Mens vi venter på lapuglen

Vil man se en lapugle i øjnene, må man forberede sig grundigt hjemmefra og målrettet køre nordpå og alliere sig med heldet. Nomaden fra de store granskove kan virke som et spøgelse, der lydløst dukker op for måske kort efter at lade sig sluge af naturskovens dybe ro. Fuglefotografen Johnny Salomonsson har været i audiens hos lapugler i Sverige og Finland.

Den har årringe i ansigtet, og man synes, at den må kandidere til at være fuglenes svar på egetræet. Hvor lapuglen jager, er der et mangfoldigt liv og en respekt for alderdommen i skoven.

Alle ugler er fascinerende, men der er noget ganske særligt over lapuglen. Jeg tror, at den for de fleste danske feltornitologer repræsenterer selve drømmen om mødet med det sjældne, smukke og uberegnelige fra de store skove i nord, siger fuglefotografen Johnny Salomonsson.

I gode sæsoner med masser af gnavere er chancerne for at finde yngleparrene størst, men man skal som hovedregel kende lokaliteten præcist, inden man tager af sted. Det er sjældent at finde lapugler under skovture på må og få. Foto: Johnny Salomonsson.

Man kunne strengt taget godt fjerne ”f” i den titel og kalde ham ”uglefotografen”, for det er i selskab med denne gruppe af fugle, at han har sine bedste øjeblikke. Med lapuglen som den ultimative model.

Jeg har været af sted seks gange på nøje planlagte ture, hvor det har været målet at komme tæt på lapugler. Alle gange har jeg forberedt mig meget grundigt hjemmefra, så jeg i kraft af gode svenske og finske kontakter på forhånd har vidst præcis i hvilke områder, der holdt lapugler til. At tage ud i skovene på må og få kommer der næppe noget godt ud af. Der er langt mellem yngleparrene, og sikre lokaliteter findes vist ikke, når man taler om lapugler. Disse fugle er på mange måder nomader, der flytter, så de befinder sig, hvor der er flest gnavere. Der er sæsoner, hvor de slet ikke yngler, fordi der er så få mus i skovene. Jeg har et enkelt år kørt forgæves til Sverige efter lapugler. Der er aldrig garanti for nærkontakt, når det gælder de store grå ugler, fortæller Johnny Salomonsson.

Tillidsfuldheden kender ingen grænser, når man står over for en lapugle. Kunsten at fotografere lapugler består blandt andet i at kunne lokalisere dem. Johnny Salomonsson er her fotograferet ved Västerås nær Stockholm. Foto: Nicklas Elfving.

Der er dog et kerneområde, hvor chancerne er gode for at finde de grå kæmper. Det ligger oppe i kystområdet i den nordøstlige del af Sverige på grænsen til Finland. Med Luleå og Boden i Sverige og Tornio i Finland som nøglebyer på vejen mod uglerne.

I marts 2009 var jeg i Tornio på et god lokalitet for lapugler. Der var masser af sne i landskabet, og lapuglerne jagede i åbent terræn i udkanten af skoven. Jeg stod i selskab med et filmhold fra BBC, der optog lapuglens lydløse jagt. Det var en stor oplevelse. Når man først har fundet en lapugle, er det ingen sag at komme på fotografisk skudhold, for den er så tillidsfuld, at man kan klappe den, siger Johnny Salomonsson.

Denne lapugle er også foreviget i levende billeder. Der stod et filmhold fra BBC ved siden af Johnny Salomonsson, da han tog dette nærportræt af uglen i sneen. Tornio, Finland. Foto: Johnny Salomonsson.

Og det er ingen overdrivelse. Der findes svenske filmoptagelser, der viser en lapugle, som bliver strøget over fjerdragten af en mand, mens uglen bare sidder på en pæl og spejder i udkanten af skoven.

Lapuglen er så flegmatisk og godmodig, at den næsten virker naiv. Jeg har set enkelte individer gøre sig tynde, som ugler gør, når de bliver forskrækkede, men ellers er de fuldstændig upåvirkede af din tilstedeværelse. Der er en personlighed over en lapugle, som er helt unik. Det er her, at den dybe fascination af uglen tager sit afsæt, siger uglefotografen.

Unge ugler tigger altid højlydt, når en af deres forældre kommer med bytte, så fotografen er varskoet, når der bliver serveret. Foto: Johnny Salomonsson.

Nær Vesterås ved Stockholm findes en af de sydligste og i reglen sikreste ynglelokaliteter for lapuglen set fra en dansk feltornitologs synsvinkel. Denne lokalitet har haft ynglende lapugler siden 2000, og Johnny Salomonsson har besøgt stedet flere gange.

Jeg var der i en hel sommeruge, hvor jeg udelukkende fokuserede på lapuglerne, der havde fem unger. Det var en stor fordel at følge uglerne, mens de havde unger, for de små dunede ugler tigger altid højlydt, når en af forældrene har fanget en gnaver, som de kommer for at aflevere. På den måde kunne jeg altid lokalisere lapuglerne, der flyver så lydløst, at de sagtens kan snyde en og flyve forbi, så man opdager dem for sent til at få et billede. Men i kraft af et kuld tiggende unger, vidste jeg næsten altid, hvor de gamle befandt sig i terrænet, fortæller Johnny Salomonsson.

Om alt går vel, vil også denne vatbold af en unge blive til en mytisk lapugle med årringe i ansigtet. Foto: Johnny Salomonsson.

Hvis lapuglen jager inde i de gamle, højstammede naturskove, er den næsten umulige at finde, men ude i lysningerne har de ynglende ugler deres faste pladser, hvorfra de spejder. Og så er de til at have med at gøre.

Kimen til Johnny Salomonssons interesse for ugler blev lagt 3. oktober 1983, da han fandt en høgeugle i Stensholt Vang i Gribskov. Da var han solgt til ugler.

Under den store invasion af høgeugler i 1983/84 fulgte han dagligt fire eksemplarer i det nordsjællandske skovområde. Det var ”Fugle i farver” for fuld udblæsning og i virkelighedens verden. Nu håber han så på, at lapuglen engang vil jage nær hans hjemmebane i Skærød ved Helsinge.

Den grå eminence blandt uglerne kunne passende slå sig ned i en lysning i Gribskov, hvor han tilfældigt kommer forbi med sit kamera. Med ugler kan man aldrig vide.

Sidste fase i en lydløs jagt. Lapuglen har ved hjælp af sin eminente hørelse lokaliseret en mus under sneen, og den slår ned et splitsekund efter, at dette foto er taget. Foto: Johnny Salomonsson.