Ny forskning giver unik viden om lille kjove på langfart

Ny forskning i den lille kjoves træk fra fuglenes arktiske ynglepladser til havet ud for Vest- og Sydafrika afslører, at kjoverne kan tilbagelægge 350 kilometer i døgnet. Fra Nordøstgrønland kan de kjover, der trækker længst, nå syd for Madagaskar i Det Indiske Ocean.

Den korte og hektiske arktiske sommer er forbi, og den elegante lille kjove haster bogstaveligt talt mod varme vande i syd. Trækket er målrettet og sker i et hurtigere tempo, end man hidtil har antaget. En lille kjove kan snildt tilbagelægge 350 kilometer i løbet af et døgn på første etape af sit træk mod syd, der indledes i august.

Det viser ny international forskning, der har dansk deltagelse fra Aarhus Universitet. Den ny viden om lille kjove tager afsæt på forskningsstationen Zackenberg i Nordøstgrønland, hvor der i sommeren 2010 blev fanget 9 individer af lille kjove, der alle fik sat dataloggere - også kaldet geolocatorer - på et af deres ben.

Nettet sættes op ved reden af lille kjove, Zackenberg, sommeren 2010. Bemærk reden midt i billedet. Foto: Niels Martin Schmidt.

Takket være dataloggerne, der i deres hukommelse kan lagre oplysninger om den mængde lys, som kjoverne befinder sig i gennem døgnet, kan forskerne med cirka 100 kilometers nøjagtighed regne sig frem til fuglens position. Hvis de altså får fingre i dataloggerne igen.

Kortlægningen af kjovetrækket kan i sagens natur først trækkes ud af dataloggerne året efter, at de er sat på fuglene. Kjoverne skulle derfor fanges igen på ynglepladsen, hvorpå data fra de blot tre gram tunge loggere kunne tappes til en computer, så der kunne drages konklusioner ud af alle positionerne.

Her ses en datalogger på et af kjovens ben. Foto: Line Kyhn.

Heldigvis for forskerne er lille kjove i stil med for eksempel havternen meget trofast over for sit hjemsted, så den vender tilbage til samme ynglelokalitet år efter år og kan derfor relativt let fanges igen.

På baggrund af de mange positioner, som dataloggerne gav forskerne, kunne et trækmønster tydeligere end nogensinde tidligere tegnes over lille kjoves færden fra august til juni.

Ud over en overraskende hastighed på den første del af trækket har vi fundet ud af, at der ligger et hot spot for havfugle i Nordatlanten, hvor lille kjove på sit efterårstræk opholder sig cirka tre uger og tager den med ro. Opholdet finder sted centralt i Nordatlanten øst for Newfoundland, hvor fødekilder tiltrækker store mængder af fugle som for eksempel sabinemåge og terner.

I kraft af dataloggerne har vi første gang nogensinde kunnet kortlægge hele trækruten fra Arktis til vinterkvartererne og tilbage igen det efterfølgende forår. Det er helt nyt, at vi på den måde får et hurtigt og præcist overblik i løbet af bare et års tid, siger seniorforsker Niels Martin Schmidt, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, som var med i felten til fangsten af de små kjover i Nordøstgrønland.

Ynglepar af lille kjove på ynglepladsen. Foto: Niels Martin Schmidt.

Dataloggerne afslørede, at lille kjove på turen fra Nordøstgrønland til Sydafrika og retur hvert år tilbagelægger rundt regnet 50.000 kilometer. Den følger stort set samme flyveruter som andre arktiske fugle som havterne og sabinemåge.

Vi kan se, at kjoverne efter deres første stop i Nordatlanten trækker målrettet langs vestkysten af Afrika til syd for kontinentet, hvor de tilbringer vinteren. Når trækket ud på foråret går mod nord igen, har kjoverne en tendens til en mere vestlig rute over en bredere front i Atlanterhavet, siger Niels Martin Schmidt.

Lille kjoves trækruter mellem yngleområder og vinterkvarterer. Blå farve er efterårsruten, gul viser ruten om foråret, og rødt markerer vinterkvartererne.

Lille kjove er i cirka ni af årets måneder en havfugl, der som såkaldt kleptoparasit lever af at forfølge og stresse andre havfugle med den hensigt at stjæle deres føde. Kun i juni, juli og en del af august er kjoven så at sige landligger på sine arktiske ynglepladser.

Lemminger er hovedføden for lille kjove, og da de små gnaveres bestande ofte veksler ekstremt meget fra år til år, og i visse områder helt er kollapset, er der stor forskel på ynglesuccesen for kjoverne.

Den lille kjoves yngleområder ligger i tundraer og på højfjelde i det meste af Arktis fra Nordøstgrønland over Svalbard, Rusland, Sibirien, Alaska og Canada. Den skandinaviske bestand af lille kjove skønnes at tælle cirka 10.000 – 12.000 ynglepar.

Lille kjove over Zackenberg, Nordøstgrønland. Foto: Niels Martin Schmidt.

September er den måned, hvor der ses flest små kjover i Danmark. Antallet afhænger uhyre meget af sommerens bestande af lemminger i kjovernes yngleområder. Mange lemminger giver flere flyvefærdige unge kjover og dermed et kraftigere rykind i de danske farvande.

Også vejrmæssige fænomener kan afstedkomme variation i antallet af lille kjove set i Danmark. Lavtryk med kraftige vinde fra vest og nordvest lige på det tidspunkt, da kjoverne trækker mod syd, kan sende ekstraordinært mange individer ind i Nordsøen og tæt på Danmark.

I disse tilfælde kan forekomsten af lille kjove have invasionsagtig karakter.