Fjordlandet på Fyn i finere fugleform

Odense Fjord er et af Danmarks mest mishandlede naturområder. Men fjorden har potentiale til igen at blive et fremragende fugleområde på linie med Limfjorden, Ringkøbing Fjord og Roskilde Fjord. De senere år har det engang så mishandlede fjordlandskab flere steder fået nyt liv, og hvis man satser på øget naturgenopretning og mindre tab af næringsstoffer til vandmiljøet, er der udsigt til et støt stigende antal fugle.

Ølund-Lammesøområdet, som ligger øst for Otterup, er nu en af Fyns bedste fuglelokaliteter. For bare 10 år siden var det stort set fugletomme marker. Hvordan kan det nu gå til? Jo, det hele skyldes en velvillig Aage V. Jensen Naturfond, lidt held og så naturligvis naturgenopretning.

Først lidt om forhistorien. 22. februar 1993 bryder Odense Fjord gennem de relativt spinkle diger mellem Sohoved og Galtehoved. De lokale mistænker en ræv for at have gravet i diget. Dette kombineret med høj vandstand og kraftig blæst betød, at de hamrende bølger ude fra fjorden fandt det svage sted i diget, og pludselig opstod der et hul. Derved blev der fri adgang for Odense Fjord til de lave områder. I løbet af få minutter stod mere end 100 hektar under vand.

Digebruddet betød, at det man havde indvundet fra fjorden ved inddæmninger i 1800-tallet, igen blev en del af fjorden. Heldigvis skete der kun materiel skade. Dyrket landbrugsjord blev sat under vand, ligesom det var tilfældet med forbindelsesvejen mellem de to små bebyggelser Lammesø og Ølund. Men ingen mennesker kom noget til, fordi man klogeligt havde bygget på de højere dele af terrænet.

Da oversvømmelsen blev kendt via medierne, tog repræsentanter for DOF straks ud til området og fik hændelsen dokumenteret med masser af fotos. Da man kunne se, at ingen mennesker ville blive ramt, hvis området blev sat under vand, blev der udarbejdet detaljerede forslag til et naturgenopretningsprojekt. Det blev sendt til myndighederne, som begejstret tog imod det.

Hvad ingen havde turdet tro på, var nu kommet over første forhindring. Myndighederne var interesseret. Via forhandlinger med lodsejerne blev det hurtigt klart, at den største lodsejer i området var villig til at sælge. Aage V. Jensen Naturfond erhvervede arealet og har efterfølgende købt flere parceller, så naturområdet i dag består af 130 hektar. Der er cirka 75 hektar vandflade, resten er våde og tørre enge, der bliver afgræsset.

Fra få til 200 par vadefugle

Dette område, hvor der tidligere kun var noget ”at skrive hjem om” i form af sangsvaner og canadagæs, udviklede sig nu til et fugleeldorado.

En af de største succeser inden for de fjeredes verden er de kraftige stigninger i vadefuglebestandene. Der yngler omkring 200 par vadefugle fordelt på arterne vibe, rødben, strandskade, klyde, stor præstekrave og lille præstekrave. Især ynglebestanden af klyde er vigtig, fordi arten er en såkaldt udpegningsart i henhold til EF-fuglebeskyttelsesdirektivet.

Rundt regnet 200 par vadefugle yngler i den nye fjordnatur i Ølund-Lammesøområdet. Rødben er en af de almindelige arter af vadefugle, man lægger mest mærke til. Foto: Kurt Due Johansen.

I træktiden raster tusindvis af vadefugle som almindelig ryle, stor regnspove, lille kobbersneppe, vibe og hjejle. De i øvrigt fåtallige arter odinshane og kærløber er stort set årlige i området.

Desuden raster der tusindvis af gæs, herunder fåtallige flokke af blisgæs. Alle arter af svømmeænder raster med pibeand som den vigtigste.

Sjældne fugle i den ny natur

Området tiltrækker naturligvis også spændende og sjældne fugle. Der er iagttaget skestork i fem år ud af 10. Ligeledes i der i fem år set silkehejre, og i to år har sølvhejren været på besøg.

To gange er der iagttaget hvidvinget terne, i 2009 endda fire eksemplarer. I 2008 blev en hvidskægget terne set. Derudover blev der iagttaget en sortvinget braksvale i oktober 2002, og en stylteløber blev set i 2009, i øvrigt for første gang nogensinde i Odense Fjord. Som det seneste hit, blev der i september 2010 ved Firtalsstranden iagttaget en terekklire, der holdt til i vådområdet i mere end en uge.

