Himalayasanger eller hvidbrynet løvsanger?

HAANING OG VICKY I FELTEN Vi er i den sidste del af efteråret, og slutspurten kan nu sættes ind, når der skal kratluskes. Nogle af favoritterne er phylloscopuserne med vingebånd, og en spiller der typisk melder sig sent på banen, er himalayasanger. Hvordan er det man skal gribe den an i forhold til hvidbrynet løvsanger? Vicky Knudsen fandt en himalayasanger i dag, og du kan nedenfor bl.a. læse hvordan hun gjorde, lytte til hendes lydfiler og se hendes billeder.

Når man er i felten og kratluske så sent på efteråret som nu, har man naturligt nok rettet kompasset ind på de sent forekommende arter.

Det kan have indflydelse på hvordan vi opfatter første indtryk af fuglene. Traditionelt set er himalayasanger senere forekommende end hvidbrynet løvsanger, men de seneste dage er der meldinger på flere hvidbrynede løvsangere fra både Danmark og Sydsverige og den skal derfor stadig (læs: altid) tages med i betragtning, hvis man står overfor en vingebåndssanger.

Selv om datoen siger himalayasanger er det ikke givet at det er en sådan.

At opleve phylloscopusser i felten består også ofte af en række korte indtryk der efterhånden danner en helhed, men det kan tage et stykke tid før alle brikker er faldet på plads. Krattene er tætte. Fuglene er vimse og de kan helt uventet dukke op på et overraskende sted og nå at forsvinde igen, inden kikkerten er kommet op for øjnene.

Endelig er der måden man opfatter stemmer på, ligesom det også er vigtigt at opfatte at der kan være tale om variationer i stemmen. Måske blæser det. Måske synes man egentlig at stemmen er nedadgående, selvom den beskrives som opadgående.

Himalayasanger ligner hvidbrynet løvsanger, men er mattere grågrøn. Den har kun et tydeligt afsat vingebånd, da vingebåndet på de mellemste dækfjer mere eller mindre er fraværende. Den har kun smalle hvide kanter på tertialerne, hvilket gør dem mindre kontrastrige end hos hvidbrynet løvsanger. Næbbet er mørkt (højst med meget lidt lyst inderst), kinden virker lys og uplettet. Fuglen er, kort og godt, relativt kontrastfattig i sammenligning med den mere kontrastrige hvidbrynet løvsanger.

Himalayasanger, Stevns Fyr den 27. november 2015. Bemærk grågrøn overside, blot et tydeligt vingebånd, lys kind og mørkt næb. Foto: Lars Jensen Kruse

Hvidbrynet løvsanger, Glombak, Vejlerne den 29. september 2019. Bemærk tydeligt grøn overside, to tydelige vingebånd, tydelig lys basis på næbbet og mørktplettet kind. Foto: Henrik Haaning Nielsen.

Hvidbrynet løvsanger er klart grøn, har to skarpt afsatte vingebånd, tydelige hvide kanter på tertialerne, lys basis på undernæbbet, mørkplettet kind og fuglen virker som helhed kontrastrig. Indimellem støder man imidlertid på forvirrende fugle, hvor det forreste vingebånd kan være ret svagt afsat, hvorfor det er vigtigt at fokusere på øvrige karakterer, helhedsindtryk samt ikke mindst kaldet.

De typiske kald er nemlig ret forskellige de to arter imellem.

Hvidbrynet løvsanger har et gennemtrængende, stigende tse-veee, der kan påminde om sortmejses kald. Lyt til et typisk kald her 

Himalaysanger har også et stigende, men lidt mere grødet kald der kan påminde om lundsangers eller hvid vipstjerts kald. Lyt til et typisk kald her 

Sidder fuglen et stykke væk, og kalder, synes jeg, at man godt kan forveksle stemmen med hvidbrynet løvsanger. Ellers ikke. Prøv selv at finde optagelser og prøv det af. Prøv f.eks. at høre første kald i denne optagelse. Der synes jeg at det minder meget om hvidbrynet løvsanger, mens jeg opfatter andet kald som mere typisk himalayasanger.

Prøv også at lytte til variationen i kaldet fra denne himalaysanger optaget i Holland. Flere gange høres et kald, der i felten sikkert kan opleves henad hvidbrynet løvsanger. Højt og gennemtrængende og det vil forvirre i en situation i felten, hvor man føler at man i virkeligheden kigger på en himalayasanger. 

