Muligheder og begrænsninger, hvis man vil bruge jagtudbytte som mål for fugle og pattedyrs bestandsudvikling

På baggrund af to danske overvågningsprogrammer med data leveret af henholdsvis jægere og ornitologer har forskere fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet og Dansk Ornitologisk Forening undersøgt, i hvilken grad ændringer i jagtudbyttet afspejler ændringer i bestandenes størrelse.

Dobbeltbekkasin. Foto: Erik Biering

Opgørelsen af det årlige jagtudbytte er en uvurderlig kilde til information om ændringer i størrelsen af jagtbare bestande af fugle og pattedyr over tid. Dette bygger på en grundlæggende antagelse om, at der er mere eller mindre direkte sammenhæng mellem bestandsstørrelser og hvor meget vildt jægerne nedlægger.

Antallet af dyr som samlet nedlægges af en art kan imidlertid også afhænge af en række andre faktorer, såsom hvor mange jægere, der går på jagt efter en bestemt art, og hvor mange stykker vildt hver jæger i gennemsnit nedlægger. Jagtudbyttet behøver derfor ikke nødvendigvis at afspejle bestandenes størrelse direkte.

Hvis der er grænser for, hvor meget rådyrkød familien vil spise, vil en fordobling af rådyrbestanden således ikke nødvendigvis medføre en fordobling i antallet af nedlagte rådyr. Når man skal tolke ændringer i en arts vildtudbytte, må man udrede, hvad der skyldes bestandsændringer og hvad der skal tilskrives ændringer i jagtindsatsen som følge af ændringer i jagttider, jagtmåder og jagtredskaber eller måske bare i interessen for at jage den pågældende art.

På baggrund af to danske overvågningsprogrammer med data leveret af henholdsvis jægere og ornitologer, har forskere fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet og Dansk Ornitologisk Forening undersøgt, i hvilken grad ændringer i jagtudbyttet afspejler ændringer i bestandenes størrelse.

Undersøgelsen, der er finansieret af Naturstyrelsen, har resulteret i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Wildlife Biology (Kahlert m.fl. 2015) og omhandler jagtudbytteændringer for fire fuglearter (ringdue, dobbeltbekkasin, blishøne og agerhøne) og to pattedyrarter (hare og rådyr). For disse arter eksisterer der uafhængige dataserier på henholdsvis jagtudbytte (antal nedlagt) og punkttællinger (indeks for antal i naturen), som kunne sammenholdes.

Den ene af de to lange danske tidsserier er den danske vildudbyttestatistik, hvori der indgår data på antallet af nedlagt vildt af de forskellige jagtbare arter siden 1941. Vildtudbyttestatistikken er en database, der indeholder oplysninger om jægere og nedlagt vildt i Danmark. Alle jægere har pligt til at indberette det vildt, som de personligt har skudt eller fanget ved jagt og/eller regulering i den forløbne jagtsæson. Oplysningerne indsamles af Naturstyrelsen og bearbejdes af DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet (AU), som også står for vedligeholdelse og drift af databasen.

Den anden informationskilde til bestandsudviklinger er punkttællingerne, der skaber viden om udviklingen for de danske fuglebestande og enkelte pattedyrsbestande på baggrund af årlige systematiske tællinger. Punkttællingerne administreres af DOF og er gennemført siden 1976. Der er således næsten 40 års data, der kan sammenlignes, og dermed en sjælden mulighed for sammenligning af to datasæt over en meget lang periode.

For mange arter er det umuligt at registrere alle dyrene i bestanden. Derfor har man behov for at kunne anvende et troværdigt indirekte mål for en bestands størrelse og udvikling. Hvis man skal kunne anvende vildtudbyttestatistikken som indirekte mål for bestandsændringer, skal en ændring i en arts bestand resultere i en tilsvarende ændring i jagtudbyttet på denne art. Indsatsen for at jage de enkelte arter skal således være konstant, for at man skal kunne forvente, at ændringerne afspejles proportionalt i jagtudbyttet, så bestandsstigninger og -nedgange resulterer i tilsvarende udbyttestigninger og -nedgange.

Hvis indsatsen derimod varierer (stiger, falder, fluktuerer) i løbet af perioden, vil værdien af jagtudbyttet, som et barometer for bestandsudviklingen, mindskes. Punkttællingerne genererer viden om et stort antal arter på baggrund af en ensartet optællingsindsats fra år til år, hvilket er årsagen til, at vi her har valgt at anvende punkttællingsindeks som sammenligningsgrundlag for vildtudbyttestatistikken.

Analyserne viste at vildtudbyttet generelt var et glimrende mål for bestandsstørrelsen, men kun i perioder med ensartede jagtforhold. Et godt eksempel på dette er dobbeltbekkasin, hvor der er en fin sammenhæng mellem jagtudbyttet og punkttællingsindeks. Dog var det her nødvendigt at udelade to år, der afveg betydeligt fra de øvrige, med meget mindre jagtudbytte. I disse to år, 2003 og 2005, var efteråret ekstremt tørt i Danmark i jagtsæsonen, hvilket formodentligt gjorde mulighederne for at jage dobbeltbekkasin meget ringere (Se figur 1).

Figur 1. Relationen mellem jagtudbytte og punkttællingsindeks for dobbeltbekkasin, hvor data fra 2003 and 2005 ikke var inkluderet. Del af figur fra Kahlert m. fl. 2015.

