Sprogø - forbindelsen til det høje nord

Sprogø er kerneområdet for studier af overvintrende sortgrå ryle i Danmark, og hver vinter er øen kilde til spændende nyt om den ellers ret ukendte gæst fra det høje nord. Seneste nyt er dokumentation af en hidtil ukendt trækrute.

På en råkold og blæsende vinterdag i februar fotograferede jeg en flok sortgrå ryler på Sprogø med henblik på aflæsning af ringmærkede individer. Aflæsninger af farvemærkede fugle er med til at kortlægge fuglenes færden gennem vinteren.

Midt i arbejdet dukkede der pludselig en fugl op med en helt anderledes ring end dem, jeg ellers havde set. Der blev taget en stribe fotos, og allerede samme aften var mysteriet opklaret.

Finlands første udenlandske genfund af en ringmærket sortgrå ryle. ”Gul EHC” blev fundet på Sprogø den 24. februar 2013 og blev på øen vinteren ud. Gule ringe med tre sorte bogstaver er altid finske ringe. I Sverige bruges et tilsvarende system, men her er ringene blå. Foto: Lars Hansen. 

Det viste sig, at der var tale om en fugl, som blev ringmærket i Finland i november sidste år. Den må efterfølgende være trukket sydpå gennem Østersøen og holder lige nu til på Sprogø i Storebælt.

Finland startede for tre år siden et farvemærkningsprojekt for sortgrå ryle, og Sprogøfuglen var deres første - men næppe det sidste - genfund fra udlandet. Vi kommer helt sikkert til at se flere finske ringe her i landet; måske især i den sydlige del af Danmark.

Ringmærkning af overvintrende sortgrå ryle

Den danske undersøgelse af sortgrå ryle startede i 1999. Indtil da var der kun ringmærket seks fugle, men ingen var blevet genmeldt. Der forelå ingen viden om de danske vintergæster, og selvom der nu er indsamlet langt flere informationer, er det stadig uvist, hvor mange der overvintrer i Danmark, hvor de holder til om vinteren og hvor de kommer fra.

Fra 2012 er der i Danmark anvendt et nyt system, hvor alle fugle får en rød ring med tre hvide bogstaver på venstre tarsus. Begyndelsesbogstavet er altid et ”A”, og kombinationen aflæses let i kikkert eller på et foto. Tilsvarende ringe bruges nu også i Sverige (blå) og i Finland (gule). Foto: Lars Hansen.

Sortgrå ryle er for de fleste dankse fuglekiggere en art, som man spontant træffer i havneområder og som tilfældig gæst på trækstederne. Så da jeg havde fundet en metode til fangst af fuglene, kunne jeg starte på helt bar bund. Det har været spændende, men sortgrå ryle er også en yderst vanskelig art at have med at gøre.

Ringmærkningen foregår om natten, hvor det under helt særlige vejrforhold i mørke nætter er muligt at fange fuglene med en ketsjer. Det er der som sådan ingen ben i, bortset fra at det kræver de rette vejrforhold. Sådanne nætter forekommer kun cirka fem gange på en vinter.

Ydermere kræver det adgang til nogle af de fjerne øer, hvor fuglene holder til om natten. Om vinteren er det svært at komme derud. Dels grundet vintervejret og sikkerhedsmæssige forhold, dels at næsten alle småbåde er på land på denne tid. Om sommeren havde det været langt lettere.

Oveni kommer, at feltarbejet er meget bekosteligt, og den slags sætter naturlige begrænsninger i udfoldelsen, når det skal klemmes ind i en sparsom fritid. De mange begrænsninger til trods er der i årenes løb ringmærket et stort antal fugle.

Det har skabt opmærksomhed blandt mange feltornitologer, som i en lind strøm sender fotos med spændende aflæsninger fra næsten alle egne af landet.

Det danske projekt

Indtil nu er der ringmærket lidt over 300 fugle, hvoraf halvdelen er farvemærket. I de første fem vintre blev der kun brugt metalringe, og de giver selvsagt kun få genmeldinger. Men derefter fik jeg mulighed for at starte et farvemærkningsprojekt.

Aktuelt er der farvemærket cirka 150 ryler, og de tegner sig for langt størstedelen af de 800 genmeldinger, som indtil videre er indsamlet.

Farveringmærket sortgrå ryle. Indtil 2011 blev der i Danmark brugt to farvede ringe på den ene tarsus + metalring og gul markør på det andet ben. Ved aflæsning er det tilstrækkeligt at notere farverne på de to farveringe + om de sad på højre eller venstre tarsus. Fuglen her kan beskrives som: venstre mørkegrøn over orange. I Sverige er der brugt et lignende system. Ofte indgår her farverne lyserød og lilla. Foto: Lars Hansen.

