Skagen Fuglefestival - en succes for ottende gang

Det er nu syv år siden, at Skagen Fuglefestival opstod i det små efter initiativ fra Rolf Christensen. Siden da har der været arbejdet godt, grundigt og ikke mindst stædigt med at få festivalen anerkendt - som en fuglebegivenhed, men så sandelig også som en kultur og naturbegivenhed.

Skagen er en af Danmarks mest eftertragtede og kendte byer. Beliggenheden gør Skagenhalvøen til et af Europas bedste forårstræksteder, og området har en enestående natur og derfor mulighed for mængder af aktiviteter for miljøturismen.

Da fuglefestivalen opstod i 2006, var Skagen Fuglestation (SKAF) endnu ikke oprettet, og kommunesammenlægningen lå lige om hjørnet. Det betød, at festivalen ikke havde det bedste udgangspunkt at arbejde ud fra.

Ikke desto mindre lykkedes det for Rolf Christensen at få Naturbutikken involveret med opulente præmier (der var højkonjunktur) for de bedste fugleiagttagelser under festivalen. Det lykkedes også at få tv-personligheden Søren Ryge Petersen til at åbne festivalen.

Alligevel var deltagerne først og fremmest de meget aktive feltornitologer, som kommer til Skagen hvert forår, mens det kneb lidt med de mere almindelige turister.

Drømmen om Det Grå Fyr

I 2007 blev Skagen Fuglestation oprettet med Kurt Rasmussen som ankermand for en arbejdsgruppe af herboende eller delvist herboende ildsjæle, og det var derfor naturligt, at festivalen herefter blev lagt i SKAF-regi under DOF Nordjylland.

Lokalafdelingen havde naturligvis været med fra starten, ligesom de fysiske rammer også fra starten havde været Det Hvide Fyr, som ligger til højre, når man kommer ud af byen mod Grenen. En romantisk lille historisk bygning, som dog var svær at sætte sammen med en festival af de dimensioner og på det ambitionsniveau, som gruppen ønskede.

Det Grå Fyr blev brugt som base under Skagen Fuglefestival 2013. Foto: Knud Pedersen.

Drømmen var at få det ”rigtige” fyr: Det Grå Fyr, som havde plads og faciliteter og deraf følgende muligheder for en ekspansion og idéudvikling, som havde været restriktiv for SKAF og festivalen siden begges start.

Vi vidste, at bygningerne skulle forlades af Fyrvæsenet i 2013, men vi vidste ikke, hvem der skulle overtage dem. Vi vidste heller ikke, hvilke muligheder vi - som er en del af relativt uformuende forening - ville have for at gøre vores indflydelse gældende.

En uge før festivalen var vi stadig indstillet på endnu en uge i Det Hvide Fyr, men så kom lysbomben! Vi havde fået lov til at låne lokalerne i Det Grå Fyr med udsigt til fortløbende samarbejde, hvis alt gik godt og planmæssigt.

Skagen Fuglefestival 2013

Det gik rigtig godt og planmæssigt! Turene blev afholdt med et stort antal besøgende på de arrangerede steder, maleriudstillingen i fyret havde 425 besøgende (!), ringmærkningen blev foretaget og forevist for mindst 150 besøgende, bøger og optik fra Naturbutikken blev solgt ved fyret med stor tilfredshed fra personalet – og så var der selvfølgelig fuglene.

Rune Bisp Christensen ringmærkede under Skagen Fuglefestival og fremviste fugle for mange besøgende. Foto: Knud Pedersen.

De sidste tre år har festivalen været præget af blæst fra forkerte retninger og lave temperaturer. Temperaturen var heller ikke noget at prale med i år; men vinden var acceptabel, og det bevirkede, at der var pænt med rovfugle i luften det meste af tiden. Op til syv røde glenter blev set i flok.

Størst opmærksomhed fik en lille skrigeørn, som var så venlig at ankomme sent om eftermiddagen og overnatte i Reservatet, således at stort set alle, som ville dét, kunne se den på fint hold.

Der var trængsel på Saftevandsbakken under Skagen Fuglefestival 2013, da en lille skrigeørn gik til rast - og senere overnatning - i Reservatet. Foto: Knud Pedersen.

Godt 200 fugleinteresserede fik også set festivalens største sjældenhed; en triel, som rastede i området en enkelt dag. Et pænt antal steppehøge i forskellige dragter, pirol, islom og årets første hvepsevåge pyntede pænt på resultaterne.

Klaus Malling Olsen gennemførte to foredrag under festivalen. Først et om almindeligt forekommende rovfugle torsdag aften, og derefter et om de mere specielle fredag aften. Begge foredrag var godt besøgt med henholdsvis 70 og 42 deltagere.

Det sidste foredrag blev efterfulgt af en aftenkoncert på orgel i kirken, hvor Ian Utke Heilman slog tonerne an til et potpourri af fantastiske fuglebilleder taget af Knud Pedersen. Alt i alt en fantastisk afslutning på denne fredag, som blev fulgt af cirka 150 personer.

Det var meget svært at få tørret smilene af ansigterne på arrangørerne.

Men hvorfor skulle vi egentlig også det?