Fuglene langs den centralasiatiske Silkevej

I sovjettiden var Centralasien så godt som hermetisk lukket for udlændinge – ikke mindst for kikkertbærende vesterlændinge. De få ornitologer, som besøgte landene, blev eskorteret til fuglelokaliteter i nærheden af hovedstæderne eller til statslige reservater. Glimrende fuglelokaliteter, men bestemt ikke fyldestgørende for regionens fantastiske avifauna. Det er anderledes i dag, hvor besøgende i langt større omfang selv kan vælge, hvor de vil hen.

Centralasien er i praksis betegnelsen for de sydligste lande i det tidligere Sovjetunionen, beliggende mellem det Kaspiske Hav i vest til den kinesiske grænse i øst. Landenes placering og deres rige forekomster af mineraler betød tidligere, at hemmelige fabrikker og militærbaser kunne fungere uforstyrret. Det betød også, at befolkningen i mere end 50 år levede en isoleret tilværelse.

Men russernes tilstedeværelse betød også fremskridt i form af forbedret infrastruktur, hospitalsvæsen, jobs og statssubsidierede fødevarer. Derfor står Lenins statue flere steder i Kirgisistan og Turkmenistan, om end som et falmet symbol på en fejlslagen politik.

Den smukke hvidkindet værling "erstatter" gulspurven i Centralasien, men giver voldsomme hovedbrud til de europæiske ornitologer, når den iagttages i Europa; blandt andet, fordi den hybridiserer med gulspurv. De to arter synger og kalder næsten identisk og deler samme biotop: agerland med spredte buske - præcis den biotop, som gulspurven benytter i Europa. Hybriderne udviser som regel gule partier, som stammer fra gulspurven. En "ren" hvidkindet værling udviser ingen antydning af gult i fjerdragten. Gulspurv overvintrer almindeligt i det østlige Centralsien, og de to arter ses ofte i de samme flokke. Denne smukke han er fotograferet i Karakol i det østlige Kirgisistan. Foto: Michael Westerbjerg Andersen.

Silkevejen var den eneste nogenlunde farbare rute fra de store kinesiske kulturer til Mellemøsten og Europa, og den løb som et forgrenet vejnet gennem Centralasien. De fleste ved, at Silkevejen ligger et-eller-andet-sted derovre østpå, og navnene Usbeki-, Kasakh-, Kirgisi-, Turkmeni- og Tadsjikistan får det til at dæmre for de fleste. Alligevel er regionen stadig, tyve år efter Murens fald, en forfriskende ukendt afkrog af kloden.

Det er de fem såkaldte stan-lande, som udgør grundstammen i Centralasien, og selv om såvel Afghanistan (Mellemasien) som Xinjiang-provinsen i det vestligste Kina snildt kunne inkluderes, holder vi os her til de nævnte fem lande. I mange år var regionen kendt som Russisk Turkmenien eller Kinesisk-Turkmenien; navne, som i hvert fald sprogmæssigt afspejler befolkningens sammensætning. ”Stan” betyder ganske enkelt ”land”, og stavelsen foran reflekterer dem, som lever i landet - kasakhere, turkmenere, kirgisere, og så videre. 

En sammensat befolkning

Helt enkelt er det dog ikke, for befolkningen er umådelig sammensat, og kasakhere bor side om side med turkmenere, tyrkere, tatere, ukrainere, han-kinesere, uigurere og kirgisere, og kun de indviede forstår forskelle og ligheder. En rytter til hest med filthat (kalpak) er sandsynligvis er en kirgiser, og så fremdeles, men det kan være svært at skelne, når man møder folk på gaden.

