Kig efter farveringe på de overvintrende sædgæs

Flokke af sædgæs, som bliver set på træk eller overvintrer i Danmark, kan vise sig at være mere blandede end hidtil antaget. To europæiske gåseeksperter opfordrer nu danske ornitologer til at kigge flokkene omhyggeligt igennem for fugle med kulørte, nummererede plastikringe.

Indtil for få år siden var det en almindelig antagelse, at de sædgæs, som yngler i Norge, Sverige og Finland, tilhørte underarten tajgasædgås (Anser fabalis fabalis), der også bliver kaldt tajgagås eller skovsædgås.

Underarten tundrasædgås eller bare tundragås (Anser fabalis rossicus) blev anset for en yderst sjælden trækgæst fra Sibirien. Især i Nordjylland blev der imidlertid set små flokke i 1990'erne, og fra cirka 2002 begyndte stadig større flokke at dukke op i oktober på roemarker ved Nakskov Fjord på Lolland, hvor tusindvis nu kan raste og fouragere i vintermånederne.

Tundrasædgæs ved Nakskov. Tæt på er næbbet det vigtigste kendetegn. Hvor tajgasædgæs har lange næb med lige overkant, har tundrasædgæs korte næb med nedadbuet overkant, som giver et mere andeagtigt hoved. Tundrasædgæs har desuden tydeligt kortere hals end tajgasædgæs, der kan forekomme svaneagtigt langhalsede. Det ses også fint på flyvende fugle, men vær forsigtig med urolige fugle, som strækker hals, når de er på jorden. Næbbets farve er også et godt udgangspunkt ved identifikationen. De fleste tundrasædgæs har overvejende sorte næb med mindre gulorange, mens det er omvendt for tajgasædgæs, men også her forekommer overlap. Cirka 20 procent af tundrasædgæssene har gulorange i samme omfang som fuglene på billedet. De fleste har lidt mindre, mens resten kan have ligeså meget orange på næbbet, som tajgasædgæs typisk har. Foto: Ole Friis Larsen.

De første teorier gik på, at tundrasædgæs fra Sibirien forvildede sig ind i flokke af tajgasædgæs under efterårstrækket mod sydvest. Da de store flokke indfandt sig på Lolland, blev det forklaret med flugt fra kulde i Nordtyskland eller vækst i bestanden og dermed følgende behov for større overvintringsområder - i kombination med mildere vintre i Danmark. Der er således også aflæst mindst en tundrasædgås med farvet halsring på Lolland i to vintre, få dage eller uger efter at samme gås blev set i Nordtyskland.

Tundrasædgæssene i Danmark har imidlertid undret de to eksperter fra Tyskland og Holland så meget, at de har sat sig for at undersøge forekomsten grundigt. De har etableret et samarbejde mellem tre grupper af gåseinteresserede ornitologer i Norge, Sverige/Tyskland og Finland, og de har siden 2005 arbejdet med at sætte farveringe på sædgæs på forårs- og fældningstræk samt ynglepladser.

Thomas Heinicke i gang med at fange tajgagæs til halsmærkning på en af fældepladserne ved Vilhelmina i Sverige. Ni gæs fra disse pladser er i efteråret og den tidlige vinter set i Danmark. Foto: Kees Polderdijk.

Gruppernes undersøgelser har afsløret, at underarten tundrasædgås yngler langt længere mod vest end hidtil antaget. Grupperne har fundet bestande af ynglefugle i det nordligste Finland, såvel som i Sverige og Norge. De har således sat farveringe på tundrasædgæs i Sverige og Norge, og i sommeren 2010 blev over 70 tundrasædgæs fanget og mærket med farveringe på Varanger-halvøen.

I 2012 har grupperne fanget og mærket seks tundrasædgæs og to tajgasædgæs ved Umeå i Sverige, 37 tajgasædgæs i svensk Lapland, seks tajgasædgæs ved Oulu i Finland samt 39 tundrasædgæs og en tajgasædgås på Varanger-halvøen. 45 af gæssene er desuden blevet forsynet med lysloggere, ligesom to af de finske gæs og tre af de norske er udstyret med satellitsendere.

