Slagfalken ved Ballum

HAANING I FELTEN Man kan mene meget om debatindlæg, og måske særligt når der sås tvivl om ens nye kryds… Debat er imidlertid godt, og har, i dette tilfælde, i al fald betydet, at jeg var nødt til at sætte mig ind i fældning, farver og andre kendetegn hos slagfalk. Det er jo sjovere, når vi kan være mere sikre på om, hvor vidt en given fugl med størst sandsynlighed er spontant forekommende frem for, at det blot er en undsluppen fangenskabsfugl…

Slagfalken, der den 4. august blev fundet udfor Ballum Sluse af d’herrer Alex Sand Frich og Alex Bühring, har glædet mange.

Den har også givet frustrationer, da den ofte har været borte fra lokaliteten i mange timer, og har sat observatørernes tålmodighed på prøve.

Salt blev endda gnubbet i såret, da der, på Facebook, blev slået et indlæg op om, at en Bulgarsk slagfalkeekspert havde udtalt at fuglens slid og fældning, var meget atypisk for en vild slagfalk. Indlægget skrev således klart, mellem linjerne, at Ballumfuglen måtte dreje sig om en undsluppen fangenskabsfugl.

Ok.

Det ER meget relevant, at undersøge hvor vidt fuglen er undsluppet fra fangenskab. Storfalke slipper jo indimellem løs fra falkonerer. Det er også tidligere sket for slagfalke i Danmark.

På den aktuelle fugl fra Ballum er der ingen synlige tegn på en fortid hos en falkoner. Således er der ikke farveringe, lædermanchetter eller læderstropper om benene.

Eneste umiddelbare mulighed er, at der er indopereret en chip i fuglen.

Det finder vi nok aldrig ud af om der er.

Den eneste synlige grund til at der skulle være tegn på en baggrund i fangenskab, er altså, ifølge slagfalkeekserten fra Bulgarien, at sliddet og fældningen ikke skulle kunne ses hos slagfalk. Det er jo interessant. Nu kan det godt være, at han har fået præsenteret det danske fund, som at det skulle dreje sig om en adult fugl, og derfor har forholdt sig til, hvordan adulte fugle ser ud på yngleplads.

Fair nok.

Under alle omstændigheder har det føromtalte indlæg gjort det yderligere interessant at få kigget nærmere på netop fældningen, for os som opsøgte, og så, fuglen.

Heldigvis er der taget gode dokumantationsfotos af den, der godtgør en aldersbestemmelse, hvilket er vigtigt.

F.eks. ses det på nedenstående billede at vokshuden ved næbbet er lyst blålig, og ben og fødder er næsten samme farve, måske lyst blågrønne. Det godtgør, at der ikke er tale om en adult fugl, da vokshud og ben/fødder ellers skal være gule. Dragten er i fældning, hvilket betyder at det ikke er en ungfugl fra i år, men derimod en ungfugl fra sidste år, en 2K-fugl.

Slagfalk, 2K, Ballum Forland den 8. august 2018. Bemærk den lyst blålige farve på vokshuden omkring næbbet, de blågrønlige ben og fødder, det lyse ansigt samt de nye håndsvingfjer i den centrale hånd. Foto: Lene Berthing.

Slagfalk, 2K, Ballum Sluse den 6. august 2018. På dette foto ses de friske, ikke slidte, håndsvingfjer centralt i hånden. Bemærk også hvor afsat hovedet virker mod den mørke krop samt den smalle skægstribe der sidder isoleret fra øjet. Foto: Jørn Haaning

På begge billeder ses bl.a. at der er nyfældede friske fjer i den centrale hånd, mens de øvrige håndsvingfjer er ”gamle”, lidt falmede og slidte.

Det er helt normalt og meget typisk for 2K (stor)falke, og der er således intet usædvanligt i slagfalken fra Ballums udseende.

Nedenfor ses et par eksempler på en 2K jagtfalk og en 2K vandrefalk der viser samme mønster.