Indrømmet, man skal være lidt sær i knolden for at bosætte sig i Centralasien, og antallet af danskere bosat her er da også forbavsende lavt. Blot 43! De fleste er beskæftiget i olie- og naturgasindustrien i Kasakhstan, Turkmenistan og til dels i Usbekistan; enkelte deltager i nødhjælpsorganisationernes arbejde i Tadsjikistan, og specialiserede konsulentfirmaer har udsendte i Tadsjikistan. I Kirgisistan bor blot en enkelt aparte dansker (denne artikels forfatter), og han er endda ornitolog!

Silkevejen bragte både varer og kulturer gennem Centralasien, og byerne blev etniske og kulturelle smeltedigler for utallige folkeslag. I dag lever den nomadiske tradition med at byde den rejsende velkommen stadig i bedste velgående. For ikke så lang tid siden læste jeg en beretning om de danske soldaters tilstedeværelse i Helmand-provinsen (Afghanistan), hvor gæstebydertraditionen var så forankret, at gevær og kugler blev lagt til side for en stund, når en fremmed kom på besøg - uanset de var fjender på slagmarken. Jeg kunne nikke genkendende til den sympatiske nomadetradition, som jeg i særdeleshed kender fra de kirgisiske nomader, og jeg har værdsat venligheden fra første gang, jeg satte mine ben på centralasiatisk jord.

De mange folkeslag er her endnu. Når jeg går ud ad døren, møder jeg nabokonen Gulnora – hun er kirgiser. Inden jeg går ud af opgangen, hilser jeg på russiske Sergei, og 200 meter nede ad vejen passerer jeg den tyske bager, som er efterkommer af deporterede Volga-tyskere. Vejen snor sig forbi kiosker og boder med kinesiske frugtsælgere, og mobilen ringer: Det er Madina; hun er usbeker. Op ad bakken passeres i hastige skridt min ukrainske tandlæge (ham skal jeg ikke ind til i dag), og vel ankommet til cafeen hilser jeg på indehaveren, der er af kaukasisk oprindelse. Da jeg sætter mig ved bordet placeres en skål salat, og jeg kan vælge mellem uigursk nudelsuppe eller kebab; grillstegte kødstykker på spyd, som er en af de centralasiatiske nationalspiser.

Centralsiens grænser blev draget af Stalin, der med kaukasisk snuhed forstod at bringe brænde til bålet, når det gjaldt om at volde kvaler i den centralasiatiske region. Godt nok blev de største linjer i befolkningssammensætningen taget til indtægt og respekteret, men der blev samtidig oprettet etniske enklaver i de forskellige lande. Især usbekernes to enklaver i kirgisisk territorium, samt en enkelt tadsjikisk, har lige siden været en evig kilde til ballade. Heldigvis er problemerne nu mindre voldsomme end tidligere.

Jeg er ikke bekendt med, om Stalin var klar over naturressourcernes ulige fordeling, eller om de rent tilfældigt blev inkorporeret i Moskva-styrets grænsedragning. Det er i hvert fald et faktum, at mange aktuelle konflikter bunder i den ulige fordeling af for eksempel vand, naturgas, mineraler og olie, således at hvert land råder over mindst en ressource som er knap i nabolandet.

Fuglenes Centralasien

Folkeslagene drog ad Silkevejen og skabte et multikulturelt centralasiatisk samfund, og det samme kan næsten siges om fuglene, som dog heldigvis hverken kender eller respekterer de menneskabte grænser. Det er ikke nemt at få klarhed over fuglenes forekomst i Centralasien. Centralasien har meget at byde den fugleinteresserede, men litteraturen  er fortsat mangelfuld og hyppigt misvisende.

Adskillige områder er ornitologisk ukendte og rummer en konstant kilde til nye og udfordrende ornitologiske bryderier. Taksonomien er en af de største udfordringer og ændres konstant, efterhånden som vi indsamler nye data, og nye genetiske metoder dukker op. Det bliver med garanti ikke mindre kompliceret fremover. Centralasiatiske måger, drosler, sangere, tornskader, finker og vipstjerter står nærmest i kø for at opnå artsstatus.