Det er disse fugle, eksperterne beder danske ornitologer om at kigge efter. De svenske fugle har blå halsringe med tre hvide bogstaver og/eller tal; de finske gæs har røde halsringe med et bogstav og et tal i hvidt; de norske gæs har gule halsringe med et bogstav og et tocifret tal i sort – ligesom gæs med tyske, polske og hollandske halsringe. Man kan melde sine observationer på internetsiden www.geese.org. Her kan man uden videre oprette sig som bruger med navn og login og derefter både rapportere og følge 'sine' gæs.

Husk også at melde din observation ind til Ringmærkningscentralen i København.

Tajgasædgås med satellitsender og svensk halsring. E00 er her fotograferet for nogle år siden under mærkningen ved Luleå i Sverige. Fuglen er siden set flere gange i Lille Vildmose. Bemærk til forskel fra tundrasædgås (Anser fabalis serrirostris) især det lange næb med lige overkant. Det overvejende orange næb på billedet er typisk for cirka 20 procent af tajgasædgæssene. 40 procent har renere orangefarvet næb, mens de sidste 40 procent har mindre orange og mere sort og kan overlappe nogle af tundragæssenes næbtegninger. Bemærk også, at 'gabet' mellem over- og undernæb er mere langstrakt og dermed forekommer mindre markant end hos tundrasædgæs. Foto: Thomas Heinicke.

De to eksperter er desuden særligt interesserede i de 37 tajgasædgæs, de har farvemærket på to lokaliteter ved Vilhelmina i den sydlige del af Lapland i Sverige. Lokaliteterne er de eneste kendte sommerfældningspladser i Fennoskandinavien for ikke-ynglende tajgasædgæs, idet de ikke-ynglende sædgæs i Finland trækker til Novaja Zemlja i Rusland for at fælde. På fældningspladserne ved Vilhelmina blev der for 25 år siden gennemført en tilsvarende fangst og farvemærkning af sædgæs, som siden blev set på træklokaliteter i Nordvestjylland og på overvintringspladser ved Norfolk i England.

Tyske Thomas Heinicke og hollandske Adriaan de Jong, der forsker for universitetet i Umeå i Sverige, forventer, at deres nye billede af trækmønstre for sædgæs fra Norge, Sverige og Finland vil vise sig at være langt mere nuanceret, end undersøgelsen for 25 år siden gav indtryk af, og at gæssene fra området kan dukke op hvor som helst i Danmark. De mener, at deres foreløbige undersøgelser ikke blot har afsløret ynglende tundrasædgæs i Norge, Sverige og Finland, men også vil vise, at tajgasædgæssene i Skandinavien består af flere separate bestande med hver deres træk- og overvintringsmønstre.

Der er allerede i de sene efterårsmåneder og begyndelsen af vinteren kommet flere interessante tilbagemeldinger på nogle af de halsmærkede sædgæs fra danske ornitologer. Således er 9 af de 37 halsmærkede tajgasædgæs fra fældepladserne ved Vilhelmina i Sverige set og registreret i Danmark, nemlig 6 i Nordvestjylland, 1 i Lille Vildmose og 2 på Sjælland. Den ene af fuglene i Nordjylland var død, formentlig efter at være blevet anskudt.

For tundrasædgæssene gælder, at tre af de fugle, der blev halsmærket ved Varanger i Norge, har vist sig i Danmark. En er blevet aflæst i en flok på Møn, og to er set på Lolland.

I øvrigt mener Thomas Heinicke, at forekomsten af tundrasædgås på Falster, Lolland og andre lokaliteter i det sydøstlige Danmark ikke skyldes hverken vækst i bestanden, kuldeflugt eller milde vintre, men snarere udvidelsen af underartens udbredelse mod vest. De nye nordvestlige bestandes sydvestlige træk får dem således naturligt til at forekomme længere mod vest på trækket og benytte nye overvintringslokaliteter.

På et gåsekursus i DOF Storstrøm i 2011 pegede Thomas Heinicke på, at tundrasædgæs i Sibirien lider under et stigende jagttryk, efter at fund og produktion af gas og olie i Sibirien har trukket stadig flere mennesker – og dermed jægere – til deres yngle- og rastepladser i Rusland. Der bliver således talt færre tundrasædgæs på de traditionelle overvintringspladser i Østeuropa fra de jagtpressede østlige bestande, men flere i Vesteuropa fra de stigende bestande længere mod vest.

Tundrasædgås – art eller underart?

Der er ikke helt styr på sædgæssene endnu. Nogle anerkender ikke tundrasædgås og tajgasædgås som forskellige underarter af sædgås, mens andre går så vidt som til at anse dem for hver sin selvstændige art. 

I 1945 skrev professor Hans Johansen en artikel i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift nr. 39, hvor han beskrev sædgåsen som en enkelt art med 8 underarter, hvoraf en af dem var kortnæbbet gås, der nu er anerkendt som en selvstændig art. Helt op til 1990 holdt nogle forskere fast i kortnæbbet gås som en underart af sædgås, som de så opdelte i et varierende antal underarter. Dengang tog forskerne især udgangspunkt i fuglenes udseende, og nogle var tilhængere af at regne enhver synlig forskel for en selvstændig art, mens andre foretrak et system med arter og underater.

I 1996 blev sædgåsen splittet i tre selvstændige arter, nemlig tajgasædgås (fabalis), tundrasædgås (serrirostris) og kortnæbbet gås (brachyrhynchus); alle tre uden nogen underarter. Det er den tids opdeling, der afspejler sig i DOF's danske navneliste over verdens fugle, selv om navnelisten fastholder de to sædgæs som underarter af den samme art. 

Et glimrende eksempel på forskelle mellem de to racer i flugten. Læg mærke til tundrasædgåsens kortere næb, det runde hoved samt at hoved og øvre hals er tydeligt mørkere end hos tajgasædgåsen. Halsen er desuden kortere. Tundrasædgås (Anser fabalis rossicus) til venstre og tajgasædgås (Anser fabalis fabalis) til højre. Dueodde, oktober 2006. Foto: Steen E. Jensen.

Det nyeste er, at forskerne anerkender, at fuglene inden for en art kan se forskellige ud - ikke bare fra underart til underart, men også fra bestand til bestand - og det er nu i stadig stigende grad ikke form og farver, men undersøgelser af DNA, der bliver lagt til grund for opsplitning af fugle i arter og underarter. 

I 2008 og 2011 offentliggjorde Minna Ruokonen fra det finske universitet i Oulo og Tomas Aarvak fra Norges ornitologiske forening deres mtDNA-undersøgelser af sædgås og kortnæbbet gås, hvor de argumenterede for tre arter: Kortnæbbet Gås, Middendorffs Gås (den østlige tajgaversion) og Sædgås, som de opdelte i de tre underarter fabalis (den vestlige tajgaversion), rossicus (den vestlige tundraversion) og serrirostris (den østlige tundraversion).

Det betyder dog ikke, at alle er enige med dem, eller at de selv er 100 procent sikre. For eksempel er de to forskere selv i tvivl, om hvorvidt der findes en tredje tundraversion mellem de to andre (curtus), mens de afviser mellemformen af tajgagåsen som måske blot en tilfældig farvevariant. Den blev ellers kaldt johansenii efter netop den danske professor og ekspert i Vestsibiriens fugle, Hans Johansen.  

BirdLife har sat sig i venteposition og regner i øjeblikket sædgåsen for en art uden underarter, mens den stadig mere anerkendte IOC World Bird List, hvor Jon Fjeldså fra Zoologisk Museum i København er en af rådgiverne, har splittet sædgåsen i de to arter tajgasædgås (fabalis) og tundrasædgås (serrirostris), men med den vestlige tundrasædgås rossicus som en underart af serrirostris og ikke af fabalis. Efter den liste er tajgagæssene og tundragæssene på danske vintermarker altså ikke underarter af samme art, men underarter af to forskellige arter. 

I DOF-basen er tundra- og tajgagæs indtil videre underarter af samme art, nemlig sædgås (Anser fabalis).  

Læs mere om sædgås

Tundrasædgås - fra sjældenhed til tusindtallig vintergæst

Sædgæs afsløret - nyhed fra DOF, november 2009

Link til tysk artikel fra 2005 om bestemmelse af sædgæs