Ynglefugleøer og fodermarker

I det såkaldte ”Mellemstykke”, som blev naturgenoprettet i 2009, blev der etableret tre øer og i Lammesø Inddæmning en ø. Kystfuglene har taget vel imod øerne. I juni 2010 rugede cirka 30 par klyder, 40 par havterner samt vibe, strandskade, stor præstekrave og lille præstekrave.

Klyden er en sårbar art, som Danmark har et internationalt ansvar for at passe godt på. Efter naturgenopretningen ved Odense Fjord er klyden rykket talstærkt ind som ynglefugl i Ølund-Lammesøområdet. Foto: Kurt Due Johansen.

I takt med at der kommer vegetation på øerne, vil andre fuglearter slå sig ned. Vi skal i den forbindelse nok regne med at skulle naturpleje øerne, så de ikke helt gror til, og dermed bliver uegnede som ynglested for eksempelvis terner.

I 2009 udlagde Aage V. Jensen Naturfond en fodermark til svaner og gæs med 2,5 hektar roer og 2,5 hektar byg. Da der var kommet vand i Mellem­stykket, og sneen var smeltet i foråret 2010, begyndte fuglene at strømme til. I februar og frem til først i april nåede vi toppen med op til 3.000 grågæs og op til 850 sangsvaner. Desuden flokke af blisgæs og canadagæs.

Det var en kanon oplevelse at komme tidligt om morgenen til området og se fuglene flyve ind til fouragering i mængder. Trompeterende sangsvaner i en lind strøm ude fra fjorden lige hen over hovedet på observatørerne inden de slog sig ned for at frådse i roer.

Det kan stærkt anbefales, at der ved vore fuglerige vådområder anlægges fodermarker. Man kan synes, at det er kunstigt, men sangsvanerne er gået på land for at blive. Vore fjorde er nøgne på bunden, hvor der burde være frodige, udstrakte bede med ålegræs og andre havgræsser, som svanerne oprindeligt fouragerede på. Men ved udledning af alt for store mængder af næringsstoffer, der blandt andet har gødet algerne i fjordvandet, så bundvegetationen er forsvundet på grund af iltsvind og mangel på lys, er de store fugle blevet tvunget op på bondens marker.

Ved at lave fodermarker undgår man problemer med landbruget. Desuden kan svanerne og gæssene koncentreres på nøje udvalgte marker, hvor de kan give naturinteresserede store oplevelser. I takt med at vores natur bliver fattigere og fattigere, er flokke af sangsvaner og gæs et af naturens sidste store skuespil.

Vand, tørlægning og vand på ny

I hjertet af Odense Fjord ligger Vigelsø, der er et fantastisk fuglerigt sted. Øen har ført en omtumlet tilværelse. Først var den 66 hektar, men øen blev fordoblet i areal ved inddæmning i 1873. Inddæmningen henlå ekstensivt dyrket og afgræsset indtil 1967, da en pumpestation blev etableret, hvorved man kunne detailafvande hele inddæmningen og derved dyrke sædskifteafgrøder.

Vigelsø i hjertet af Odense Fjord har siden 1997, da vandstanden blev hævet, udviklet sig til et paradis for vandfugle og rovfugle. Øen huser store kolonier af terner og måger, og der yngler regelmæssigt sorthovedet måge på Vigelsø. Men ræven er en slange i paradiset, og splitternen, der tidligere havde en koloni på op imod 741 par på øen, er forsvundet. Her er Vigelsø fotograferet i september 2009. Foto: Viggo Lind.

Det blev en katastrofe for fuglene. Efter afvandingen forsvandt ynglende spidsand (15 par), engryle (10 par) og brushane som ynglefugle. Også de mange svømmeænder, der havde nydt godt af oversvømmelserne om foråret på grund af dårlig afvanding, forsvandt.

Disse for fuglene kedelige forhold varede til 1997, der blev et vendepunkt, idet vandstanden blev hævet betragteligt, efter at halvdelen af inddæmningen var taget ud af drift i 1992.

Siden 1997 har Vigelsø været et paradis for vandfugle og rovfugle. De mest interessante ynglefugle er mågerne, ternerne og klyderne. Øen huser en hættemågekoloni, der dog er gået tilbage fra 10.000 par i 1960’erne til godt 2.000 par i dag. Desuden findes her sildemåge, sølvmåge, stormmåge og svartbag og regelmæssigt et par sorthovedet måge.

Her er også mange ynglende terner, herunder splitterne, havterne, fjordterne og dværgterne. I 2000-årene har der ynglet op til 741 par splitterner. De er nu forsvundet, sandsynligvis fordi der er ræve på øen.

I træktiderne er det gæssene, svømmeænderne, vadefuglene og rovfuglene, der tiltrækker sig særlig interesse. Det helt store show begynder allerede midt i juni, da de første vadefugle ankommer. I takt med at vandstanden falder i den 40 hektar store sø i inddæmningen, ankommer stor regnspove, sortklire, hvidklire og flere andre arter. På de bedste tidspunkter kan der raste op til 1.700 eksemplarer af almindelig ryle i Fuglesøen, foruden allehånde andre arter. Kulminationen finder sted medio/ultimo oktober, hvor op til 13.000 hjejler laver ”sort sol”. Det er ganske fantastisk at se hjejlerne trække kilometerlange guirlander på himlen. Så store antal hjejler betyder, at Odense Fjord ved næste revision af Fuglebeskyttelsesområderne skal have arten til at figurere som en udpegningsart.

Da fjordnaturen blev amputeret

Selv om vi naturligvis er lykkelige over de positive hændelser ved Ølund og på Vigelsø, er der god grund til at kaste et blik på fortidens fjord, der rummer store ulykker set fra naturens synsvinkel.

Nutidens Odense Fjord er nemlig kun en skygge af sig selv. Entreprenante inddæmmere har indskrænket fjordens areal fra godt 8.000 til 6.000 hektar. Det er vel at mærke de vigtigste natur­arealer, man inddæmmede, nemlig de allermest lavvandede og produktive arealer. Og ikke nok med det. Det var her øerne lå. Der lå oprindeligt 20 halvstore og store øer i fjorden. Skovklædte øer. Navne som Lindø - øen med lindetræerne - og Bågø - øen med bøgene - giver associationer i retning af gæve vikinger, der gik i leding ud gennem fjorden, idet de manøvrerede mellem øerne og alle vigene, hvor der var sorte storke og havørne.

Med inddæmningerne blev øerne med ét slag blot til bakkedrag i det nu inddæmmede landskab. Og så var det ikke engang slut. Op til fjorden lå der store strandenge, ferske enge og moser. Med inddæmningerne blev de nu lette at afvande. På den måde forsvandt op mod 3.000 hektar vådområder fra de nære fjordomgivelser.

Det er med andre ord et stærkt amputeret naturområde vi har med at gøre. Odense Fjord blev forvandlet fra at være et spændende og internationalt vigtigt fugleområde til noget, der lignede Danmarks mest ødelagte natur præget af dæmninger i en grad, så man kunne kalde den for ”linealernes fjord”.

Som om alle disse negative tiltag ikke var nok, blev forureningen med næringsstoffer en ekstra fjende for fuglelivet. Tidligere tiders kæmpemæssige ålegræsskove, der husede tusinder og atter tusinder af vandfugle, forsvandt stort set fuldstændig i løbet af 1990’erne. Og med ålegræsset flygtede de planteædende fugle i stor stil.

Fortidens og nutidens fuglefolk

Den første, der skriver om Odense Fjord, er dyrlæge Grill, som boede i Otterup, tæt på fjorden. Han kom til stedet i 1865 og skrev i 1895 i en fin artikel i tidsskriftet ”Naturen og Mennesket” om fjordens lyksaligheder.

Grill beskrev forekomsten af mange tusinde knortegæs, som rastede i fjorden dengang. Allerede da var Fjordmarken på 550 hektar inddæmmet. Indtil 1870 henlå Fjordmarken som en stor sø omgivet af rørskove og enge – en slags mini-Vejlerne. Grill beskriver ynglefuglene såsom den hvide stork, rørdrummen, engrylerne, brushønsene og den lille muntre ”sorte terne”. Disse fugle er alle forsvundet i dag.

Poul Jespersen var DOF´s formand i perioden 1941-1951. Han var født i Odense og blev student fra Odense Katedralskole. Poul Jespersen tilbragte mange timer ved Odense Fjord, og han beskrev det rige fugleliv i tidsskriftet ”Flora og Fauna” i 1919. Dengang var Lumby Strand ikke inddæmmet, det blev den i årene 1942-46, og her var et rigt fugleliv, også med ynglende engryler og tusindvis af rastende vandfugle. Lumby Strand er i dag fuglekedelig landbrugsjord.

Der skulle herefter gå en del år, hvor fjorden kun fik ornitologisk opmærksomhed med spredte notitser i DOFT, blandt andre af den kendte, nu afdøde fuglefotograf Arthur Christiansen, som skriver om vinterrødben i Odense Fjord (DOFT 1936). Og Axel Holm skriver om ynglende engryler og hvidbrystet præstekrave på Vigelsø (DOFT 1942).

Esger Sehestedt Juul boede i en cirka tyve år lang periode på Vigelsø fra sidst i 1940’erne til sidst i 1960’erne. Han skriver i Feltornitologen i 1960 om øens rige ynglefugleliv.

