Feltbestemmelse af storspove og småspove

DOFbasens Kvalitetsudvalg præsenterer hermed endnu en artikel i serien af bestemmelsesartikler om udvalgte artskomplekser. Artiklen tager fat på feltbestemmelse af spoverne, som hører til blandt de årstidsrelevante problembørn med høj risiko for fejlbestemmelse. Fejlbestemmelser kan være med til at give os et forkert indtryk af arternes fænologi.

Det er vigtigt, at observationer indtastet i DOFbasen er korrekte, da de ofte bruges som empiriske data i videnskabelige undersøgelser og afhandlinger om Danmarks natur og miljø. Brugen af DOFbasens data er dermed ikke begrænset til fagfolk og ornitologer, som med et kritisk øje kan gennemgå indtastningerne, og en høj kvalitet af data er således nødvendig.

DOFbasens Kvalitetsudvalg (DKU) er nedsat for at kvalitetssikre data i DOFbasen, og de holder et vågent øje med indtastningerne. Denne artikel vil forhåbentlig lette feltbestemmelsen af storspove og småspove og sikre, at de to arter tastes korrekt ind i DOFbasen.

Spovebestemmelse

En velkendt hovedpine for danske fuglekiggere, begyndere som erfarne, er spoverne. Det ses ofte, at billeder af ubestemte spover deler vandene blandt eksperterne, hvis billederne ikke er blandt de bedste. Dragtmæssigt er de to arter ganske ens, og desuden varierer næblængden hos spover mellem hanner og hunner, ungfugle og adulte.

Alt i alt er spovebestemmelse en svær disciplin, der ofte resulterer i fejlbehæftede data på DOFbasen. Det handler især om småspover i ydersæsonerne i det tidlige forår og det sene efterår.

Storspove

Storspoven er vores største vadefugl, og den er kendt af de fleste på grund af sit næsten overnaturligt lange, buede næb. Efter at være blevet udryddet af jagt i 1800-tallet, genindvandrede storspoven i 1930’erne som dansk ynglefugl. Omkring årtusindeskiftet estimeredes bestanden herhjemme at være på 400-500 par, men arten er nu i tilbagegang.

En typisk flok storspover. Læg mærke til lyst, udtryksløst ansigt og langt næb, der buer ved spidsen. Felsted Kog den 22. marts 2011. Foto: John G. Dinesen.

Udbredelsesområdet omfatter desuden Øst- og Centraleuropa, Skandinavien og de Britiske Øer. I marts/april ankommer storspoven til ynglepladserne fra vinteropholdet langs Syd- og Vesteuropas (herunder Danmarks) og Nordafrikas kyster.

Allerede fra midten af juni begynder arten det sydgående træk og er dermed én af de første arter, der ses på efterårstræk. Således overlapper storspovens efterårstræk med de sidste langdistancetrækkeres forårstræk! 

Landet over er den en talrig træk- og vintergæst, og den ses oftest rastende i store flokke på salte vadeflader. Især i vadehavsregionen kan man opleve tusindvis af storspover fouragere med arter som strandskade, klyde, lille kobbersneppe, strandhjejle og almindelig ryle. Sjældnere ses arten også indlands på marker eller ved ferske søer.

Om vinteren ses arten ligeldes i pæne tal langs landets kyster.

Bestemmelse af storspove

Storspovens dragt er temmelig anonym, beige med sorte længdestriber på hals, bryst og ryg og tværbåndet hale og tertialer. Ansigtet er mere eller mindre utegnet, så øjet fremstår som isoleret. Somme tider viser arten dog tendens til øjenbrynstribe og kan derved have hovedtegninger henad småspove (se billedet øverst i artiklen).