En af de karakteristiske tornskader i Centralasien er turkestantornskaden (Turkestan Shrike), som i størstedelen af litteraturen forlængst har fået artstatus og dermed er blevet adskilt fra Isabellatornskade. Fotograferet i Tamga, østlige Kirgisistan. Foto: Michael Westerbjerg Andersen.

Den konstante udvikling kombineret med mangelfuld litteratur bevirker, at vi gennem årene med flink hånd har ophøjet racer til selvstændige arter. I dagligdagen betyder det intet, men for besøgende ornitologer kan det skabe en vis forvirring, når vi afkrydser dagens observationer af gulbrystet azurmejse, indisk pirol, maskevipstjert og så videre, for det matcher sjældent de tilgængelige lister.

En vis beroligelse finder dog sted, når vi påstår, at det kun er et spørgsmål om tid, før de pågældende arter opnår artsstatus. Selv de mest forsigtige smiler frydefuldt ved tanken om et forestående ”sofakryds”, som altid er godt at have i baghånden. Betegnelsen ”sofakryds” anvendes, når man taler om racer, der enten har fået eller antageligt i nær fremtid opnår artsstatus. Har man allerede set den pågældende race, kan man på den måde få et nyt kryds på artslisten, mens man sidder hjemme i sofaen.

I Centralasien findes to pungmejsearter. Sorthovedet pungmejse (Black-headed Penduline Tit) betragtes som en underart af den europæiske pungmejse, hvorimod hvidkronet pungmejse (White-crowned Penduline Tit), som ses på billedet, oftest betragtes som en selvstændig art. De centralasiatiske pungmejser afviger ganske meget fra de hjemlige pungmejser, især ved at "banditmasken" på hvidkronet pungmejse ofte fortsætter hele vejen til nakken og dermed danner en hvid krone på den øverste del af hovedet. Fuglen på billedet er fotograferet 100 kilometer vest for hovedstaden Bishkek, Kirgisistan. Foto: Michael Westerbjerg Andersen. 

I dagligdagen klarer vi os med de mest gængse og konservative lister (som for eksempel Cramp et al. 1977-1994), men ”krydderier” kan tilsættes, når vi splitter indisk pirol (Oriolus kundoo) fra den europæiske (O. oriolus), eller når den europæiske pungmejse (Remiz pendulinus) får følgeskab af sorthovedet pungmejse (Remiz p. macronyx) og hvidkronet pungmejse (Remiz coronatus). Generelt foretrækker undertegnede at anslå en konservativ og forsigtig artsrubricering, men når der skal være fest og mange arter på listen, ryger listerne fra van den Berg (2006) garneret med ”the Dutch committee for avian systematics” på bordet…

Det er i dagligdagen nemmere og ganske fornuftigt at betragte flere af de centralasiatiske fugleracer som selvstændige arter, også selv om de endnu ikke er ”splittede”, og jeg tror, at fremtidige oplag af felthåndbøger vil forøge sideantallene for at inkludere nye split.

Fuglenes Centralasien dækker et enormt landareal fra Altai bjergene og Xinjiang Uyghur Autonomous Regionen i øst til det Kaspiske Hav i vest, og fra det sydlige Sibirien i nord til det sydlige Afghanistan i syd. Hvis man betragter et kort, vil man se, at det mægtige Kasakhstan, som udgør det nordligste Centralasien, ret beset kan rumme Usbekistan, Kirgisistan, Turkmenistan, Tadsjikistan og Afghanistan. Hvis man tillige inkluderer et topografisk kort, bliver det komplekst.

Flere store bjergkæder præger landskabet. I den østlige del Tien-Shan; Himmelbjergene, og i syd Pamir-Alay; på kirgisisk Barm i Dunjah (Verdens Tag), og længst mod syd Hindu Kush. Disse bjergkæder er også de højeste, som stedvist når 7495 meter over havet, hvorimod Kopet Dag i Turkmenistan er væsentlig lavere. Når man befinder sig i Centralasien, er der langt til nærmeste hav, og vand er en værdifuld ressource, også for fuglene.

