Sildemåger flyver med krebsdyr fra Afrika

Farveringmærkede sildemåger fra Østersøen og Nordskandinavien er i stand til at medbringe rurer, små krebsdyr, fra tropiske vandområder til køligere himmelstrøg. De fastsiddende krebsdyr overlever dog næppe den lange rejse på mågernes plastikringe.

Vandfugle har alle dage været i stand til at transportere fiskeæg eller vandinsekter, der sidder fast i fuglenes fjerdragt eller på et ben, hvorefter de blinde passagerer på et tidspunkt falder af og koloniserer nye levesteder.
Det er for eksempel på den måde, at nogle ferskvandssnegle med stor sandsynlighed ankommer til nye vandhuller, hvor de etablerer bestande.
Nu er det også ganske vist, at baltiske sildemåger er i stand til at flyve fra vinterkvarterer i tropisk Vestafrika med små krebsdyr, rurer, der har sat sig fast på fuglenes farveringe.
- Vi har aflæst otte sildemåger med rurer fastsiddende på de farvede ringe af plastik. Mågerne blev som unger ringmærket i Finland og Nordnorge, hvorpå de vendte tilbage til ynglepladserne tre eller fire år gamle. De har altså fået de små krebsdyr på deres ringe i deres tropiske vinterkvarterer i Afrika syd for Sahara, hvor skandinaviske sildemåger søger føde i floddeltaer, mangrover og langs kysterne, siger Anders Tøttrup, der forsker i trækfugle på Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet.
De tropiske rurer, der ligner små vulkaner med selve krebsdyret siddende solidt i krateret, vil måske kunne overleve den flere tusinde kilometer lange flyvning fra Afrika til Skandinavien, men de vil næppe kunne etablere sig i de køligere farvande med en anden saltholdighed, end de er tilpasset til.

En finsk født sildemåge har fået sin farvering dækket af rurer i sit vinterkvarter. Men de fremmede krebsdyr vil næppe kunne overleve i nordlige farvande med andre saltholdigheder og temperaturer end i troperne. Foto: Hannu Koskinen.

Krebsdyrene vil derfor ikke blive en trussel mod den fauna, der lever i vores tempererede farvande, mener Anders Tøttrup.
- Rurer er gode til at lade sig transportere og etablere sig i nye vandområder. Deres larver kan sprede sig langt med havstrømme, og de ellers fastsiddende voksne individer kan sågar komme langt omkring siddende på hvaler eller havskildpadder. De kan også komme med skibe rundt i verdenshavene. Jeg tror ikke, at de afrikanske rurer kan klare sig i Østersøen, fordi saltholdigheden her er langt lavere, end det er tilfældet i dyrenes naturlige vande. Så rurerne på de ringmærkede sildemåger vil sandsynligvis vedblive at være enkeltstående tilfælde, siger trækfugleforskeren.
De afrikanske rurer er artsbestemt af fagfolk, der i første omgang kunne fortælle ringmærkerne, at der var tale om en art, som udelukkende levede i Sydøstasien.

De grønne markeringer på kortet er sildemågens yngleområder, de blå er vinterkvarterne. De gule markeringer viser, hvor ruren F. pallidus er udbredt, mens de røde felter er den østasiatiske rur-art F. albicostatus, som altså har bredt sig til Vestafrika og Middelhavet. Og som sildemågen nu kan transportere nordpå til Skandinavien.

Det gav anledning til en pludselig mistanke om, at baltiske sildemåger havde et hidtil ukendt vinterkvarter i de sydøstasiatiske lande. For mågerne måtte nødvendigvis have tilbragt en tid i rurernes leveområder, når krebsdyrene kunne sætte sig fast på fuglenes plastikringe.
Det viste sig så, at det var rurerne, der bar på en hemmelighed og ikke mågerne, for de østasiatiske rurer havde, uden at forskerne vidste det, etableret bestande i Vestafrika og i Middelhavet ud for Syditalien.
Hvordan rurerne så er ankommet dertil, er en ganske anden snak.