Endnu en af de drilske unge storspover med ret tydelige hovedtegninger, men med artstypisk gulbrunt anstrøg på bryst og flanker (koldt gråbrunt hos småspove). Fuglen har også relativt kort ungfuglenæb. Bemærk at næbbet smalner mod spidsen og har et udbredt lyst felt ved den brede basis, hvilket er typisk for unge storspover med ikke fuldtudvokset næb. Foteviken, ultimo juli. Foto: Klaus Malling Olsen.

Hunnerne viser længst næb, hannerne lidt kortere. Ses fuglene godt, er det tydeligt, at næbbet er tofarvet med lys basis og mørkere spids. Ungfugle har kortest næb. I flugten ses en hvid kile, der strækker sig fra overgumpen til midt på ryggen.

På nært hold kan man se, at storspoves tæer rager ud bag halen, hvilket er ulig småspoves. Undervingen er hvid, og set nedefra er vingernes underside og bugen det lyseste på fuglen. Flyvende flokke kan på stor afstand minde om mindre måger, da vingeslagene er temmelig langsomme for en vadefugleart.

Storspover i flugt. Bemærk hvordan armhulen og undervingernes dækfjer (det forreste og inderste af vingen) lyser op sammen med bugen. Nissum Fjord den 30. oktober 2008. Foto: John G. Dinesen.

Storspover i flugt. Set fra oversiden er der tydelig kontrast mellem den lyse inderste halvdel af vingen (armsvingfjer og dækfjer) og den mørke yderste halvdel (håndsvingfjer og hånddækfjer). Småspove giver et mere jævnt mørkt indtryk. Felsted Kog den 22. marts 2011. Foto: John G. Dinesen.

Småspove

Småspoven opleves herhjemme kun under trækket. Arten yngler i moser, på fjeld og tundra i det nordlige Europa, Sibiren og Nordamerika. I modsætning til storspove er småspove en langdistancetrækker, og overvintringsområderne ligger i tropisk Afrika og Asien.

Arten ses herhjemme hovedsageligt i april/maj og juli/sept. Forårstrækket kulminerer i begyndelsen af maj, og efterårstrækket kulminerer sidst i juli. Småspoven ses herhjemme ikke i samme antal som storspoven. Trecifrede tal er usædvanlige uden for nogle enkelte lokaliteter, og som oftest ses arten blot med op til tyve stykker.

Arten kan findes såvel på kystvade som indlands, hvor den i sensommeren især tiltrækkes af heder med revling.

Bestemmelse af småspove

I forhold til storspoven er småspoven en mindre og mørkere fugl. Det kan være tydeligt ved direkte sammenligning, men ellers forbavsende svært. De bedste visuelle kendetegn fra storspove er ansigtets tegning og næbbets længde.

Hvor storspoven viser et lyst, åbent ansigt, er småspovens markeret med en sort stribe gennem øjet, et lyst øjenbryn ovenover og endelig en mørk kalot, der igen er gennemskåret af en lys midterstribe. Næbbet er kortere end storspovens og virker gerne helt mørkt, da der er mindre lyst ved næbbasis end hos storspove. Det krummer jævnt a la træløber, med et mere udpræget dyp end storspoves.

For småspoven gælder det også, at ungfugle viser det korteste, mest rette næb.

Småspove. Bemærk det jævnt krummede ”træløber-næb” og det markerede ansigt, der kan give mindelser om en bekkasin eller en kærløber. Ølsemagle Revle den 29. august 2008. Foto: Steen E. Jensen.

I flugten er småspoven ikke mågeagtig som sin storebror, men flyver med hurtigere, vadefugle-typiske vingeslag. Et temmelig solidt kendetegn fra storspove er, at armhulerne – og somme tider det meste af undervingen - er groft tværstribede og ikke ”lyser op”.

Småspover i flugt. Bemærk de stribede armhuler, der gør småspoven til en mørkere fugl end storspove, når den ses nedefra. Listed Havn den 31. juli 2009. Foto: Steen E. Jensen.