Et land på størrelse med Europa

Kasakhstan er et gigantisk land på størrelse med hele Europa, og landet spænder både geografisk, landskabsmæssigt og ornitologisk mere vidt. Over 500 fuglearter er truffet i Kasakhstan, fordelt over mange landskabstyper, og selv om bjergene i det sydøstlige hjørne rummer nogle af de samme bjergfugle som i Kirgisistan, er det mere beskedent i forhold til fuglene i Kirgisistans og Tadsjikistans bjerge. I Kasakhstan er det steppefuglene, som de fleste tænker på, og som tiltrækker ornitologer fra hele verden. Her er der højt til loftet, så at sige, og udsynet nærmest uendeligt.

Det er hjemsted for den stærkt truede steppevibe samt andre steppefugle som hvidvinget lærke, sortlærke, sortvinget braksvale, jomfrutrane, krøltoppet pelikan, steppehøg, stor sorthovedet måge, hvidvinget terne, lille gulbug med flere. Den dominerende landskabstype er i dag agerland og ukultiveret græssteppe med et væld af lavvandede brakvandssøer. Sidstnævnte er et sandt eldorado for vandfugle: ænder, hejrer og vadefugle – ofte i stort tal. En kombination, der tiltrækker mange fugle.

Steppevibe fra Kurgalgino i det nordlige Kasakhstan. Foto: Michael Westerbjerg Andersen.

Den enorme græssteppe rummer arter som aftenfalk, steppehøg, hedehøg, ørnevåge, steppeørn, trane, jomfrutrane, mosehornugle, korttået lærke, hvidvinget lærke, sortlærke, markpiber og selvfølgelig den berømte steppevibe. Arealer med buske og rørskov er gode fuglesteder med dværgfalk ssp. pallidus, citronvipstjert ssp. citreola, lille gulbug, lille rørsanger, skægmejse, blåhals, plus andre fascinerende småfugle, der som regel skaber frugtbare diskussioner om arts- og racetilhørsforhold. Desværre er steppen en truet landskabstype. Store dele er allerede opdyrket, og de før så vidtstrakte områder mindskes i alt for hurtigt tempo.

Et land af vilde ryttere

Når man bevæger sig længere sydpå, dukker Tien-Shan bjergene op, og avifaunaen ændres igen; især bjergfuglene træder i karakter. Her ligger de to mindste centralasiatiske bjerglande. Kirgisistan (også kendt som Kirgisien eller Kirgistan) er en af de tidligere centralasiatiske sovjetrepublikker.

Kirgisistan er beliggende i midten af Asien, lige over Indien og med grænse til Kina, Kasakhstan, Usbekistan og Tadsjikistan. Set i fugleperspektiv er de permanent snedækkede tinder den altdominerende landskabsform, og landets beliggenhed i den nordlige del af Himalaya betyder, at flere store bjergkæder præger landskabet. Mod øst ses Tien-Shan (Himmelbjergene, med tinder over 7.000m) og dets udløbere Ala Too henholdsvis nord (ud mod den store steppe i Kasakhstan) og syd for den store Issyk Kul bjergsø.

Det siger næsten sig selv, at avifaunanen er domineret af bjergfugle, men hvor der er bjerge, er der dale, og her har kirgiserne opdyrket den frugtbare jord. Landbrugsområderne ligger især mod nord omkring søen Issyk Kul, ved hovedstaden Bishkek og på de subtropiske skråninger i Ferghanadalen i syd. De steder, hvor kunstvanding var mulig, blev der indtil Sovjetunionens ophør dyrket sukkerroer, opiumsvalmuer (til medicinske formål, naturligvis) og bomuld. I dag henligger store områder som brakmarker, og det begunstiger fuglelivet.

En af de virkelig interessante centralasiatiske arter: gulbrystet azurmejse (Yellow-breasted Tit). I hovedparten af centralasiatisk ornitologisk litteratur har den allerede fået artsstatus. Den er ganske lokal i Centralasien, og når den splittes officielt i alle instanser, vil den med ét slag pludselig blive en særdeles lokal og "truet" art, da den kun yngler få steder. Et split vil også inkludere den som en centralasiatisk endem på lige fod med de tre andre centralasiatiske endemer. Foto: Michael Westerbjerg Andersen.

Landskabet er umådeligt smukt. Alt, hvad der associeres med bjerge, findes her. Her er fantastiske dimensioner, spidse tinder, fabelagtige udsigter, gletschere, dybe dale, hvor bjergvægge rejser sig næsten lodret og snævrer synsfeltet ind, isnende smeltevand med iltre strømhvirvler, der vokser til små vandfald, vidtstrakte højsletter med nikkende alpeblomster, sneklædte pas; et umådeligt fristed for planter og dyr.

Traditionelt har de etniske kirgisere altid levet som nomader, og mange kirgisere betragter sig som stolte efterkommer af Djengis Khan. Kirgisistan er romantisk blevet kaldt et land af vilde ryttere, men vildskaben er for længst aftaget - overskygget af en sagnomspunden gæstfri og stolt befolkning. Efter Sovjetunionens ophør fik nomadekulturen en opblomstring, og mange etniske kirgisere vendte tilbage til deres oprindelige levevis som bjergnomader.

De store statsbrug var for vidtløftige med alt for store plantager og masser af får. En fremmed produktion, som de etniske kirgisere aldrig blev tilhængere af. De tilsyneladende endeløse vidder af frodige højsletter udgør stadig vigtige græsningsområder for heste, kvæg, fedthalefår, geder og yakokser. Græsningsområderne er statsejede, men styret og fordelt af de lokale klaner og familier ifølge traditioner og gamle vedtægter. Et delikat socioøkonomisk system, der fungerer. I slutningen af maj forlader nomadefamilierne deres boliger i dalene og flytter med deres jurter (telte af filt) og hjorde op til græsningsområderne over 3.000 meter over havet. Her tilbringer de hele sommeren.

Ornitologisk er Kirgisistan især kendt for bjergfuglene, og det er her, man finder nogle af de fineste arter som for eksempel ibisnæb, fire arter jernspurve, bjergrødstjerter, rubinnattergale, bjergfinker og mange andre. Det er også her, at ”Den flyvende Drage”, lammegribben, kan opleves på tætteste hold. Hertil kommer en række bjergfugle, som vi også kender fra de europæiske bjerge.

I landets sydvestlige del på grænsen til Tadsjikistan ligger den anden store bjergkæde, Pamir. Tadsjikistan adskiller sig væsentligt fra de øvrige naboer med en persisk kultur og et persisk sprog – farsi, men ornitologisk er det også her bjergfuglene, som er attraktionen. Befolkningen er i lighed med kirgiserne forarmet og fattig. I 1991 blev de to lande som det øvrige Centralasien selvstændige demokratiske republikker og medlemmer af Sammenslutningen af Uafhængige stater (SNG).

I dag er Tadsjikistan og Kirgisistan efter vestlig målestok fattige; i kølvandet på uafhængigheden fulgte et kraftigt fald i produktion og levestandard. Selv om forfatningen er baseret på formelle regler, er den politiske beslutningsproces præget af stamme- og klannetværk samt af modsætninger mellem befolkningsgrupper i nord og syd, såvel som mellem etniske befolkningsgrupper.

