Sibirisk gransanger

HAANING I FELTEN Sibirisk gransanger har været omgærdet af forvirrende meldinger om gyldige dragtkarakterer. Det har skabt usikkerhed i felten, og endnu kan man læse i årsrapporter, at kun ringmærkede fugle kan bestemmes med sikkerhed. Dette til trods for at det i et stykke tid har været slået fast, at den kan bestemmes ud fra en række gode karakterer samt, ikke mindst, et diagnostisk kald. Det bliver præsenteret i denne artikel.

I sidste uge modtog jeg ”Fugleåret 2014”. Rapporten er en kraftpræstation udført af frivillige kræfter i DOF, og er en fornøjelse ad bladre i, læse igennem, og efterhånden få dannet et overblik over året der gik. På et tidspunkt faldt jeg over denne kommentar under sibirisk gransanger: ”Kun fugle der er bestemt i hånden (ringmærket) medtages i Årsrapporten”.

Jeg må indrømme, at jeg tænkte, ”kan det virkelig passe at det er sådan endnu?”.

Ud fra Årsrapportens retningslinje er der blot registreret 3 fugle i Danmark i 2014. Med den viden vi har i dag om udseende, sang og kald hos sibirisk gransanger, synes kriteriet som Årsrapporten opsætter noget drastisk og ”ude af trit” med feltornitologernes viden og erfaring. Et hurtigt kig i DOF-basen afslører da også 6 efterårsfund, udover de ringmærkede, hvor karakterer og kald er udmærket beskrevet. Derudover er den velbesøgte og veldokumenterede syngende fugl fra Ullerup Skov i perioden 24/5-22/7 ikke medtaget. Alene de mange kommentarer som er vedlagt observationerne, vidner om, at feltornitologerne udmærket ved hvad de skal kigge efter for at bestemme sibirisk gransanger, og flere er fornuftigt forsigtige og gør opmærksom på, hvis de ikke har hørt kaldet. Det er fedt. Det er ansvarligt. Feltornitologi er sjovest, når man er helt sikker!

Det er ikke fordi, at gransangerkomplekset er nemt, men de seneste år er det blevet gjort nemmere, og variationerne i dragtkarakterer hos netop sibirisk gransanger er blevet beskrevet, så feltbestemmelse til denne spændende race kan godtgøres.

Autoriteter udi gransangerkomplekset gør dog opmærksom på, at der er meget at lære endnu for at forstå hele komplekset. Både karaktermæssigt men også i forhold til træk og overvintringsområder er der endnu meget at finde ud af. F.eks. er man ikke sikker på hvordan nordlige gransangeres træk forløber. Mistænkte nordlige gransangere er blevet DNA-testet i bl.a. England, men de har alle, bortset fra en, vist sig at være sibiriske gransangere! Sådanne resultater har i stedet bidraget til at kende dragtvariationen hos sibirisk gransanger bedre.

I forbindelse med bestemmelse af sibirisk gransanger er det vigtigt at kende og vide, at der er tre former af gransangere i vores del af Europa, som er relevante i bestemmelsesproblematikken.

Racen collybita findes i størstedelen af Europa og er dermed ”vores” gransanger.

Racen abietinus er en nordlig race som er udbredt i Nordskandinavien og det (nord-) vestlige Rusland.

Racen tristis (sibirisk gransanger) er en østlig race som er udbredt i det meste af Sibirien og centrale Rusland.

Udseendemæssigt er der tale om at gransangere mister mere og mere grøn farve i takt med nordlig og østlig udbredelse. Hjemlige, sydlige gransangere, racen collybita, er grønne på ryggen uden tydelig kontrast til grønne vinger og hale, har olivengullig underside, lys basis på undernæbbet, en ret svag øjenbrynsstribe som er gullig og en hvid øjenring som er markant. Særligt om efteråret kan øjenringen være det mest fremtrædende i fuglens ansigt. Kinden er ret mørk af samme grønlige tone som oversiden. Kaldet er blødt og opadgående.

Typisk efterårsgransanger hvor oliven- og grønne farver dominerer. Kontrasterne er svage, og den lyse øjenring er tydeligere end øjenbrynsstriben. Hyllekrog, september. Foto: Helge Sørensen.

Typisk efterårsgransanger. De olivengrønne farver dominerer, og der er ikke farvemæssig kontrast fra ryg til vinge. Ishøj Strand, september. Foto: Helge Sørensen.

