Fuglesensation igen: Sortbrynet albatros besøgte Danmark

Sidste år fik Hirtshals besøg af en meget sjælden sortbrynet albatros. I går var albatrossen tilbage i Hirtshals, og den slog sig ned på samme mole som sidste år. Det har igen fået ornitologer fra hele landet til at valfarte til Hirtshals for at se den vildfarne albatros.

Sortbrynet albatros på Hirtshals Havn. Albatrossen blev opdagen kl. 9.30 på Hirtshals Havn, og fløj mod nordøst kl 12.30, da den formentlig blev opskræmt af en udgående færge. Hirtshals Havn, maj 2015.

Det er det vildeste!, siger Rasmus Strack, der er medlem af DOF’s Sjældenhedsudvalg.

Rasmus Strack, som sidste år var blandt de heldige at se albatrossen, beskriver det ganske kort som det vildeste. Albatrosser lever normalt på den sydlige halvkugle, så det kan kun betegnes som et ornitologisk vidunder at få besøg af en sådan art i Danmark.

Albatrossen formodes med stor sandsynlighed at være den samme fugl som sidste år. Når en albatros først er havnet på den nordlige halvkugle finder den sjældent hjem igen.

Fuglen blev tidligere på ugen set på Helgoland, hvilket fik flere ornitologer til at håbe på et glædeligt gensyn med den uhyre sjældne fugl i Danmark.

En af dem var feltornitologen, Klaus Malling Olsen, som gik glip af albatrossen sidste år.

Klokken halv ti torsdag morgen blev ønsket til realitet. Albatrossen var tilbage i Hirtshals, og denne gang var Klaus på pletten. 

Albatrossen har både været oppe at stå og har spredt vinger af flere omgange. Nu venter vi bare på, at den letter så vi kan tage ud at spise og fejre det, siger feltornitolog Klaus Malling Olsen.

I løbet af de første par timer havde omkring 100 mennesker været forbi at se den sjældne fugle, som lettede fra havnen kl 12.30 og fløj mod nordøst.

Albatrosser kan blive over et halvt århundrede, hvorfor Rasmus Strack mener, at der er en sandsynlighed på mindst 50 procent på, at vi får besøg af albatrossen igen til næste år.