Tips om træløbere

Feltornitologen og ringmærkeren Henrik Knudsen har med sin fynske baggrund lært at kende begge arter af træløbere i skovene. Som ringmærker i Blåvand har han også stået med begge arter i hånden og nærstuderet dem. I denne artikel fortæller han om sine erfaringer med at bestemme korttået træløber og træløber i felten.

Kan du artsbestemme ”træløberen” på dette foto? Ellers kan du læse videre og blive klogere og finde svaret til sidst i artiklen.

Ser man en fugl som denne i felten højt oppe på stammen, hvor det er svært at tjekke kendetegn, så kig altid efter næbbets form og længde. I dette tilfælde, hvor næbbet er tyndt og langt, vil man faktisk med sikkerhed kunne artsbestemme fuglen. Foto: Henrik Knudsen.

De to ”tvillingearter” kan være svære at bestemme, da de ofte færdes højt oppe i træerne i et rastløst tempo, så det kan være meget svært at se de forskellige kendetegn, der nævnes i felthåndbøgerne. Mange af de omtalte kendetegn er meget vanskelige at bruge i felten, da der er tale om så små detaljer, at de næsten er umulige at registrere med det blotte øje, medmindre fuglene sidder komplet stille på meget tæt hold. Jeg har ofte stået med en følelse af at have set et af de omtalte kendetegn fra felthåndbøgerne, men jeg har alligevel følt mig usikker.

Faktisk er min oplevelse, at mange af de omtalte kendetegn, der bliver fokuseret på i håndbøgerne, kan virke ubrugelige for feltornitologer, for bøgerne henvender sig mere til folk, der ringmærker eller eventuelt prøver at efterbestemme træløbere på fotos hjemme ved computeren.

Der er dog stadig gode muligheder for at bestemme de to arter af træløbere i felten med lidt træning, også selv om man ikke skulle høre dem, hvilket nok er den nemmeste og bedste måde at bestemme dem på.

Jeg vil her forsøge at vise, at der er gode muligheder for at kunne bestemme de fleste fugle, blot man ser dem nogenlunde fornuftigt. Udover de kendetegn jeg vil fremhæve, som man kan bruge i felten, vil jeg også vise fotos af nogle af de kendetegn, der ofte nævnes i litteraturen. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke går i dybden med alle kendetegn, men derimod beretter, hvad min felterfaring har lært mig at se efter, når jeg bestemmer træløbere i skovene.

Denne træløber vil man også kunne bestemme uden at høre dens karakteristiske kald. Igen gælder det om altid at tjekke næbbets form hos tavse individer eller fugle på stor afstand. Her er næbbet kort og tykt, altså er der tale om en træløber. Foto: Henrik Knudsen.

Denne træløber er en klassisk "snebold" med meget lys bug, stribet pande og lang øjenbrynsstribe. Foto: Henrik Knudsen.

Hvis man ser på billedet af træløberen, vil mange måske fokusere meget på, at den virker smudsig på flanken, hvilket jo er en god karakter for korttået træløber. Men den race af træløber som yngler i blandt andet Danmark ( Certhia familiaris macrodactyla) er mere smudsig på flankerne og kommer derved til at ligne en korttået træløber mere på netop dette punkt.

De nordlige træløbere (Certhia familiaris), som man især kan opleve på mange træksteder, er derimod meget hvide og ligner næsten små ”snebolde”. Min erfaring med denne race er, at den ikke opholder sig i vores skove i nævneværdig grad i den sydlige og sydøstlige del af Danmark, hvor de to andre racer yngler.

Kigger man mere detaljeret på undersiden af træløberen på foto nummer 2, kan man se den herefter er mere hvid til helt op på struben. Hos træløber virker den lidt smudsige flanke altid i en mere klar kontrast.

Læg mærke til den artskarakteristiske underside. Hos korttået træløber er undersiden delt i tre felter; hvid strube, gråt mellemstykke og smudsig bagflanke. Foto: Henrik Knudsen.

Næbbet hos denne korttået træløber er lidt atypisk, og vil være vanskeligt at bruge som et sikkert kendetegn i felten. Men læg mærke til et generelt mørkere indtryk på oversiden samt en kontrastløs hale. Foto: Helge Sørensen.

Ser man derimod på foto nummer 3 af korttået træløber, så står dens smudsige flanke i knap så stærk kontrast, hvilket hænger sammen med, at resten af undersiden virker mere grålig. Til gengæld er struben klart mere hvid og står i skarp kontrast til den grålige underside. Man kan faktisk sige, at der er lidt ”trefarvet is” – yndlingsisen til børnefødselsdage - over undersiden hos korttået træløber. Det vil sige 1. farve er den smudsige bagflanke, 2. farve er det grålige midterstykke og 3. farve er den hvide strube.

En anden karakter, som er nem at tjekke i felten, er, at skaftet i halefjeren hos træløber står i meget klar kontrast til resten af halefjeren. Det forholder sig anderledes hos korttået træløber, hvor halen nærmest virker ensartet brun eller kontrastløs, om man vil. Skaftet står hos denne art svagt tegnet.

Ved at kigge på halen får man en god mulighed for at skelne de to tvillingearter fra hinanden. Hos træløber ses skaftet altid som en tydelig kontrast til resten af halen. Foto: Henrik Knudsen.

Halen hos korttået træløber er mere ensfarvet, da skaftet ikke står i særlig kraftig kontrast til resten af halen. Foto: Henrik Knudsen.

Det bedste kendetegn, som jeg altid kigger efter som det første, er næbbets facon. Det er hos begge arter næsten altid nemt at se, selv på relativ større afstand og med træning kan det næsten bruges som et 100 procent sikkert kendetegn. Træløberens næb er kort, og det virker lidt kraftigere, men frem for alt er det meget kraftigt bøjet. Dens krumning passer næsten med faconen på en tommelfingernegl.

Derimod virker korttået træløbers næb langt og mere tyndt, og det har slet ikke samme kraftige krumning som næbbet hos træløber. Næbbets facon er mere jævnt krummet i sil med den form, man ser hos storspoven.
 

Dette foto illustrerer, hvor svært det er at tjekke diverse kendetegn, når man står inde i en mørk skov. Det er altså vigtigt, at man får en fornemmelse af næbbets form. Får man det ind under huden, så ser man her tydeligt et kort, tykt næb og bestemmer straks fuglen til træløber. Foto: Henrik Knudsen.

Her er det nemt at genkende denne træløber alene på næbformen, som er kort og kraftig. Fuglen har også mere stribet pande, end det ses hos korttået træløber. Foto: Henrik Knudsen.

Halen hos korttået træløber er mere ensfarvet, da skaftet ikke står i særlig kraftig kontrast til resten af halen. Foto: Henrik Knudsen.

Ved at tjekke ganske få kendetegn på denne korttået træløber, kan man straks se et langt, tyndt ”spovenæb”, trefarvet underside og mere mørk overside. En fugl som denne vil nemt kunne bestemmes, uden at man hører stemmen. Foto: Henrik Knudsen.

Hvis man fremover hæfter sig ved disse karakterer i felten, er der gode muligheder for at kunne bestemme en meget stor del af de fugle, man iagttager.

Der er flere ekstra kendetegn og karakterer, som er meget svære at bruge i felten, men de kan ofte bruges, hvis man har fotos af fuglene.

Træløber har lang bagklo kontra kort næb, hvilket er lige omvendt hos korttået træløber. Og træløber er mere hvidstribet i panden, hvor korttået træløber er mere ensfarvet.

Træløber har ikke lys kant langs alula. Den kan dog forekomme meget sjældent, men den er da meget svagt afsat, og det er en karakter, der kun eller måske kun kan ses hos indfangede individer. Normalt er den lyse kant langs alula altid meget tydelig hos korttået træløber, men også her gælder ingen regel uden undtagelse, for den lyse kant kan helt mangle.

Endelig er der håndsvingfjerene og deres tegning, som er meget forskellige de to arter imellem, men igen er det en svær karakter at bruge i felten.

Hos træløber kan man se, at afstanden mellem de hvide felter på 3. og 4. håndsvingfjer er meget kort, mens der er et tydeligt spring mellem de hvide felter på 4. og 5. håndsvingfjer. Foto: Henrik Knudsen.

Udbredelsen af de hvide felter og afstanden mellem dem er meget forskellig hos de to arter af træløbere. Hos denne korttåede træløber ses meget mindre hvidt på spidserne. Desuden er afstanden mellem 3., 4. og 5. håndsvingfjer næsten lige lang. Foto: Henrik Knudsen.

Læg mærke til træløberens meget lysebrune ryg, der er markant anderledes end den mere mørkt tegnede korttået træløber. Bemærk igen kort, tykt næb og klart tofarvet hale. Foto: Henrik Knudsen.

Hos træløber kan man se afstanden mellem de lyse spidser på 3. og 4. håndsvingfjer. Afstanden er dog meget lille og tydeligt kortere end afstanden mellem 4. og 5. håndsvingfjer.

Dette rygstudium af en korttået træløber ridser alle de omtalte kendetegn i denne artikel op. Næbbet er langt og tyndt, halen er næsten uden kontraster, og de hvide felter på håndsvingfjerene er mindre hvide, end det er tilfældet hos træløberen. Foto: Henrik Knudsen.

Et mere mørkt eksemplar af træløber, men hvis man tjekker næbform, pande samt afstand mellem de hvide pletter på 3., 4. og 5. håndsvingfjer plus udbredelsen af de hvide pletter, så er der tale om en klar træløber. Foto: Henrik Knudsen.

Korttået træløber har en mere lige afstand mellem de lyse spidser på 3., 4. og 5. håndsvingsfjer. Afstanden er nærmest ens.

Hvis man vil læse mere om at artsbestemme træløbere kan jeg anbefale tidsskriftet Limicola, Band 5, Heft 2, April 1991. ” Unterscheidungsmerkmale im Grossgefieder von Wald- Certhia familiaris und Gartenbaumläufer C. brachydactyla.

Og så lige til sidst navnet på fuglen, der indledte denne artikel. Det er en korttået tæløber.