Gransanger. Et noget lysere individ hvor bl.a. kinden ikke er særligt markeret. Øjenbrynsstriben er tydelig, men den er ikke hvidlig eller beige. I stedet fremstår den gullig. Flankerne er tillige gullige, og generelt er kontrasterne svage. Den grågrønne farve i ryggen og ret lyse underside kan antyde, at der måske er tale om en nordlig gransanger, men overgangen mellem sydlig - og nordlig gransanger er flydende karaktermæssigt. Sibirisk gransanger udelukkes hurtigt på grund af de dominerende gule og grønne farver. Se bort fra den orangetonede farve i halen. Det skyldes lysindfald. Gl. Holte, september. Foto: Helge Sørensen.

Nordlig gransanger, racen abietinus, er lysere og mindre grøn end collybita. Nogle individer kan påminde en del om sibirisk gransanger på grund af de køligere farver. Ryggen er således køligere grøn, og undersiden er grålig kun med let oliventoning. Ofte danner de kølige toner på både over- og underside ret stor kontrast til vingernes grønne svingfjer og den grønne hale. Øjenbrynsstriben er markant i ansigtet. Den er olivengulligt farvet, men den hvide øjenring står også tydeligt frem. Kinden har samme farve som issen, altså grønlig. Næbbet har tydelig lys basis. Kaldet er identisk med sydlig gransangers. I det hele taget er der er et stort overlap i karakterer mellem sydlig og nordlig gransanger.

Nordlig gransanger, racen abietinus. Nordlig gransanger er oftest lysere og knapt så grøn i indtrykket i forhold til typiske sydlige gransangere (racen collybita). Der ses kontrast fra grågrøn ryg til gulgrønne kanter på vingens svingfjer. Kontrasten kan minde en del om sibirisk gransangers ditto. Bemærk at øjenringen træder tydeligt frem i forhold til øjenbrynsstriben, og at kinden er grønlig som issen. Finmark, Norge, juni. Foto: Helge Sørensen.

Nordlig gransanger, racen abietinus. Ryggen er for grøn til en sibirisk gransanger, men den danner en vis kontrast til vingerne. Den kunne i felten blive mistænkt som en mulig sibirisk, også fodi at indtrykket er lyst, bl.a. er undersiden påfaldende hvidlig. Bemærk dog at øjenbrynsstriben er for gul, bl.a. er den gul over øjet. Et godt supplement til bestemmelsen vil være at høre fuglen kalde. Finmark, Norge, juni. Foto: Helge Sørensen.

Nogle gransangere kan minde meget om sibirisk gransanger i karakterer, og udgør formentlig fugle fra overgangszonen mellem de to racer. Disse fugle er påfaldende lyse, hvor kølige farver dominerer, og hvor undersiden er lys, og øjenbrynsstriben virker markant. Kinden er ofte lysere sammenlignet med ”normale” gransangere. At høre fuglenes kald er derfor meget vigtigt i forhold til den endelige bestemmelse. Det er klart, at når man står overfor fugle som disse, er det sibirisk gransanger, man har i tankerne. Man må forberede sig på, at hvis observationen af sådanne fugle ikke underbygges af et kald, er det meget muligt at man må lade den gå som ubestemt. En del af disse lyse typer kalder med et kald som er afvigende i forhold til både sydlige gransangere og nordlige gransangere i Nordskandinavien samt i særdeleshed med sibirisk gransanger. Mange betragter dem som østlige nordlige gransangere, hvilket de givetvis også er, men en ordentlig forståelse af disse fugle, f.eks. gennem DNA-tests, behøves. Man kan også nemt forestille sig, at der forekommer en hybridzone mellem nordlig og sibirisk gransanger. Et sådant afvigende kald kan høres her.

Sibirisk gransanger, racen tristis, lever op til sit latinske navn. Den er ret trist i udtrykket. Den er lys og grålig eller brunlig. Selv kaldet er trist sammenlignet med nordlig og sydlig gransangers mere muntre let opadgående kald.

Alligevel er den fed. Når man på et småfuglelusk finder en sibirisk gransanger, vækker den glæde. Den udstråler noget afvigende, noget sjældent og noget som gør dagen lidt særlig.

Egentlig er sibirisk gransanger både særlig og speciel. Den afviger dragtmæssigt på en lang række karakterer fra hjemlige gransangere, og både kald og sang er helt specielle. Faktisk er kaldet diagnostisk.

