Tundrahjejlerne i maj

HAANING I FELTEN I løbet af maj har der været en sjælden mulighed for at connecte med både amerikansk og sibirisk hjejle, de såkaldte tundrahjejler, herhjemme. Der er tale om et par arter der, udover at være flotte, stiller udfordringer til korrekt artsbestemmelse, både i forhold til hjejle, men også i forhold til at adskille de to arter fra hinanden. Desuden fik vi en øjenåbner i forhold til hvor hurtigt fældningen fra vinterdragt til sommerdragt, kan ske.

Det er blot 30 år siden, i 1986, at amerikansk og sibirisk hjejle blev splittet som to forskellige arter. Indtil da var de regnet som to racer, men studier i deres kendetegn, fældning, stemmer, og udbredelse godtgjorde, at de kunne regnes som to gode arter.

I år har der været mulighed for at studere begge to i Danmark idet en amerikansk blev fundet på Vestamager af Hjalte Benjamin Johansen og Thomas Bundgaard Rasmussen den 5. maj (og blev set frem til den 17. maj) og en sibirisk blev fundet på Mandø af Rasmus Strack den 15. maj (og blev set frem til den 19. maj).

Det fede ved at se dem som rariteter i Danmark er at de ses sammen med almindelige hjejler. Det er jo generelt ikke muligt, hvis man rejser ud i verden, og oplever dem på ynglepladserne eller på udenlandske træksteder.

Forstå mig ret. Jeg vil give meget for at opleve amerikanske hjejler på tundraen i Canada eller sibiriske hjejler på tundraen i Sibirien. Det vil på mange måder være den fuldendte oplevelse. Man kan selvfølgelig også lære meget ved at opleve dem på trækstederne og overvintringsområderne ude i deres del af verden, men er man interesseret i feltkendetegn og feltbestemmelse, bør man twitche, altså køre for at se hitsene, da man så har sammenligningsgrundlag med hjemlige arter med i pakken. Sammenligningsgrundlaget er guld værd, og særligt når der er tale om meget ”ens” arter som hjejle og de to tundrahjejler.

Den amerikanske hjejle på Amager var endda også en øjenåbner i forhold til artens fældning, og hvor hurtigt den foregår. Alt sammen spændende viden.

Tundrahjejler om foråret er fundet ved flere tilfælde de seneste små tyve år. Der er tale om nogle af verdens smukkeste vadefugle, og bør anspore enhver til at tjekke hjejleflokkene igennem.

Tundrahjejler i sommerdragt er påfaldende i en flok hjejler. Overordnet set har de tre hjejlearter ens farvetegninger: Sort ansigt, bryst og bug. Hvid tegning i panden og på halssiden som ender i en mere eller mindre dråbeformet plet på brystsiden. Gylden overside.

Sibirisk hjejle, Mandø den 16. maj 2016. Bemærk den påfaldende hvide tegning i forhold til de omgivende hjejler. Bemærk også det meget groft plettede indtryk af ryggen og de mange hvide indslag i dækfjerene. Foto: Jens Kristian Kjærgaard.

Amerikansk hjejle, Vestamager den 13. maj. Bemærk den brede hvide tegning og den gyldne ryg med dominerende sorte tegninger ("pletter"). Foto: Helge Sørensen.

Hvad er det som så gør tundrahjejlerne i sommerdragt påfaldende i forhold til hjejle? Og hvordan adskiller man de to tundrahjejler fra hinanden?

Først og fremmest er det den hvide tegning i panden, på halssiden og brystsiden. Den er nemlig bredere i hele udbredelsen, og den lyser derfor op. Selv set skråt – eller lige bagfra er tundrahjejler påfaldende i en flok hjejler, simpelthen fordi den hvide tegning på halssiden ”buler” ud i nakken.

Amerikansk hjejle, Amager den 13. maj 2016. Også amerikansk hjejle viser en påfaldende bred hvid tegning i nakkesiderne, hvilket gør den påfaldende i en flok hjejler, selv set skråt bagfra. Foto: Helge Sørensen.

Sibirisk hjejle, Mandø den 15. maj 2016. Bemærk at sibirisk hjejle, selv skråt bagfra, er påfaldende på grund af at den hvide tegning buler ud i nakken. Foto: Rasmus Strack.

Derefter lægger man mærke til de andre karakterer og jizzet (helhedsindtrykket), som er anderledes. Tundrahjejlerne er små i sammenligning med hjejle og særlig sibirisk hjejle kan virke lille. Kropsbygningen er således mindre. Begge har ret påfaldende små hoveder i direkte sammenligning med hjejle. Relativt set har sibirisk hjejle det mindste hoved, mens amerikansk har et større, hvilket medvirker til amerikansk hjejles mere velproportionerede indtryk. Kropsholdningen er ret forskellige de to tundrahjejler imellem. Amerikansk hjejle ligner oftest en almindelig hjejle i indtrykket. Det vil sige at kroppen virker rund og ret lang bagtil. Sibirisk hjejle virker derimod ”kantet”, nærmest trekantet, da ryggen er lige, og den virker kort bagtil. Fordi at ryggen virker lige, får man også en mere udpræget virkning af at hovedet er trykket ind mellem skuldrene hos sibirisk hjejle.

