Fem nordjyder på fotosafari i Kenya

Kenya er næsten 15 gange så stort som Danmark og indeholder både bjerge, savanne og kystområder. En enorm artsrigdom præger landets dyreliv og gør Kenya til en drømmedestination for enhver naturinteresseret. Her kan du læse om fem fotografers rundrejse i landet i søgen efter gode motiver.

Allerede på turen fra lufthavnen til Nairobi fik vi de første indtryk af det land og den kultur, som vi ville komme til at opleve på nært hold i de følgende uger. Marabustorke sad i træer og på hustage, og sorte glenter kredsede i stort antal over hovederne på os.

Der var en heftig trafik på vejene, men heldigvis sad vi godt i bilen og kunne absorbere de fremmede indtryk. Vi blev indlogeret i ACK Guest House, hvorefter vi lagde ud i gæstehusets fuglerige haveanlæg.

Baringo

Næste dag forlod vi Nairobi igen og begav os på vej mod Lake Baringo; en tur på omkring seks timer. Efter de mange timers kørsel blev vi indlogeret i Heron House på Robert's Camp, hvor vi tilbragte de næste fire dage. Det var et fortræffeligt hus med en halv snes sengepladser og en fantastisk beliggenhed med kun få meter ned til Baringosøen, hvor vi så mange spændende fuglearter.

Hvidmasket dværghornugle (White-faced Owl) ved Lake Baringo. Foto: Vagn Gjerløv.

Hotellet havde en meget stor, overdækket terrasse, hvorfra vi kunne nyde den omkringliggende natur og udsigten over søen. Vi nød den luksus, at vi havde en sådan rigdom på natur med mange fremmedartede fuglearter serveret lige foran os. Det var lige det, vi alle havde set frem til, og vi var meget begejstrede. Her kan desværre kun gengives et fåtal af de mange spændende fugle, vi oplevede undervejs.

Vores bådtur på Lake Baringo var en særlig stor oplevelse, og ud over fotos af det rige fugleliv ved kysten, hvor vi blandt andet fik billeder af rosapelikan (Pink-backed Pelican), fik vi også hilst på de lokale beboere og fiskere længere ude på søen. Undervejs kunne vi også stifte bekendtskab med de mange flodheste, men heldigvis blev vi ikke generet af krokodiller.

Vi skulle nu møde den afrikanske flodørn (African Fish Eagle) i aktion, og det havde vi glædet os til. Herunder ses denne pragtfulde rovfugl på jagt.

Ved Lake Baringo oplevede vi også den afrikanske flodørn (African Fish Eagle) i aktion, hvilket vi havde glædet os meget til. Foto: Hans Henrik Larsen.

Bogoria

På tredjedagen kørte vi til Bogoria, hvor vi fik en fantastisk oplevelse med store mængder af såvel stor som lille flamingo. Det var et storslået syn med så mange af de smukke og særegne fugle. Bogoria er verdensberømt for sine flamingoer, der her kan tælles i tusindvis.

Lake Bogoria, Lake Naivasha, Nakuru og Elementaita er dannet i dalsænkningen i Great Rift Valley. Der er ingen afløb fra søerne, og vandet er udrikkeligt for de fleste pattedyr. Til gengæld har vandet en kvalitet, der er et paradis for blågrønalger. Disse alger er næring for små insektlarver og krebsdyr, som indgår i fødekæden som føde for fugle som flamingoer, pelikaner og hejrer.

Lille flamingo ved Lake Bogoria. Foto: Vagn Gjerløv.

Dagligt afleverer fuglene store mængder af ekskrementer, hvilket gør livsbetingelserne for algerne endnu bedre. Det betyder, at der er føde til endnu flere fugle, som igen afgiver flere ekskrementer – et perfekt økosystem i den golde natur.

Dog konstaterer man, at vandstanden synker hurtigt, hvilket har betydet et kraftigt fald i fuglebestanden. Det skyldes dels vejrforhold, og dels at store industrier som for eksempel dyrkning af blomster til Europa er med til at dræne søerne Nakuru og Naivasha.