Småspover i flugt. Også oversiden virker mørkere og mere kontrastløs end storspoves. Melby overdrev den 20. juli 2009. Foto: Klaus Malling Olsen.

Stemmerne

Som det utroligt ofte hører sig til ved adskillelsen af ”tvillinge-arter”, er stemmen vigtig for bestemmelsen. Spover er sky fugle og skræmmes let på vingerne eller ses blot overflyvende. Derfor kan det være svært at få vurderet hovedtegninger og næblængde. Til gengæld er begge arter som regel ganske vokale, og lærer man sig stemmen på de to arter, bør bestemmelsen være ganske ligetil.

Storspovens kald er et vidtlydende, opadgående kluu-i, der ofte sættes i serier, indblandet kortere kald. Der er ikke rigtigt nogen hjemlige arter, hvis kald kan udgøre en forvekslingsmulighed.

Småspoves kald er markant anderledes, en stammende, næsten febrilsk serie af korte fløjt ”py-py-py-py-py-py”, der mest af alt lyder som hun-gøgens kald. 

Fælden er, at storspovens sang – altså ikke dens kald - afrundes med en fløjtende boblen, der kan tolkes henad småspovens kald. Bemærk dog, at hastigheden de enkelte anslag imellem er højere end hos småspoven, og at opbygningen er anderledes og tonelejet er dybere.

I perioden marts-ultimo april er gøgen ikke en forvekslingsmulighed, da den først ankommer sidst i april. Bemærk også, at småspove også er temmelig sjælden herhjemme i juni, hvor kombinationen af en kaldende hun-gøg og en flok spover kan føre til forvirring.

Hvornår ser man spoverne?

Storspoven ses herhjemme hele året, men med klart færrest i ynglesæsonen fra midt i april til sidst i juni. Småspoven ses derimod kun på trækket.

De allerførste småspover lægger vejen forbi Danmark i sidste tredjedel af marts, men det er et meget sjældent syn, og det vil kun dreje sig om enkelte fugle. Der ligger en del martsobservationer indtastet i DOFbasen, men kun få er veldokumenterede, så omfanget af tidlige fugle er svært at vurdere.

Helt frem til den 10. april er småspove en ”fænologi-art” på DOFbasen. Det vil sige, at fund skal beskrives eller fotodokumenteres behørigt. Først fra anden halvdel af april ses småspove regelmæssigt herhjemme, og trækket intensiveres frem til anden uge af maj. Fra sidst i maj og ind igennem juni ses der sjældent mere end nogle få fugle sammen, da arten er på yngleplads.

Fra sidst juni trækker arten atter igennem Danmark, og trækket strækker sig frem til september. I anden halvdel af september er arten atter en sjælden gæst, og fra den 1. oktober igen en fænologiart på DOFbasen. Enkelte oktoberfugle er hørt og set godt, men det er virkelig usædvanligt.

Småspove er aldrig truffet herhjemme om vinteren.

Ved afvigende iagttagelser

Ved fænologisk afvigende iagttagelser af småspove er der tre vigtige ting at huske:

For det første: De visuelle karakterer kan være svære at benytte, med mindre fuglen ses rigtigt godt. Næblængde, dragtkarakterer og flugtmåde kan snyde.

For det andet: Ses fuglen ikke godt, er stemmen et godt kendetegn. Hvis den ikke høres, bør man være meget varsom med bestemmelsen.

For det tredje: Hvis du er helt sikker på din tidlige eller sene småspove, skal du skrive dig omstændighederne omkring bestemmelsen bag øret, hvis du ikke har fået et foto. Så kan du dokumentere bestemmelsen skriftligt på DOFbasen. Hvad har du set, og hvad har du hørt?

Dette vil sikre en mere gennemsigtig datamængde og bidrage til, at vi får bedre viden om vores største vadefugle.

Rigtig god fornøjelse med at finde årets første småspove.

Tak til Tim Andersen og Klaus Malling Olsen for hjælp med artiklen.