Søkongen har travlt i den korte højarktiske sommer

Søkongen! Ved første øjekast er der ikke meget royalt over fuglen, som er den mindste af de nordatlantiske alkefugle. Med en kropslænge på 20 centimeter og et vingefang på blot 34–38 centimeter udgør den ikke meget mere end en stor håndfuld. Fjerdragten er diskret, og det er tydeligvis ikke det ydre, der har givet den titlen som kongen af søen. Men hvad er det så?

Hvert år ankommer millioner af havfugle til kolonierne omkring Nordvandspolyniet, som er et åbentvandsområde omgivet af is mellem Ellesmere Island (Canada) og Avanersuaq (Thule) i Nordvestgrønland, for at yngle.

Nordvandspolyniet er med dets cirka 80.000 kvadratkilometer verdens største af disse åbentvandsområder. Samtidig er det et af de mest produktive, hvilket tiltrækker store flokke af arktiske havfugle. Den mest talrige af disse fugle er søkongen.

Søkonger er tillidsfulde og sociale. De sidder ofte sammen på en favoritsten (klubsten) og snakker med lyde, der mest af alt lyder som skraldlatter. Foto: Carsten Egevang.

Alene i Nordvandspolyniet er populationen anslået til 33 millioner fugle, hvilket svarer til 80 procent af den globale søkongepopulation. Selvom søkongen er en af verdens mest talrige havfugle, er den også en af dem, vi ved mindst om. Her kan du læse lidt om, hvad søkongen er for en størrelse, og hvorfor den er særligt interessant at studere.

Den arktiske sommer er meget kort. Derfor må søkongerne, ligesom alle andre arter der yngler på disse breddegrader, arbejde hårdt for at nå at opfostre deres unger og få dem på vingerne, før landskabet igen indkapsles i sne, is og mørke. Ungerne vokser langsomt i det kolde klima, og et søkongepar har rigeligt at se til med den ene unge, de satser på hvert år.

En søkongeunge ligner en lille sort nullermand. Den vokser langsomt i det kolde klima, og de voksne fugle har rigeligt at se til med den ene unge, de satser på hvert år. Foto: Marie Schou Frandsen.

De ankommer til kolonierne i april/maj, inden havisen er helt brudt op, og mens koloniområderne stadig er dækket af sne og is. Parrene holder sammen for livet og genforenes år efter år. Tilsyneladende benytter de også det samme redehul flere år i træk.

Rederne er placeret på stenede skråninger dybt under et dække af store sten og uden for rækkevidde af prædatorer. Hver rede har flere indgange, og for mennesker kan det være umuligt at få armen gennem de bugtede gange og helt ned til den lille unge.

Søkongerne yngler på stenede skråninger som disse, og rederne er gemt godt af vejen i kringlede gange under de store sten. Foto: Carsten Egevang.

De største kolonier ligger som nævnt i Thule-området. Her kan antallet af fugle i en koloni nå op på mange 100.000 par. Det er en fantastisk oplevelse at tage ophold i en af disse kolonier. Man kommer med det samme til at holde af den lille sejlivede fugl og begynder at forstå, hvordan den har gjort sig fortjent til sit navn.

Plankton på menuen

En anden ting, der adskiller søkongen fra de øvrige havfugle i Arktis, og som gør den særdeles veltilpasset til livet på de nordligste breddegrader, er dens tilpasning til en særlig diæt. I hele yngleperioden - og muligvis også til en vis grad i vinterperioden - lever den udelukkende af små planktoniske organismer, primært vandlopper af slægten Calanus. Men de største vandlopper er blot 5-7 milimeter lange, og der skal mange til selv en lille mundfuld.

Kæmpemæssige flokke af søkonger ankommer til kolonierne i maj og juni. De er kun på et kort besøg på landjorden, og allerede efter et par måneder tager de til havs igen. Til den tid vil hannerne fra de heldige par foretage et mere end 500 kilometer langt svømmetræk sammen med den næsten udvoksede unge. Foto: Carsten Egevang.

Fordelen ved at leve af disse små dyr er for det første, at de er utroligt energirige i forhold til deres størrelse. Calanus vandlopperne oplagrer en stor del af deres næringsindtag som fedtsyrer, og de minder mest af alt om små fedtbeholdere. For det andet findes de i massevis i havene, der omgiver kolonierne.

Beregninger har vist, at søkongerne konsumerer helt op til 24 procent af den samlede biomasse af Calanus vandlopper i Nordvandspolyniet. Det gør søkongerne til en seriøs konkurrent til de store grønlandshvaler; den eneste anden større organisme i området, der lever på denne diæt.

I yngleperioden består over 90 procent af søkongernes diæt af Calanus vandlopper. I Thuleområdet er der rig adgang til den største og fedeste af disse vandlopper, Calanus hyperboreus, der kan være op til 7 millimeter lang. Her ses et eksempel på, hvordan et måltid mad ser ud for en søkongeunge. Prøven er taget fra en voksen søkonge i yngletiden. Foto: Marie Schou Frandsen.

Selvom vandlopper udgør en solid kost, og konkurrencen om dem er lav, kræver det hårdt arbejde at fange nok af dem til at overleve. Beregninger har vist, at en voksen fugl skal indtage op til 80 procent af sin egen kropsvægt hver dag. I ynglesæsonen, hvor der også er en unge at fodre, skal en enkelt søkonge fange op til 60.000 vandlopper hver eneste dag.