Great Rift Valley

Vi foretog også en tur til Great Rift Valley, som er en kæmpemæssig dalsænkning, der strækker sig fra Jordan via Østafrika til Mozambique – en strækning på cirka 6000 kilometer. Nogle steder i Kenya kan dalsænkningen være 80 kilometer bred med stejle og flere steder lodrette klippevægge. Her havde vi engageret os med et par kyndige fugleguider, Douglas Limo og Terry Cheyegon, og de var en stor hjælp for os i felten.

Det var et meget spændende område, som vi fik set på nært hold. Der var mange paryksortstære (Bristle-crowned Starling), og vi fik blandt andet også set papegøjedue (African Green Pigeon), grå toko (African Grey Hornbill) og uldhalsstork (Woolly-necked Stork).

Vi var ved vore guiders hjælp heldige at få et par uglearter at se; blandt andet savannedværghornugle (African Scops Owl) og savannehornugle (Verreaux’s Eagle-Owl). Derudover fik vi fotos af kilehalenatravn (Slender-tailed Nightjar), som vi aldrig ville have fundet på egen hånd.

Lake Nakuru National Park

Vi forlod Baringo og rejste til Nakuru, hvor vi provianterede i et supermarked inde i byen, inden vi kørte til Lake Nakuru National Park. Parken ligger 156 kilometer nordøst for Nairobi og er meget kendt for sine pelikaner.

Et par af pelikanerne fra Lake Nakuru. Pelikanerne passer omhyggeligt på deres fjerdragt. Foto: Vagn Gjerløv.

Vi slog lejr inde i parken i et indhegnet område, hvor vi rejste de medbragte telte. Nu var vi rigtig kommet ud i felten, og det var en temmelig stor omvæltning i forhold til de vidunderlige dage og nætter i Heron House i Baringo.

Vores opmærksomhed blev i ganske stor grad henledt på det enorme antal pelikaner, som vi kunne fotografere og iagttage på ganske nært hold. Det var et pragtfuldt skue at kunne stå så tæt ved så mange fugle og tage billeder. Ud over de mange pelikaner, der hele tiden var i aktivitet, kunne vi Nakuru notere mange andre arter – blandt andet topørn (Long-crested Eagle), grå krontrane (Grey Crowned Crane), kronvibe (Crowned Lapwing), Kittlitz’s præstekrave (Kittlitz’s Plover), kæmpestødfisker (Giant Kingfisher), gulbrystet sporepiber (Yellow-troated Longclaw), saddelnæb (Saddle-billed Stork) og grårygget tornskade (Grey-backed Fiscal). Der er registreret over 450 fuglearter i denne nationalpark.

Kronvibe (Crowned Lapwing) ved Lake Nakuru. Foto: Vagn Gjerløv.

Der er i parken registreret 56 forskellige arter af pattedyr, og parken har en af de største koncentrationer af næsehorn i Kenya. Vi havde fornøjelsen af at få tre hvide næsehorn at se. Det var også her, vi fik billeder af Rothschild’s giraffer. Vi oplevede desuden store flokke af bøfler, flere arter af gazeller, impala, vortesvin, sjakal, dik-dik, eland, og ikke mindst bavianer. Desværre så vi kun et par løver, der døsede i skjul af buske og græs.

Samburu National Park

Efter to overnatninger i Lake Nakuru Nationalpark gik turen videre til Samburu National Park.

Samburu Nationalpark ligger på bredden af Ewaso Ngiro floden i den nordlige del af Kenya. Det er et varmt og et udtørret landskab med bakker og sletter. Der er et rigt dyreliv, og der er registreret 365 fuglearter i området. Vi besøgte parken torsdag den 30. juni. Undervejs nød vi den smukke udsigt over en del af Great Rift Valley. Ved Thompsons Waterfalls gjorde vi et kort ophold, hvor vi kunne nyde det ualmindeligt flotte syn af vandfaldene.

Blånakket musefugl (Blue-naped Mousebird). Foto: Bent Thøgersen.

