Følg med i kongeørneungernes færden

Et nyt projekt vil skabe viden om kongeørnens færden for at forstå, om det er mangel på føde, levesteder eller andre faktorer, der forhindrer den danske ynglebestand i at vokse.

Danmarks tre kongeørneunger er nu blevet forsynet med GPS-sendere.

De tre unger stammer fra Danmarks tre kongeørnepar, som alle yngler i Nordjylland – et par i Hals Nørreskov og de to andre i Vildmosens Skove.

Denne kongeørn er ca. 7,5 uge gammel og har fået påsat GSP-sender på ryggen. Dens flyvefærdighed tjekkes ved at løfte den op.

Siden kongeørnen i 1998 vendte tilbage til Danmark er der kommet 34 unger på vingerne herhjemme, og man kan derfor undre sig over, hvorfor der ikke er flere end tre danske ynglepar.

Det har forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet sat sig for at undersøge i et nyt projekt, i samarbejde med Aage V. Jensen Naturfond.

De flyvefærdige ørne forventes at forlade deres reder i sensommeren, og GPS-senderne vil afsløre, hvor de flyver hen. Det vil blive muligt for fugleinteresserede brugere at følge med i ørnenes færden på internettet.

Det er første gang i Danmark, at vi følger kongeørne med GPS. Det vil vi gerne give alle danskere mulighed for at følge med i. Kortet vil derfor vise deres flyveruter, og hvilke områder de befinder sig i, men dog ikke de helt nøjagtige koordinater af hensyn til fuglenes beskyttelse, fortæller lektor Anders Tøttrup.

Læs mere om projektet her.

Kommentarer

Lyder godt med GPS. Glæder mig til at følge deres ruter. Held og lykke med projektet.