Ørkenfuglenes vestlige hjørne

Længst mod vest findes de øvrige to centralasiatiske lande; Usbekistan og Turkmenistan. Især førstnævnte er kendt for de berømte Silkevejsbyer Samarkand, Bukhara, Tasjkent og Khiva, men for ornitologen er det først og fremmest ørkenfuglene, der gør sig bemærket. Mindst udforsket er Turkmenistan, men undertegnede nærer ingen tvivl om, at det om få år er blandt de mest populære ornitologiske rejsemål i Centralasien. Det er her, man finder de bedste ørkenfugle, og landet er først fornyligt gjort tilgængeligt for turister.

Den sjældne centralasiatiske Turkestandue med den karakteristiske gule øjenring. Populationen er stærkt truet på grund af habitatforringelser. Arten yngler i hule træer (især Turenga-popler) i det sydlige Kasakhstan, Turkmenistan og Afghanistan. Billedet er taget i den berømte Turengaskov ved Ili-floden i det sydøstlige Kasakhstan. Foto: Michael Westerbjerg Andersen.

Begge lande rummer flere typer ørken samt nedbørsfattige højdedrag med flotte sandsten. Kyzul Kum ørkenen, som deles af begge lande, er hjemsted for en perlerække af de mest søgte ørkenfugle, blandt andre asiatisk ørkenspurv, østlig kravetrappe, ørkenpræstekrave, turkestanløbekrage (Pander’s Ground Jay), og mængder af lærker, sandhøns og sangere. Men især én biotop tiltrækker ornitologer, og det er de tørkeresistente særprægede poppelskove, som blandt andet er hjemsted for tilbedte fugle som ørkennatravn, saxaulspurv, stribet dværghornugle, turkestandue, turkestanmejse og hvidvinget flagspætte.

Lokale racer og endemer

Løst anslået træffes 640 arter i Centralasien. Der er overraskende få endemer: turkestanløbekrage, asiatisk ørkenspurv (Passer zarudnyi) og afghansk snefinke (Montifringilla theresae). Disse tre arter har et meget begrænset udbredelsesområde og er sjældne. Gulbrystet azurmejse bliver på nogle lister betragtet som en race af azurmejse, men har andre steder status som selvstændig art.

Fuglelivet kan betegnes som en cocktail af arter fra det sydlige Europa, Mellemøsten, sydlige Sibirien og stepperne mod nord. Adskillige områder er stadig blanke på det ornitologiske landkort, og udbredelseskortene i denne del af verden er mildt sagt ikke ajourført - om nogensinde udarbejdet. Alene i Kirgisistan har vi de seneste par år fundet 2-4 nye arter for landet hvert år. Det fortæller noget om potentialet, og hvorfor det er et så afsindigt spændende ornitologisk område.

Et interessant fællestræk for landene er som tidligere nævnt forekomsten af en række særegne lokale racer. Flere af disse forekommer andre steder, men racerne i Centralasien afviger betydeligt fra nominat-formen. Det gælder eksempelvis den gråhovede udgave af stillits (ssp. caniceps), den meget hvidbrystede vandstær af racen leucogaster, den flotte personata-vipstjert, som bærer det rammende navn maskevipstjert. Af sidstnævnte kendes en overvintrende fugl fra november 2003 til april 2004 i Norge. Den smukke lokale race af citronvipstjert (calcarata), som yngler i fugtige områder i Kirgisistans bjerge, adskiller sig både morfologisk og biotopmæssigt fra dets nære slægtning, den gråryggede citreola, som er udbredt i lavere beliggende områder mod nord.

Citronvipstjert ved Bishkek Fishponds, Kirgisistan. I april måned er der stort gennemtræk af vipstjerter, og mange racer af både citronvipstjert, gul vipstjert og hvid vipstjert ses i området. Billedet er en han af racen calcarata, som er en af de smukkeste fugle i Centralasien. Racen calcarata er den mest almindelige citronvipstjert i Kirgisistan og yngler i fugtige områder/vådområder i bjergene over det meste af Kirgisistan. I landets østlige del ses enkelte ynglepar af nominatformen citreola, og på træk forekommer begge side om side. Foto: Michael Westerbjerg Andersen.

