Fyrre år som ringmærker

Lars Hansen havde sin første fugleoplevelse som fireårig, ringmærkede sin første fugl som 16-årig, og i april 2012 havde han jubilæum efter 40 år som ringmærker.

Lars Hansens første fugleoplevelse var, da hans far viste ham en kirkeugle, han fandt i garagen, da Lars var fire år. Som barn var fuglene og naturen i området omkring barndomshjemmet den store interesse.

I min barndom har jeg drønet rundt hver eneste dag sammen med en kammerat. Vi var sammen hver dag og var ude i naturen. Jeg havde meget hang til fugle, mens han havde hang til natsværmere, men vi fandt også frøer og planter, og så prøvede vi, så godt vi kunne, at finde ud af hvad det var, vi fandt. Sådan gik en stor del af min barndom, fortæller Lars Hansen.

Svanemærkning på Lyø i 1978. Foto: Kjell Gade.

Ringmærker som 16-årig

Lars Hansen og vennen meldte sig ind i Naturhistorisk Forening og kunne med foreningen komme til naturområder, der lå uden for cykleafstand. Da Lars var 16 år, foreslog en ældre dame i foreningen, at Lars kunne tage med hendes søn, Bent Hylsebeck Jensen, ud at ringmærke.

En forårsdag tog vi ud i en skov ved Nyborg og fangede fugle. Det var helt vanvittigt stort. Jeg fik lov til at komme med ud igen og igen, og jeg kom i lære fra dag et. Et år efter rejste han, og så kunne jeg overtage butikken, fortæller Lars.

Denne slørugleunge blev ringmærket af Lars Hansen i Norge, oktober 1972. Foto: Ketil Hamsun.

I skoven ringmærkede den 16-årige Lars sin første fugl, en gulspurv, og det blev starten på den interesse, han nu har fulgt i 40 år. Han har ringmærket utallige fugle siden da. Det første store projekt var ringmærkning af landsvaler.

Lars Hansen havde i april 2012 jubilæum efter 40 år som ringmærker. Her ses han i gang med netfangst ved Fyns Hoved. Foto: Lene Hansen.

Døde svaler i alperne

I 1974 havde jeg ringmærket rigtig mange svaler, og der var en legendarisk katastrofe, hvor det blev snestorm i Alperne, og svalerne faldt døde om i millioner. Der blev samlet hundrede tusinder døde svaler op i Alperne, og jeg fik mange genmeldinger dernede fra, som var med til at vise, at de danske svaler var involveret. Næste år kunne man se, at bestanden i Danmark var halveret. Så kunne jeg fortælle landmændene, der spurgte, hvad der var sket, at bestanden nok skulle komme op igen, fortæller han.

Voksen landsvale fodrer de sultne unger i reden. Billedet er taget i juni 2010. Foto: Lars Hansen.

Efterhånden begyndte Lars at lede efter nye projekter.

Jeg prøver at lappe nogle af de huller i ringmærkningen, jeg kan finde. For mange år siden fik jeg en liste over de vadefugle, der var mærket i Danmark. Jeg vendte listen om og kiggede på, hvad der var nede i bunden, fortæller han.

Succes med sortgrå ryle

I bunden af listen fandt Lars sortgrå ryle, som der på det tidspunkt kun var mærket seks individer af. Der var aldrig kommet en genmelding på nogen af dem, så man havde stort set ingen viden om arten.

Med den sortgrå ryle startede jeg fra absolut scratch. Jeg fandt ud af, at jeg kunne fange den, så den har jeg arbejdet med i langt over ti år. Jeg har opdaget, hvor de kommer fra, og hvor de flyver hen. Jeg begyndte at afdække, hvor mange der er i Danmark, og hvad de foretager sig. Så der ligger jeg inde med et kæmpe datamateriale, som bare mangler at blive skrevet sammen. I slipstrømmen på det er jeg begyndt at ringmærke en lang række andre vadefugle. Det er et område, jeg nørder meget i, fortæller han.

Sortgrå ryle overvintrer ved stenmoler og klipper langs de danske kyster, bl.a. på øerne Saltholm og Sprogø. Denne flok er fotograferet ved Knudshoved i januar 2010. Foto: Lars Hansen.