En art der bør tages i betragtning er gransanger. Det skyldes at man fra en del efterårsfugle, kan høre et forvirrende og ret himalayasangeragtigt kald. Typisk er disse fugle også ret støvede grågrønne og man ser også ofte en lys underside. Derudover er der ikke rigtigt andre karakterer der deles, og himalayasanger kan hurtigt udelukkes, når man ser fuglen. Kaldet er imidlertid interessant og lidt forvirrende. Et typisk sådant kald kan høres her. Der er formentlig tale om nordlige gransangere ssp. abietinus og sandsynligvis fra den nordøstlige del af udbredelsen.

Ude i felten kan der kun opfordres til at blive ved fuglen man har mistænkt for ”noget”, indtil den er endeligt bestemt. Ikke opgive den selv om man har hørt et par kald, der mest taler for hvidbrynet, eller kald man ikke kan blive helt klog på, og det er for at blive helt sikker. Det kan være, at den først senere begynder at kalde mere typisk. Det kan også være, at man får dokumenteret en hvidbrynet løvsanger med svagt forreste vingebånd. Det kan være at det bare er en gransanger.

Uanset hvad er processen spændende, og kun noget vi kan blive klogere af.  Prøv også at dokumentere fundet så godt som muligt med fotos, video og lydoptagelser.

Vicky Knudsen gav ikke op i dag og hun gjorde det helt rigtige. Læs hendes gribende finderberetning herunder:

Jeg har knoklet det her efterår. Jeg har virkelig knoklet. For nu ville jeg finde mit helt eget efterårshit. Sidste år var der en der fortalte mig, at jeg skulle gå op i ædelarter. Hvilket giver god mening, for jeg har aldrig rigtig været den helt gode twitcher. Så jeg lagde en plan, jeg ville tage til Christiansø uden for sæson – i uge 44. Og inden da knoklede jeg. Jeg tog ud og ledte så snart jeg havde muligheden. I København, på Sjælland, i Jylland og på Langeland. Og ikke mindst på Bornholm. Selv når jeg var på arbejde og der var en pause. Jeg ledte og ledte og ledte. Og så ledte jeg lidt mere. Jeg luskede, jeg kiggede på træk, jeg sad stille, jeg løb, jeg gjorde alt. 

I den oplagte uge 42 var det halvtrist at have en masse arbejde, og bare se det ene hit efter det andet dukke op på vestkysten. Men hvad pokker, jeg skulle bare finde et i uge 44. Sjældent har jeg glædet mig så meget til at slå til. Jeg var euforisk! Lige op til afrejsen blev forventningerne ikke mindre, da den østlige kronsanger blev set på Øland. Hold kæft hvor skulle jeg bare over og finde en rubinnattergal. Det er de fleste nok bekendte med, at jeg ikke gjorde. Faktisk så jeg ikke en skid nævneværdigt. En enkelt tristis eller to kan måske med nød nævnes. Men det er jo ikke en art. Og jeg gik tilmed så meget, at jeg fik betændelse i akillessenen, så det var ikke fordi jeg ikke prøvede. Nu havde jeg prøvet hele efteråret, og intet set. Jo, jeg så en eleonorafalk på Hammeren, som jeg på ingen måde var i tvivl om, og på ingen måde kunne dokumentere.

Så da jeg samtidig måtte tage hjem fra Christiansø før tid på grund af et møde, så var mit humør ærlig talt lige til at lukke op og gøre unævnelige ting i. Jeg var fugledeprimeret. Skide hamrende fugledeprimeret og godt gammeldags pisse hamrende sur og tvær. Intet ville lykkes, hverken vejr, vind eller fugle. Og jeg var nok bare heller ikke god nok. Jeg havde forberedt mig, men der skete ikke og en skid for at sige det mildt. Jeg var nok bare sådan en type der kun kan finde sjældne, nemt genkendelige ænder i pragtdragt som ligger helt stille på vandet, og er til at dokumentere uden at gøre den store indsats. Nuvel, jeg fandt en damklire i foråret, men den stod vitterlig også lige uden for vinduet af bilen. Og når der så endelig er noget der lugter af et rigtig hit, så er jeg hverken i stand til at genfinde det eller dokumentere det. Jeg tog faktisk mig selv i at sidde på en klippe på Christiansø og have rigtig ondt af mig selv. Måske fældede jeg også en lille tåre. Jeg var slukøret. Jeg var sur. Jeg var ked af det. Jeg var nærmest klar til at begynde på en hobby, hvor dyrene ikke stikker af. Frimærker, servietter, mønter, hvad ved jeg. Og ikke nok med det, så skulle jeg modtage den ene birdalarm efter den anden med krognæb. Krognæb alle steder. Bare ikke der hvor jeg var. Og nu var jeg også halt og ynkelig.