Vi ved, at søkongerne dykker ned til 30-40 meters dybde under fourageringen, men præcis hvordan de er i stand til at fange det store antal vandlopper, er lidt af et mysterium. De har ingen særlige tilpasninger til at filtrere vandet, som man kender det fra blandt andet bardehvalerne, og det er derfor mest sandsynligt, at de fanger dem enkeltvis.

Mad til ungerne transporteres i en specialiseret halssæk, som her ses tydeligt som en bule på fuglens hals. En enkelt fourageringstur varer mellem 20 minutter og 24 timer. Hver dag skal ungerne have omkrking 5-8 måltider, som de to forældre hjælper hinanden med at indsamle. Foto: Marie Schou Frandsen.

Vandlopperne transporteres tilbage til ungerne i kolonien i en specialiseret halssæk; en såkaldt sublingual lomme. En portion indeholder typisk 5-600 vandlopper, men kan sagtens rumme helt op til 2000 byttedyr. En unge i voksealderen har brug for omkring 5-8 måltider om dagen, som forældrene må fange ved siden af deres eget store energibehov. Det er hårdt arbejde, og de to voksne fugle deler byrden mellem sig.

Søkongerne drager til havs igen

Når ungen er omkring 28 dage gammel og vejer omtrent 70 procent af en voksen fugls vægt, er den klar til at forlade landjorden. Som med andre alkefuglearter er det hannen, der følger ungen på vej. Sammen svømmer de omkring 500-600 kilometer til overvintringsområdet, mens ungen efterhånden bliver i stand til at klare sig selv. Med undtagelse af yngleperioden tilbringer søkongerne hele deres liv på havet.

Søkongen er en havfugl, og med undtagelse af et par måneder i yngleperioden tilbringer den hele sit liv på de arktiske have. Hvad de laver her, ved vi dog næsten intet om. Foto: Carsten Egevang.

I modsætning til mange af de andre arter, der besøger de højarktiske områder i sommerperioden, bliver søkongen på de nordligste breddegrader året rundt og er, hvad man betegner en ægte arktisk art. De største vinterområder ligger i Labradorhavet ud for Newfoundland, men hvordan søkongerne lever, når de når hertil, ved vi meget lidt om.

Vi kan ved hjælp af dataloggere (små måleapparater, der sættes fast på individuelle fugle) beregne, hvor de befinder sig, hvor dybt og hvor længe de dykker, og hvad temperaturen er. At få fat i disse informationer kræver dog, at man kan finde og genfange den fugl, man satte dataloggeren på året inden, i en koloni med mange 100.000 ens fugle.

Ved hjælp af små dataloggere, der sættes fast omkring fuglens ben, kan man beregne fuglens dykke- og trækadfærd. Det kræver dog, at man genfanger den mærkede fugl i en koloni med mange 100.000 helt ens fugle. Foto: Carsten Egevang.

Audiens hos søkongen

Der er ikke noget mere fantastisk end at tage ophold i en søkongekoloni i den store højarktiske ødemark. Rent logistisk - og økonomisk - er det dog noget af en udfordring. Mange hundrede kilo gods skal transporteres ud til steder, hvor der hverken er veje eller landingsbaner.

Alt skal med hjemmefra; selv den elektricitet, man har brug for, for der findes intet andet end smuk natur, der hvor søkongerne tilbringer sommeren. Man må være forberedt på møder med isbjørne og uheld, der skal behandles langt væk fra skadestuen. Alt dette for at studere en lille havfugl.

Efterladenskaber (guano) fra de 100.000 vis af søkonger, der bor i de store kolonier i Thuleområdet, gøder den næringsfattige landjord. Feltlejren rammes også, og efter et par uger i kolonien fremstår køkkenteltet her næsten kridhvidt. Foto: Carsten Egevang.

Nogle vil måske spekulere på, om det virkelig er umagen værd. Hvis man spørger mig, så vil jeg helt klart svare ja! Ikke bare fordi søkongen er en herlig lille fugl, der er sjov at prøve at forstå, men fordi den er en del af et større økosystem, der allerede er hårdt presset af os mennesker.

De trusler, alkefuglene står overfor, er en historie for sig, som ikke hører til i denne artikel. Men det er helt sikkert, at ved at forstå (og hermed at blive i stand til at bevare) søkongerne, beskytter man et stort unikt økosystem.

Søkongen er den mindste af de nordatlantiske havfugle. Det er en lille kompakt fugl, der fremstår helt i sort og hvidt. Dens vinger er meget korte for en havfugl, og halen er nærmest ikke-eksisterende. Foto: Carsten Egevang.

Fordi søkonger fouragerer til havs og yngler på land, transporterer de store mængder næring fra det produktive hav til lavproduktive landområder. Hvis man besøger en søkongekoloni, kan man med sine egne øje tydeligt se den effekt, de har på det terrestriske økosystem. Mens de omkringliggende områder er golde og øde, er billedet omkring kolonierne et andet. Frodig vegetation og en væld af liv nyder godt af søkongenes næringstransport fra havet.

De fantastiske søkonger er nok konger af søen, men de er det også af de fjerne landområder i nord. 

Luften er sort af større og mindre flokke af søkonger, der flyver til og fra fourageringsområderne på havet. Somme tider flyver søkongerne også panisk rundt over selve kolonien ved synet af deres mest frygtede fjende, gråmågen. Foto: Carsten Egevang.