Hundrede ringmærkede ryler

Det lykkedes på få år at ringmærke et par hundrede sortgrå ryler. Fra tilbagemeldingerne viste det sig, at i hvert fald en del af den danske bestand kom fra Svalbard.

Jeg havde en ryle, jeg fotograferede på Sprogø om vinteren, og sommeren efter fik jeg en melding fra Svalbard. Vinteren efter kunne jeg igen fotografere den på Sprogø. Andre genfund viser, at der er en trækvej op langs Norges vestkyst. Men der findes også en bagvej ind over den Botniske Bugt og Østersøen. Og så kommer der hele tiden aldersrekorder. Nogle af rylerne er langt over ti år gamle, og man kan se, at de er trofaste over for lokaliteten. Så der kommer mange ting frem om en art, som næsten ingen havde formået at ringmærke før, fortæller Lars.

Ringmærket sorthovedet måge; en anden af Lars Hansens yndlingsarter. Foto: Lars Hansen.

Nye projekter

Lars Hansen ringmærker ikke kun fugle for at stille sin egen nysgerrighed. Arbejdet med fuglene og naturen har også en dybere mening. Han er lige gået i gang med et projekt, hvor han lokalt på Fyn vil ringmærke ugler og tårnfalke. Her vil han undersøge, hvad der sker hos en lokal bestand. Men lokalbefolkningen skal inddrages i projektet.

Jeg vil prøve at bygge en historie op omkring dem. Hver gang, der kommer en ny brik i puslespillet, så kan jeg tilføje historien et nyt lag. Vi er en lille gruppe, der har lavet 100 redekasser, som foræres væk. Der er masser af mennesker, der gerne vil have sådan en. Men så er aftalen, at de til gengæld skal holde øje med dem. Vi har lavet en hjemmeside, hvor man kan indberette, det man ser. På den måde håber jeg, at folk kan bidrage med en masse små historier og billeder. Så bliver hjemmesiden en selvkørende historie, der hele tiden tilføjer ny viden, fortæller Lars.

Store redeunger af tårnfalk fotograferet i forbindelse med ringmærkning af ungerne. Foto: Lars Hansen.

Skaber natur indefra

Siden er lige startet, men interessen er allerede stor.

Min pædagogiske idé med det projekt er at højne den lokale naturforståelse ved at give folk et fokuspunkt, som de kan studere på helt deres egen måde.

En pensionist har for eksempel sat et videokamera op i en redekassen og sidder på terrassen og kigger hver dag. Han ser, hvad falken spiser, og hvor den finder mad. Andre brugere har kontaktet Lars for at finde ud af, hvilke salamandere, de har på deres grund.

Det viste sig, at de havde stor vandsalamander på deres areal. Det er startet med, at de har kigget på deres tårnfalke, og så har de pludselig fået øje på noget andet. Der er ikke noget mere lærerigt end at begynde at stille spørgsmål.

Viljen til at lære mere håber Lars forplanter sig til for eksempel landbruget.

Ringmærket vibe på Sprogø, august 2010. Denne vibeunge blev ringmærket på Sprogø, hvor den blev udklækket i et område underlagt naturpleje. Ved aflæsning af ringen blev det for første gang dokumenteret, at en vibeunge fra Sprogø blev flyvefærdig; i dette tilfælde hjalp naturplejen altså både hættemågen og viben. Foto: Lars Hansen.

Det kunne jo være, at nogle af de landmænd, der var begyndt at kigge på tårnfalke, fik øjnene op for den der lavning ude på marken, som står våd hvert forår. Hvis de så får øje på viben og gerne vil have den, så er de klar på at lade være med at sprede gylle og kunstgødning i lavningen, og i stedet værne om den, så der bliver plads til et par viber. Det mener jeg godt, at der kan være, selvom vi har det produktive landbrug. Hvis det bliver bygget ind i deres tænkning, vil der kunne gøres rigtig meget, uden at det hæmmer landmandens produktion. Man kan skabe natur indefra, fortæller Lars.

Farvemærket sildemåge, ssp. intermedius. Sprogø, april 2011. Foto: Lars Hansen.