Nå men altså. Så længe der er lys, er der håb. Så helt opgivet var håbet ikke. Og selv til mødet i København brugte jeg pausen på at lede efter krognæb i haven i Kongens Lyngby. Som en anden desperat og haltende jubeloptimist. Der var selvfølgelig ingen. Og da jeg havde lovet at passe hunde på Bornholm, drog jeg østpå igen efter mødet. I dag har jeg endelig kunne gå igen uden at halte, hvilket selvfølgelig betød endnu en tur ud i naturen. Så jeg tog en border collie under den ene arm og kikkert og kamera under den anden, og så tog jeg til Dueodde. Nu har det pisset ned i flere dage, og endelig var det tørvejr. Måske kunne der gemme sig en sjov værling? En dejlig lang tur på stranden gav absolut intet. Der var en enkelt snespurv, en sandløber og lidt engpibere, bjergirisker og grønirisker. Og lige der tænkte jeg, at nu er det slut. Efteråret er ovre, og du må se fremad. Det blev ikke til et sibirisk hit i denne omgang. Men når jeg nu var sydpå, kunne jeg lige så godt lige smutte forbi Salthammer og Nexø Fyldplads og lave et hurtigt tjek. Det kommer jeg aldrig til at fortryde.

Ved Salthammer er der et lille krat. Her gik fuglene fuldstændig amok, og det lød som om at en solsort var ved at blive stranguleret langsomt og pinefuldt. Rundt om væltede det med ophidsede mejser, finker og rødhalse. Det kunne være en kat. Men det kunne måske også være en ugle. Ja, hvad ved jeg. Så jeg sneg mig rundt om, uden at kunne se noget. Og så begyndte hunden også at gø i bilen, fandme nej om hun ville holdes udenfor. Så jeg hentede hende, og vi gik endnu en tur rundt om beplantningen. Lige rundt hjørnet så jeg en lille fugl flyve ind. Jeg så intet på den. Det var nok en fuglekonge. Lidt nærmere. Intet. Nå, men så måtte vi jo tage til fyldpladsen og prøve. Bedst som jeg har sat hunden ind og lukket, vimser der en lille fugl op i hvad der bedst kan betegnes som forløberen til et stort Sankt Hans-bål. Det er ikke en fuglekonge. Jeg sætter kikkerten op og ser et meget stort øjenbryn og en enkelt vingebånd på en ret brun fugl. Og lige der slår krybdyrshjernen til. Jeg har fundet et hit. Jeg har fundet en himalayasanger. Endelig. Forløsningen. Glæden. Panikken. For nu skal den dokumenteres. Og det lykkes da sikkert ikke. Hold nu kæft, nu kommer jeg nok til at smide et hit igen. Alt imens vælter fuglen rundt i mellem grenen. Og på trods af at jeg har verdens bedste billedstabilisator, så ryster jeg så meget, at jeg slet ikke kan fokusere igennem søgeren. Jeg skyder i blinde, og mener at have et billede. Og så ringer jeg. Til Sebastian Klein og Rasmus Strack. Ingen tager telefonen, ingen kan tage mig i hånden. Okay, dyb vejrtrækning og nye billeder. Reagerer den mon på sit eget kald? Er jeg sikker på at det er en himalaya? Jeg har ingen fuglebog, jeg har bare et billede der står klart i hovedet. Jeg prøver at tage et par billeder mere, kan overhovedet ikke finde den. Så ringer jeg til forfra. Sebastian tager telefonen, og jeg kan nærmest ikke få et ord over mine læber. ”Jeegg… tror… at jeg.. har et hit”. Der bliver grinet. Forståeligt. Helt ærlig, hvem går i så stor forløsningspanik og glæde på en gang. Det gør jeg. Det gør de fleste fuglekiggere. Sådan er det. Vi kan ikke tænke klart. Vi kan kun tænke på at overleve og få dokumenteret. Og det lyder nok ret sjovt for andre. Men hvis fuglen ikke dokumenteres, så er alt ligegyldigt. Der bliver spurgt ind til hvad det er. ”Jeg tror det er en himalayasanger. Den har et stort øjenbryn, et vingebånd og er meget brun” får jeg fremstammet.