Den næste æra begynder med Torben Simonsen og Jørgen Larsen, som etablerer Odense Ringmærkningsstation i 1964. Stationen fungerer til 1967, og der bliver ringmærket 16.258 fugle, hvoraf der foreligger 534 genfund. Torben og Jørgen kommer i kontakt med ejeren af Vigelsø, Esger Sehestedt Juul. Kontakten fører til, at de i nogle år ringmærker på øen. Blandt andet ringmærker de blå kærhøg, slørugle og tusindvis af hættemåger samt nogle spidsænder.

Henning Rasmussen, DOF-FYNs formand i 1970’erne og 1980’erne, overtager ringmærkningen af hættemåger på Vigelsø. Henning er meget aktiv omkring bevarelsen af Odense Fjord. Han tager blandt andet initiativ til, at Fugleværnsfonden lejer den godt en hektar store fugleø Dørholm i en længere årrække. Det er også på hans initiativ, at øen Roholm bliver erhvervet af Fugleværnsfonden.

Hennings lærling er forfatteren til denne artikel. De første besøg ved fjorden fandt sted sidst i 1960’erne. Forfatteren kommer stadig dagligt ved fjorden og har aflagt mange tusinde besøg her. Bortset fra at ornitologerne Gregers Johannesen, Bo Esbech, Henning Rasmussen og enkelte andre også kommer ved fjorden i 1960’erne og op i 1980’erne, er det forbavsende så få, der besøger dette interessante område.

Men så begynder der at ske noget. I løbet af 1990’erne besøger en lang række ornitologer området, blandt andre Bjarne Andersen, Søren Gjaldbæk, Tim Hesselballe Hansen og Henrik Andersen. Man får øjnene op for, at Enebærodde om foråret faktisk kan være en fin træklokalitet i østenvind. Og i løbet af 2000-årene bliver området endnu mere velbesøgt, i takt med at det på mange måder udvikler sig positivt på grund af naturgenopretningerne.

Feltornitologer finder nye fugle

De mange dygtige ornitologer, som på afgørende felter er teknisk langt dygtigere end de gamle garvede fuglefolk gør, at området ”kaster” en række spændende observationer af sig. Der ses blandt andet bjergpiber, laplandsværling, perleugle og andet, der stort set tidligere var ukendt. Med opdagelsen af bjergpiberens kendetegn bliver der tydeligt, at flere lokaliteter ved fjorden huser denne art.

Det er vel særlig opdagelsen af det såkaldte ”Slambassinet”, som ligger i den inddæmmede Lumby Strand, der starter den store interesse for Odense Fjord, som der er i dag. Indtil for cirka fem år siden var Slambassinet en magnet for mange ornitologer fra hele Fyn, mest naturligvis Odense-ornitologer. Slambassinet er et 25 hektar stort spulefelt, hvor opgravet materiale fra fjorden og kanalen blev spulet ind. I en del år henlå det som en lavvandet sø, hvor der dannedes slamflader i efter­sommeren og efteråret. Slambassinet tiltrak tusindvis af vadefugle, herunder flere spændende arter. Mange fynske ornitologer har herude set deres første eller deres ”bedste” kærløbere, temmincksryler og odinshaner. I dag er Slambassinet næsten fyldt op og fuglene langt hen ad vejen væk.

Fremtiden for den fynske fjord

Odense Fjord fortjener en god fremtid som kompensation for århundreders ødelæggelse af dens natur og fugleområder.

Der er store muligheder for at etablere vådområder bag digerne, for eksempel i dele af Fjordmarken, Lumby Inddæmmede Strand, Dræby Fed og Tårup Inddæmmede Strand. Hvis man griber denne oplagte chance, er der mulighed for at få lidt af det tabte tilbage. Det kunne være fantastisk igen at høre rørdrummen pauke ved fjorden, ligesom vi gerne ser forsvundne arter som sortterne og plettet rørvagtel vende tilbage.

Rørdrummen er en af drømmefuglene som en fast ynglefugl ved Odense Fjord. Engang paukede den hvert forår og sommer ved fjorden, men så forsvandt den. Med flere naturgenopretninger er det realistisk, at rørdrummen kan vende tilbage. Foto: Jan Skriver.

Det helt store arbejde bliver dog at få genskabt de store ålegræsforekomster. Det kræver langt mere velvilje fra det offentlige, end der lægges op til i de Vandplaner, som blev fremlagt i efteråret 2010. Det store problem set med fjordens øjne er, at Odense Fjord bliver tilført 2.000 tons kvælstof fra oplandet, som udgør næsten en tredjedel af hele Fyn. Tager man opgaven alvorligt, kan vi måske igen en dag se og høre tusinder af knortegæs, som både dyrlæge Grill og Poul Jespersen havde mulighed for at opleve.