinder: Vicky Knudsen

Foto: Lucas Haaning Olsen

Der er få prismodtagere, der i så høj grad har fortjent en pris, som denne.

Vicky Knudsen er en klar og suveræn vinder af titlen som årets birderambassadør.

Og det er jo egentlig lidt besynderligt, for Vicky er jo en kvinde. Og som Rolf Christensen altid har sagt “kvinder bøvser ikke, kvinder prutter og kvinder ser ikke på fugle”.

Men her tager Rolf fejl. Ikke forstået på den måde at Vicky prutter eller bøvser - men hun ser fandme på fugle. Og hun gør det fremragende. Udover at hun i 2019 har formået at finde gode fugle som f.eks. Damklire og Himalayasanger, så formår hun også at udbrede kendskabet til fugle og ikke mindst kendskabet til det at se på fugle.

Vicky er efterhånden garvet i naturformidlingens kunst. Fra at have været naturformidlingens unge håb er hun i de senere år blevet en af landets allerstærkeste og vigtigste naturformidlere, som ikke blot er kendt i de nørdede birderkredse. Hun er også blevet kendt af familien Danmark. Ikke mindst fra TV-programmer som “1 døgn, 2 hold, 3 dyr” og “”Vores vilde vej”. Hun er en ivrig naturdebattør og skriver flittigt på sin blog ved navn “fuglemandssnak” ligesom hun engagerer sig i formidlingsprojekter som “99 arter” og meget andet.  Vicky er blevet så fantastisk en ambassadør for naturen og for fuglene at selv ikke statsministeren kunne se bort fra hende, da der var biodiversitetsdag på Marienborg i efteråret.

Og Vicky er ikke til at overse i nogen sammenhæng, når det drejer sig om fugle og natur. For hun gør det simpelthen pissegodt og det er derfor med stor stolthed og enorm glæde at vi kan overrække hende prisen som årets birderambassadør 2019.

 

Årets Microbirder

Nominerede: Kim Berg, Peder Nygaard Nielsen, Rolf Christensen, Jan Speiermann, Preben Berg, Frank Desting, Christian Glahder.

Vinder: Jan Speiermann

Hvem møder man oftest på Vestre Kirkegård - graveren eller Jan Speiermann? JSP har i mere end 10 år haft sin - hvis ikke daglige - så meget hyppige gang på Vestre Kirkegård, hvor det gennem årene er lykkedes ham at finde på - for lokaliteten - usædvanlige arter som sorthovedet måge, mosehornugle, rødstrubet lom samt flere hvidbrynede løvsangere. Desuden har han fundet ud af, at rødtoppet fuglekonge de sidste to år har overvintret på lokaliteten. Kronen på værket - eller korset på gravstenen - skulle man måske sige var fundet af en humes sanger - af den nye generation måske bedre kendt som himalyasanger 25. november. Fuglen rastede på lokaliteten til 29. november og var første fund af arten i København - og omegn og 33. fund i Danmark. Jan Speiermann er en ægte microbirder, der med sin ihærdighed på ikke særlig potente lokaliteter laver stort og samtidig holder styr på forekomsten af de mere almindelige arter. Det var ikke første gang, at JSP hev en crowd pleaser op af hatten i København Kommune. Den overvintrende dværgværling på Sydhavnstippen i 2014 blev også fundet af manden med den hurtigste kikkert på kirkegården.

 

Årets Kliktæller

Nominerede: Henrik Knudsen, Rolf Christensen, Per & Louise Ekberg, David Manstrup, Tim Andersen, Anni & Peter Nielsen

Vinder: Rolf Christensen

Rolf er uden tvivl Danmarks flittigste trækobservatør. Meget få dage i løbet af året er han ikke at finde på Danmarks bedste sted for sjældne fugle og et af landets bedste træksteder; Grenen. Dedikationen er der ingen tvivl om. Rolf forlanger meget af andre, men også af sig selv. Omvendt forlanger andre også meget af Rolf, i en sådan grad, at RoC*-fund af arter som Hvidnæbbet Lom, Topskarv, Balearskråpe og Citronvipstjert går hen og virker trivielle, selv om disse arter for mange ville redde hele året. Dag efter dag, måned efter måned, år efter år tropper han op ude på Grenen og tæller, lusker, lytter, fortæller, driller og provokerer. Begrebet ”den gyldne middelvej” er ikke en del Rolfs ordforråd. Rolf kunne fint stå ude på Grenen uden at tælle og bare koncentrere sig om at finde sjældne fugle. Men han KAN ikke lade være, især da de fleste tal ellers aldrig ville blive bogført af andre.

I år er det især to arter, der i den grad markerer sig med meget flotte totaler og DK-rekorder i Skagen: Topskarv og Krognæb. Topskarv er registreret med over 200 fugle i løbet af foråret og med ny DK-rekord på 29 på én dag, mens krognæb er registreret med op til måske 200-300 trækforsøgende fugle på Grenen og op til 115 fugle på én dag (DK-rekord).

