Konkurrence driver de store falkes evolution

Vandrefalken er kendt for at være verdens hurtigste dyr, når den i topfart slår ned på et bytte, og falkene besidder flere unikke fysiske og adfærdsmæssige egenskaber, der samlet set gør dem til effektive topprædatorer. Et studie indikerer nu, at de store falke har udviklet deres nuværende jagtteknik gennem intens konkurrence.

Et hold forskere ved universitetet i Cardiff har kortlagt hele genomet for både vandre- og slagfalk. Genomet er det genetiske materiale, som ligger bag en organismes udseende, udvikling og livsform, og denne analyse af falkenes genetiske sammensætning har kastet helt nyt lys over falkenes udviklingshistorie.

Vandrefalk med bytte. Foto: John Larsen.

Forandringerne i genomet vidner blandt andet om, hvordan falkenes unikke fysiske og adfærdsmæssige tilpasninger har udviklet sig.

De kortlagte (eller sekventerede) falkegenomer indeholder bevis for, hvordan fysiske karakteristika som for eksempel falkenes buede næb er opstået og har udviklet sig hos falkene. De otte gener, som er involveret i dannelsen af falkenes næb, blev isoleret og sammenlignet, og det viste sig, at disse gener alle havde medført fordele for falkene og dermed var blevet mere fremtrædende i løbet af falkenes udviklingshistorie.

Falkenes familie

Ved hjælp af specialdesignede computerprogrammer blev falkenes gener sammenlignet med gener hos blandt andet zebrafinke, som evolutionært ligger fjernt fra falkene. I overensstemmelse med andre genetiske studier udført fornylig blev falkene i dette studie dog placeret tættere - rent genetisk - på zebrafinker end på kalkuner og høns, som også blev anvendt i analyserne.

Falkene har også vist sig at være nært beslægtet med papegøjer, og både falke og papegøjer er altså nære slægtninge til spurvefuglene.

Denne undersøgelse har vist, at vandrefalk og slagfalk havde en fælles stamform for omkring 2,1 millioner år siden, og at de to arter i dag er 99,6 procent identiske.

Genetiske flaskehalse

Flere af falkearterne har været igennem meget drastiske nedgange i bestandsstørrelse, hvilket har medført en reduktion af den genetiske variation i den samlede bestand. Man kalder sådanne nedgange for genetiske ’bottlenecks’ eller ’flaskehalse’.

Vandrefalken er gået igennem sådanne flaskehalse mindst to gange – for henholdsvis 100.000 år og 20.000 år siden – og slagfalken (på daværende tidspunkt ikke adskilt fra lanner- og jagtfalk) oplevede noget tilsvarende for henholdsvis 300.000 og 60.000 år siden.

Ung vandrefalk i luften over havet ved Møns Klint. Denne unge er blot én af de mange, der er kommet på vingerne i 2012, som har vist sig at være et rekordgodt år for vandrefalken. Foto: Jan Skriver.

 

Artsdannelse

Alt i alt peger de genetiske beviser på hurtig udvikling af arter blandt de store falke; en evolutionshastighed, der formodentlig skyldes klimaændringer eller konkurrence mellem individerne, hvilket kan resultere i, at en del af bestanden skubbes ud i nye habitater.

Slagfalkens tilpasning til mere ekstreme levesteder end vandrefalkens afspejles blandt andet af tilstedeværelsen af ekstra kopier af de gener i nyrene, som medfører en bedre evne til at udnytte det vand, der optages i kroppen. Samtidig er slagfalken i stand til at udskille mere salt fra urinvejene, end vandrefalken kan. Sandsynligvis har netop evolutionen af disse egenskab sat slagfalken i stand til at udnytte en mere varm og tør habitattype.

Den øgede konkurrence mellem rovdyr, som man ofte ser i nye habitater, har formodentlig drevet mange af de artsdannelser, der har resulteret i de falkearter, som vi kender i dag.

Denne artikel er oversæt og bearbejdet fra engelsk. Læs originalartiklen her og et engelsk resume her.

Læs mere om vandrefalk her.