Man kan sige, at amerikansk hjejle virker velproportioneret, men sibirisk er en tand karikaturagtig. Det indtryk forstærkes af at sibirisk hjejle er mere langbenet og langnæbbet (og næbbet er tilmed ganske kraftigt).

Jizzet bliver måske især påfaldende fordi man i Danmark, som regel har tundrahjejlerne til at rende rundt sammen med almindelige hjejler?

Amerikansk hjejle, Amager den 13. maj 2016. Bemærk den lange håndsvingfjersprojektion bag tertialerne og at tertiallængden svarer til hvor undergumpsfjerene ender. Foto: Helge Sørensen.

Sibirisk hjejle, Mandø den 16. maj 2016. Bemærk det lange kraftige næb og den hvide flanke som har tætsiddende tværstriber. Ryggen er gylden med grov pletning og hvide pletter i dækfjerene. Bemærk også den meget lige ryg som går i et med nakken. Foto: Jens Kristian Kjærgaard.

I flugt er tundrahjejlerne, i en flok hjejler, påfaldende små, og er desuden smalvingede, og virker dermed meget langvingede i indtrykket. Dertil kommer de lange ben, hvor fødderne stikker tydeligt ud bag halen hos sibirisk, mens det blot er tåspidserne hos amerikansk. Hos hjejle stikker der ikke noget ud bag halen. Alt i alt virker flyvende tundrahjejler meget klireagtige i formen i forhold til hjejle.

Amerikansk hjejle (nr. 4 fra højre) sammen med hjejler, Amager den 13. maj 2016. Bemærk den slanke arm der får vingerne til at se lange ud. Bemærk også den mindre krop og den meget markante hvide dråbetegning. Foto: Helge Sørensen.

Den hvide tegning på brystsiden er som regel ret forskellig mellem de to tundrahjejler. De fremstår hos begge arter kridhvide og brede, og ender i en dråbeformet tegning. Hos amerikansk hjejle er ”dråben” bred og udbulende i en rund form. Hos sibirisk er ”dråben” knap så bred og udbulende i en lidt mere kantet og aflang form.

Hjejle savner den påfaldende, udbulende form på den hvide tegning. Dog kan de ”tabe vingerne” og dække for den, altid, hvide flankestreg, hvilket kan give en effekt som ligner tundrahjejlernes hvide dråbe, men ret hurtigt finder man, som regel, ud af, at det blot er en almindelig hjejle. Tundrahjejlernes sorte ansigt, bryst og bug er sortere end hjejles ditto, hvilket også forstærker de hvide dråbetegninger. Hos de fleste hjejler ses et brunt strøg i det sorte, især i ansigtet.

Det sorte bryst danner en bred sort bjælke mellem de hvide dråbetegninger på de to tundrahjejler. Hos hjejle er den næsten altid smal. Kun i enkelte tilfælde har jeg set hjejler med en bred sort brysttegning.

Som sagt fortsætter den hvide tegning på brystsiden hele vejen hen langs flanken hos hjejle. Hos sibirisk hjejle er den hvide flanke, som er tydeligt smallere end hos hjejle, mikset med sorte tværstriber og hos amerikansk hjejle er flanken helt sort. Sibirisk hjejle kan også have sortagtig flanke, men den vil så være mikset med grå fjer. Desuden er undergumpen mere sort hos de to tundrahjejler end hos de fleste hjejler. Som regel er der blandet spredte hvide fjer i undergumpen, men især hos amerikansk hjejle (hanner) kan undergumpen være knaldsort. Kun undtagelsesvist ses hjejler med meget sort i undergumpen.

Oversiden er på alle tre arter gylden og sortplettet. Hjejle har de mindst grove tegninger. De er relativt små, og det gyldne indtryk er tydeligt, og skinner igennem den sorte pletning. Tertialerne har små savtakkede tegninger og virker, ligesom oversiden, meget gyldne i indtrykket.

Amerikansk hjejles overside er grovplettet, og de sorte tegninger er ofte meget dominerende. Sammen med den sorte underside giver det et helhedsindtryk af en meget mørk fugl, hvorfor den hvide dråbeplet på brystsiden står endnu mere markant frem. Man oplever indslag af hvide pletter i dækfjerene, men som regel ikke i en sådan grad som hos sibirisk hjele. Oftest giver amerikansk hjejle et ensartet grovplettet sort og gyldent indtryk af oversiden, hvor det snarere er det sorte, der er det mest tydelige frem for det gyldne. Tertialerne er groft tegnede med kraftige gyldne savtakker.

Sibirisk hjejle er den, der fremstår mest grovplettet. Det skyldes, at ryggens gyldne farve er tydelig, men de sorte pletter er væsentligt større end hos hjejle. Dertil er der indslag af tydelige hvide pletter i dækfjerene, og alt i alt bliver indtrykket slående mere groftplettet. Tertialerne har også grovere aftegnede savtakker.

