VIDEO: Hjerneædende musvitter æder løs

Vi har hørt om det, men få har set det. Nu kan du se det med egne øjne i en unik video: Musvitter hakker hjernen ud på en uheldig musvit. Christiansø leverer atter varen!

En så almindelig og elsket fugl som musvitten kan andet end at se nuttet ud, mens den hænger i foderkuglen eller fodrer sine nyudfløjne unger med fede larver. Vi har hørt om det, men få har set det, når musvitter æder hjernen på andre småfugle. 

Fuglekiggere beskriver det som en bizar oplevelse at se, hvordan musvitter i mindre eller større flokke ryger på småfugle - også på andre musvitter - og som det første hakker sig ind til hjernen og forsyner sig. Endda ofte mens offeret er i live.

Det skete for eksempel efteråret 2016 på Christiansø, hvor Eva Henriksen tog videoen nedenunder af de sultne og kannibalistiske musvitter.

Hun og flere andre fuglekiggere så musvitter kaste sig over andre fugle og som det første æde deres hjerne. 

Vi var rystede på Christiansø og havde aldrig set noget lignende i et så stort omfang. Det var helt ekstrem, gyseligt kannibalistisk adfærd. Der lå spiste lig overalt af bogfinker, gærdesmutter, jernspurve, dompapper og sågar sangdrosler. En fuglekigger havde set, hvordan en enkelt musvit angreb en sangdrossel. Han greb ind og fik sangdroslen i sikkerhed, men da han vendte sig om, var samme musvit allerede i gang med at angribe en ny sangdrossel! På 40 minutter så og talte jeg hele syv musvitdrab og fortæringer, blot på den lille græsplæne foran Christiansøs hotel. Det var som små, gule skrigende eksplosioner overalt i græsset, fortæller Eva Henriksen.

Hun fortæller, hvordan musvitterne også hakkede sig ind gennem nedre ryg ind til bughulens dele.

Derfor æder de hjernen

Hjernen er eftertragtet af mange arter, fordi det ganske enkelt er god energi, men formentlig også god næring. Men de skal jo også have slået dyret ihjel, inden de spiser det, og det er lettere at spise, hvis det ligger stille, siger DOF's biolog, Daniel Palm Eskildsen.

Forklaringen på det gyselige ædegilde kan være, at de mange trækkende musvitter var havnet på den lille ø og ikke kunne skaffe normal føde, efter at lang tids konstant østenvind havde fyldt øen op med tusindvis af musvitter, formentlig fra Rusland ifølge lokale ringmærkere.

Der var måske nok særligt mange og ekstremt sultne dette specielle efterår, men musvitter, der æder hjernen på andre fugle, er kendt fra flere episoder i landet. Det sker dog formentlig sjældent i naturen, at musvitter opfører sig sådan, og formentlig slet ikke blandt havemusvitterne, hvor der er føde nok.

Vi kender det også fra rødrygget tornskade, der af og til nøjes med bare at pille hjernen ud, inden den spidder byttet, siger DOF's biolog, Daniel Palm Eskildsen.

Også ringmærkere kan berette, hvordan musvitter æder hjernen på andre fugle.

Se også fotos:

En af flere ofre for sultne musvitter på Christiansø, efterår 2016. Foto: Eva Henriksen

En musvit i gang med at hakke i en anden på Christiansø. Foto: Poul Ulrik

Foto: Poul Ulrik

Christiansø havde besøg af mange hundrede musvitter i oktober 2016, hvor af flere kastede sig over fugle for at så stillet sulten. Foto: Poul Ulrik