Vor kok, Kefa, havde medbragt frokost med kogte æg, pandekager, brød, omeletter, hvidt brød og drikkevand, som vi undervejs kunne nyde midt i naturen, inden vi nåede til Samburu. Vi ankom til en lejrplads lige uden for Samburu Nationalpark, og efter en besigtigelse af lejrens teltudstyr besluttede vi at leje telte frem for at skulle anvende vore egne.

Næste dag tog vi på en tidlig morgentur i parken og fik de sidste billeder, inden turen gik tilbage til Nairobi ved middagstid. Samburu Nationalpark var en stor oplevelse med rig natur, dyr og fugle - og ikke mindst fotomæssigt.

Nairobi

Efter to dages spændende oplevelser i Samburu Nationalpark begav vi os på en lang tur ind til Nairobi. Vejen var meget fint asfalteret, så turen gik strygende. Vi gjorde ophold undervejs for at få frokost, som Kefa havde medbragt. Opholdet skete omtrent midtvejs ved en souvenirbutik, hvor vi fik handlet en smule.

Efter ankomst til Nairobi blev vi igen indlogeret på ACK Guest House. Her fik vi batterier til vores fotoudstyr opladet og skiftet tøj, inden turen næste dag gik videre til Amboseli Nationalpark.

Amboseli National Park

Turen til Amboseli tog hen ved 5 timer, og vi slog lejr ved Kimani Gate ved indgangen til parken. Amboseli National Park er på 392 kvadratkilometer og ligger 228 kilometer fra Nairobi. Det er en af de mest populære nationalparker i Kenya, og her findes blandt andet elefanter, løver, leoparder, geparder, giraffer, flodheste og bøfler.

Grå krontrane (Grey Crowned Crane). Foto: Vagn Gjerløv.

Vi var alle enige om, at vi skulle opleve så meget som muligt, og derfor var der for det meste morgenmad senest kl. 6.30. Kefa havde altid kaffe og te klar ved sekstiden, og det benyttede vi os af. Der blev lyst kl. 7.00, men først en time senere var der tilstrækkeligt fotolys.

Trådhalesvale (Wire-tailed Swallow) i Amboseli National Park. Foto: Vagn Gjerløv.

Nairobi National Park & Karen Blixen Museum

Den 5. juli besøgte vi Nairobi National Park og Karen Blixens Museum. Nairobi National Park har en størrelse på omkring 117 kvadratkilometer og ligger kun otte kilometer fra Nairobi.

Kenyanerne er stolte over at have en nationalpark så tæt på hovedstaden med over 100 arter af pattedyr. Her lever løver, næsehorn, giraffer og gnuer på en savanne med storbyen som baggrund. Der er observeret 500 fuglearter i parken.

Lillabrystet ellekrage (Lilac-breasted Roller) i Nairobi National Park. Foto: Hans Henrik Larsen.

Om eftermiddagen besøgte vi Karen Blixen Museet, og det var spændende at lære mere om Karen Blixens liv i Kenya. Haveanlægget omkring hovedbygningen var veltrimmet, og vi kunne også her observere flere smukke fugle, blandt andet Hartlaubs turaco (Hartlaub’s Turaco).

Vi vendte derefter tilbage ACK Guest House og gjorde os klar til morgendagens tur til Masai Mara, hvor vi skulle have 3 overnatninger. Der blev indkøbt proviant i Nairobi til Masai Mara turen.

Masai Mara

Masai Mara er på 1672 kvadratkilometer og ligger 1500 til 2100 meter over havets overflade. Parken indeholder savanne med åbent græsland og akacietræer, skov, kratbevoksninger og vådområder. Mara River løber fra nord til syd i et par forgreninger og munder ud i Lake Victoria.

Der er registreret 95 dyrearter i området, og udover krokodiller og flodheste skal nævnes gnuer, zebraer, topi, elefanter, bøfler, giraffer, næsehorn, løver, geparder og leoparder. Den største koncentration af dyr findes i perioden fra juli til oktober, hvor væksten af græs er på sit højeste. Her besøges Masai Mara af hen ved 1,5 millioner gnuer og 200.000 zebraer fra Serengetis savanneområder.