Alt i alt er hjejle altså meget gylden men sirligt sortplettet. Amerikansk hjejle er kun lidt gylden, og virker markant sort på ryggen på grund af tættere og grovere sort pletning, mens sibirisk hjejle virker gylden men med meget markant grov pletning.

Sibirisk hjejle, Mandø den 16. maj 2016. Bemærk det lille hoved, den næsten lige ryg og det grovplettede udseende på ryggen. Foto: Jens Kristian Kjærgaard.

Det er meget afgørende at man ved bestemmelse af de tre hjejlearter, har fokus på tertialernes længde i forhold til vingespids og halespids. Hos både hjejle og amerikansk hjejle er vingespidsen lang bag tertialerne. Således ses henholdsvis 4 og 5 håndsvingfjer bag tertialerne. Tertialerne falder nogenlunde ens i forhold til halen hos de to arter, idet de slutter omtrent hvor halen starter. Hos sibirisk derimod ses blot tre håndsvingfjer bag tertialerne, og tertialerne falder ca. udfor halvdelen af halens længde.

De enkelte håndsvingfjers forhold er ens i længden hos både hjejle og amerikansk hjejle, altså fremstår de lige lange. Hos sibirisk hjejle er det anderledes idet den yderste er meget kort i forhold til de øvrige to synlige tertialer.

Benlængden er påfaldende lang hos sibirisk hjejle i sammenligning med hjejle. Tibia som er den øverste del af benet (over ”knæet”), har et længere stykke uden fjer i forhold til de andre arter. Amerikansk hjejles benlængde er en mellemting mellem hjejle og sibirisk hjejle, mens hjejle har det korteste stykke uden fjer. Effekten er meget påfaldende, hvis man ser dem på en åben mark eller en vadeflade, mens det er knap så tydeligt, hvis man finder dem på en eng eller mark med højt græs.

Sibirisk hjejle, Goa, Indien den 27. januar 2005. Bemærk at der er tre synlige håndsvingfjer bag tertialerne, at den yderste håndsvingfjer kun har en kort spids bag den næstyderste samt at tertiallængden svarer til ca. halvdelen af halens længde. Bemærk desuden sibirisk hjejles lange tibia. Foto: Rasmus Strack.

Vingeundersiden er ens hos de to tundrahjejler, og er meget forskellig fra hjejle. Kort fortalt er tundrahjejlernes vingeunderside gråbrun, hvor hjejle har hvide undervinger. Særligt armhulerne og dækfjer er tydeligt gråbrune, men hele undervingen virker gråbrun med armhulerne som det mørkeste felt. Pas på med billeder. Ofte kan undervinger på fotograferede hjejler fremstå mørke, hvilket skyldes skyggevirkninger. At ”opdage” en tundrahjejle på et billede af en flyvende flok skal bakkes op af proportioner ikke blot af mørke undervinger.

Hjejle og amerikansk hjejle (til højre), Amager den 13. maj 2016. Undervingen på begge arter tundrahjejler er gråbrun, hvor især armhulen er mørkest farvet. Her ses det i fin sammenligning med hjejle som har hvide undervinger. Foto: Helge Sørensen.

Hjejle har i flugt et behageligt en-stavelses grødet fløjt, som er velkendt hos alle feltornitologer. Tundrahjejlernes kald er typisk to-stavede, hvor sibirisk har et ret skarpt sortklire-agtigt kald ”tu-it”. Amerikansk har noget lignende, men det virker mere grødet, ikke så skarpt og lidt langsommere kald ”tjy-li”.

Tjek stemmerne her:

Amerikansk hjejle

Sibirisk hjejle

Hjejle  

Som sagt har årets amerikanske hjejle været en øjenåbner i forhold til, hvor hurtigt en fældning fra vinterdragt til sommerdragt kan ske. Da den blev opdaget, den 5. maj, blev den af flere meldt ud som 2K på grund af dens meget lyse fremtoning og at den var i, hvad der mindede om, vinterdragt. Kun enkelte sorte pletter sås i brystsiden. Allerede 10. maj var den forvandlet til en fugl i overvejende sommerdragt, hvor det sorte i både ansigt og på bugen var fremtrædende. På dens sidste dag, den 17. maj, var den i næsten fuld sommerdragt kun med enkelte hvide fjer i det sorte.

Amerikansk hjejle, Amager den 6. maj 2016. I begyndelsen af dens ophold var den udpræget i en dragt der minder om vinterdragten, hvilket fik mange til at aldersbestemme den til 2K. Foto: Helge Sørensen.

En lignende sag kendes fra en sibirisk hjejle fra Revlbuske ved Vejlerne i 2002. Her skete også en ret markant forvandling fra en vinterdragt til en fremskreden sommerdragt i løbet af få (seks) dage og det blev dengang vurderet at der måtte være tale om to eksemplarer. Måske den skal op at vende igen…

Se forandringen her og her.

Tak til Helge Sørensen, Jens Kristian Kjærgaard og Rasmus Strack for udlån af fotos.

Se Rasmus Stracks video af sibirisk hjejle fra Mandø her: