På visit i vandriksens privatsfære

Det hører til sjældenhederne, at man oplever familielivet hos vandrikser. Men i september skete det for heldige fuglekiggere i Lille Vildmose. Se med, læs beretningen og få en forklaring på, hvorfor unger hos vandhøns er sorte.

”Er den virkelig ikke større?”, tænkte jeg, da jeg så den voksne vandrikse træde ud i det fri på mudderfladen i kanten af rørsumpen og det våde pilekrat, hvor mosekonen har sit bryghus.

Når man hører en vandrikse grynte og skrige højlydt fra et skummelt sted i nattemørket, så det er til at få gysende gåsehud over, lyder den til at have et volumen som en kalkun. Men den fylder altså ikke meget mere end en solsort.

Artikel fortsætter efter foto

Vandriksens dunede unger fodres. Foto: Jan Skriver

”Sikke slank en vandrikse kan blive, hvis den strækker sig. Og sikke lynhurtig den er, når den skrutrygget og med et skingert skrig spurter af sted i skjul, selv om faren er en bagatel af en krage”, tænkte jeg, mens jeg blev præsenteret for et repertoire af adfærd på klos hold.

En vandrikse tager ingen chancer. Hellere spæne en gang for meget end at yde rørhøgen en mundfuld med alt godt fra mosens underverden.

Artikel fortsætter efter foto

Det er sjældent at se vandriksens unger så tæt på. Foto: Jan Skriver

En smal sag fra rørskoven

Da vandhønen vendte sit bagparti til, fik jeg en spøjs association i retning af en kronhjort.

Kronhjorten er trods sin imponerende og bredskuldrede fysiske fremtoning meget smal og slank, så den er i stand til at kante sig hurtigt igennem en tæt skov, hvis den får brug for det.

Jeg har i grunden altid opfattet en vandrikse som rund og buttet som en håndbold, men den er altså ganske smal i kroppen i stil med en kronhjort.

Derfor kan vandriksen smyge sig lynhurtigt gennem tæt rørskov, hvis den får brug for at flygte.

Artikel fortsætter efter foto

Som de fleste andre vandhøns fører vandriksen en skjult tilværelse i tilgroede moser i ly af pilebuske og sumpplanter. Foto: Jan Skriver

Sumpens små kulsorte rikser

Men det var nu ungerne, der gav de største øjenåbnende oplevelser. Vandriksens unger er sorte som kul, men med et elfenbenshvidt næb, der kan ligne en stump vissent tagrør.

Og så har de en rødlig nøgen plet på issen.

Naturligvis er der en naturlig forklaring på alle disse aspekter. Og den sidder Jon Fjeldså med. Han er professor på Zoologisk Museum, Københavns Universitet.

Alle vandhøns (Rallidae) har sorte unger med få modifikationer. Engsnarren har brunsorte unger, og blishønens unger har gullige dunspidser på struben. Jeg tror generelt, at vandriksens unger er sorte på grund af camouflage-effekten. Når ungerne trykker sig i mørkt mudder i bunden af sumpvegetationen, er det en fordel at være helt sort. I modsætning til for eksempel vadefugle, som kun trykker på jorden, vil vandhønsekyllingerne tit aktivt forsøge at gemme sig i mudder eller under blade, hvor de så forsøger at skjule eventuelle lyse partier så som næb eller den mere eller mindre nøgne isse, siger Jon Fjeldså.

Artikel fortsætter efter foto

Hvis man får nærkontakt, kan man opleve kulsorte unger og forældrefugle, der gør sig smalle og slanke og spurter i skjul ved den mindste fare. Foto: Jan Skriver

Fred være med røde isser

Der er ikke mange eksempler på helt sorte unger blandt redeflyende fugle, påpeger professoren. Enkelte hulrugende alkefugl som søkonge og lunde har næsten helt sorte unger og hos skarveænder og visse hønsefugle som for eksempel hjelmvagtlen, der lever i tæt vegetation med mørk mudret bund, er ungerne meget mørke.

Vandrikse-ungernes hvidlige næb har også en funktion. Det tjener som et signal til fodring.

Lyse næb og et næsten nøgent område på issen ses i forskellige varianter hos de fleste vandhønsearter. Mange har sikkert oplevet, hvordan blishønens kyllinger viser deres gule strube frem, når de vil fodres, mens de forsøger at skjule både næb og strube, når de trykker ved en fare. Nøgen rød isse fungerer som passificeringssignaler over for forældrefuglene. Et par blishønseforældre vil ellers forsøge at dræbe enhver ælling eller andet dyr, som kommer i nærheden af deres unger. Formentlig tjener kyllingernes kraftigt farvede isser som et tydeligt signal, så forældrene genkender deres egne unger og ikke angriber dem, siger Jon Fjeldså.

FAKTA OM VANDHØNS:

- Verden over findes 133 arter af vandhøns, og i Danmark optræder fem arter regelmæssigt.
- Blishønen er den eneste, som lever åbenlyst og færdes frit fremme på vandflader, så den er kendt af alle.
- De øvrige danske vandhøns som grønbenet rørhøne, vandrikse, plettet rørvagtel og engsnarre fører alle en meget skjult tilværelse, om end den grønbenede rørhøne ofte viser sig.
- Vandriksen gik frem som ynglefugl i Danmark i det 20. århundrede i takt med tilgroning af moseområder.
- Også mildere vintre menes at have haft en gunstig virkning på bestanden af vandrikse, der har sin nordgrænse i Danmark.
- De senere år har den danske bestand af vandrikser tilsyneladende været en smule i tilbagegang.
- Det skønnes, at der yngler flere end 1.000 par vandrikser i Danmark.

Vandriksen på video

Flemming Bornholdt fangede den samme familie på video. Se det her: