Hvem har hængt den døde spætte op ved redekassen?

I juli 2012 besøgte Matilde Enevoldsen familiens sommerhus på Sejerø sammen med sin far. Ved sommerhuset havde de flere gange observeret en ung stor flagspætte, der befandt sig ved en opsat redekasse. En dag fandt de til deres forundring spætten siddende død ved redehullet.

Spætten havde ingen tegn på skader, og familien Enevoldsen har længe spekuleret på, om spætten kunne have slået hovedet og herved blive dræbt, eller om der blot var tale om en spøg. Nu har de henvendt sig til Dansk Ornitologisk Forening for at få en forklaring.

Stor flagspætte er den almindeligste af de danske spættearter og findes overalt i Danmark, hvor der er egnede områder med redetræer. I forårsmånederne kan der i de danske skove høres en næsten konstant trommen fra de aktive spætter, der er i gang med at udhugge huller til reder i fortrinsvis svækkede eller døde træer. Denne spætte blev fundet død ved redekassen på Sejerø i juli 2012. Foto: Matilde Enevoldsen.

Usædvanligt og mystisk ser det ud, men der er en forklaring. Spætter sover og hviler normalt i lodret stilling indenfor i et spættehul eller et hult træ, hvor den sidder parallelt med indersiden af stammen. I dette tilfælde har den unge flagspætte i stedet siddet uden for redekassen.

Hvis spætten sidder i hvilestilling, når den dør, for eksempel af sygdom eller udmattelse, vil tæerne krampe fast i denne sovestilling. Således vil spætten kunne blive hængende på samme måde som på billederne, især hvis træet er blødt og frønnet, og den har haft god mulighed for at bore kløerne ind i træet, siger Knud Flensted, som er biolog i DOF.

Den døde spætte ved redekassen var således ikke en spøg, men havde en ganske naturlig forklaring: Spætten stod selv bag det besynderlige skue. 

Tak til Lisbeth Enevoldsen for at indsende billederne.

Denne spætte blev fundet ved et sommerhus på Sejerø i juli 2012. Et mystisk dødsfald med en naturlig forklaring. Foto: Matilde Enevoldsen.

Læs mere om stor flagspætte.

Kommentarer

Englænderen Andrew Tongue fandt en død musvåge i et træ sidste vinter. Den var ligesom spætten blevet hængende med hovedet nedad. Se billederne af den døde musvåge her:

http://www.britishbirds.co.uk/species/common-buzzard-cold