Fuglefotograf - fra Nørrebro til Lolland

Fuglemand og fotograf Mogens Hansen tog springet fra storbyen tilbage til rødderne på Lolland. I dag er Maribosøerne hans feltornitologiske pastorat med ørnene som de ypperste i menigheden. Læs hans historie og se de fantastiske fotos.

Det var som kirkegårdskratlusker, det for alvor begyndte med kameraet. Mogens Hansen boede i København, hvor Assistens Kirkegård på Nørrebro er en af byens grønne oaser. Her kom han for at fotografere sjældne planter og træer med det lille digitale lommekamera, han købte i 2003. Snart gik det op for ham, at fuglene på kirkegården i millionbyen er ekstraordinært tillidsfulde, og så skiftede fokus fra floraen til fuglene.

Det var fantastisk at opleve spurvehøgen komme jagende og sætte sig ganske få meter væk, hvorpå den vendte ryggen til mig for at blunde. Sådan en tillidsfuldhed i fugleverdenen var helt ukendt for mig på det tidspunkt. Jeg oplevede også en spurve­­høg-hun fodre sine unger, mens folk færdedes 6-7 meter under reden. Hun var fuldstændig upåvirket af mennesker og trafik. Den slags nære oplevelser i det fri er bedre end fjernsyn hjemme i stuen. De mætter mentalt, og kaffen smager væsentligt bedre, når det er lykkedes at fange en stemning, en situation med adfærd eller bare det smukke i naturen. Det er forsøgene på at fange de gode øjeblikke, der er min drivkraft, siger Mogens Hansen, mens han mindes sine første klik som fuglefotograf.

Spurvehøghunnen her var ekstremt tillidsfuld, men frokosten ville hun have i fred. Her skriger hun af fotografen på Assistens Kirkegård i København. Foto: Mogens Hansen.

Ambassadør på Sydhavsøen

I 2007 solgte han sin andelslejlighed på hektiske Nørrebro tæt på Ungdomshuset og alle de kendte lokaliteter med deres periodevist flyvende brosten og optøjer og købte hus i det stille på Hejredevej i den nordøstlige udkant af Maribosøerne.

I dag er han en slags fotografisk ambassadør for den danske sydhavsø Lolland, hvor de legendariske og fuglerige søer syd for Maribo er det naturlige centrum med Hejrede Sø som smørklatten i Mogens Hansens daglige menu i det fri.

Jeg bor bare halvanden kilometer fra søen, og rørhøgene og havørnene har rede få kilometer fra min adresse. Mine foretrukne motiver er lige ved hånden, og jeg vil tro, at jeg bruger 95 procent af min fotografiske tid ved Maribosøerne. De har det hele, men desværre er størsteparten af området privatejet, så det er svært at få adgang til skove og søer i en grad, som jeg gerne vil. Det kribler i én, når man kan se en flok på 150 små skalleslugere ligge fotogent nær søbredden, men man kan bare ikke komme fuglene på fotografisk skudhold, fordi der er begrænset adgang, siger Mogens Hansen.

Efter 30 års udstationering med skiftende jobs som blandt andet klejnsmed, edb-konsulent, programmør og IT-supporter i hovedstaden og en naturinteresse, der i mange år var gemt lidt af vejen, er han tilbage ved sine lollandske rødder og den fædrene muld.

En å løber ud i Nørresø og sikrer de små skalleslugere en våge, hvor de kan fange fisk. Her lander hannerne midt i spisekammeret. Foto: Mogens Hansen.

Rejsen fra storbyens jungle

Roen trækker. Men det er ikke sukkerroen, selv om han efter en opvækst på en gård ganske udmærket er klar over, hvordan man driver landbrug og hiver søde afgrøder op af den fede sydøstdanske jord. Næh, det er mentaliteten, det afslappede og det på mange måder uforandrede, der har virket så dragende, at han har vendt snuden og telelinsen mod sin fødeø og tidligere hjemmebane.

Efter tre årtier i storbyen kan jeg med sikkerhed sige, at landskabet og hjemegnen gør en masse godt ved mennesker. Naturen og stilheden er guld værd. Hjemegnen betyder en form for tryghed, fordi man kender mange mennesker og føler, at man ved, hvad der gemmer sig i alle krat og skove, siger Mogens Hansen. Sådan er det sjældent i storbyens jungle.