Blandt sangerne er især gærdesanger-racerne interessante. I felten er det svært at adskille de tre racer af ørkengærdesanger (halimodendri, margelanica og minula). Lettere går det med mørk gærdesanger, som i de fleste bøger allerede er udskilt som art (Sylvia althaea). En anden interessant race er stær ssp. porphyronotus. Den ligner til forveksling ensfarvet stær og kunne i princippet sagtens forekomme i Europa.

En af de mere velkendte er sortøret glente, som ofte regnes for en selvstændig art, splittet fra sort glente. Med dens hvidlige tegning ved basen af håndsvingfjerene kontrasterende mod de sorte ”fingre,” lyse undergump og haleunderside er den i sandhed også markant; den minder undertiden mere om rød glente. Arten/racen er observeret i Finland og England, og er vel også potentiel i Danmark.

Igen en af de omdiskuterede arter i Centralasien. Sortøret glente, som den hedder i DOF's officielle navneliste (Black-eared Kite i den engelsksprogede litteratur), har forlængst fået artsstatus på de fleste lister. Billedet er fra Bishkek, Kirgisistan - taget en aprilmorgen, hvor en halv snes glenter havde fundet nogle døde fisk og der var kamp om de bedste bidder. Foto: Michael Westerbjerg Andersen.

Jeg kunne nævne en del flere centralasiatiske arter og ornitologiske ”fænomener”, som er værd at undersøge. For eksempel arter som østlig bleg gulbug versus steppegulbug. Især sidstnævnte har jeg bemærket forekommer i flere morfologiske udgaver. Jeg har også observeret interessante interaktioner mellem Himalayasanger og lundsanger – har blandt andet observeret, hvorledes de to arter ofte interagerer, og jeg har med sikkerhed hørt Himalayasanger imitere kald af lundsanger og omvendt. Det er en spændende foreteelse, som kræver yderligere studier.

Desuden forekommer en del mindre kendte underarter af blandt andet blåhals, korttået lærke, rørspurv, sydlig nattergal, brundrossel, sort-/rødstrubet drossel, rørsanger, nonnestenpikker, græshoppesanger og høgesanger. Således er der nok at give sig i kast med, og med hensyn til racerne i Centralasien tror jeg, at de mest distinkte med tiden får status som selvstændige arter.

Mere om Centralasiens fugle

Ovenstående er ment som en appetitvækker og introduktion til de centralasiatiske fugle, og i løbet af 2013 vil vi her på Pandion følge op med en artikelserie om netop de centralasiatiske lande og fugle. Selvsagt rummer Centralasien en lang række biotoper og ornitologiske aspekter, der overlapper hinanden, og som det ville være uoverskueligt at præsentere i detaljer. Derfor grovinddeler vi regionen i tre hovedbiotoper: Ørken, bjerge og steppe.

I næste artikel tager vi fat på ørkenfuglene og de to lande Turkmenistan og Usbekistan. Dernæst følger steppe- og halvørkenfuglene i Kasakhstan, og i den sidste artikel er bjergfuglene repræsenteret ved Kirgisistan og Tadsjikistan.

Læs mere om dine muligheder for fugleture i Centralasien på forfatterens hjemmeside.

Kommentarer

Hej Michael,
Din velskrevne spændende artikel om fuglene langs Silkevejen har genvakt en livslang drøm om at opleve de storslåede egne du beskriver - men det forbliver nok bare drøm - så tak til dig for det indblik du hermed har åbnet både hvad fugleliv og natur angår i Kirgisistan & omegn. Venlig hilsen, Kirsten Røjle

Hej Michael

Tak for en rigtig spændende artikel om fuglene på din "hjemmebane". Tydlig at fornemme, at vi har nogenlunde styr på fuglene i Europa, men at det står noget anderledes til et spytklat herfra.

Venlig hilsen

Jesper