I de første år blev næsten alle fugle ringmærket på den lille ø Vresen i det sydlige Storebælt. Desværre stod jeg i 2005 uden min dygtige skipper, og siden er det kun lykkes at komme derover en enkelt gang.

Derimod har jeg haft mulighed for at tjekke alle øer i området omkring Samsø, og på Bosserne er der på tre ture ringmærket et ret stort antal fugle, hvoraf mange siden er aflæst af Mogens Wedel-Heinen.

I Storebælt er der siden 2005 lavet en del feltarbejde på Sprogø, og gennem de sidste 3-4 vintre har Sprogø været intensivt dækket, både med hensyn til ringmærkning og aflæsning.

Dette arbejde har været understøttet af intensive aflæsninger på Halsskov Odde (Knud Olsen) og Knudshoved ved Nyborg (Poul Brugs med flere).

Trækruten til og fra ynglepladserne

Enkelte danskmærkede fugle er genfundet langs Norges vestkyst og på Svalbard, og 12 fugle fra Svalbard er fundet her i landet. Derudover er mere end 25 fugle fra den svenske Kattegatkyst fundet i Danmark, overvejende i den nordlige del af landet – og nu kan der altså tilføjes et fund af en finsk fugl fra midten af Danmark.

En umiddelbar konklusion er, at de danske vintergæster kommer fra Svalbard og trækker ned langs Norges vestkyst. Men svaret er langt mere kompliceret, for hvis de alle kom fra Svalbard, burde flere af de danske fugle være genfundet deroppe, og langt flere af de 5000, som er ringmærket på Svalbard, burde være fundet i Danmark.

Sortgrå ryle fra Svalbard, set på Sprogø den 18. maj 2011 (bemærk, at den allerede er i sommerdragt). På Svalbard mærkes fuglene med ”flag”, som kan være grønne, lime eller orange. De sidder på tibia og kan ind imellem være vanskelige at se. Foto: Lars Hansen. 

Den finske fugl bryder dette mønster, hvilket dog ikke var helt uforudset, fordi der også tidligere har været indikationer på en østlig trækrute. Den 4. marts 2010 aflæste Bjarne Golles en Svalbard-fugl i Grenå Havn.

Det var for så vidt ikke noget usædvanligt fund, bortset fra at fuglen i starten af den efterfølgende vinter blev observeret i det sydlige Finland. Den 30. oktober 2010 blev den set i Jurmo, Länsi-Turunmas, i det sydlige Finland.

I april 2011 blev den samme fugl observeret på Bosserne ved Samsø. Disse genmeldinger vidner om et stabilt, gentagende trækforløb, hvor fuglen tilsyneladende befinder sig i det sydlige Kattegat i marts-april (maj). Dette giver en formodning om, at en del af Svalbardfuglene om efteråret flyver over land til Den Botniske Bugt.

De mange observationer af sortgrå ryle fra Rødby Havn finder i overvejende grad sted efter nytår, især i februar-marts. Hvor der hyppigt ses sortgrå ryle i havneområder, er der altid en ”basis-lokalitet” i nærområdet. Men på det sydlige Lolland er der ingen egnede øer. Det er derfor en nærliggende tanke, at fuglene er på træk og kommer fra en østlig retning.

Det passer med, at fuglene forbliver i Den Botniske Bugt, indtil isen presser dem mod syd. I januar-februar kan de være nået Bornholm/Skåne og derfra det sydlige Danmark, blandt andet Rødbyhavn. Måske vil de fortrinsvis være at finde i den sydlige del af landet, ligesom de vestsvenske fugle overvejende ses i den nordlige del af Jylland.

Når de er ankommet til Danmark, ser det ud til, at de slår sig ned på en af de små, fjerne, øer, hvor der allerede er en gruppe overvintrende ryler. Antallet øges altså, og det ser ud til, at flokken forbliver samme sted indtil forårstrækket starter.

I april er der tydeligt opbrud, selvom de sidste fugle først har take-off i slutningen af maj. På Svalbard ankommer fuglene omkring 1. juni, så de sidste danske vintergæster kan sagtens være herfra. Meget tyder dog på, at der er flere bestande iblandet de danske vintergæster, og følgeligt vil der naturligvis også eksistere flere trækruter.

Nu er det i hvert fald sikkert, at der findes såvel en vestlig som en østlig trækrute mellem Danmark og Svalbard. Derfor er det nærliggende at tro, at nogle af vinterfuglene kommer fra yngleområderne i det nordlige Skandinavien og måske fra de russiske Ishavsøer. Det er altsammen i nord- og nordøstlige retninger.

Måske kommer der også fugle fra Atlanten, for eksempel  fra Island. Biometriske målinger af blandt andet næb og vingelængde har i hvert fald ikke udelukket, at det er tilfældet.

I de senere år er der i en række artikler beskrevet trækforhold fra flere lande i Nordatlanten. Det viser et forvirrende billede af en art, som i overvejende grad er kortdistancetrækker.

Overraskende er det, at nogle bestande faktisk trækker over særdeles store afstande.

The missing link

Det aktuelle fund af en finsk fugl passer tidsmæssigt fint ind i et trækmønster for fugle på en østlig trækrute.

Fuglen blev opdaget på Sprogø den 24. februar og må være ankommet omtrent samme dag, idet den ikke er set ved de mange foregående optællinger. Efterfølgende er den set ved samtlige besøg, og den bliver sandsynligvis på Sprogø til langt ud på foråret, hvor den trækker nordpå.

I de kommende vintre vil der givetvis ske flere fund, som kan underbygge formodningen om en østlig trækrute for sortgrå ryle. Her er det særligt interessant at aflæse flittigt i blandt andet Rødbyhavn. Der vil helt sikkert også ske andre spændende opdagelser, for måske kommer der også sortgrå ryler fra helt andre steder.

Det ved vi dog endnu ingenting om, og vores viden er måske allermindst, når det gælder rastende ryler ved den jyske vestkyst. I de indre danske farvande findes der sandsynligvis kun 10-12 lokaliteter, som huser faste vinterbestande (basislokaliteter), og de er alle små, fjerne øer.

Herfra pendler nogle af fuglene til ”fastlandet”, hvor de kan ses i havneområder, på høfter, landtanger og lignende. Ofte bliver de dog kun i få dage.

Der er flere ”hot-spots” rundt om i landet, blandt andet Rødby, Halsskov Odde, Knudshoved, Grenå og Skagen. Grenå er en af de allerbedste, idet her tilsynelande kommer et meget stort antal forskellige individer forbi i vinterhalvåret - måske er det endda de sortgrå rylers hovedbanegård.

Halsskov og Knudshoved i Storebælt er ejheller at forklejne. De vinder ved den massive overvågning, og i løbet af vinteren er det ret mange individer, der når at blive set her. Det øger naturligvis chancen for at finde farvemærkede fugle.

Der skal lyde en stor tak til de mange, som kigger efter sortgrå ryler rundt om i Danmark og som nu og da aflæser farvemærkede fugle. Jeg glæder mig over de mange fotos, jeg får tilsendt. Det er til uvurderlig hjælp i et spændende studie af de fortsat ret ukendte fugle i den danske fauna. 

Kommentarer

Ja, det er korrekt, at Sydnorge har en stor ynglebestand af sortgrå ryle. Her yngler de imidlertid så spredt, at ringmærkning åbenbart ikke har været praktisk muligt. Foreløbige genfund synes at vise, at en stor del af Norges ynglefugle trækker til England, men det kan ikke udelukkes, at nogle også er at finde blandt de danske vintergæster.
Men som artiklen forsøger at vise, så er der, trods mange spændende resultater, endnu et væld af ubesvarede spørgsmål. Det danske projekt er kun en lille flig af den samlede forskning i sortgrå ryle, men som artiklen også forsøger at vise, så har det dog afstedkommet nogle interessante detaljer i de sortgrå rylers trækforhold.
Med venlig hilsen
Lars

PS. Tidligere artikler om samme projekt kan læses i:
Hansen, L. & Madsen, J. Johs., 2006: Mysteriet om Sortgrå Ryle. Fugle i Felten 1:2006, p. 26-27.
Hansen, L, 2010: Sortgrå ryle – det seje træk. Fugle I Felten, 1:2010, p. 12-13

Hej
Det undrer mig meget at Sydnorge ikke er nævnt, da det er dér den største bestand af Sortgrå Ryle forefindes, at der ikke er genfund undrer mig dog ikke, de lokale nordmænd er ikke særligt aktive når det gælder deres egne fjeldfugle, noget lignende er jo gældende i Danmark - at "fremmede" fugle er mere spændende. Det jeg mener er jo at det må være oplagt at en stor del af de Sortgrå Ryler kommer fra det sydlige Norge, så hvad om man drager til Sydnorge for at få farvemærket nogle af dem (det må jo også være optimalt at få fugene mærket hvor de yngler !), men det er jo nok ikke eksotisk nok i forhold til Svalbard ? I min optik er d Sydnorske fjelde vældig spændende og jeg kan ikke se noget der er særligt meget mere eksotisk...
Mvh Henrik HB