De første gøge er allerede nået til Afrika

Satellitmærkede gøge fra Storbritannien sender daglig ny viden om gøgenes trækmønster. Selvom sommeren knapt er gået på hæld, er ynglesæsonen slut, og de første gøge er allerede nået til Afrika.

For tredje år i træk har British Trust for Ornithology (BTO) mærket et antal gøge med satellitsendere, som gør det muligt at følge fuglene hele vejen til Afrika og – forhåbentlig – tilbage igen. Netop nu er fuglene på vej sydpå, og ti af de satellitmærkede gøge er allerede nået til Afrika.

Gøgen er i stærk tilbagegang i Storbritannien, hvor British Trust for Ornithology (BTO) nu for tredje år i træk har sat satellitsendere på gøge for at følge dem under trækket. Hvis man kender gøgenes trækruter og vigtige opholdssteder undervejs, er der større chance for at identificere de trusler, gøgene møder uden for yngleområdet. I Danmark er gøgebestanden stabil, og på billedet ses en flyvende han fra Vestamager. Foto: John Larsen.

De ti gøge opholder sig nu spredt i det nordøstlige Afrika. Et par stykker befinder sig i det nordlige Marokko, hvorimod otte er nået helt ned til den sydlige del af Sahara. Her befinder de sig i den tørre Sahel-region, nærmere bestemt i det nordlige Nigeria og Burkina Faso. Der er ingen satellitmærkede gøge tilbage i Storbritannien, men der er dog stadig syv individer i Europa. For eksempel opholder Chance sig i Tyskland, mens David er i Montenegro.

De fleste gøge trækker via Italien, og en af de engelske gøge befinder sig netop nu på Korsika, men fire af de satellitmærkede gøge har i år fulgt den nyligt opdagede trækrute over Spanien. Alle de gøge, der fulgte denne trækrute i 2012, omkom under trækket, men i år ser det ud til at gå bedre.

Gøgene Whortle and Ryder, som begge blev fanget i Devon i det sydvestlige England, er trukket via Spanien. Dette er særligt interessant, da man hidtil kun har set gøge fra East Anglia tage denne rute.  I 2011 trak to ud af fem gøge fra Norfolk over Spanien, ligesom tre ud af fire Norfolk-gøge valgte denne rute i 2012. I år har fire ud af fem gøge fra samme område ligeledes valgt den iberiske rute. Sidste år foretrak både skotske og walisiske gøge de østlige ruter over Italien eller Grækenland.

BTO’s hjemmeside kan I finde mange flere informationer om projektet samt se gøgenes trækruter på et kort og læse deres blogs. 

Artiklen er oversat og bearbejdet af Iben Hove Sørensen. Originalen kan ses her.

Læs mere om gøgen her.

Kommentarer

Der er flere muligheder for at følge gøge med sendere. I Bayern har den lokale ornitologiske forening LBV - Landesbund für Vogelschutz - i samarbejde med hviderussiske ornitologer sat satellitsendere på 14 gøge i Sydtyskland og Hviderusland. Det sydtyske projekt skal give svar på, hvorfor så få gøge kommer retur fra Afrika. Ligesom de britiske gøge, er de tyske hurtigt tilbage i Afrika. De første allerede i juli.

Du kan følge de tyske og hviderussiske gøge her:

http://www.lbv.de/unsere-arbeit/vogelschutz/kuckuck/satelliten-telemetri...