Andre arter, hvor Rolfs tal udgør årets største antal er følgende: Mallemuk 1637, Sule (2785+2538), Sangsvane 947, Storkjove (356+276), Lomvie 2561, Alk 12577, Gråkrage 1100, Stor Gråsisken 784, Stor Korsnæb (122+115).

Læg dertil, at Rolf igen igen har fundet en hulens masse sjældne arter, såsom Citronvipstjert, Blå Glente, Triel, Ellekrage, Brilleænder samt gode arter såsom Lille Stormsvale og Markpiber.

 

Lynx-prisen

Nominerede: Hans Christensen, Jan Tøttrup, Erik Vikkelsø Rasmussen, Bent Jakobsen og Jens Gregersen

Vinder: Jens Gregersen

Foto: Lucas Haaning Olsen

For at nå frem her til denne aften har du – iført gummistøvler  – måtte krydse Horsens Fjords bølger med traktor ind til land fra reservat-øen Vorsø ude i Horsens Fjord, hvor Sus og du bor.

Bestemt ikke praktisk, men sådan er det.

Du krydsede også fjorden for 44 år siden, og allerede året efter stod du igen på øen.

Du anede ikke, at du netop havde indledt et livslangt kærlighedsforhold til en øde ø og en meget upopulær, sort fugl.

Med en tegners skarpe sans for detaljerne og omhyggelig indsamling af buler af data har du sæson efter sæson utrætteligt afdækket nye sider af skarvens liv og øens spændende natur.

Du har produceret stakke af notesbøger, skitsebøger, rapporter, artikler og bøger, og guided tusindvis af glade besøgende rundt på Vorsø gennem de mange år.

Og ikke mindst - gennem din generøse uddeling af viden og beskrivelser, ledsaget af smukke streger fra dine skitsebøger, har du formået at åbne vores øjne og endda ophøje skarvens hærgen gennem skoven til smuk kunst.

Det er en enestående livsbedrift,

og derfor skal du have Lynx Prisen.

 

Årets Birder Spouse

Nominerede: Nicole Natascha Nielsen, Birthe Vikkelsø Rasmussen, Conny Andersen, Munkens kone Ebba

Vinder: Conny Andersen

Er en birderspouse en partner, der lader sig bedre halvdel birde 200 dage om året inkl. på fødselsdage? Og familieferier, der udvikler sig til overlevelsesture på jagt efter en lang artsliste? Det kan det være, men da juryen skulle finde Årets Birderspouse, var der en, der skilte sig ud fra mængden. Det var Conny Andersen. Hvorfor? Fordi hun fandt et hit! 6. juni var Conny og Jens Jøren Andersen på tur i det sydvestjyske, hvor de slog vejen forbi Sneum Sluse om formiddagen. ”Hvad er det for en lille and, der ligger til højre for Moskusanden?” spørger Conny. Jens Jørgen får anden til teleskopet: Sibirisk Krikand! Fuglen raster på lokaliteten hele dagen, og mange kan i dag takke Conny for fundet af denne eksotiske and - hvor den så end kommer fra. Tillykke til Conny som fandt en af forårets mest twitchede fugle!

 

Årets innovative Birder

Nominerede: Fanø Fuglestation/Søren Brinch, Jens Jørgen Andersen/John Kyed, Emil Skovgaard Brandtoft

Vinder: Jens Jørgen Andernsen/John Kyed

Årets Birder Spouse, Conny Andersen samt Årets Innovative Birdere, Jens Jørgen Andersen og John Kyed. Foto: Henrik Haaning Nielsen

Jens Jørgen Andersen og John Kyed tog initiativ til lave Havfuglemuren ved Roshage. Her havde diverse entreprenørprojekter resulteret i at læmulighederne var blevet ødelagt for havfugleobs, på denne, en af Danmarks bedste havfuglelokaliteter. Det kostede flere møder med folkene bag Hanstholm Havn (Port of Hanstholm), der efter et stykke tid bakkede op om projektet. Hanstholm Havn financierede selv materialer og bygningen af muren, til glæde for havfugleentusiaster.De gjorde det bl.a. fordi Jens Jørgen og John havde dokumenteret hvor stort og artsrigt trækket forbi Roshage kan være, og hvor mange folk der opsøger stedet for at opleve trækket. Flot benarbejde der har glædet mange birdere siden.