Sibirisk gransanger. Bemærk det kølige indtryk af dragtens farver, hvor grålig ryg og lys underside, markant øjenbrynsstribe og kontrasten mellem ryg og vinger er påfaldende. Bemærk endvidere at den lyse øjenring ikke er en tydelig karakter. Det er øjenbrynsstriben der dominerer i hovedet. Næbbet er tillige påfaldende mørkt. Mårup Kirke, 31/10 2011. Foto: Rune Sø Neergaard.

Sibirisk gransanger, samme individ. Bemærk let beige toning i flanken på en dominerende gråhvid underside. I denne vinkel ses også den brunttonede kind og et beige, ikke gult, strøg i den dominerende øjenbrynsstribe. Mårup Kirke, 31/10 2011. Foto: Rune Sø Neergaard.

Sibirisk gransanger er lys. Indtrykket kan variere fra brunlig til grå med en stor kontrast til en gråhvid underside med en beige toning på flankerne. Toningen på flankerne bliver aldrig gullig eller olivenfarvet som hos sydlig og mange af de nordlige gransangere. Øjenbrynsstriben er markant hvidlig, ofte med et brunligt anstrøg, og kan højst vise en meget svag gultoning foran øjet. Kinden er påfaldende varmt brun, og den hvide øjenring træder i de fleste vinkler ikke markant frem. Øjenbrynsstriben er det mest markante træk i ansigtet.

Næbbet er sort og er generelt mørkere end hjemlige gransangeres. Oftest er der tale om et meget lille område, særligt på undernæbbet, som er lyst. Benene virker knaldsorte mod den hvidlige underside.

Tidligere sagde man, at sibiriske gransangere kun måtte vise gult i undervingedækfjerene. Imidlertid har en større forståelse af racens variation vist, at det er almindeligt, at racen har gulgrønne faner på sving- og halefjer, hvilket danner en ret påfaldende kontrast, særligt fra ryg til vinger. Nogle har tillige let gulgrøn toning i overgumpen samt olivetoning i skulderfjerene.

Sibirisk gransanger. Farveindtrykkene af sibirisk gransanger varierer ofte fra grå til brune. Det hænger tit sammen med lysindfald, men nogle individer er mere brunlige end andre. Bemærk den brune kind, at øjenbrynsstriben er mere påfaldende end øjenringen, og at der intet gult er i flanken og i øjenbrynsstriben. Lidt grønligt er at finde i skulderfjerene, hvilket er tilladt, men ellers er det eneste gullige og grønlige at finde i yderfanerne på vingernes svingfjer. Brunt, beige og gråt udgør de dominerende farveindtryk. Grenen, 6/11 2012. Foto: Knud Pedersen.

Kaldet er som sagt diagnostisk og derfor meget vigtigt at høre i forbindelse med feltobservationer. Det er meget forskelligt fra typiske kald hos hjemlige gransangere, og bliver ofte benævnt ”kyllingekaldet”. Det er monotont let nedadgående.

Sangen er tillige meget anderledes end hos nordlig og sydlig gransanger. Hos sibirisk er sangen behagelig, blød og melodisk, hvor tonerne nærmest snubler over hinanden, og kan give associationer til en langsomt syngende lundsanger.

En syngende sibirisk gransanger blev oplevet af mange i Ullerup Skov i foråret 2014. Dens sang er blevet analyseret og kategoriseret som til at sidde ”lige i øjet” for en typisk sibirisk gransanger (meddelt af Rasmus Strack). Andre syngende fugle, jeg har kendskab til, er fra Hanstholm i oktober 1995, Christiansø juni 2013 og i Vejlerne i oktober 2015. Sidstnævnte kan høres på denne video 

I videoen høres kaldet tillige.

I takt med at forståelsen af sibirisk gransangers dragtkarakterer, kald og sange er blevet større, er bestemmelsen blevet relativt let. Fokuser på ovennævnte karakterer og sørg for at høre kaldet. Kombinationen er et sikkert match der godtgør en bestemmelse til sibirisk gransanger.

Lyse, sandsynligvis nordlige gransangere, har forvirret. Også fordi de har optrådt med spøjse kald, som er meget afvigende fra typiske gransangerkald. Tvivlen har gået på, hvor grænsen kunne sættes i forhold til en sikker bestemmelse til sibirisk gransanger. Imidlertid har det nu vist sig, at sibirisk gransanger ikke nødvendigvis er svær at bestemme, og det er forhåbentlig gjort klart i denne artikel.