Jagtfalk, 2K, Bygholm Vejle den 8. juni 2010. Bemærk at der på denne 2K jagtfalk er samme fældningsmønster som hos slagfalken, hvor nogle af de centrale håndsvingfjer er udskiftet og står i kontrast til de øvrige håndsvingfjer. Foto: Søren Kristoffersen

Vandrefalk, 2K, Ballum Sluse den 20. august 2018. Bemærk den slidte og rodede fjerdragt og hvordan de centrale håndsvingfjer er udskiftet og især står i tydelig kontrast til de to yderste håndsvingfjer. Foto: Henrik Haaning Nielsen.

Således er der ikke noget der, i dragten, viser nogetsomhelst usædvanligt for en 2K slagfalk.

Jeg så selv fuglen den 20. august. De næsten 7 timers ventetid var det hele værd, da den endelig dukkede op. Den havde måske siddet i græsset hele tiden, da den pludselig viste sig, efter at en vandrefalk havde slået et bytte, og havde sat sig til rette for at æde det. Slagfalken kom snigende og direkte. Den gik efter vandrefalken og efter en kort kamp, overtog den vandrefalkens bytte.

Efter et stykke tid kom en frisk juvenil vandrefalk. Også den havde succes, og snuppede tilsyneladende en ryle. Den blev imidlertid, efter kort tid, opsøgt meget direkte af slagfalken og efter en luftkamp, der var en ret heftig oplevelse at bevidne, overtog slagfalken byttet, og satte sig på forlandet, og åd det.

Vandrefalken satte sig, og skulede et stykke derfra…

Jeg tænkte lidt over adfærden, og blev lidt bange. Er det mon almindelig slagfalkeadfærd? At snuppe byttet fra andre falke i stedet for at jage selv?

Derfor var det lidt en lettelse at læse i Dick Forsmans ”Flight identification of raptors of Europe, North Africa and the Middle East”, at slagfalke er ”skilled food-pirates, stealing prey from other raptors”. Det er altså helt normal adfærd. Heftigt!

Nogle af de andre ting jeg noterede mig, var, at når jeg så fuglen i flugt direkte fra siden, var indtrykket ikke meget jagtfalke-agtigt, hvilket nok skyldtes at tyngdepunktet på maven lå meget lavt (langt nede på underkroppen), og kroppen blev således aldrig udpræget ”tønde-agtig”, som man ellers ofte oplever hos jagtfalk.

Da den på et tidspunkt dykkede let, og viste sin oversideprofil skråt forfra, mod vadehavet, var det store storfalk-indtryk imidlertid slående – og faktisk ret jagtfalke-agtigt. Det var også her at jeg tænkte over den ret lange hale. Det syntes jeg, ikke var påfaldende, da jeg så den flyvende i profil fra siden.

Fjerdragtens kontraster var slående, idet hovedet var påfaldende lyst mod en mørk underkrop og den tydeligt brune overside. Der sås en ”tårnfalke-kontrast” på oversiden med lyst chokoladebrune vinger mod mørkere håndsvingfjer. På oversiden sås et lysere bånd (nok de store dækfjer) af ældre, blegede fjer. Undervingekontrasten var også ret tydelig, om end rodet, men dog med en mørkere tegning, næsten som et bånd gennem den centrale del, som den tydeligste og mere fast definerede karakter.

Siddende var den slående lyshovedet mod en meget mørktplettet underside. Pletningen gled nærmest sammen til et indtryk af en ret massivt mørk underside, når den sad der i græsset…

I hovedet kunne især en mørk streg gennem øjet erkendes, men en meget smal skægstribe sås også, når lyset faldt bedst, og varmeflimmeren slappede af….

I sandhed en heftig oplevelse og en heftig art der nu afventer Sjældenhedsudvalgets vurdering og bedømmelse.

Tak til Jørn Haaning, Søren Kristoffersen og Lene Berthing for at stille billeder til rådighed.