Man støder på mange smukke motiver, når man rejser rundt efter fugle i Afrika. Foto: Vagn Gjerløv.

Dyrene kommer til den østlige del af Masai Mara først, hvorfra de driver langsomt mod vest og til sidst igen påbegynder den cirka 200 kilometer lange vandring tilbage mod Serengeti i Tanzania. Denne store vandring finder sted to gange om året.

Der er registreret op mod 1300 fuglearter i Østafrika, og heraf befinder omkring 450 arter sig i Masai Mara.

Dråbeskægfugl (Spot-flanked Barbet) på Masai Mara. Foto: Hans Henrik Larsen.

Onsdag den 6. juli kørte vi til Masai Mara. Vejen var i en frygtelig dårlig stand, og på lange strækninger måtte vi køre ved siden af vejen for at komme frem. Vi ankom efter en meget anstrengende køretur til Talek Gate, hvor vi blev modtaget af masai Edvard Lion, der på en eller anden måde havde hørt, at vi var undervejs i hans område.

Vi slog lejr i hans camp, der ligger lige udenfor porten til Masai Mara. Vi lejede nogle fine telte ved ham og boede der i tre nætter. Ved siden af vores lejr var der en mindre lodge, hvor vi fik mulighed for at få strøm til opladning af batterier til vores udstyr.

Kefa kunne kokkerere i et hus, hvor vi også kunne spise. Det var særdeles primitivt og uden el, og ud over to havestole bestod siddepladserne af taburetter. Toiletforholdene var rimelige i forhold til andre steder, hvor de kun var et hul i jorden, og badefaciliteter, adskilte til herrer og damer, var her også. Det skortede dog på varmt vand til de sidste i køen.

Vi brugte resten af dagen til at sondere området ved lejren og fik også taget mange gode fotos. Talek River løb lige ved siden af lejren. Her var der krokodiller og flodheste, og ovre på den anden side af floden var Masai Mara.

Tobåndet ørkenløber (Double-banded Courser). Foto: Vagn Gjerløv.

Tidligt næste morgen kørte vi ind gennem Talek Gate til Masai Mara. Vi var alle spændt på, hvad vi skulle opleve denne første dag. Eftersom dyrene fra Serengeti endnu ikke var ankommet, opnåede vi desværre ikke at se den helt store dyrevandring. Dog var store flokke af gnuer ankommet til Masai Mara fra øst, så vi fik et glimrende indtryk af vandringerne.

Vores mål var at komme til Mara River her den første dag, og undervejs gjorde vi mange observationer. En hel speciel oplevelse fik vi med syv geparders optræden lige foran os, idet en anden safaribil stort set blev invaderet af to af geparderne.

Denne gepard sprang op på køleren af safaribilen og videre op på taget. Bilen havde åbent tag, så geparden balancerede på kanten over dørene hen til bagenden af bilen, hvor den sad og beskuede hele området, som om vi slet ikke eksisterede for den. Det var et storslået syn, og en overgang var der to geparder på bilen samtidig. Foto: Vagn Gjerløv.

Ude på savannen kunne vi iagttage mange gnuer på vandring. Ved Talek River fik vi oven i købet den oplevelse at se hele mængden af gnuer sætte i løb. Det var akkurat, som om der blev givet et signal om, at de alle skulle løbe på én gang. Det lignede en meget stor levende ”pølse”, der bevægede sig rigtig hurtigt ned mod og over floden Talek River.

Vi så desværre ikke, at gnuerne passerede floden, men oplevelsen var fantastisk - og akkurat som man ser på film. På den anden side af floden holdt en anden safaribil med turister, som var heldige at opleve hele sceneriet. Lige pludselig standsede alle gnuerne igen og vendte tilbage til normal vandring på savannen.

En lille del af den store flok gnuer på Masai Mara. Foto: Vagn Gjerløv.

