Fløjlsænder - en kort bestemmelsesgennemgang

Mandag d. 12. oktober 2009 blev deltagerne ved det årlige Felttræf i Blåvandshuk endnu en gang stillet over for lidt af en feltbestemmelsesprøve. Dette år var udfordringen en meget afvigende fløjlsand, som viste sig at være en sibirisk fløjlsand. Her får du gode råd om bestemmelse af fløjlsænder.

Fløjlsand, Melanitta fusca

Fløjlsand ser mild og sørgmodig ud i ansigtsudtrykket. Hovedformen er næsten bjergande-rund, og det højeste punkt på issen ligger oftest lige over øjet. Under og bag øjet ses en hvid 'tåre'; denne er tungest under øjet og går kun meget sjældent op over øjet, modsat hos de sjældnere fætre. Enden på tårestriben er tilspidset og knap så lang som øjet.

Næbknoppen er en mindre forhøjning omkring næseborene, uden skarpe kanter. Næseborene er liggende aflange ovaler. Igennem disse ovaler kan man på den bageste del se igennem, dog kun et lille hul (nærmest umuligt at se i felten).

Fløjlsand, Melanitta fusca, adult han. Fuglen her har maksimalt hvidt under øjet. Indsamlet ved Anholt, Danmark, den 22. februar 1930. Zoologisk Museums skindsamling, København den 26. november 2009. Foto: Rasmus Strack.

Overnæbbet er gulligt, og det gule område går ind under næbknoppen og stopper bag denne, afrundet op imod næbfæstet. På underdelen af overnæbbet ses en sort kant, der på denne art går hele vejen til lige før næbneglen. Mod næbneglen bliver den sorte kant en anelse bredere, men det er nærmest umuligt at se i felten.

Det gule stykke på overnæbbet er jævnt højt, længden på dette (fra næbspids til næbfæstet) er cirka det samme som fra næbfæstet til bagkanten af den hvide 'tåre'.

Flanken på arten er sort, dog kan denne opleves som værende i svag brunlig kontrast til brystet og ryggen i visse lysforhold. Denne svage kontrast ses sjældent og opleves ikke så tydelig som på amerikansk fløjlsand.

Amerikansk fløjlsand, Melanitta deglandi

Det amerikanske modstykke til 'vores' fløjlsand. Arten yngler i det vestlige/centrale Canada og i Alaska. Om vinteren ses arten på kysterne fra Alaska og Newfoundland i nord til Californien og Georgia i syd. Arten ses sjældent i Vestpalæarktis (VP), således er der kun fund fra Island, der siden 1993 har fem godkendte fund.

Amerikansk fløjlsand har et mere gadedrengeagtigt udtryk i ansigtet end fløjlsand. Det lange 'Nike-logo' under øjet og det kantede hoved, hvor issen er rimeligt flad, med det højeste punkt foran øjet, giver dette frække udtryk. Tåren ligner en komet med en lang hale og er som oftest kraftigst bag øjet.

Amerikansk fløjlsand, Melanitta deglandi, adult han. Igen sort og rødt næb, op imod næbknoppen ses den gule overlæbe. Bemærk også formen på de store, åbne næsebor. Indsamlet på ukendt lokalitet den 28. januar 1903. Zoologisk Museums skindsamling, København den 26. november 2009. Foto: Rasmus Strack.

Panden er forholdsvis stejl, og i overgangen fra pande til næb ses en større knop omkring næseborene. Knoppen er tydeligt større end på vores fløjlsand, men på ingen måde abnorm. Panden er stejl; så flader profilen ud på knoppen for så at gå 100 grader nedad mod næbbet.

Næseborene er ikke som på fløjlsand ovale. På denne art er de nærmere trekantede, hvor det højeste stykke ligger ind mod næbbet. Dette bevirker, at arten har utroligt store åbne næsebor, og man ser relativt let 'igennem' næbbet.

Tegningen på næbbet er væsentligt anderledes end på den almindelige fløjlsand. Næbbet er overvejende rødligt. Oversiden af næbbet op mod næbknoppen har en gullig overlæbe. Underdelen af overnæbbet har en sort streg op mod næbneglen. Den sorte streg på overnæbbets underkant har på denne art en meget bred sort stump afslutning (imod næbneglen), modsat de to andre former/arter.

Ind mod næbfæstet er den farvede tegning formet som en halvmåne. Tegningen er tilspidset og peger op mod næbknoppen. Længden på den farvede del af næbbet er lig længden fra næbfæstet til forkanten på øjet. Dette bevirker, at man oplever, at øjet ligger længere tilbage i hovedet end på vores fløjlsand.

Flankerne på arten er ofte usynlige, da de ligger dybt i vandet. Man vil dog i rimelige observationsforhold kunne se, at flankerne er brunlige i skarp kontrast til brystet og ryggen på adulte fugle i pragtdragt.

Amerikansk fløjlsand, Melanitta deglandi, Canada, den 24. april 2008. Bemærk, hvor svært det kan være at se de brunlige flanker. Læg i øvrigt mærke til hovedformen, hvor det højeste punkt ligger over øjet. Foto: Rasmus Strack.

Sibirisk fløjlsand, Melanitta (deglandi) stejnegeri

Arten yngler i Asien, fra Altai videre østover til Kamchatka og sydpå til det nordlige Mongoliet. Om vinteren ses arten i den østlige del af Stillehavet. Arten er set fire gange i Vestpalæarktis: I Frankring 1886, Finland 1996, Island 2003 og i Polen 2007.

Sibirisk fløjlsand er den mest ekstreme af de tre. Hovedformen er markant anderledes end de to andre. Panden er meget flad, og dette gør, at fuglen får et langstrakt udtryk, nærmest som en ederfugl.

Sibirisk fløjlsand, adult han. Overvejende rødt og sort næb, under det røde ses den gule læbestift. Nike-logoet er på fuglen typisk for arten; bemærk på dette, at det virker rundet i spidsen over øjet. Næbknoppen på fuglen her er i den større afdeling. Sibirisk fløjlsand, Melanitta (deglandi) stejnegeri, indsamlet i Japan den 29. marts 1906. Zoologisk Museums skindsamling, København den 26. november 2009. Foto: Rasmus Strack.

Det hvide 'Nike-logo' er gennemsnitligt længere end på amerikansk fløjlsand, og lig denne er tegningen kraftigst bag øjet.

Næbknoppen sidder længere fremme på næbbet, end den gør på amerikansk fløjlsand. Næseborene er næsten runde, og man kan ofte se igennem disse. Selve næbknoppen varierer i størrelse. De fugle, der har den største næbknop, har hvad man næsten kan kalde et horn, mens de, der har den mindre knop, kun marginalt er større, end det ses på amerikansk fløjlsand.

Næbtegningen er overvejende rødlig. Det røde på næbbet slutter i en skarpt tilspidset kant umiddelbart bag næseborene. Modsat amerikansk fløjlsand har sibirisk gult på den underste del af overnæbbet, oftest omtalt som gul læbestift. Næbneglen er orangegul, men dette ses kun under særdeles gode observationsforhold.

Den sorte underkant på overnæbbet, som ses tydeligt på amerikansk fløjlsand, er på sibirisk fløjlsand decimeret til en tynd streg, der ikke når næbneglen. Igen på denne art er længden af den farvede del på næbbet lig med længden fra næbfæstet til øjet.

Flanken er som på vores fløjlsand ensartet sort modsat de brune flanker på den amerikanske fløjlsand.