 

Årets Guldfugl

Nominerede: Rolf Christensen, Morten Bentzon Hansen, Frank Desting, Michael Mosebo Jensen, Christian Glahder, Troels Eske Ortvad, Anders Odd Wulff Nielsen

Vinder: Frank Desting

Der var flere navne, der blev overvejet, men i sidste ende vurderede juryen af den prestigefyldte pris, Årets Guldfugl, skulle gå til Frank Desting. Frank fandt tre SU-fugle i 2019; gråsejler ved Ho, taigafleuesnapper og hvidøjet and x taffeland hybrid - begge ved Gentofte Sø. Selvom andre har fundet flere SU-fugle i 2019 er fundet af taigafluesnapper, der i skrivende stund er under behandling af SU, så spektakulært, at det var den primære årsag til sejren. At finde en ny art for landet er stort, der desuden blot er ca. 7. gangs fund i Europa er stort. Men at finde fuglen ved Gentofte Sø viser endnu engang at virkeligheden nogle gange overgår fantasien. Frank har vist, at man ved en ihærdig indsats kan lave stort - også på en indlandslokalitet. Tillykke til Frank og vi er spændte på, hvad du hiver op af hatten i 2020.

 

Årets Starbirder

Nominerede: Esben Eriksen/Søren Gjaldbæk, Tim Andersen, Rasmus Strack, Henrik Haaning Nielsen, Henrik Knudsen

Vinder: Henrik Haaning Nielsen

Foto: Lucas Haaning Olsen

Trofætwitch eller feltornitologi? Vinterpibere, aldersbestemmelse af Topskarv, Rejsby-svanen, Steppehøgene kommer, Hvidnæbbet-lom ture i Kattegat, kan rustand krydes? Den hvide pelikan, heftig sommer i det nordjyske, Point Barrow, østlig lundsanger, krognæbbene kommer, kohejre - en kommende dansk ynglefugl? Hvis du ikke allerede har gættet det, så kommer svaret her: Årets starbirder er Henrik Haaning Nielsen. Henrik har - igen i år - fodret danske birdere med en lang række grundige, velresearchede artikler, som året igennem har kunnet læses på pandion. Selvom pandion lukker, håber vi, at Henrik kan fortsætte med at skrive artikler, som kan få endnu flere i felten og udbrede kendskabet til nogle af feltornitologiens bestemmelsesmæssige krinkelkroge, der forhåbentlig vil resultere i, at vi danske birdere bliver bedre og er klar til at hugge til, når der kommer et hit i kikkerten.

 

Årets Øbo

Nominerede: Søren Brinch/Fanø Fuglestation, Vicky Knudsen, Sigrid Kistrup/Tim Hesselballe Hansen, Steffen Sommer Nielsen, Sebastian Klein, Kim Fischer

Vinder: Søren Brinch/Fanø Fuglestation

Foto: Lucas Haaning Olsen

Årets øbo skal selvfølgelig være Søren Brinch/Fanø Fuglestation for - igen i år - at have skabt mulighed for daglig overvågning af trækket i efteråret ved Hønen udført af Henrik Knudsen, og ringmærkning på Sønderho strand ved Morten Jenrich Hansen. Søren har desuden guidet med end 500 mennesker i løbet af året på Fanø Fuglestations månedlige tur og givet mange - også almindelige mennesker - muligheder for at opleve Vadehavets storslåede fugleliv, og hvem ved - måske har sået kimen hos nogle af deltagerne til at blive birdere. Han har desuden aktivt formidlet Fanø Fuglstations arbejde via sociale medier. De standardiserede tællinger og ringmærkning har i efteråret givet gode arter som citronvipstjert 2, korttået lærke, ca. 5 taigapibere, fem krognæb og ringmærket dværgværling og hvidbrynet løvsanger samt en dag - 20- oktober med næsten 300.000 finker og 409 ringdrosler! Foruden at holde styr på trådene har det også lykkedes Søren både at finde hortulan og dværgværling ved Sønderho i efteråret - DK’s værlinge hotspot.

 

Årets Twitcher

Nominerede: Morten DD Hansen/Sebastian Klein, Julie Wolf Broge, Jørgen Kabel, Michael Køie Poulsen, Rasmus Strack, Morten Bentzon Hansen

Vinder: Morten Bentzon Hansen.

Foto: Martin Liebermann

Vi skal en tur til Sønderjylland, hvor en af Danmarks toplistere havde et super år. Navnet - og vinderen af kategoerien Årets Twitcher er Morten Bentzon Hansen!

Morten fandt Danmars tredje præriemåge 6. juni, da han twitchede den Sibiriske Krikand ved Sneum. At finde en tredjegangsforekomst, når man twitcher en andengangsforekomst er virkelig spektakulært og bliver det nogen sinde slået? Endvidere var Morten den eneste fra Jylland, der kørte efter Tajgafluesnapperen og så den på førstedagen. Han tog en hurtig beslutning og kørte på en ubestemt fugl. Mange ville have siddet stand by ved broen og ventet på en positiv melding, men Morten tog chancen og rykkede selv over broen og blev belønnet for det. Et stort tillykke til Morten!