Det var et utroligt flot skue at kunne betragte så mange dyr. Hele flokken var i bevægelse, de spiste og de vandrede. Der var en enkelt nysgerrig gnu, der standsede op og kikkede på os, men ellers så gik bølgen af gnuer ganske langsomt frem.

Lake Naivasha

Lørdag den 9. juli forlod vi Masai Mara for denne gang. Som sædvanlig var vi tidligt oppe, og vi fik morgenmad kl. 6.30. Ved ottetiden forlod vi campingpladsen og drog mod Lake Naivasha. Det er en ferskvandssø, som ligger nordvest for Nairobi uden for byen Naivasha. Søen er hjemsted for en mangfoldighed af vildtlevende dyr, herunder en stor bestand af flodheste. Der er rapporteret over 400 forskellige arter af fugle fra lokaliteten.

Vi tilbagelagde turen på cirka seks timer, og i Naivasha blev vi indlogeret i huse på en campingplads. Der var meget koldt om natten i forhold til de øvrige steder, vi havde været, og vi fik at vide, at juli måned var den koldeste måned.

Kæmpestødfisker (Giant Kingfisher) ved Lake Naivasha. Foto: Arnold Houmann.

I Naivasha var der mulighed for kratluskeri og vi fik mange fotos af fugle såvel på pladsen som nede ved søen. Nogle benyttede sig af muligheden for at komme på en bådtur. Det var et godt valg at besøge Naivasha i slutningen af vores rejse. Det var både afslappende og meget udbytterigt.

Nairobi

Den 11. juli forlod vi Naivasha og begav os på vej til Nairobi. Turen varede 4 timer, og ved ankomsten tog vi afsked med Kefa, som vi havde været særdeles tilfredse med på turen. Vi overnattede for sidste gang i ACK Guest House, og næste dag kl. 4.30 kørte Ken os til lufthavnen, hvor vi tog afsked med chaufføren, vi efterhånden kendte ret godt.

Hjemturen gik som planlagt. Det var en glæde at kunne flyve fra Kenya om morgenen og lande hjemme i Aalborg samme aften – oven på en uforglemmelig rejse, hvor oplevelserne tårnede sig op hver dag på alle lokaliteterne. Rejsen har givet gode minder om de mange farvestrålende og fremmedartede fugle, som var i rigt antal på lokaliteterne, men også mange gode minder om de forskellige pattedyr, som vi var heldige at få at se.

Rødhovedet væver (Red-headed Weaver) i gang med at væve en rede. Foto: Bent Thøgersen.

Turen blev arrangeret af Bent Thøgersen i samarbejde med Escape Safaris i Nairobi, som hjalp os med leje af teltudstyr, bil, chauffør og kok. Vi rejste i perioden 22. juni – 12. juli 2011. Deltagere på turen var Arnold Houmann (Frederikshavn), Hans Henrik Larsen (Hjørring), Carlo Chr. Pedersen (Bindslev), Bent Thøgersen (Hirtshals) og Vagn Gjerløv (Brønderslev). 

Kommentarer

Hej Per.

Jeg er sikker på at Bent har det du mangler.

http://www.netfugl.dk/profiles.php?id=showprofile&profile_id=3734

Mvh. Hans Henrik.

Har du en web- eller email-adresse til Escape Safaris i Nairobi? Vi kunne godt tænke os at få hjælp med at arrangere en lignende tur.
mvh
Per Hedberg

Ja Vagn har lagt et kæmpe arbejde i at få lavet Turrapport, og senere fået et uddrag her på Pandion.
Det var en fantastisk tur vi havde til Kenya, og jeg kan godt forstå du er lidt misundelig :-)

Mvh. Hans Henrik.

Det var spændende læsning og må have været jeres livs oplevelse. Utrolig flotte billeder. Jeg googlede og fandt rejsebeskrivelsen, som jeg også skimmede igennem. Senere skal jeg have set jeres billeder på netfugl. I har gjort et stort og flot arbejde med at få det publiceret. Jeg ville ønske jeg havde været med :-)