En januardag jager en gammel havørn blishøns, der forskræmte holder sig i deres våge. Foto: Mogens Hansen.

Nærmest lykkelig med ørnene

Der er fred og ro, når fotografen er i audiens hos Nordeuropas mægtigste rovfugl, havørnen. Mogens Hansen bor i Danmarks mest ørnerige landsdel, og de imponerende rovfugle er fotografisk set indenfor stort set daglig rækkevidde. Den lollandske fuglefotograf har sammen med Erik Ehmsen og Helge Sørensen udgivet bogen ”Havørnens Danmark”.

Havørnen stortrives, særligt i den sydøstlige del af Danmark og jeg er privilegeret med fantastiske muligheder for at få nærkontakt. Engang fotograferede jeg en ungfugl, der var i færd med at træne sine vinger kun et par dage før dens udflyvning. Da var jeg nærmest lykkelig. Jeg kalder havørneunger for kyllinger, men de er selvfølgelig alt andet end det. De er kæmpestore og utroligt flotte. De er ikke sky, men snarere nysgerrige, siger Mogens Hansen.

Tillidsfuldhed er dog ikke ligefrem et kodeord, når man generelt taler om fuglene i den lollandske natur. Storbyens fugle er meget ofte mere tolerante overfor mennesker end fuglene ude i terrænet på landet eller ved kysterne. Særligt de jagtbare arter kender tilsyneladende profilen af det store farlige pattedyr på to ben.

På Lolland er der en til tider ganske heftig jagt, og det afføder naturligt nok mere skyhed hos fuglene. Til gengæld er variationen i arter og motiver mangfoldig, når du har gamle skove, store søer og vidtstrakte lavvandede kystområder i dit nabolag, siger fotografen.

Fotografen var nærmest lykkelig, da han fotograferede denne unge havørn, der er ved at lære flyvningens kunst. Foto: Mogens Hansen.

Rig på tid og tanker

Mogens Hansen er 61 år og på efterløn. Økonomien er skrabet, siger han, men rigdommen af oplevelser for enden af hans rigelige tid i det fri er så meget desto større.

Jeg er ude med mit kamera hver dag, vejret tillader det. Som fotograf er jeg systematisk anlagt. Når jeg tager af sted, har min dag som regel et hovedmål. Ofte arbejder jeg i flere dage med samme situation, for eksempel en rørhøg der hver morgen kommer flyvende med redemateriale. Eller nyudklækkede vibeunger der søger føde på en eng. Ellers holder jeg meget af en daglig tur på måske 20 kilometer i ”mit” område, Maribosøerne, siger han.

Vist nok 473 stære - tæl selv efter - forsamlet på elledninger ved Hejrede Sø på Lolland. Enkelte af stærene har kirsebær i næbbet. Foto: Mogens Hansen.

Højsommeren er årets kedeligste tid. Lyset er for hårdt og giver skarpe kontraster, og livet er ikke længere på vej, men står stille på en måde. Jeg kan bedst lide efterår og vinter, der er uforudsigelige og altid giver overraskelser med det skiftende vejr, siger fotografen.

 

Fotografiet som øjenåbner

Det kan godt være, at Mogens Hansen bor på en egn, der er en oase af fuglerige søer, skove og smukke udsigter. Men der er ikke langt til kulturlandskabets benhårde og naturfattige realiteter. Han skal i grunden bare kigge sig over skulderen, da risikerer vemodet at melde sig på naturens vegne.

Det har vel aldrig stået dårligere til end netop nu i den danske natur. Jeg kan se, at den 9-furede plov hvert år gnaver mere og mere væk af vores natur, selv om man ikke skulle tro, at det var muligt. Interessen for naturen er på mange måder øget, og der er positive tiltag og ildsjæle, der arbejder med naturgenopretning, men en løsning af det generelle og grundlæggende problem, nemlig landbrugets forurening og ødelæggelsen af naturområderne, synes fjernere og fjernere. Som naturfotograf håber jeg at kunne give mit beskedne bidrag til, at flere mennesker vil værdsætte naturen og dermed være med til at bevare den, siger Mogens Hansen.