Ændringer i indsatsen for at jage kan ske som følge af ændringer i jagtlovgivningen, hvilket er en meget tydelig ændring, der er let at undersøge konsekvenserne af. Som et eksempel på dette er jagttiden på ringduer ændret flere gange i perioden. Frem til 1993 var der jagt på ringdue i august, hvorefter jagttiden blev forkortet, og i perioden 1994-2006 var jagttiden uændret fra september og året ud. Herefter er jagttiden ændret yderligere to gange. Med disse ændringer bliver det svært umiddelbart at anvende vildudbyttestatistikken som indirekte mål for bestandsændringer.

Resultaterne viser dog, at hvis man korrigerer for jagttidsændringen og anvender korrigerede tal, som om jagttiden var uændret, er der god overensstemmelse mellem jagtudbyttet og punkttællingsdata.

Hvis ændringen i indsatsen for at jage derimod sker som følge af en gradvis ændring af jægernes indsats for at jage den pågældende art, vil det være sværere at anvende vildtudbyttestatistikken til at beskrive ændringerne i bestandene.

Et eksempel på dette ses hos blishøne, hvor der var en god sammenhæng mellem jagtudbytte og punkttællinger frem til 1988, hvor der blev indført forbud mod motorbådsjagt i de danske fjorde. Dette havde indtil da været den væsentligste jagtform på blishøns. I perioden herefter, ses der ingen lineær sammenhæng mellem de to bestandsmål, hvilket indikerede, at det efter motorbådsjagtens afskaffelse næppe er antallet af blishøns, der afgør, hvor mange der skydes i den enkelte sæson. På tilsvarende vis ses der en ændring i mønsteret i forhold til antallet af nedlagte rådyr.

Både punkttællingsindekset og antallet af nedlagte rådyr er nogenlunde fordoblet inden for registreringsperioden. Fra 1985 til 1996 var der en lineær sammenhæng mellem punkttællingsindekset og vildtudbyttet, så en større bestand resulterede i tilsvarende flere skudte rådyr. Siden da er indekset fortsat med at stige, men ændringerne afspejles ikke længere i ændringer i antallet af nedlagte rådyr, så jagtudbyttet følger ikke længere med bestandsudviklingen. De bagvedliggende forklaringer for dette er ikke kendte, men måske begyndte antallet af rådyr efter 1996 af overstige det antal jægerne var tilfredse med at skyde, fx fordi familiens grænser for, hvor meget rådyrkød der kunne konsumeres var nået. Det er også muligt, at det antal dyr som må nedægges ifølge mange jagtlejekontrakter ikke længere holder trit med bestandens reelle udvikling.

For nogle arter kan sammenhængen mellem en bestands udvikling og jagtudbyttet være ret kompliceret og ændre sig over tid. Dette gælder fx for haren, der ifølge punkttællingsindekset havde en stabil bestand frem til 1993, en faldende bestand i perioden 1994-2003 og en stigende bestand herefter. Mønsteret for jagtudbyttet fulgte punkttællingsindekset nogenlunde de første to perioder, mens bestandsstigningen, som punkttællingsindekset indikerede i den sidste periode ikke blev afspejlet i jagtudbyttet, der derimod var ensartet gennem perioden. Jagtindsatsen synes derfor at falde. En nærliggende forklaring er, at jægerne i de seneste år er blevet mere tilbageholdende med at nedlægge harer, fx fordi der visse steder er aftalt frivillige fredninger.

Ved enhver undersøgelse er der selvfølgelig nogle forbehold. I denne bemærkes det, at vi her tager udgangspunkt i punkttællingerne, som et udtryk for de virkelige bestandsændringer. Selv om vi anser punkttællingerne som værende metodisk robuste (man ser det der er), kan der også være en vis usikkerhed forbundet med disse data. Desuden bør man gøre sig nøje artsspecifikke overvejelser som fx, om det er de samme bestande, der ses om sommeren og under jagten i efteråret, for under trækket kommer der jo andre fugle, der har ynglet nord for Danmark. Ynglebestanden og efterårsbestanden af visse arter kan være meget forskelligt fordelt i landet, og desuden vil variationerne i den årlige reproduktion kunne påvirke efterårsbestanden og dermed jagtudbyttet betydeligt.

Overordnet set, kan vi konkludere, at ændringer i jagtudbyttet ikke ukritisk skal tages som udtryk for en tilsvarende ændring i den reelle bestandsstørrelse. Da forskellige arter udviser forskellige sammenhænge mellem jagtudbytte og punkttællingsindekset, er man i udgangspunktet nødt til at betragte ændringer i jagtudbyttet som indirekte mål for en arts bestandsudvikling. Hvis man for en given art ønsker at estimere den reelle bestandsændring ud fra ændringer i jagtudbyttet, er det nødvendigt at foretage artsspecifikke kalibreringer på grundlag af specifik viden om de pågældende arters biologi, trækmønstre og bestandsstørrelser, samt de lovgivningsmæssige og de sociologiske forhold, der kan påvirke jagtindsatsen.

Resultatet leder os også til den erkendelse, at vi ikke har nogen speciel god indsigt i, hvilken adfærd jægere følger, og hvorledes disse påvirker deres jagtindsats (fx egen motivation for at jage en art og vurdering af, hvordan bestanden har det, samt jægerens valg af, hvilke arter der skal jages samt indsatsen for at jage hver af dem). Dette vil være nyttigt at undersøge nærmere i fremtiden.

Kahlert, J., Fox, A. D., Heldbjerg, H., Asferg, T. and Sunde, P. 2015. Functional responses of human hunters to their prey – why harvest statistics may not always reflect changes in prey population abundance. – Wildlife Biology 21(6):294-302.

Se også:
Sunde & Asferg 2014: How does harvest size vary with hunting season length? Wildlife Biology 20(3):176-184.