Himalayasanger, Salthammer, Bornholm den 8. november 2019. Bemærk kølig grøn overside, at forreste vingebånd er næsten manglende, at kinden virker lys og at næbbet virker mørkt. Foto: Vicky Knudsen

Himalayasanger, Salthammer, Bornholm den 8. november 2019. Bemærk hvorledes det forreste vingebånd er næsten fraværende. Foto: Vicky Knudsen

I samme øjeblik flyver fuglen over i nogle træer. Og jeg får gode råd om at sætte diktafonen til bare at spille og så få billeder. Jeg lister om på den anden side af træerne, så jeg kan se hvor den forsvinder hen, hvis den flyver (hey, jeg tænkte klart et øjeblik). Og nu får jeg billeder. Og ryster lidt mere. Jeg kigger. Den er der. Det må være en humes. Og så kalder den. Den kalder helt perfekt. Lettelsen rammer mig, og jeg indrømmer gerne. Der kom der altså et par tårer. Jeg havde ikke fucked up, jeg havde fundet et hit. Et pisse godt hit. Rasmus Strack ringer og er som altid pisse god til at opmuntre mig, og overbevise mig om at jeg har styr på det. Og det hjælper til at både åndedrættet og rysten på hænderne stopper. Det giver mig det sidste boost af selvtillid. Og så melder jeg den ud. Pisse hamrende ulideligt selvsikker lige pludselig. Henrik Haaning skriver tillykke, og jeg er gået fra en rystende espeløv til dronningen af himalayasangere på 0,5. Jeg er så ubeskriveligt glad. Jeg sender lydfilen rundt, da jeg finder et sted hvor den siger noget. Tager flere billeder. Har helt styr på fuglen. Og så er den væk. Jeg så den ikke flyve. Samtidig kommer der knap så opmuntrende tilbagemeldinger på min lydfil. ”Har du flere billeder?”. ”Er ikke sikker på humes”. Nej, nej, nej, nej, nej. NEJ! Hvad skal det nu til for? Det var en humes, nu skal min lydoptagelse ikke ødelægge det her for mig! Det er ikke en hvidbrynet løvsanger. Sune Riis Sørensen, Marie Møhl og Tonny Nybirk dukker op. De har været på optagelser for TV2 Bornholm, og det her er en glimrende afslutning. Sune hører optagelsen, og siger den er god i starten. Men nu lyder den mere som hvidbrynet. NEJ! Ikke igen. Men så kommer de opmuntrende ord, at sådan kan den godt sige. Vi leder og leder uden held. Den må være her. Anders Hartmann dukker op. Jeg melder den ud igen. Nu mere tvivlende. Om end jeg hårdnakket benægtet, at den lød som en hvidbrynet de første gange. Jeg er stadig sikker. Og så kalder den. DEN ER TILBAGE! Det lyder som en hvidbrynet. Nej, nej, nej, nej, det er en humes. Det er afstanden der driller. Men okay, jeg har jo aldrig hørt en før. Så lidt tvivlende har man vel lov at være. Fuglen bliver filmet, siger ikke mere. Flyver tilbage til de første træer. Her ser vi den godt, flere er kommet til, lyset er bedre, jeg får super billeder. Nu er jeg ikke længere i tvivl, selv om arten stadig diskuteres. Jeg ringer til Haaning som har bekræftet at billedet ser godt ud, men at han selv har haft grumme oplevelser med kaldet tidligere. Alt i mens vi snakker hører jeg Sune råbe og give mig en kæmpe thumbs up. Den har kaldt. Helt rigtigt. Helt som den gjorde i starten. Det var bare afstanden der fik det til at snyde et øjeblik. Og han har optaget den. Jeg begynder næsten at tude igen, krammer Sune og falder på knæ. Nu er den sikker, og jeg melder den ud en sidste gang. Resten er ren blær. Flere folk kommer til, og den vimser rundt. Den kalder. Solen begynder at skinne. Og jeg har vundet. Jeg har vundet årets efterårskonkurrence mod mig selv. På falderebet. Jeg er så glad, og tager mig selv i at sige ”det var lige godt satans” flere gange de næste timer. Det var hele kampen værd. Tak lille fantastiske sanger fra Centralasien. Du har givet mig troen på mine fugleevner tilbage. Det var lige det jeg havde brug for. Og tak til Rasmus, Sebastian, Henrik og Sune for uundværlig hjælp og opmuntrende ord undervejs. Nu mangler jeg bare en krognæb.

Tak til Lars Jensen Kruse for udlån af billede.